Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4895Visninger
AA

20. På besøg...

Træerne på den anden side af autoværnet på Hillerød-motorvejen suste forbi. Det var sent på eftermiddagen, og solen stod lige i vest og lyste med en orange glød. Cecilie sad lænet op ad sideruden, med blikket drømmende rettet ud ad vinduet. Ud på autoværnet på den anden side. De mange træer, hvis blade så småt var ved at antage de traditionelle efterårsfarver. Et svagt smil havde tegnet sig på hendes læber, og hun hørte knap nok musikken, som ellers pumpede ud fra hendes hvide earplugs.

Det eneste, der fyldte hendes hoved og hendes tanker, var Martin. Lige siden hun havde taget afsked med ham ved middagstid, kort efter motionsløbet, og han havde givet hende et fantastisk farvelkys på læberne, havde hun ikke kunnet tænke på andet end ham. Samtalen, de havde haft ude ved bålpladsen, hvordan den var blevet afsluttet ved at han trak hende til sig. Fik hende til at glemme alle problemerne - Sandra, rygterne, det hele. Hvordan hun havde følt sig tryg i hans arme, følt at alting nok skulle ordne sig. At alting nok skulle gå. De to havde hinanden. Dem mod resten af verden. Selvom det var ved at være den rene kliché - en tanke, der flere gange fik Cecilie til at småfnise -, kunne hende og Martin alligevel ikke lade være med at bruge udtrykket om hinanden. De var forelsket i hinanden. Ekstremt forelsket i hinanden, og var nu ligeglade med, hvem der fandt ud af det og hvem der ikke gjorde. Hvad kunne de andre gøre, tænkte hun for sig selv. De kunne sagtens hade på dem, men de kunne ikke gøre noget ved deres forhold. Martin kendte sandheden om hende, og hun kendte sandheden om ham. De stolede på hinanden, havde tillid til hinanden. Ingen kunne ødelægge deres følelser for hinanden, uanset hvad de prøvede på. Det var de begge overbevist om. 

Hendes tanker blev på ny brudt, da hun hørte lyden af en besked der blev modtaget gennem hendes earplugs, og vendte derefter omgående blikket væk fra sideruden for istedet at føre det ned til sin iPhone, som hun holdt i skødet. Hendes pande skiltes på midten, hvormed hun vendte telefonen opad og så på den tekstboks der indeholdte beskeden. Fra Martin. Hun mærkede pulsen stige og hvordan det begyndte at boble behageligt i hendes mave. 

HEY, CECILIE <3 SAVNER DIG :'-*<3

Hun mærkede hvordan hun rødmede, og hvordan varmen blussede sig op i kinderne på hende. Følelsen af den elektriske fornemmelse, som kriblede gennem huden på hendes krop, og hjertet der galoperede imod brystbenet. Denne følelse var blevet konstant. Bare hun tænkte på ham, mærkede hun den. Følelsen af kærlighed, af forelskelse. Smilet på hendes læber blev omgående større, hendes øjne begyndte at stråle drømmende.
Hun låste skærmen op, og lod herefter hurtigt sine tommelfingre danse over touch-tastaturet. 

AAW, SAVNER OGSÅ DIG, SKAT :-* <3 <3 RINGER DIG OP LIGESÅ SNART JEG ER HJEMME<3 FORBINDELSEN ER MEGA DÅRLIG HER :( <3 <3 <3

Hun var godt klar over, at andre ville syntes at denne SMS-samtale, hun lige nu førte med Martin, var en tand for sukkersød. Med alt for mange hjerter og for mange skjulte kærlighedserklæringer. Men hun var ligeglad. Ligeglad med, hvordan andre så på det. Ligeglad med andres mening. Martin var blevet hendes kæreste, og de følelser hun havde for ham, var nye for hende. Fantastiske. Anderledes end noget, hun nogensinde før havde haft. Hun ønskede at fortælle ham, hvor meget han betød for hende. Hvilken fantastisk dreng han var, og hvor meget hun ønskede at være sammen med ham. Trykke sig ind til ham. Kysse ham. Røre ham. Elske ham... 

Martin svarede næsten omgående tilbage. ÅRH, SKAT, DET GÅR NOK <3 SÅDAN ER DET NÅR MAN ER UDE PÅ LANDET <3 VENT TIL DU KOMMER OM PÅ DEN ANDEN SIDE AF HILLERØD <3 :'-* GLÆDER MIG TIL AT HØRE DIN STEMME IGEN <3

Hun pressede læberne sammen, og skyndte sig at svare ham. GØR JEG OGSÅ, MARTIN (Y) :-* :-* OG GLÆDER MIG SERIØST OGSÅ TIL AT HØRE DIN STEMME, SKAT :-* ELSKER DIIIIG <3 <3 <3 

Martins tilbagesvar kom få øjeblikke senere. ELSKER OGSÅ DIG, SKAT :'-* FOR AT CITERE MIN YNDLINGSMUSIKER: BABY BABY BABY OOOH ;-) <3 <3 <3 <<<3

Cecilie fniste svagt ved synet af hans besked, og rystede en anelse på hovedet. Strakte tommelfingeren ud, lod den danse henover touch-skærmens tastatur som hun svarede ham. DU ER IKKE NORMAL, SØDE <3 <3 MEN DET ER DERFOR, DU ER DEJLIG! <3 :-* 

NURH <3<3<3 MØS TIL DIG, CECILIE-MUS :'-* :'-* DEJLIGE PIGE! <3 

Cecilie svarede tilbage med nogle flere hjerter og nogle flere kyssesmileyes, hvormed hun atter drømmende fokuserede ud ad sideruden.

En længere tids pause, hvorefter Martin et lille minuts tid senere sendt hende endnu en besked. Hun førte med det samme blikket  væk fra sideruden og ned til mobilen endnu engang. Skyndte sig at aktivere skærmen, så hun kunne se beskeden. Så begyndte hun hermed at læse den. 

JEG TÆNKTE PÅ NOGET, SØDE <3 DU VED, JEG HAR LIGE TALT MED FAR, HVOR JEG SPURGTE HAM HVAD VI SKULLE LAVE I FERIEN <3 VI SKAL IKKE NOGET FØR PÅ MANDAG, HVOR VI SKAL OP OG BESØGE NOGEN AF VORES VENNER DER BOR LIDT  UDENFOR GILLELEJE <3 <3 DET ER SÅDAN  NOGEN KEDELIGE VOKSENVENNER, MEN JEG KENDER ET STED I GILLELEJE HVOR DER ER MEGA FEDT, OG KUNNE VILDT GODT TÆNKE MIG AT DU KOM MED <3 :'-* :'-* KAN DU DET?? <3 

Cecilie mærkede atter hvordan det boblede velbehageligt rundt i kroppen på hende ved synet af Martins besked. Han havde... Han havde inviteret hende med til Gilleleje. Det var en by, hun altid havde elsket. Hvorfor vidste hun ikke, men hun havde siden hun var lille, altid haft en lettere besættelse af byen. Hun havde altid syntes, det var en flot og hyggelig by at færdes i. Særligt landskabet omkring Gilleleje og udsigten udover Kattegat, var noget hun virkelig elskede ved byen. Måske skyldtes det, at hendes forældre tit tog dertil sammen med hende om sommeren da hun var mindre, og der derfor lå en eller anden slags nostalgi over byen. Måske skyldtes det, at Gilleleje var en by, som hendes familie havde fået en eller anden tradition med altid at besøge mindst én gang hver sommer. Hun vidste det ikke, andet end at hun elskede den. 
Hun skyndte sig at svare ham tilbage. SELVFØLGELIG VIL JEG DET, SKAT <3 <3 ELSKER SERIØST DEN BY! <3 :-* SPØRGER LIGE MINE FORÆLDRE NÅR JEG KOMMER HJEM :)<3<3 

Hun sendte beskeden, sænkede telefonen og vendte atter blikket ud mod sideruden. Så rynkede hun brynene, da hun kom i tanker om noget, som hun så derefter skyndte sig at skrive videre til ham. I ØVRIGT, SÅ VIL JEG LIGE SPØRGE DIG, OM DU IKKE KAN KOMME OG BESØGE MIG I MORGEN? SKAL NEMLIG VÆRE ALENE HJEMME DET MESTE AF DAGEN SAMMEN MED JOHANNA, OG DET KAN ALTSÅ GODT GÅ HEN OG BLIVE MEGA NEDERN :( ER STADIGVÆK BANGE FOR HVIS JEG MØDER DE ANDRE FRA MIN GAMLE SKOLE :S ORKER SERIØST IKKE MERE DRAMA <3 :( :-*

Et kort tids tavshed. Så kom der en ny besked fra Martin. SELF, SKAT :-* SKAL HELLER IKKE LAVE EN SKID I MORGEN, SÅ DET VIL JEG RIGTIG GERNE <3 <3 HVAD TID? 

Cecilie sukkede drømmende, som hun atter lod sin tommelfinger danse henover skærmen. DET ER LIGEMEGET, MEN JEG ER TEMMELIG SMADRET SÅ KOMMER NOK TIL AT SOVE LÆNGE <3 VED 12-TIDEN ER FINT, OG HVIS JEG SOVER PÅ DET TIDSPUNKT, SÅ KAN DU BARE RINGE OG VÆKKE MIG :-* <3

OKAY, SKAT <3 DET VIL JEG HUSKE <3 SES :-* ELSKER DIG <3<3<3<3

ELSKER OGSÅ DIG, OG JA, SES :-* :-* :-* <3

Hun sænkede telefonen, vendte blikket rundt og betragtede atter det nordsjællandske landskab, der suste forbi omme på den anden side af autoværnet. Træer, marker, huse... Men hele den flotte efterårsnatur, som blev oplyst af det orange skær fra solen, registrerede Cecilie knap nok. Det eneste der fyldte hendes nethinde, var følelsen da Martins læber lukkede sig sammen om hendes. Følelsen af hans varme omfavnelse. Hun lukkede øjnene som hun atter lod panden hvile imod sideruden, inden hun endnu engang sukkede dybt og lidenskabeligt. Smilet på hendes læber voksede atter. Hun så hans blå øjne. Hans flotte smil. Hans lange hår. Hun så ham for sig, og ønskede ingen andre billeder i hovedet, end ham. 
 
*

 
Det gule strømlinede tog nærmede sig perronen på Fredensborg Station, og sagtnede hastigt farten. Cecilie, som i de sidste ti minutter havde stået med ryggen lænet op ad trægelænderet, der adskildte perronen fra sporet mod Hillerød, rettede sig omgående op da hun så toget nærme sig. Hun hørte den hvislende lyd fra skinnerne, samt lyden af den kunstige computerskabte damestemme, der ud fra højtaleranlægget proklamerede, at man ikke skulle krydse sporet fordi der kom tog. Trods det var lørdag, en dag hvor der som regel plejede at være mange mennesker, var Fredensborg Station usædvanligt tom. Udover Cecilie selv, sad der et kærestepar på bænken ved stationsbygningen længere bag hende. Ellers var hun den eneste person tilstede.

Hun mærkede hvordan pulsen steg forventningsfuldt samt hvordan endorfinerne boblede igennem hendes krop med den behagelige kriblende fornemmelse, netop som toget nåede perronen og standsede foran hende. Hun tog en dyb indånding, fjernede sig fra gelænderet for istedet at bevæge sig et par skridt fremad. Hendes hjerte bankede ukontrollabelt imod brystet på hende, varmen steg op i hendes ansigt, op i hendes kinder. Toget stod stille få meter foran hende i et par korte øjeblikke, hvorefter hun hørte den karakteristiske bib-lyd fra de elektroniske skydedøre på siden af toget. Den første person, der trådte ned på den brune perron netop som dørene havde delt sig, var Martin. De fik øje på hinanden på nogenlunde samme tid. Et kærligt smil tegnede sig om Martins læber. Et smil, der fik Cecilies ben til at føles som gelé under hende og sendte en ny bølge af varme gennem kroppen på hende. Han bevægede sig direkte hen imod hende, og bredte armene ud fra siden i en omfavnelse. Han nåede hen til hende. Knugede sine arme om hende, som han i samme bevægelse rykkede sine læber frem og lukkede dem sammen om hendes. Hun bakkede tilbage, til hendes ryg nåede trægelænderet, hvormed hun lukkede øjnene og returnerede kysset. Lukkede sine læber sammen om hans gentagene gange, samtidig med at hun førte sin hånd opover hans ryg, videre op til hans baghoved. Knugede sine fingre en anelse fast i hans hår, som de heftigt fortsatte med at kysse hinanden. 

Sådan stod de ellers i nogle lange øjeblikke, inden Cecilie som den første fjernede læberne. Betragtede Martin med drømmende øjne, som hun langsomt lod sin hånd hvile på hans venstre kind. Hun lagde hovedet en anelse på skrå, som et svagt smil tegnede sig om hendes læber. Et fjernt smil, et drømmende smil. Et smil der strålede af forelskelse, af kærlighed. Lyden af hvislende skinner fra et tog, der nærmede sig fra den modsatte retning på sporet bag gelænderet - sporet som førte tilbage mod Hillerød - lød bag dem. Foran dem holdt det gule strømlinede tog, hvis næste destination var Helsingør, og ventede på at toget fra den modsatte retning skulle ankomme, så det kunne komme videre. Hun lukkede atter øjnene, førte endnu engang hans ansigt ned til sig inden hun på ny kyssede ham. Længe. Lidenskabeligt. Kærligt. Og som de stod der og kyssede, med hinanden i armene, ankom toget til Hillerød på sporet bag Cecilie, hvilket betød at de skulle vente til at det var kørt, før de kunne krydse over sporet. Men det gjorde dem intet. Det eneste, der eksisterede for dem lige nu, var hinanden og følelsen af deres læber, der lukkede sig sammen om hinanden. Følelsen af lykke, der boblede gennem blodet på dem. Den elektriske fornemmelse, der fik det til at snurre i deres maver. Følelsen af, at intet i verden ville kunne gøre dem noget, at de kunne klare alt. Følelsen af kærligheden.

*

Ti minutter senere kom de begge gående op ad Stationsvej, med deres fingre flettet ind i hinanden og begge med et drømmende smil på læberne. De var ligeglade med alt. Ligeglade med efterskolen. Ligeglade med den fælles fortid, de begge delte. Ligeglade med, hvem der så dem. Det eneste, de tænkte på, var de følelser, de begge havde for hinanden, og hvor lidt nogen af dem ønskede at give slip.

Som de nåede vejsvinget og fortsatte op gennem det rolige villakvarter, i retning mod vejkrydset ved Nørredamsvej godt hundrede meter længere oppe, brød Cecilie endelig den behagelige tavshed, som de begge havde gået i siden perronen på Fredensborg Station. 

"Hvad så, Martin? Hvad sagde dine forældre til det? Ved de noget om, at vi to kommer sammen som kærester nu? Snakkede du overhovedet med dem?"

Martin trak på skulderen og kastede et drillende blik til hende. "Njah, njoh...," sagde han så, let tøvende, inden han fniste en anelse. "Altså, øhm, det er måske en smule hemmeligt. Det er ikke så meget fordi, jeg ikke stoler på mine forældre, men du ved hvordan forældre kan være. Især mødre. Min mor vil blive fuldstændig vild, når hun hører det, og fortælle det til en hel masse. Og far, han... Ja, lad os bare sige at han har et eller andet underligt forhold til piger. Han kan finde på at stille de mest fucked up spørgsmål, der allesammen handler om sex og udseendet. Forældre skal altid komplicere alting." 

"Så...?" begyndte Cecilie spørgende, men Martin fuldendte hendes sætning.

"Ja, de tror bare vi er venner." Han så det skuffede udtryk, der dukkede op i hendes øjne, men strammede sine fingres greb om hendes, inden han smilende fortsatte. "Men bare rolig, jeg fortæller dem til det når vi skal til Gilleleje på mandag. For ellers får jeg sgu noget af et forklaringsproblem, når de opdager hvor meget jeg vil gøre for dig. Du er sgu simpelthent alt for dejlig til at jeg kan lyve for mig selv og bilde andre ind, at vi bare er venner. Du betyder meget mere for mig end det. Kliché, I know, men det passer."

"Årh hvor er du sød, Martin," udbrød hun med et drømmende suk, hvorefter hun lagde hovedet tilbage og gav ham et hurtigt kys. Herefter fortsatte de, indtil de nåede vejkrydset. Cecilie gav Martins hånd et hurtigt klem, så på ham og gjorde samtidig et kast med hovedet. "Kom, vi skal til højre her. Følg med." Hun satte farten op og trak smilende Martin med sig, samtidig med at hun rundede hjørnet af vejkrydset og fortsatte længere op ad Nørredamsvej.

"Behøver vi løbe?" spurgte Martin, omend med et smil om læben som de rundede det næste vejsving få øjeblikke senere. De passerede forbi et par grantræer, der grænsede op til en frodig have med rhodondendronbuske og flotte planter, for dernæst at blive fulgt op af et hvidt villahus med sort tag og en balkon på andenetagen.

Cecilie fortsatte med at løbe, da hun kiggede sig over skulderen og svarede ham. "Ja! Det er sundt at løbe, og jeg kan ikke vente med at vise dig det sted, jeg bor. Det er seriøst mega flot."

"Og det er det ikke her eller hva'?" spurgte Martin, en anelse forvirret, som han betragtede de forskellige villaer med frodige haver og flotte plankeværker, de passerede forbi i takt med at de kom løbende op ad Nørredamsvej. Der var ingen tvivl om, at Fredensborg var en flot by - Særligt beliggenheden ud til Esrum sø og med udsigt ud til Gribskov, samt med Fredensborg Slot i byens nordlige ende. Fredensborg var måske for Nordsjælland, hvad byen Silkeborg var for midtjylland. Godt nok havde han kun kørt igennem Silkeborg, men det havde også været nok til at han kunne få et ordentligt overblik på, hvor flot byen faktisk var. Hvilket egentlig, når man tænkte over det, var lidt fjollet, da selve byen ikke var flot, men at det var det område, den befandt sig i, som var flot. 

Men flot eller ej... Dette kvarter, som Cecilie lige nu trak ham løbende med igennem, var et af de flotteste kvarterer, han havde set længe. Ikke ligesom det kedelige parcelhuskvarter i østenden af Hillerød, hvor han boet det meste af sit liv. 

"Jo, det er det vel, men når man har gået her så mange gange som jeg har, så bliver det ret kedeligt og ligegyldigt til sidst," svarede hun, hvormed hun standsede ved sidevejen længere fremme. Hun slap Martins hånd, vendte hovedet rundt og kiggede på ham. "Det er nok mest pågrund af udsigten, at jeg godt kan lide det sted vi bor. Det er lige hernede. Kom." Hun vendte sig atter rundt, satte sig i bevægelse, nåede sidevejen og drejede til højre. Et svagt smil tegnede sig om Martins læber, hvorefter han satte sig i bevægelse og fulgte med hende. 

De nåede atter op på siden af hinanden, og passerede forbi et firkantet moderne hus med store panoramaruder og gule mure, som var bygget i to etager. Fortsatte godt tyve meter, hvorefte de krydsede vejen. Cecilie begyndte at lunte, og Martin fulgte hendes eksempel. De fortsatte om til fortovet, det fulgte en høj bøgehæk, hvor de mange grønne blade var ved at antage gullige nuancer. Fortsatte yderligere nogle meter, indtil de nåede en smal sidevej lavet af betonfliser, der drejede mod venstre og førte op til et flot, moderne villahus, der var bygget i en L-form. Venstre side ad huset var trekantet og vendte ind mod Fredensborg, væk fra dem, hvorimod højre side var bygget i en moderne firkantet stil, med en facade bestående af to etager og en stor firkantet panoramarude i toppen, der vendte ned imod dem. To paraboler stak frem fra tagkanten, og en balkon bevægede sig ud fra lokalet med panoramavinduerne. Muren var bygget på både grå og hvide mursten, og taget var sort. Bag huset befandt der sig så en lille bøgeskøv, hvor bladende mange steder stadig var mørkegrønne. Det var et flot hus som havde en usædvanlig flot beliggenhed. Det kunne Martin ikke benægte. Langt flottere end det kedelige A-hus, han selv var vokset op i hjemme i Hillerød. 

Cecilie vendte sig fra huset der stod på bakken lidt længere oppe ad indkørslen, for istedet at kigge på Martin med et stolt smil i ansigtet. "Hvad syntes du? Er det ikke vildt flot?" 

Martin nikkede, som han målte huset med øjnene. "Jo... Jo, mega flot. Er det ikke et dyrt hus?"

De begyndte atter at sætte sig i bevægelse, op ad indkørslen med de grå betonfliser. Cecilie flettede atter sine fingre ind i Martins, samtidig med at hun trak på skulderen. "Nej, det er det faktisk ikke. Vi fik huset billigt... Så vidt jeg ved koster det ikke ret meget mere end et almindeligt hus. Jeg tror bare, vi har været heldige." De nåede forbi carporten, der befandt sig på deres venstre hånd da de nåede døren. En tilbygning lavet af grå mursten, med en tilhørende garagedør af mørkt træ. "Det er ikke nær så flot, når du kommer indenfor. Rummene er ikke så store, så der er ikke så meget plads som man skulle tro." 

De nåede døren med den vifteformede glasrude i toppen. Cecilie smilte til Martin, hvorefter hun åbnede døren og trådte ind i den lyse entré. På deres højre hånd befandt der sig et vægspejl med en sort træramme. Langs den firkantede dørmåtte stod der rækker af forskellige sko - Alt fra læderstøvler, til hverdagssko såvel som gummistøvler. 

Cecilie holdte døren for Martin, som hun smilende gjorde tegn til ham om at træde ind. "Velkommen til mit ydmyge hjem, Deres Højhed. Lad endelig som om De er hjemme." Det blev fulgt op af et barnligt fnis.

"Lol, Cecilie, du er også så beskeden," svarede Martin smilende tilbage, som han trådte ind i entréen, passerede forbi Cecilie og tog sig et kig rundt. Længere fremme var der en lille trappe, der førte ned i noget der lignede et vaskerum. Og på hans venstre hånd gik der en trætrappe beklædt med et sort gulvtæppe, der snoede sig op og forsvandt over træloftet. 

Cecilie lukkede døren i efter ham, vendte sig rundt og trak sig let og elegant af sine lysegrå converse, som hun herefter skubbede til siden med sin ene fod. Bevægede sig op til ham, og klappede ham et par gange på skulderen. "Kom, Martin, vi skal ovenpå. Du skal hilse på Johanna." 

"Selvfølgelig." Martin nikkede, hvormed hans læber krusede sig i et forsigtigt smil. 

Cecilie smilte ligeledes. I et øjeblik, var der noget underligt akavet over situationen. De kiggede på hinanden. Tavse. Så rømmede hun stemmen, inden hun førte en hårtot om bag øret og atter løsnede stemningen op med et smil om læberne. "Ja, øhm, bare tag skoene af og følge med." Hun vendte sig rundt og satte sig i bevægelse imod trappen. Martin trak sine sko af, kiggede sig en enkelt gang imod trappen ned til vaskerummet et par meter længere fremme, hvormed han fulgte med Cecilie op ad den snoende trætrappe. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...