Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4844Visninger
AA

18. Nødråb...

Martin følte han havde mistet sin bedste ven. Lige pludselig var det som om, at hans hverdag var blevet grå og kedelig fra den ene dag til den anden. Han følte sig forrådt. Følte sig magtesløs. Det hjalp ikke på den ulidelige følelse af dårlig samvittighed, at Cecilie fuldstændig ignorerede hans tilstedeværelse. Alle hans beskeder blev ikke besvaret. Alle hans blikke og forsigtige smil blev ikke gengældt. Cecilie isolerede sig fuldstændig. Isolerede sig fra ham, fra de andre, fra fællesskabet. Flere gange så han, hvordan hun vandrede hvileløst rundt ude på den store græsplæne. Grædende. Hulkene. Som ugen skred frem, bemærkede Martin hvordan flere og flere rygter om Cecilie - rygter, som han vidste ikke passede -, spredtes rundt til flere og flere elever. Nogen af pigerne hviskede om, at hun var en jaloux kælling. En faker, der gik og legede med andres følelser. En idiot, der dømte alle andre, for at få det bedre med sig selv. Han mærkede hvor ked af det han blev. Ked af det på Cecilies vegne. Rasende på de andre over, at de troede på de rygter, som Sandra havde startet. Og samtidig blev han mere og mere bekymret for, hvad der ville ske med Cecilie. Hvordan hun tacklede det. Som den følgende uge op til efterårsferien skred frem, så han mindre og mindre til hende - Til sidst var det kun i timerne og spisefrikvarterene, han så noget til hende. Ellers var hun som forsvundet ud af den blå luft. 

Han tog flere gange sig selv i at sidde inde på værelset på skamlen ved skrivebordet. Med blikket rettet ud ad vinduet mod hybenbuskene og fyrretræsplantagen på den anden side. Hele tiden med telefonen liggende på bordet lige foran sig, ventende på en besked fra Cecilie, som aldrig kom. Han følte sig tom indeni. En hul følelse af, at noget var forsvundet. En følelse af tårer, som aldrig kom og en gråd, som han kun mærkede indvendigt. Han var bange. Frustreret. Ønskede bare at have hende ved sig, fortælle hende hvor meget han holdte af hende. At lade hende vide, hvordan han bare ønskede at være der for hende. Som en ven i nøden. En hun kunne komme til og finde trøst hos. 

Det var først fem dage senere, dagen inden efterårsferien - den anden torsdag i oktober - at Cecilie tog kontakt til ham. Han havde siddet i sofa-gruppen inde i opholdsstuen midtvejs mellem idrætssalen og konferencerummet i den ene ende, og klasseværelserne og spisesalen i den anden, og deltaget passivt i et spil meyer sammen med to andre drenge og tre piger. Selvom han var med i spillet, og selvom han ikke rigtig var nogen outsider længere - han var faktisk blevet endog temmelig gode venner med hans to værelseskammerater -, følte han ingen glæde. Han var ikke særlig engageret i det sociale fællesskab - Noget, han for en uge tilbage ville have været ellevild for at have deltaget i. Men nu, var den eneste ting der fyldte hans tanker fra han stod op til han gik i seng, Cecilie. Og hvilken tom fornemmelse af smerte og ensomhed, som det gav ham hver eneste gang hun forsvandt. Lukkede sig inde på sit værelse, nægtede at deltage i fællesaktiviterne. Han havde aldrig været så bekymret for nogen, som han var for Cecilie. Og på samme tid, havde han dårlig samvittighed over det. Han følte, at det var hans skyld hun havde det som hun havde det. Hvilket det, et eller andry sted, nok også var. Han havde det, mildt sagt, af helvedes til. Og det blev absolut ikke bedre, når han flere steder hørte grupper af piger nævne navnet "Cecilie" i deres samtaler, når hun ikke var til stede. Særligt ikke når samtalerne gik fra piger videre til drenge. At hvis Cecilie snakkede med dem, skulle de afvise hende fordi hun havde behandlet Sandra så ondt og at hun "bare var en dum led møgkælling." Og det gjorde ligeså ondt, hver gang han hørte det.

De andres samtaler ved bordet handlede om en masse ligegyldige ting. Martin lænede sig tilbage i sofaen. Betragtede ligegyldigt det brune læderbæger med terningerne, der blev ført videre til den næste - En rødhåret pige med cap og store turkisblå øjne, klædt i løbebukser og løsthængende sportstrøje. Hun tog imod bægeret, og kiggede imod drengen med det lyse hår, der havde rakt det til hende. 

"Lille meyer!" 

Hun førte blikket fra ham og hen til bægeret, som stod på hovedet foran hende for at skjule terningerne. Hun valgte ikke at tro på det, og løftede derfor bægeret. Terningerne viste en treer og en ener. Det havde været en fake. Drengen sukkede irriteret, lænede sig frem og vendte sin terning rundt sådan så den stod på 3 prikker istedet for fire. 

Martin hørte svagt lyden af piger, der fniste, og drejede hovedet væk fra lænestolen og kiggede istedet hen imod panoramaruderne i den modsatte ende af lokalet. Der så han Sandra, som sad i sofaen på den modsatte side ad gangen, lige mellem de to vinduer, med en mobil i hånden. Hendes blik var slået ned så han tydeligt kunne se den glimtende mascara, hun havde påført sig på øjenlågene. Hendes brune hår var sat op i en festlig frisure, og på begge sider ad hende sad der to piger der kiggede indover hendes skulder, ned på de ting der foregik på telefonens skærm. Han fnøs foragteligt, og vendte atter blikket fremefter, netop som den rødhårede pige med cappen og de turkisblå øjne vendte hovedet imod den let buttede blondine ved siden af sig og samtidig kørte bægeret med terningerne frem med ordende: "Par seks." 

Martin fik aldrig rigtig set resultatet af den buttede piges terningeslag, da han mærkede noget vibrere i lommen på hans bukser. Han rynkede en anelse på brynene, fjernede blikket fra det sorte sofabord og kørte det istedet ned til lommen, hvor toppen af hans telefon lige akkurat stak op. Han flyttede hånden ned til den, trak diskret telefonen langt nok op fra sin lomme til at kunne vende skærmen op imod sig og trykkede på knappen i toppen. Skærmen tændtes, og straks så han teksboksen med en besked fra Cecilie, der øjeblikkeligt fik hans puls i vejret. De havde ikke skrevet sammen i over en uge. Og så skrev hun endelig til ham. Han holdt vejret, som han med stigende puls læste beskeden.

JEG HAR BRUG FOR DIG, MARTIN!!! DET ER MEGA ALVORLIGT! MØD MIG VED STIEN BAG BÅLPLADSEN!! SKYND DIG, DET ER VIRKELIG ALVORLIGT!! :'(

Følelsen af sommerfugle i maven blev straks afløst af en ubehagelig rislen ned langs rygsøjlen ved synet af beskeden. Han mærkede omgående hvordan en ganske anden følelse væltede frem i ham. En ubehagelig følelse... En følelse af at der snart skulle ske noget forfærdeligt og grusomt, som gav ham en øjeblikkelig kvalme og fik nakkehårene til at rejse sig. Han læste beskeden igennem, og det krævede ikke den store intelligens at regne ud, at det efter måden, beskeden var skrevet på at dømme, var ekstremt vigtigt. Måske endda livsvigtigt. Cecilie havde aldrig nogensinde før sendt Martin et sådan nødråb - for det var han ikke et øjeblik i tvivl om, at denne besked var -, hvilket fik ham til at handle næsten omgående. Han løftede blikket fra skærmen og kiggede indover de andre, inden han pressede læberne sammen, skubbede telefonen i lommen og rejste sig.

"Undskyld, jeg bliver nødt til at gå. Min mor har lige ringet, og det ser ud til at være vigtigt." Han havde aldrig været god til at lyve, men i denne situation lod det til, at han havde gjort det med en så god overbevisning, at ingen satte spørgsmålstegn ved det. Han forstod ikke præcis hvad det var, der havde fået ham til at stikke de andre en løgn, selvom han dog havde nogle rimelig klare fornemmelser af, at det skyldtes alle de falske rygter om Cecilie der var i omløb. Han vidste, at han ikke skulle stole på nogen. Det var aldrig til at vide, hvem der gik og hoppede på rygter i flæng, og hvem som ikke gjorde. Det var bedst, at de andre - uanset hvor gode vennner, han så var ved at blive med dem - ikke fandt ud af hans kendskab og forhold til Cecilie. Det var bedst ikke at tage nogen chancer. 

"Okay, jeg spiller bare for dig, så," sagde blondinen, som netop havde udført sit træk. Martin nikkede med et smil, inden han stak hånden i lommen, vendte sig rundt og luntede ned ad gangen, i retning mod døren mod indergården. Bag ham, ved sofaen der stod placeret imellem de to panoramaruder som vendte ud mod indergården, løftede Sandra hovedet fra sin telefon. Så efter ham. Hendes øjne kneb sig mistænksomt sammen, og hun blev ved med at betragte ham, indtil han var forsvundet ned ad gangen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...