Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4834Visninger
AA

24. Mor og datter...

Kniven hakkede spidsen af porren, inden hånden skubbede porren frem på skærebrættet. Kniven blev løftet og sænket, løftet og sænket i en mekanisk, rutineret bevægelse, som flere cirkelrunde tynde porreskiver væltede ned på brættet i en hastigt voksende klump. Ved siden af befandt køkkenvasken og komfuret sig, hvorpå der stod en gryde med glaslåg, hvor dampen fra den kogende ret blev sendt ud fra dysen i toppen af låget. 

Marlene Jensen, Cecilie og Johannas mor, var en utrolig livsfrisk kvinde i starten af fyrrene. Omend hun var blevet lidt stor i løbet af de seneste par år, var hun den livsstærke og beslutsomme kvinde, hun altid havde været. Hun var den person, der sørgede for det meste - Også selvom hendes mand, Søren, var lettere mandschauvinistisk, var der grænset for hvad hun fandt sig i. Hun elskede at lave mad, og det var derfor man tit og ofte fandt hende i køkkenet - "hvor kvinder bør høre hjemme hvis I spørger mig", havde hendes mand tit sagt -, i færd med at tilberede de diverse middage for familien, som der blev lavet opad ugen. Denne lørdag aften var det, som det traditionelt altid var om lørdagen, en kødret, hvis opskrift hun havde fået fra sin egen mor og som hun havde tænkt sig at viderebringe til en af sine døtre - højest sandsynligt Johanna, da Cecilie ikke var verdens bedste til det med madlavning -, når de engang flyttede hjemmefra. En kødret, hvis sødlige og krydrede lugt, bredte sig i køkkenet, videre ind mod det øvrige af huset, selv trods emhætten var tændt og sugede for fuldt drøn.

Cecilie rundede hjørnet af køkkenet, med ubehaget skrevet i hendes stadig tårerøde øjne. Hun havde lige tilbragt næsten to timer med, at snakke med Martin over skype. En samtale hvor hun flere gange var brudt sammen i gråd. Han havde fået alt at vide... Hele sandheden omkring eks-kæresten, hvordan han havde misbrugt hende. Hvordan han ville have hende til at droppe sine venner til fordel for ham, kun for at have kontrollen over hende. Hvordan han havde misbrugt hendes tillid - hvilket var den eneste ting, Martin vidste i forvejen - ved at forføre andre piger på sidelinjen. Og hvorfor hun havde reageret som hun gjorde, da hun havde set hvordan han havde stået foran indkørslen, med Johanna i armene, hvor han forførte hende. Hun holdte af Johanna af hele sit hjerte, og det sidste hun ønskede for hende var, at hun skulle ende med at komme ud i noget lort fordi hun involverede sig med de forkerte personer. At hun kunne ende i den samme situation som Cecilie selv. Derfor gjorde det også endnu mere ondt på hende, da Johanna var blevet så sur på hende. De ting, hun havde sagt, hvor meget hun ønskede at Cecilie døde, gjorde ondt dybt inde i brystet. 

"For... Når man virkelig elsker en person, og den person plejede at elske dig men nu hader dig fordi du forsøger at hjælpe hende... Så er det som om at hele ens liv falder sammen. Som om... Som om man dør ligeså stille indvendigt." Hvilket Martin sagtens havde kunnet nikke genkende til. 

Han havde spurgt, om hvor meget hendes forældre vidste til det. Hun havde svaret, at det mest var hendes mor, der vidste noget... Hende, hun snakkede mest med. Og selvom hende og hendes mor kunne have nogle af de mest sindssyge mor-datter skænderier, havde de begge alligevel et meget stærkt bånd til hinanden. Cecilie og hendes mors bånd til hinanden var stærkere, end det bånd Johanna havde til deres mor. Derfor vidste hun også alt om, hvad Christoffer havde gjort - Hvordan han havde manipuleret med hende, fået selv hendes gode venner til at vende hende ryggen. Løjet for hende. Forført hende. Og derfor havde hun også sagt, at hvis Cecilie nogensinde følte sig plaget af Christoffer i tiden efter at hun var startet på efterskolen, kunne hun komme til hende og snakke om det. Og eventuelt få et polititilhold, der nok skulle skræmme Christoffer væk.

"Mor!" Hun bevægede sig hen til køkkenbordet, og lænede sig op ad det med albuen hvilende indover bordpladen.

Marlene vendte blikket væk fra skærebrættet og kiggede på Cecilie med et kærligt smil som bredte sig om hendes læber. Men da hun så Cecilies røde øjne og opsvulmede kinder, rynkede hendes bryn hvormed hendes smil langsomt svand ind, og glimtet i hendes grønne øjne - der var identiske med Cecilies egne - forsvandt for istedet at blive erstattet af tydelig bekymring. "Ja, min skat? Hvad er der galt?" Hun lagde kniven fra sig og vendte hele kroppen imod Cecilie.

Cecilie pressede sine læber sammen, kiggede ned i trægulvet i et par øjeblikke som hun løftede hånden og kløede sig i baghovedet. Så pustede hun ud, kiggede atter sin mor i øjnene og rømmede sig for at fjerne den forfærdelige klump, som var strammet sig til i hendes hals. "Har Johanna fortalt det? Det overrasker mig ikke, hvis hun ikke har, men...!"

Nu var Marlene helt tydeligt blevet endog temmelig bekymret. Hun gjorde store øjne og kiggede næsten forfærdet Cecilie direkte i øjnene. "Fortalt hvad? Hvad er der galt, Cecilie, fortæl mig det nu. Har ham der din nye kæreste slået op med dig?" Hun løftede hånden og holdte den op til munden, da en ny og endnu mere forfærdende tanke slog ned i hende. Hun kvalte et gisp, som hun fortsatte. "Er du begyndt at cutte igen? Please, skat, sig nu ikke, at...!"

Cecilie trak læberne i et svagt skævt smil, og rystede på hovedet. "Nej... Nej, det er ikke det." Hun betragtede sine fingre. Sukkede tungt, som hun atter mærkede gråden klemme sig på vej. Da hun løftede hovedet og atter kiggede på sin mor, var hendes øjne blevet tåreblanke og hun mærkede hvordan hun fik stadig sværere ved at holde gråden tilbage. "Mor, du kan godt huske Christoffer, ikke? Christoffer Mejrup... Ham der min eks."

Marlene flyttede hånden fra sin mund og ned til sit bryst. Hendes øjne var stadig store, vidåbme, og hendes ansigt var stadigvæk skrækslagen. Hun stod blot der og kiggede på sin datter. Forvirret. Fortvivlet. Sank en klump, som hun spørgende løftede brynene. "Ja... Ja, ham der stalkede dig. Ham der som, ja, ikke var god til dig."

"Ja, ham." Hun tog en dyb indånding. En svag skælven lød i hendes stemme. "Mor... Johanna og ham... De kommer sammen." Hendes stemme var svag, og Marlene måtte virkelig anstrenge sig for at høre alle ordende. Men da de så endelig var trængt igennem, kom den forsinkede men voldsomme reaktion.

I de første par sekunder, stod hun der bare. Stiv som et bræt og stirrede på sin datter med øjne som udviste en mellemting mellem forfærdelse, fortvivlelse og vantro. Så kom det højlydte udbrud, der kunne høres helt hen i den anden ende af huset. "AHVA' GØR DE?" Cecilie kiggede blot væk fra hende. Kæmpende imod tårerne. Hun mærkede, hvordan alt begyndte at ramle sammen for hende. Frygten for fortiden, frygten for efterskolen, forholdet til Martin... Det hele var ved at falde sammen på splitsekunder i et stort forvirrende følelseskaos. 

Marlene kørte frustreret hånden op til hovedet og skubbede sit lyse grånene hår tilbage. "Skat... Skat, er du sikker på det ikke bare er dig, der er blevet paranoid? Er du sikker på, at du ikke bare drager forhastede konklusioner? Skat, kig på mig. Kig på mig!"

"Nej, mor, jeg SÅ ham!" Hun tvang sig selv til at kigge på sin mor, imens hendes stemmmeleje begyndte at vokse ubehageligt i intensiteten. "Jeg så ham stå ude på fucking vejen foran vores FUCKING indkørsel og gennemsnave min egen søster! Hvad fanden er det, han tænker på? Hun har ikke noget med det her er at gøre!"

Marlene lukkede øjnene, pressede håndroden mod panden, udstødte et træt "åh!" og vendte hovedet væk. Det svimlede for hende. Hun lænede sig indover køkkenvasken, der adskilte køkkenbordet fra komfuret, og rystede dermed på hovedet. 

 Cecilie hev efter vejret, kæmpende for at bevare fatningen som hun panisk fortsatte. "Jeg gik totalt i panik, mor! Skreg til ham og sagde, at han skulle skride ellers tilkaldte jeg politiet! Og Johanna... Hun HADER mig for det! Jeg har forsøgt at snakke med hende, men hun vil overhovedet ikke have noget med mig at gøre! Jeg aner ikke hvad fanden jeg skal gøre mor! Jeg er så frustreret, så bange, så... AAAR!" Hun tog sig til hovedet og vendte sig rundt med et halvkvalt råb. Et råb, som meget hurtigt forvandlede sig til en hulken. Marlene vendte hovedet imod hende og rettede sig op fra vasken. Gik forsigtigt hen til hende, inde hun blidt lagde armen om sin datters skulder.

"Skat, rolig." Hun vendte forsigtigt sin hulkende datter imod sig, og lagde armene om hende. Trøstede hende som kun en mor kunne gøre det. "Jeg tager en snak med Johanna, og hvis jeg ser eller hører noget til ham der Christoffer igen, ringer jeg efter politiet. Der er ikke nogen grund til, at hidse dig sådan op. Okay?" Hun trak hende ud fra sig. Selvom de var næsten lige høje - Cecilie var et par centimeter højere end sin mor -, virkede Cecilie som et lille barn i sine mors arme. Et lille barn, der manglede kærlighed. Omsorg. Et lille barn, der havde brug for sin mor til at trøste sig og bekræfte sig om, at der ikke var nogen spøgelser i skabet eller monstre under sengen eller uhyggelige mænd i mørket. Et lille barn, der havde brug for en mor til at fortælle det, at uanset hvad der skete, så ville hun altid være der for at beskytte det. Den ellers så modne 16-årige pige var blevet forvandlet til et nervevrag, til et såret lille barn der græd sin frygt ud. 

Marlene smilede, som hun lod begge tommelfingre køre henover Cecilies kinder for at fjerne tårerne. "Det skal nok gå. Johanna... Hun er, ligesom dig, i en meget forvirrende periode. Både med pupertet, drenge og pigeproblemer. Du er måske mere moden end hende, det er der slet ingen tvivl om, men du ved også, at hun lige nu er meget følsom. Lige nu er det hendes identitet, hun er ved at finde. I har haft skænderier før, Cecilie, og hvem var det, der i sidste ende forsonede jer? Det gjorde du. Du har altid kunne tale hende til fornuft. Hun har altid set op til dig, og det er jeg overbevist om at hun stadigvæk gør. Jeg snakker med hende, og så må du lige give hende lidt tid til at komme sig. Hun hader dig ikke, det ved jeg."

Cecilie snøftede ind og nikkede, inden hun bøjede hovedet. Marlene aede hende atter over kinden med tommelfingeren, trak munden i en skæv smilende stilling inden hun lænede sig frem og kyssede hende på kinden, hvorpå  hun trak hende ind til sig, knugede hende kærligt fast for herefter at lukke øjnene og trøstende ae hende på ryggen. 

*

Johanna halvvejs lå og halvvejs sad op i sin seng, med sin bærbare computer på skødet og musik i ørene. Hendes bryn var roligt løftet, og et par gange vippede hun med hovedet fra side til side i takt med musikken, samtidig med at hun mimede efter sangteksten med munden. Det så ikke umiddelbart ud til, at hændelsen ude ved vejen, hvor Cecilie havde jaget Christoffer væk, påvirkede hende yderligere. 

Marlene trådte hen til døren, lænede sig frem og bankede på. Drejede hovedet imod glasdøren ud til balkonen for enden af gangen lidt længere fremme. Ventede. Lyttede. 

"Johanna, åbner du ikke lige op?" Marlene bankede på igen, da hun stadig ingen reaktion fik, inden hun greb fat i dørhåndtaget, trykkede nedad og åbnede døren. Stak hovedet ind som hun spørgende løftede brynene. "Johanna?"

Johanna - hvis musik var for højt til, at hun kunne høre sin mor - fornemmede en menneskelignene figur ud af øjenkrogen og drejede hovedet. Da hun fik øje på sin mor, rynkede hun brynene, trykkede på knappen midt på ledningen så musikken blev holdt på pause for herefter atter at kigge på sin mor. Spørgende. 

"Hey, Johanna. Vi to bliver altså lige nødt til at tale sammen et øjeblik. Det er ret alvorligt." Hun trådte ind på værelset og lukkede døren efter sig. Hendes milde blik, som hun havde haft da hun var trådt ind, var nu forsvundet og istedet erstattet af en yderst alvorlig mine, som gjorde Johanna en anelse ubehageligt tilpas. Hun var klar over, ud fra hendes mors blik at bedømme, at dette her var noget meget alvorligt og noget, som nok også, med stor sandsynlighed, involverede hende.

Hun forsøgte at smile, for at bløde stemningen op. Noget, som ikke virkede efter hensigten. Hun sukkede, rettede sig lidt mere op så hun sad ret op ad væggen inden hun skildte læberne og spurgte. "Hvad, øh, hvad skal vi snakke om?"

Marlene krydsede armene på brystet, lagde hovedet en anelse på skrå og nikkede, overlegent og fordømmende. "Jeg har lige snakket med din grædefærdige storesøster... Hvad tror du, det handler om?"

Johanna mærkede en ubehagelig jernknude i brystet, som strammede sig voldsomt til. En tom, ubehagelig fornemmelse i hendes mave. Hun var udmærket godt klar over, hvad det drejede sig om, men alligevel måtte hun vide sig sikker. I håbet om, at det ikke var det, hun troede det var. I håbet om, at hun ikke ville få skæld ud... Et forsigtigt, men tydeligt nervøst, tandsmil viste sig mellem hendes læber, imens hun forvirret trak en enkel gang på skuldrende. "Det... det tror jeg ikke helt jeg ved. Hvad?"

"Johanna, lad vær med at lyv mig op i ansigtet!" Marlene hævede truende stemmen. "Du er helt tydeligt klar over, hvad det handler om! Hvordan i alverden kunne du dog finde på det?"

Johanna mærkede en mellemting mellem ydmygelse og såret stolthed og pressede derfor læberne sammen. Kiggede væk fra sin mor og ned på computerskærmen, i forsøget på at undgå det straffende blik. 

"Kig på mig når jeg taler til dig!" 

Johanna ignorerede hende. Løftede blot øjenbrynene, samtidig med at hun på ny aktiverede musikken ved at trykke på den lille kontakten midt på ledningen til den højre øretelefon. Vippede atter med hovedet i takt med musikken, mimede lydløst efter teksten og lod fuldstændig som om, at hendes mor ikke befandt sig i værelset.

Marlene stønnede irriteret, inden hun satte sig i bevægelse imod hende. Hun var fuldt ud klar over, at hendes datter ville blive stiktosset og gøre modstand, men hun var ligeglad. Hun vidste, bedre end Johanna, hvad der var bedst for hende. Vidste hvad der skulle til for at hjælpe hende såvel som Cecilie, uanset hvad konsekvensen af det ville blive. Hun standsede ved siden af sengen, og før Johanna end nåede at gøre modstand, greb hun fat i computeren og fjernede den med en sådan kraft, at Johannas earplugs fløj ud ad hendes øre. Johanna stivnede, gjorde store øjne og måbede, inden hun arrigt kiggede op mod sin mor, som stillede computeren på skrivebordet i den fjerneste ende af værelset.

"Hey, hvad fanden laver du? Giv mig min computer! Det der kan du fandme ikke tillade dig, mor!"

Marlene vendte sig om mod Johanna og hævede truende stemmen. "Nej, nu skal du fandme høre efter, du skal? Du ved udmærket godt, at Christoffer er en person, du skal holde dig fra! Jeg er bedøvende ligeglad med, hvor forelsket du så selv tror du er I ham! Det er ikke til at vide, hvad han kan finde på at gøre, han er ikke til at stole på og du får absolut ikke lov til at se ham igen! Forstår du hvad det er jeg siger til dig?" 

Johanna kiggede bespottende på sin mor, og vendte modsigende hovedet væk. Førte istedet hånden hen til sin mobil, der lå på sengen på hendes højre hånd med skærmen presset ned imod madrassen lige inden for hendes rækkevidde. Hun nåede dog aldrig at gribe fat om hende, før Marlene greb fat i hendes kinder og brutalt vendte hendes ansigt imod sig, inden hun ruskede i hende. "FORSTÅR DU HVAD DET ER JEG SIGER TIL DIG, JOHANNA? HVA'?" 

Johanna vristede sig af al kraft fri fra hendes greb, inden hun forvrængede sit ansigt i raseri og med et højlydt skrig skubbede sin mor fra sig. "FUCK AF MED DIG! FUCK SÅ AF MED DIG, MOR! JEG ELSKER HAM, OG JEG ER FUCKING LIGEGLAD MED HVAD DU OG ALLE ANDRE SIGER! DU KAN IKKE HOLDE MIG FRA HAM!"

"JO, DET KAN JEG FANDME EDME LOVE DIG FOR AT JEG KAN! DU FÅR IKKE LOV TIL AT SE DEN DRENG IGEN, BASTA SLUT!" Hun tog en dyb indånding for at få kontrol over sig selv, hvorefter hun i et roligere men ligeså truende og ubehageligt tonefald fortsatte. "Jeg sørger for at han får en advarsel fra politiet, hvilket betyder at hvis jeg hører bare det mindste om, at han har været sammen med dig... Så kommer du i store vanskeligheder, unge dame! Den ENESTE grund til, at han vil komme sammen med dig, er for at komme tættere på Cecilie!"

"FUCK AF MED DIG! FUCK AAAAF!" Tårerne begyndte at fløde ned ad hendes kinder. Hun tog sin pude, slyngede den ind i hovedet på sin mor. Slog ud imod hende, skrigende, grædende. "JEG FUCKING ELSKER HAM!"

Marlene vristede puden løs fra Johannas hænder, greb hendes håndled og ruskede voldsomt i hende. "DU HAR BARE AT HOLDE DIG VÆK FRA HAM, JOHANNA, FORSTÅET? HOLD DIG FRA HAM!"

Johanna kiggede på hende. Hivende efter vejret. En hulken lød en gang imellem fra hende. Hun svarede hende ikke. Blev blot siddende, med et fortrukkent ansigt og en tårer, som trillede ned ad kinden. Marlene kiggede truende på hende i nogle langvarige øjeblikke, inden hun slap hendes hænder og rettede sig op. Nikkede for sig selv og skildte læberne. "Nu kan du sidde her og tænke lidt over tingene. Og så skal du sige undskyld til Cecilie, og love mig at du aldrig, aldrig, aldrig nogensinde kommer i nærheden af ham igen! Hvis jeg finder ud af, at nogen har set jer to sammen, så får du stuearrest i en måned, og får ikke lov til at tage ud og være sammen med dine venner, før jeg og far er sikre på, at vi kan regne med dig igen!" Hun sendte hende et sidste truende blik, inden hun vendte sig rundt. Bevægede sig ud ad værelset, satte hånden på dørhåndtaget og lukkede døren i efter sig. 


Johanna kiggede i den retning hun var forsvundet, inden hun strammede musklerne i halsen så hendes blodårer og sener blev synlige, hvorefter hun skreg op af sine lungers fulde kraft. "JEG HADER DIG, MOR! DU ER BARE SÅDAN EN KÆLLING, DU ER? FUCK DIG! FUCK DIIIIIIG!" Herefter greb hun fat i sin pude, pressede den ind mod sit ansigt og rullede om på maven hvorefter hun brød sammen i en højlydt, hjerteskærende gråd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...