Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4807Visninger
AA

11. Mødet med fortiden...

Fredensborg, Nordsjælland, fredag den 28. september...

Cecilie betragtede træerne og de enkelte huse, der passerede forbi i tusmørket på den anden side ad det vindue, som hun sad med hovedet lænet opad. Lyden af de mange GADUNK-GADUNK lyde fra skinnerne forplantede sig svagt gennem toget. I højtalerne blev der proklameret, at toget nu ankom til Fredensborg. Hun blev siddende, stirrende gennem vinduet. En række gule lygtepæle kunne skimtes mellem træerne, som toget drejede i takt med jernbanens krusning. Fredensborg station befandt sig ikke mere end godt og vel 500 meter derfra, så hun vidste at hun skulle til at rejse sig og gøre sig klar. Men alligevel følte hun ikke, at hun havde lyst. Hun havde ikke lyst til at fjerne sig fra sin plads. Havde ikke lyst til at rejse sig. Som toget gradvist nærmede sig den tosporede jernbanestation, mærkede Cecilie gradvist angsten stige. Hun tænkte tilbage. Tilbage på sin gamle skole. På sin eks-kæreste. Tænkte på alle de årsager til, at hun var mere eller mindre flygtet fra Fredensborg. Ville de vente på hende? Ville de opdage hende når hun kom gående det sidste stykke hjem? Hun mærkede hvordan det løb hende koldt ned ad ryggen ved tanken om, at hun lige nu befandt sig i den by, der hadede hende mest. At hun nu var uhyggeligt tæt på de unge, som troede på rygterne om hende - Dem, som havde tævet løs på hende. Mobbet hende. Ydmyget hende. Gjort hende fuldstændig til grin, givet hende depression og selvmordstanker. Alt sammen pågrund af skide rygter og en samvittighedsløs casanova af en eks-kæreste. 

Hun lukkede øjnene og mærkede hvordan hjertet hamrede voldsomt imod indersiden af brystbenet. Adrenalinen pumpede i kroppen på hende, og gav hendes mave den ubehagelige sugende fornemmelse, samt fik hendes ben til at føles som gelé. Tænk på noget godt, Cecilie, tænkte hun for sig selv. Tænk på noget godt. Tænk på Martin. Tænk på efterskolen...

Hun åbnede øjnene, og kiggede ud ad ruden. Toget krydsede jernbane-overskæringen mellem Benediktevej og Jernbanegade, og Cecilie kunne tydeligt se på hegnet, der adskilte jernbanen fra Stationsvej på den anden side, at toget hastigt var igang med sænke farten. Hun hørte den høje GADUNK lyd da togets hjulsæt kørte henover det sted, sporet delte sig og blev til to. Hun vendte hovedet fremad, og så hvordan togets øvrige passagerer allerede havde rejst sig fra deres pladser og bevægede sig ned ad midtergangen. Så nikkede hun for sig selv, og fulgte deres eksempel. Greb sin sorte All-star rygsæk og svang den over skulderen, inden hun som det sidste tog sin kuffert og kørte den hen ad midtergangen. Hun tænkte samtidig tilbage på afskeden med Martin. Hvordan de sammen steg af S-toget på Hillerød Station. Martin havde kigget på hende. Smilte venligt.

"Jamen det var sgu en hyggelig, men lang tur... Tak fordi du spurgte mig, Cecilie. Og husk, hvis der er et eller andet, så kan du altid bare ringe til mig."

Cecilie havde nikket, inde hende og Martin omfavnede hinanden. Cecilie kunne ikke forklare hvordan, men følelsen af at holde Martin ind til sig - trods han var et hoved højere end hende - gav hende sommerfugle i maven. Hun havde svært ved at slippe ham igen. Selvom det havde støvregnet og kulden var bidende - af den slags der gør ens fingre følelsesløse -, havde hun alligevel mærket en ubeskrivelig varme som strømmede gennem kroppen på hende. En varme, hun aldrig havde følt før. En varme, der fik hende til at glemme problemerne, om end kun for en kort stund. Som de havde stået der, midt under perronens tag, i støvregn og bidende kulde, i en kærlig omfavnelse, mærkede hun hvordan hun havde lyst til at tage med ham. En underlig følelse af frustration havde bredt sig i hendes krop, ved tanken om at hun snart skulle tage videre østpå. At hun ikke skulle se Martin i de næste to døgn. Og selvom to døgn var overkommeligt, havde hun været lige ved at gå ud af sit gode skin, da de havde sagt farvel til hinanden. Hun havde modvilligt betragtet ham, som han vendte hende ryggen og bærende på sin rygsæk bevægede sig hen mod trappen der førte ned i stationstunnelen. Hun havde betragtet ham indtil han var forsvundet, inden hun havde kigget imod perronerne længere nordpå, hvor togene der kørte til Gilleleje, Tisvildeleje og Helsingør holdt og ventede. I den næste halve time, både imens hun ventede på toget og var steget på, havde hun glemt alt om sine problemer og udelukkende tænkt på Martin. 

Det var først nu, idet toget nåede ind i Fredensborg, at hendes angst var kommet tilbage. En angst for den fortid, hun var flygtet fra, som befandt sig i byen. En angst, hun så vidt muligt holdt under kontrol ved at tænke på Martin.

Toget standsede, inden dørene gled til siden og gav adgang ud til det regnfulde aftenmørke, som blev oplyst af de godt fem lygter, der stod placeret langs bagsiden af perronen, lige ved siden af sporet mod Hillerød. Lige bagved sporet mod Hillerød, stod den røde gammeldags stationsbygning, samt perronen oplyst af moderne lanternelygter. Cecilie fulgte mængden, placerede sine fødder på den brune beton, og bevægede sig herefter ned langs med det stillestående tog. Kufferten kurede henover den brune beton efter hende. Lyden af den kunstige computerskabte stemme, der advarede om at der kom tog og man derfor ikke måtte krydse sporet, genlød over hele stationen. Den irriterende damestemme, som Cecilie altid hadede hver gang hun skulle på toget fra Fredensborg. Det var en stemme som gentog sig selv flere gange, så man til sidst endte med at få på hjernen i flere minutter, og hvis man var uheldig måske endda flere timer, efterfølgende. 

Hun nåede enden af perronen, kiggede sig hurtigt til siden. Trods lyssignalerne, der stod side om side på hendes venstre hånd, i retning mod Hillerød, lyste grønt, så det ikke umiddelbart ud til at der kom nogen tog. Derfor kiggede hun sig hurtigt omkring for at forvisse sig om, at der ikke var nogle togkonduktører eller lignene, som ville stoppe hende, hvorefter hun skyndte sig nedover gangstien der krydsede det modsatte spor - sporet mod Hillerød - og fortsatte videre hen til den næste perron. Sådan var hun - En person, der sprang over hvor gærdet var lavest. Det var det samme med lyskryds... Var der rødt lys men ingen biler inden for en radius af 300 meter, krydsede hun vejen. Uanset om der var grønt eller rødt. Hun var godt klar over, at det var hendes egen fejl og måske et eller andet sted, en smule dumt. Men hvis ikke der kom nogen biler - eller toge - og det var tydeligt at der var fri bane, ville der intet ske ved at krydse over. Derfor var der, på den anden side set, heller ikke nogen grund til at vente i over et minut på at passere, hvis der var frit nu. Hun sked på den kunstige damestemme, der monotont proklamerede "gå ikke over sporet, der kommer tog" flere gange i minuttet. Sked på hvis nogen så hende. Der var fri bane. Hun var træt. Og der var ingen grund til at vente. 

Heller ikke denne gang, skete der noget. Med en tilfreds følelse af triumf i kroppen, fortsatte hun forbi stationsbygningen og cykelstativerne som stod på hendes venstre hånd. Fortsatte ned til Stationsvej, der blev oplyst af det gule skær fra de gadelygter, som stod placeret i en række langs vejens ene side. Hun boede på Nørredamsvej 120... Hvilket betød at hun skulle gå cirka trehundrede meter, før hun var hjemme. Hun standsede ved vejen. Kiggede sig en enkelt gang over skulderen. En dame med håret sat op i en stram frisure samt klædt i en tyk frakke med tilhørende pelskrave, kom gående med sin terrier i retning væk fra hende. Mod vejkrydset ved jernbaneoverskæringen længere nede. Hun førte sit blik rundt. På jernbanen, der strakte sig frem. På det levende hegn af aspe- og grantræer, der stod langs den modsatte side ad jernbanen, som en naturlig barriere mellem banen og villakvarteret på den anden side. Hun mærkede nervøsiteten vokse. 

"Please, lad mig ikke møde nogen, jeg kender," hviskede hun for sig selv, og vendte langsomt blikket fremad. Hundrede meter længere fremme, drejede vejen til venstre og forsvandt op mod det villakvarter, hun boede i. Med en dyb indånding og tiltagende ubehag nikkede hun for sig selv og satte sig i bevægelse, med sin ene hånd knuget stramt om kuffertens håndgreb. Lyden af hjulene, der kurede imod fortovet, brød dystert stilheden. 

I hele det villakvarter, der omgav Nørredamsvej, boede der folk, Cecilie kendte. Langt de fleste af dem, der gik på hendes gamle skole og havde terroriseret hende og mobbet hende, boede i det villakvarter. Særligt fire personer, en pige ved navn Kamilla og tre drenge hvoraf den ene af dem var indvandrer, hang ud i det område. Hun kunne huske, hvordan hun tit havde set dem stå her, omkring hjørnet af Stationsvej længere fremme, efter skoletid. Hun var aldrig sikker på, hvad det egentlig var, som de havde foretaget sig. Nogen gange røg de. Nogen gange havde de haft skateboards med. Nogen gange havde de stået og drukket. Hun vidste, at to af drengene var Fredensborgs Bad Boys. De asociale typer, de kunne finde på at sælge Ritalin i skolegården, eller stjæle fra det lokale supermarked. Indvandreren, Hamid, og den høje ranglede type med den bagudvendte kasket, Jonathan... Det var ligepræcis de to personer, Cecilie frygtede mest. De hadede luder-kællinger, som de begge havde udmeldt. Og derfor hadede de Cecilie, da de - som det øvrige af Fredensborgs ungdomsmiljø - troede på rygterne. Troede på, at hun var en player, en hjerteknuser der fordrejede hovedet på samtlige drenge. Troede på rygterne, der var blevet skabt af HAM. Hendes eks-kæreste. 

Allerede længe før hun nåede vejsvinget, hørte hun en leende stemme. Fulgt af en dreng, der snakkede med en påfaldende indvandrer-accent. "Kliché-accent," som Cecilie kaldte den. Og hans accent var virkelig en kliché--- En ægte tung indvandrer-accent som dem man kom forbi i Nordvestkvarteret. Hun standsede brat, og mærkede med ét rædslen komme væltende indover sig. Hun så skyggerne kaste sig indover betonen i gadelygternes gule skær. Lyden af en person, der bandede. Hun genkendte med rædsel personens stemme. Mikkel... Mikkel fra hendes gamle klasse. Et af svinene der forsøgte at lave en hadeside og sprede rygter om hende til flere mennesker hun aldrig havde mødt før. Svinet der kunne finde på at tæske hende, når hun var alene på gaden... Svinet der var mere eller mindre kriminel, og ved flere lejligheder var kommet i kambolage med politiet. Hun mærkede hvorda hun begyndte at gå i panik. Hyperventilerede af rædsel. 

Hun lod sit blik fare hen mod det modsatte fortov. Kørte atter blikket fremefter. Hun så en dreng dukke op, klædt i posede bukser, kasket og med hætten på sin hættetrøje slået op. Under den ene arm bar han et skateboard. Mellem fingrende holdt han en cigaret. Han havde hovedet vendt væk fra hende, imod en pige med langt brunt hår og rød hættetrøje, som gik ved hans side. Cecilie skyndte sig at dreje hovedet væk, og strammede grebet om sin skulderrem. Kastede hurtigt et blik til begge sider af vejen, inden hun hastigt krydsede den. Hun krympede sig ved den høje skurrende lyd, der blev frembragt af at hjulene på hendes kuffert kom kørende henover asfalten. Hun vidste, at Mikkel og hans veninde, samt Hamid der kom gående lige bag dem, kiggede imod hende. Hørte lyden af hendes kuffert. Men hun tog ingen chancer. Drog sig ikke engang til at kigge. Lige nu, som hunnkrydsede Stationsvej, følte hun sig som et barn i første klasse, der forsøgte at undgå bøllerne fra de større klasser ved at kigge ned i gulvet. Følte sig som et lille barn på flugt fra større børn der hele tiden var ude efter det. Hun følte sig svag... følte sig ynkelig... følte sig lille. Bange. Rædselsslagen. 

Hun nåede kantstenen ved det modsatte fortov, pressede læberne sammen og  fortsatte op på de hvide betonfliser. Trak kufferten med sig, som hun fortsat lod sit stive, skrækslagne blik fokusere imod vejsvinget længere fremme. Og da var det, at det gik galt. Netop som hun havde fået placeret sine fødder på fortovets betonfliser og trak kufferten med sig, blev det ene hjul standset af kantstenen med det resultat, at Cecilie mistede taget om det øvrige af kufferten, som væltede om på siden så Cecilie automatisk drejede sig rundt. "Fuck," hviskede hun med panikken og rædslen strålende ud af øjnene. Hendes hjerte bankede ukontrollabelt afsted. Hun hørte Hamids stemme omme fra den anden side ad vejen.

"Hey, du der... Brug for hjælp?"

Hun lukkede øjnene, pressede læberne sammen. De måtte ikke se hende. De måtte ikke se hende... De ville genkende hende. De ville øjeblikkeligt vide, hvem hun var. De ville med garanti tage hendes ting. True hende. Skræmme hende... Gøre ting ved hende, hun end ikke havde lyst til at tænke på. Hun måtte lade som om, at de ikke eksisterede. Tænk gode tanker, Cecilie... Tænk på Martin. Tænk på efterskolen. Tænk på, at om 300 meter så er du hjemme. 

Ud ad øjenkrogen så hun bevægelse, og regnede ud, at nogen - enten Hamid eller Mikkel - krydsede indover vejen, i retning mod hende. Hun rettede sin kuffert op, snurrede rundt og strammede grebet inden hun hastigt satte sig i bevægelse. Den kølige støvregn slog hende i ansigtet, og hendes fingre var næsten følelsesløse. Hun fortsatte. Rundt om svinget. Hivende panisk efter vejret. Den eneste lyd, der brød stilheden, var lyden af et tog, der satte sig i bevægelse ved Fredensbog Station på den anden side ad vejsvinget bag hende, samt den høje lyd af hjulene på hendes kuffert, som de bevægede sig indover betonfliserne. Hun kunne hverken høre Hamid, Mikkel eller den pige, hun regnede med måtte være Kamilla. Kunne kun høre hjertets voldsomme susen i sine øregange, den skurrende lyd af plastichjul mod beton og hendes hivende, sindssyge vejtrækning. Hun fortsatte det sidste stykke rundt om hjørnet, forbi flotte hvide parcelhuse med frodige haver og plankeværk af træ. Nåede kort tid senere vejkrydset mellem Stationsvej og Nørredamsvej. Der kom ingen biler, så hun gjorde sig end ikke den ulejlighed at kigge sig rundt. Tænk nu hvis de andre var fulgt efter hende, og ville genkende hende hvis hun vendte ansigtet imod dem. Nej, hun måtte fortsætte. Fortsætte... Fortsætte.

Hun krydsede Stationsvej. Fortsatte videre ind på Nørredamsvej, der udgik fra siden. Videre i retning mod den lille skov længere fremme. Passerede samtlige orange lyskegler fra gadelygterne over hende. Hendes hjerte hamrede afsted, og hendes mave havde en ubehagelig tom fornemmelse fremkaldt af adrenalinen. Hun fortsatte indtil hun var nået et godt stykke rundt om svinget på Nørredamsvej, hvorefter hun standsede op og så sig tilbage. Hun blev stående, sank et par klumper spyt og hev fortsat efter vejret. Kæmpede for at få sine nerver under kontrol. Lod blikket flakke rundt. Det eneste hun kunne se, var Nørredamsvej der svang mod højre og forsvandt. En række huse med frodige haver, med lys i vinduerne. Rhodondendronbuske i haven bag huset længst væk... grantræerne bag villakvarteret som grænsede op til jernbanen. Lygtepælene, der lyste med et orangegult skær. Hun hørte intet. Ingen der snakkede. Ingen skridt. Kun stilhed samt den svage lyd af musik - Cecilie kunne lige akkurat identificere musikken som værende sangen Scream af Usher - fra et af husene i Nørredamskvarteret. Hun blev stående i næsten et minut, før hun til sidst var sikker på, at hun atter var alene. Herefter nikkede hun bekræftende for sig selv, inden hun vendte sig rundt og fortsatte mod sidevejen tyve meter længere fremme. 90 meter... Så var hun hjemme. Også selvom denne oplevelse, dette gensyn med fortiden, ville påvirke resten af hendes weekend. Det mindede hende om, at det ikke var et spørgsmål om hvis men om hvornår det ville ske igen... Om at en skønne dag, ville hendes fortid vende tilbage. Og når det skete, turde hun ikke tænke på konsekvenserne. Men måske, tænkte hun, var det hende der var paranoid. Måske ville der slet ikke ske noget. Måske ville hendes fortid blot for evigt være hendes fortid. Hun vidste det ikke, men hun turde ikke håbe på noget.

Hvis hun så bare vidste, hvordan ondskaben fra hendes fortid snart skulle gøre hendes liv til et sandt mareridt, ville hun ikke have fundet smilet frem da hun drejede om hjørnet. Peoblemet var bare, at hun var lykkeligt uviden om den skæbne, der snart skulle hænde hende såvel som Martin... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...