Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
5028Visninger
AA

15. Mere end bare venner...

Martin hjalp Cecilie udenfor. Ned ad betontrappen og ud på parkeringspladsen, forbi de forskellige cykler og biler, som holdt parkerede i diverse båse omkring dem. De fik ikke gået ret mange meter, før endnu en bølge af gråd der var voldsommere end den første, strømmede indover Cecilie. Hun faldt sammen. Landede tungt med knæene på asfalten, inden hun begravede ansigtet i hænderne og fortsatte med at græde. Af frygt. Af vrede. Af smerte.

"Cecilie, fortæl mig nu hvad det er der er sket." Martin knælede ned ved siden af hende, lagde en trøstende arm om hendes skulder og begyndte trøstende at ae hende på ryggen. Cecilie snøftede ind. Rystede på hovedet som hun fjernede hænderne fra ansigtet. Vendte blikket ind mod Martin, så han med al mulig ubehag kunne se hendes grådforvrængede ansigt og tårerne, der i en konstant strøm silede ned ad kinderne på hende.

"Hun ved det, Martin... Sandra ved det fandeme." Hun kiggede væk fra ham, og pressede stramt øjnene sammen. Hev efter vejret mellem sine sammenbidte tænder. Flere tårer pressede sig ud fra hendes øjenkroge og silede ned ad kinderne, blandede sig i den i forvejen voldsomme strøm af varmt saltvand. 

"Hvad mener du? Sandra ved hvad? Cecilie...!"

"Alt er fucking ødelagt!" Cecilie kiggede på Martin. Hendes øjne var hævede, opsvulmede. "Hun ved alt om vores... vores samtale... dengang i skoven... Da jeg viste dig de fucking ar. Hun ved det, Martin! Jeg kan ikke længere blive på efterskolen. Alt... er fucking ødelagt." Hun brød atter sammen, bøjede hovedet og fortrak ansigtet. "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!" Hendes stemme knækkede, og hun kunne ikke længere tale. Kunne kun græde. Alle følelser væltede indover hende, overvældede hende. 

"Cecilie, rolig. Træk vejret dybt. Rooooolig," forsøgte Martin, men det var tydeligt at det ikke hjalp det mindste. Han vidste, at Sandra var ude efter at få magten over så mange af de andre som overhovedet muligt. Særligt Cecilie var Sandras førsteprioritet. Hun ville gøre alt for at knække hende for selv at blive mere magtfuld. For selv at kunne få den følelse af storhed og beundring, hun mente at der retmæssigt tilkom hende. Og hvis Sandra vidste besked om Cecilies ar... Martin mærkede hvordan en pludselig bølge af rædsel, der fik det til at gyse i hans krop, kom væltende indover ham. Sandra havde nu noget på Cecilie, der kunne blive altafgørende. Han turde ikke tænke på, hvilke grusomme konsekvenser der kunne komme ud ad det. Han bed sig i underlæben, som han sad der, på knæ og betragtede sin sønderknuste, grædende veninde. Den person, som han følte nogle dybe intime følelser for. Han mærkede en ubehagelig knugen i brystet. Mærkede følelsen af hvordan raseriet begyndte at koge op i ham. Sandra skulle ikke slippe afsted med at udsætte Cecilie for noget, der bare kunne gøre den mindste skade på hende. Det ville Martin aldrig tillade. Hun ville komme til at fortryde det. Komme til at fortryde at hun overhovedet blev født...

Han greb Cecilies skulder og trak hende langsomt ind til sig. "Cecilie, for fanden. Sandra vil aldrig slippe afsted med at gøre noget. Okay? Hun gør det bare for at skræmme dig, og hvis hun endelig prøver på noget...!" Han greb forsigtigt hendes hage og vendte hendes hoved op mod sig. Hun hev efter vejret. Prøvede at standse gråden. Han delte atter læberne, inden han med en ondsindet følelseskulde fortsatte. "Den kælling får aldrig nogensinde lov til at gøre dig noget. Okay? For hvis hun prøver på det mindste... Bare den mindste lille ting, Cecilie, sørger jeg for at hun fucking kommer til at fortryde det." 

Cecilie pressede læberne sammen. Vristede sig fri fra hans greb, puffede ham en anelse tilbage og drejede hovedet væk inden hun rystede på hovedet. "Jeg sætter pris på at du forsøger... at hjælpe mig, Martin... Men... Hvad fanden kan du gøre? Sandra.. Hun...!" Hendes stemme knækkede på ny, inden hun atter brød grædende sammen. "Hun vil få alle til at gå imod mig! Ligesom på min gamle skole! Der er ikke noget at gøre! Det hele er ødelagt! Det hele er fucking ødelagt!" 

"Cecilie, please... Tag dig nu...!"

"Jeg SLOG hende, Martin! Jeg gav hende en lussing! Er du klar over, hvilke konsekvenser det kan få? Hva'? Sandra har ALLE på sin side! Hun vil kunne lyve sig ud af det... fortælle dem at det var MIG der gjorde HENDE noget, og ikke omvendt! Det er slut! Fucking SLUT!"

Martin stirrede på hende. Førte blikket hen til betontrappen og glasvinduerne til opholdsstuen ved sportshallen. Betragtede hermed atter Cecilie. "Jeg er her for dig." Han greb hendes hage. Drejede forsigtigt hendes hoved imod sig. Han mærkede en underlig sugende fornemmelse strømme ud gennem hans krop. Et forsigtigt smil tegnede sig om hans læber. "Uanset hvad... Uanset HVAD... så er JEG din ven. Du kan stole på mig. Et hundrede procent. Fuck Sandra, Cecilie. Fuck hende. Fuck Sandra, fuck din fortid, fuck alt. Du har mig. Det er det eneste, du kan være 100 på. Og jeg vil være den ven, du altid kan komme til. Sandra kan gøre hvad fanden hun har lyst til, og sige hvad fanden hun har lyst til. Hun er en selvfed taber, som du ikke skal spilde din tid på. Lad være med at tænke på hende... Bare... Bare... Bare fuck hende langt væk. Hun kan gå af fucking helvedes til, jeg er skide ligeglad. Du skal bare vide, at jeg holder pisse meget af dig... Og at jeg... At jeg ikke vil lade nogen røre dig! Især ikke den forpulede kælling!" Hans stemme begyndte at dirre af raseri. "For hvis hun tror, at hun kan slippe afsted med noget... Jeg sværger, jeg smadrer hende."

Cecilie snøftede ind. Stirrede på ham. Blinkede de værste tårer væk. Hun skilte læberne efter en længere tids tavshed, hvor man langt ude svagt kunne ane lyden af trafik fra hovedvejen samt den dybe lyd af den elektroniske taktfaste bas inde fra festen. Hun forsøgte at sige noget, men endte med blot at ryste på hovedet og med et suk kaste sit blik ned til asfalten. Martin førte sin hånd hen til hendes skulder. Knugede om den. Medidende. Trøstende.

Endnu en lang tids tavshed. Så begyndte Cecilie at tale med en svag, grådkvalt og hviskende stemme. "Jeg vil bare ikke det her mere. Jeg har fået nok. Jeg har fået nok af rygter, nok af mobning. Jeg vil bare så gerne... videre. Væk fra alt det lort. Men hvad så nu?" Hun løftede hovedet. Kiggede grædefærdigt på Martin. "Hvad så nu? Nu ved Sandra det... Og snart ved alle det. Prøv at tænk på... på alle de løgne og rygter, som vil blive spredt på efterskolen. Alt det... alt det had, som...!" 

"Shh, Cecilie. Kom her." Martin trak hende forsigtigt hen til sig i en kærlig broderlig omfavnelse. 

Til at starte med, forsøgte hun at stritte imod. Men lidt efter lidt, som hun mærkede hans arme omkring hende, var det som om hendes frustration og hendes frygt forsvandt som dug for solen. Lige pludselig vsr det som om, at Sandra og fortiden langsomt svandt bort, blev fjernet fra hendes sind og hendes tanker. Lige pludselig mærkede hun atter den behagelige varme, der strømmede indover hendes krop. Den kildrende snurrende fornemmelse i maven. Følelsen af hjertet, der begyndte at galopere imod indersiden af brystbenet. Hun mærkede en euforisk følelse, der på ny bragte tårer frem i hendes øjne. Hun følte at hun svævede. At hun befandt sig i en anden verden. I en anden tid. Martins arme omkring hende gav hende en ubeskrivelig følelse i kroppen. Hun fik en forestilling om, at hun befandt sig i paradiset. At denne helt almindelige venskabelige omfavnelse var noget enestående. Noget guddommeligt. Noget, som fjernede alle hendes bekymringer. Som fik alle hendes problemer til at blegne. Hun lukkede øjnene. Mærkede hvordan et smil krusede sig om læberne. Hun drejede hovedet. Pressede sin kind imod hans bryst. Mærkede hans taktfaste rolige hjerteslag. Følelsen af hans brystkasse, som hævede og sænkede sig i takt med hans vejtrækning. Den elektriske fornemmelse sitrede igennem hende. Fik det til at gyse på en behagelig måde i hendes krop. Hårene rejste sig. Det kriblede i hendes hud. Sitrede i hendes krop, boblede i maven. Hun knugede ham tættere ind til sig. Nægtede at give slip. Hun registrerede ikke den kolde oktober-luft, der omgav dem. Registrerede ikke den hårde asfalt, hendes knæ hvilede imod. Mærkede intet andet end varmen fra Martins krop, og den helt ubeskrivelige følelse, der strømmede gennem kroppen på hende. Hun kunne blive siddende sådan resten af hendes liv. Dø i hans arme.

Langsomt åbnede hun øjnene. Vendte hovedet rundt og kiggede op imod Martin. Hendes ansigt var stadig opsvulmet af gråd, og hendes øjne var stadig røde og blodskudte pågrund af saltet fra tårerne. Det sveg stadigvæk i hendes øjne, men hun registrerede det knap nok. Det eneste, hun havde i tankerne, var Martins ansigt. De blå øjne, der næsten virkede smukke. Hans bekymrede og medfølende ansigtsudtryk, der blot fik hendes hjerte til at banke endnu hurtigere. Han kiggede tilbage på hende. Hans øjne havde antaget et ulæseligt blik. Var det usikkerhed? Bekymring? Cecilie anede det ikke, men hun var også ligeglad. Hun skilte læberne, inden hun langsomt førte sit hoved op til hans. Martin rynkede panden. Hendes øjne flimrede og lukkede i, inden hendes læber berørte hans. Bare et øjeblik. Et fantastisk, guddommeligt øjeblik.

Hun åbnede øjnene få sekunder senere. Fjernede langsomt læberne og kiggede på ham. Sank en klump. Tiden stod stille. Det snurrede for hende. Hun betragtede hans ansigt. Et chokeret udtryk dukkede op i hans øjne, omend kun for en kort stund. Herefter lænede han sig frem og returnerede hendes kys. Til at at starte med, var det blot et par hurtige berøringer af hendes læber. Hun slappede af i kroppen. Ventede indtil hans læber havde berørt hendes et par gange. Så knugede hun ham tæt ind til sig, førte hånden op til hans kinder og lænede sig frem. Åbnede munden og førte læberne nedover hans. Drejede hovedet let til siden, og tillod hans læber at lukke sig sammen om hendes. De knugede sig begge ind til hinanden. Blev siddende sådan på asfalten. Med armene om hinanden, berørte hinandens læber i et langt, lidenskabeligt kys. De begge to var nu klar over, at der ikke længere var nogen vej tilbage. Hvilket ikke bekymrede dem det fjerneste. De elskede hinanden. De følelser, de begge to havde haft for hinanden, havde fået lov til at spire. Til at vokse til noget meget mere end en småforelskelse fremkaldt af hormoner. Dette her var noget mere. Dette her... det var den ægte vare. Dette her var kærlighed.

*

Martin førte forsigtigt Cecilie væk fra sportshallen og parkeringspladsen. Ned til den lille, asfalterede vej, der førte ned mod hovedvejen hundrede meter længere nede. De gik i tavshed. Martins arm hvilede over Cecilies skulder. Cecilie hvilede sit hoved på Martins skulder. Puttede sig ind til ham. Hun snøftede stadig et par gange, men Martins tilstedeværelse og hans hånd på hendes skulder, trøstede hende. Fjernede frygten. De standsede ved vigepligten til hovedvejen, og beskuede området. På deres venstre hånd, godt en halv kilometer væk, befandt Ringkøbing sig. De mange lys fra byen lyste den kolde oktober-aften op. Foran dem, godt en kilometer længere ude, kunne de se mørket der udgjorde Ringkøbing Fjord, der strakte sig langt ind i aftenmørket. Lyset fra diverse skibe og bygninger genspejlede sig i den rolige vandoverflade. Det var en klar aften. Flot. Smuk. De blev begge stående der, ved vigepligten. Betragtede Ringkøbing Fjord foran dem. Ænsede knap nok den dæmpede lyd af bassen fra ungdomsfesten i sportshallen hundrede meter bag dem.

Cecilie sukkede tungt, og kiggede atter op på Martin. Et træt smil tegnede sig om hendes læber. "Martin?"

Martin kiggede drømmende udover den mørklagte fjord, som han med et enkelt "Mm-hmm?" besvarede hendes spørgsmål. 

Cecilie fugtede læberne. Førte ligeledes blikket frem foran sig. Imod fjorden og Ringkøbing, der lyste den rolige nat op. "Det her... Det er ret kliché, det ved jeg godt, men...!" Hun løftede hovedet og kiggede op på ham. Hendes tårerblanke øjne reflekterede lysene fra byen. "Kan vi ikke godt være mere end bare venner?" 

Martin førte blikket væk fra fjorden og ned til Cecilie. Betragtede hendes bedende, kærlige øjne. Han sagde intet. Betragtede hende blot. Fjernt. Drømmende. Det boblede i kroppen på ham. Brusede i blodet. Han var knap nok i stand til at sige noget. Det eneste, han gjorde,  var blot at kigge drømmende på hende, som et svagt smil tegnede sig om hans læber. Cecilie lagde atter sit hoved tæt ind til ham. Stirrede udover horisonten. Det næste, hun sagde til ham, var noget der var ekstremt svært for hende. Selvom hun vidste, at hun var forelsket i ham, var han stadigvæk hendes ven. Selvom hun følte at hun havde kendt ham i årevis - trods der kun var gået knap to måneder -, virkede hele situationen dum og akavet på alle mulige måder. Men hun måtte prøve sig frem. Hun ville ikke kunne klare at miste ham. Han betød for meget for hende. Hendes følelser til ham var blevet for dybe. For personlige.

Et lille suk undslap hendes læber, hvormed hun endelig tog sig sammen. "Jeg tror virkelig, jeg elsker dig. Det... Det er helt vildt mærkeligt. Men... Lige før... Da vi sad der... Øhm, og kyssede... Følte jeg noget, jeg aldrig nogensinde har følt før. Som om... Som om at... at jeg aldrig nogensinde skulle blive ulykkelig. Jeg glemte virkelig alt, Martin." Hun kiggede på ham. "Jeg glemte alt om Sandra og om min eks-kæreste... Det hele. Det eneste... Det eneste,  jeg kunne tænke på, var dig. Hvor meget du betyder for mig. Hvor meget, jeg... Hvor meget jeg holder af dig. Det er ikke som det var med min eks. Det her... Det er... Anderledes. Dybere. Virkelig...!"

"Cecilie." Martins stemme var stille. Fjern. "Hjælper det hvis jeg fortæller dig, at jeg har det på samme måde?" Han løftede hånden, og strøg forsigtigt en hårlok væk fra hendes pande. "Jeg er skide forelsket i dig... Mega forelsket. Det har jeg været længe, men... Det er først i løbet af de sidste par dage, at jeg virkelig kunne mærke det. Jeg... Jeg lod bare være med at fortælle dig det, fordi jeg ikke troede at du følte det samme. Jeg troede bare du kun ville være venner. Og... Jeg kunne heller ikke klare tanken om, at vores venskab skulle blive ødelagt, derfor sagde jeg ikke noget. Men forhelvede, Cecilie... Jeg elsker dig. Virkelig... ELSKER dig!" 

Cecilie blinkede. Hendes stemme var ikke mere end en hvisken. "Seriøst...?"

Han nikkede. Sank en klump. Prøvede at forme ordende. Det var som om at hans tunge låste sig fast. Som om at hans hjerne nægtede at lade ham sige noget. Han pressede sine læber sammen. Kærtegnede forsigtigt hendes ene kind, som stadig var rød og opsvulmet efter at hun havde grædt. "Ja," kom det endelig som en halvkvalt hvisken. "Og jeg kunne vildt godt tænke mig at vi kom sammen som kærester. Virkelig, der er ikke noget jeg har mere lyst til, end at være sammen med dig."

"Åh, Martin... Fuck du er dejlig." Hun lagde hovedet tilbage, formede læberne i en kyssemund og stillede sig på tæer for at nå hans ansigt. Han bøjede hovedet og lod på ny sine læber berøre hendes. Cecilie løftede hånden og greb atter hans ansigt for at få et ordentligt greb, som hun fortsat kyssede ham. De stod der bare. Ved hjørnet mellem hovedvejen til Hvide Sande og asfaltvejen der førte forbi hallen. Forsvundet i deres gentagende kys. Fuldstændig hengivet til deres kærlighed til hinanden. Foran dem strakte fjorden sig ud, med de mange lys fra Ringkøbing samt de små byer der stod ved kysterne på begge sider af fjorden, som genspejledes i vandoverfladen.  Bag dem lød den konstante musik svagt fra hallen. De anede ikke, hvor længe de stod der, i kanten af vejen og kyssede, men det føltes som evigheder. De følte begge, at de bare kunne blive ved. Men til sidst, efter et ikke nærmere angivet tidsrum, fjernede Cecilie læberne. Så ham i øjnene. Dybt. Kærligt. Herefter smilede hun skævt, og så sig tilbage imod parkeringspladsen. Kiggede på Martin.

"Måske... Måske skal vi gå tilbage, før de andre bliver bekymrede. Der er pænt koldt herude, og jeg er begyndt at fryse." Som for at illustrere hvad hun mente, skuttede hun sig og gned sine overarme. 

Martin nikkede, og kastede et sidste blik udover fjorden. Herefter placerede han en hånd på Cecilies ryg, kiggede på hende og smilede. "Selvfølgelig. Det lyder som en fin idé." Han lænede sig indover hende i et hurtigt kys, hvorefter de begge to vendte sig om og bevægede sig tilbage imod parkeringspladsen. Begge smilende. Cecilies hoved hvilende på Martins skulder. Martins arm hvilende henover Cecilies ryg. 

Nu vidste de begge, at der ikke længere var nogen vej tilbage...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...