Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4844Visninger
AA

21. Man tugter dem man elsker...

"Du er ikke allergisk overfor katte, vel? Det glemte jeg nemlig at spørge dig om." De nåede toppen af trappen få øjeblikke senere, og nåede til en lille gang der drejede til højre og førte hen mod en dobbeltdør af glas indtil en stue med et gulvt-til-loft vindue, som vendte ud mod Nørredamsvej. Cecilie vendte sig rundt da hun nåede gangen og så sig tilbage imod Martin, der var den næste til at nå derop.

Martin rynkede panden. "Øh, nej, vi har to katte derhjemme. Det eneste, jeg er allergisk overfor, er liljer." 

"Okay, godt... Så behøver jeg ikke at holde Garfield væk fra dig. Han er sindssygt nysgerrig, og kan bare ikke lade være med at holde sig væk når vi får gæster på besøg. Seriøst, den kat, ikke? Han nægter at lade være med at forfølge en, før man har sat sig og kælet med ham i ti minutter. Han er altså virkelig bare så umulig." Hun vendte sig rundt og satte sig atter i bevægelse. 

"Okay. Jamen, eh, så vil jeg da lige hilse på den, hvis den kommer forbi," svarede Martin, som han kastede et enkelt blik ned ad trappen, der snoede sig til venstre og endte nede ved det lyse trægulv. Han kunne kun lige ane åbningen til entréen, ellers var den hvide gipsvæg, der begyndte få meter nede ad gangen, det eneste udsyn han havde. 

"Johanna?" kaldte Cecilie, som hun passerede forbi en åben dør, der førte ind til et lille køkken, hvis udsigt vendte ind mod bøgeskoven bag huset. Martin strakte hals og tog et kig gennem døråbningen. Køkkenet var delt i to. Der var en åbning midt i lokalet, hvor der bagved befandt sig et rundt træbord med cirka seks stole. Bagved bordet stod der en radiator, hvor der ovenover befandt sig et vindue. Han vendte atter hovedet fremefter, hvor han så Cecilie der var nået hen til den lukkede glasdør. Han kunne svagt høre lyden af pigestemmer, der snakkede. Han skulede til siden, og så en bakke med kattemad, som stod placeret på hjørnet mellem døråbningen indtil køkkenet og gangen. Kiggede atter imod Cecilie, og satte sig i bevægelse efter hende. 

Cecilie åbnede glasdøren indtil stuen, og drejede hovedet imod højre. Imod sofagruppen, som stod placeret i den ene ende af dagligstuen. Der, på den brune lædersofa, som havde ryggen vendt imod panoramavinduet, der førte ud til balkonen samt havde udsigt mod Nørredamsvej og grantræerne ved jernbanen, sad der to piger. Den ene var en brunette, klædt i shorts, lys T-shirt og strømpebukser. Hun sad med en computer på skødet og et smørret smil om læben, med en mørkeblond pige på nogenlunde samme alder ved siden af sig, kiggende over hendes skulder og ligeledes ned på skærmen.

"Johanna?" Begge piger reagerede, kiggede væk fra skærmen og hen på Cecilie. Martin dukkede op i døren bag hende. Den mørkeblonde pige løftede brynene, og rejste sig op fra sofaen. 

"Hey Cecilie. Godt at se dig igen." Hun bevægede sig smilende hen til hende, inden de begge slyngede armene om hinanden. Noget, der virkelig indikerede hvilket tæt søskende-forhold, de to havde. Også selvom der var dage, hvor de hadede hinanden som pesten, endte de alligevel altid med at grine sammen og opmuntre hinanden. Der var heller ikke noget at sige til, at de tit rivaliserede med hinanden, når der ikke var mere end et halvandet års forskel imellem dem. Det kunne virkelig medfører nogle sindssyge skænderier.

Martin passerede forbi dem og hen til vinduet, og rynkede panden som han betragtede udsigten. På den anden side ad balkonen kunne han lige se nogle Rhodondendron-buske samt en trampolin, som grænsede op til en mørkegrøn bøgehæk. Bagved befandt den smalle villavej sig, og langt ude i højre side, over træ og hustoppe, kunne han svagt skimte toppen af Fredensborg Slot. 

Cecilie trak sig atter ud fra Johanna, inden hun med et stolt smil vendte sig om mod Martin. "Og det her er så min nye kæreste. Ham der Martin, som jeg har snakket om."

Martin vendte sig rundt da han hørte sit navn blive nævnt. Hans øjne mødte Johanna, hvormed han overrasket løftede brynene. Johanna og Cecilie var stort set lige høje, og mindede usædvanligt meget om hinanden. Den eneste forskel var bare, at Johannas ansigt var mere kvadratisk, og hendes øjne mere blågrå. Ellers havde hun en uhyggelig stor lighed med sin søster. Han fjernede sig fra ruden, som et høfligt smil tegnede sig om hans læber, hvormed de gav hånd til hinanden. De præsenterede sig kort for hinanden, hvorefter Johanna med et hurtigt smil vendte sig om, og bevægede sig tilbage imod sin veninde i sofaen. 

Cecilie førte blikket fra de to piger og hen til Martin, inden hun gjorde et kast med hovedet i retning mod døråbningen indtil gangen i den modsatte ende af stuen. "Kom med, værelset ligger herover." 

Hun vendte sig rundt og bevægede sig derhen imod, med Martin som nysgerrigt fulgte efter. Han havde dog ikke gået ret mange skridt, før han hørte lyden af et svagt Miav, inden følelsen af noget blødt og loddent som snoede sig om hans ben. Han standsede brat op og kiggede nedunder sig. Det syn, der mødte ham, var en tyk orange og sortstribet kat, der med øjnene knebet sammen i velbehag spandt, samtidig med at den gned siden af sit hoved op og ned af hans ben. Da han så hvor stor katten faktisk var, kunne han ikke lade være med at smile og føre blikket over til Cecilie. "Tjah, nu ved jeg da hvorfor I kalder den for Garfield... Fuck den er tyk."

Cecilie var standset henne ved døråbningen og havde vendt sig rundt. En kort hjertelig kluklatter lød fra hende da hun så optrinnet, hvorefter hun rystede på hovedet. "Den eneste forskel på ham og så den rigtige Garfield er, at ham her ikke æder lasagne. Ellers er de sgu ligeså dovne."

"Jeg syntes nu den er meget sød," sagde han, som han atter satte sig i bevægelse igen. Garfield mjavede lystigt og fulgte lige i hælene på ham. Cecilie kluklo, og tog ham i hånden inden hun vendte sig rundt og trak ham med ind i åbningen. Videre ind til den smalle gang, med to døre på højre hånd og en på venstre. Den første dør førte ind til toilettet, og den næste dør de kom til godt seks meter længere henne, var døren indtil Cecilies værelse. Den anden, den som befandt sig modsat Cecilies dør, var døren indtil Johannas værelse. For enden af gangen befandt der sig en glasskydedør, som førte ud til et lille soltag, med forbindelse til forhaven. Lige nedenunder dem befandt forældrenes soveværelse sig.

"Det er han også. Men lige nu gider jeg ikke have ham i hælene på os." Hun standsede ved døren, slap Martins hånd og strakte hals som hun vendte blikket ind mod stuen. "Hey, Johanna? Kan du ikke lige få Garfield om til jer? Martin og jeg gider ikke forstyrres."

Johanna bøjede sig frem i sofaen, så Cecilie kunne se hendes ansigt. "Hvorfor skal JEG nu gøre det? Jeg sidder altså her og hygger sammen med Kamilla...!"

"Gør det nu bare, Johanna," sukkede Cecilie, en anelse irriteret, inden hun sendte Martin et undskyldende smil. Et ligeså irriteret suk lød fra Johanna, fulgt af en hurtig undskyldning til Kamilla, hvorefter hun rejste sig op og bevægede sig henover gulvplankerne.

"Tak ska' du ha'," sagde Cecilie med et lettere provokerende tonefald, samtidig med at hun åbnede døren indtil sit værelse og vendte blikket fremefter. 

Johanna ignorerede hende, bøjede sig frem da hun nåede hen ved siden af Martin, hvorefter hun greb fat i Garfields underside, løftede ham op i sin favn, vendte ryggen til Cecilie uden at værdige hende et blik, for herefter atter at forsvinde tilbage i sofaen sammen med Kamilla. Cecilie kiggede fra Johanna, der forsvandt gennem døråbningen og ind i stuen og hen til Martin, inden hun trak på skulderen som et skævt smil tegnede sig om hendes læber.

"Lillesøstre... De kan være nok så belastende, men man kan alligevel ikke undvære dem. Kom med." Hun vendte sig om og bevægede sig ind på værelset, med Martin efter sig. Hun blev stående og holdt døren for ham. Smilte en enkelt gang da hans øjne mødte hendes som han passerede forbi, hvoreftet hun lukkede døren i efter sig og atter vendte sig rundt. Hendes læber buede sig opad i et let akavet smil, inden hun trak på skulderen og pegede fremad med hænderne som for at indikere hendes værelse. "Ja, øh, det er så, øhm... Ja, det er så mit værelse. Det er ikke verdens største, men det er meget hyggeligt og har en god udsigt. Bare slå dig ned, lad som om du er hjemme." 

Martin stoppede op. Rynkede panden som han lod blikket glide rundt i hendes værelse. For enden befandt der sig et vindue med et tilbagetrukket gardin, hvor der var fuld udsigt udover Nørredamskvarteret samt lidt af Fredensborg Station. Derudover stod der et stort klædeskab på højre hånd, samt en seng der befandt sig i et lille isoleret rum som var bygget ind i den hvide gipsvæg. En bærbar computer stod på det lyse skrivebord af træ bag sengens hovedgærde, og som prikken over I'et hang der et flot lyst spejl der udfyldte den ene skabslåge. Han nikkede svagt for sig selv, og vendte sig om mod Cecilie. "Det, øhm... Det ser sgu mega hyggeligt ud. Det kan godt være, at værelset er lille, men det er sgu flottere end det som jeg har i Hillerød." 

Cecilie bevægede sig med et kærligt smil hen til ham, inden hun forsigtigt slyngede armene om hans hals. "Det er bare standard, du ved." 

Hun kyssede ham en enkelt gang på læben, hvormed hun bevægede sig hen til klædeskabet. Martin blev stående og betragtede værelset et par enkelte gange mere, hvorefter han bevægede sig hen til hendes hvide seng og satte sig på sengekanten. Han hørte den efterfølgende knirken fra fjedermadrassen, som fik ham til at vippe en anelse op og ned som han satte sig. Cecilie stillede sig foran spejlet, og rettede lidt på sit hår. Vendte sig atter om mod Martin, mødte hans øjne og bevægede sig smilende hen til ham. Satte sig ned på hans skød, som hun på ny slyngede armene om hans hals. Lod siden af hovedet hvilende imod hans skulder, inden hun lukkede øjnene. Martin førte sin højre hånd op til hendes hoved, hvormed han forsigtigt begyndte at lege med hendes hår. 

"Jeg er så glad for, at jeg har lært dig at kende." Cecilie åbnede øjnene og kiggede op på ham med et drømmende blik. Martin mærkede følelsen af endorfiner, som boblede gennem kroppen på ham, da Cecilie puttede sig ind til ham. Han kiggede ned imod kløften mellem hendes bryster. Kiggede herefter på hendes ansigt, der i det dæmpede lys blot så endnu smukkere ud end tidligere. "Du er seriøst det bedste der nogensinde er sket i mit liv. Og jeg holder pisse meget af dig." 

Forsigtigt førte han sin hånd op bag hendes hoved. Svarede hende dæmpet. "I lige måde, skat."

Hun lukkede øjnene. Kyssede ham igen. Han førte sin hånd ned midt på hendes ryg, trykkede hende let ind til sig. Fastholdte hende, desperat på at forblive i kysset. Selvom han snart ikke havde tal på, hvor mange gange de havde kysset med hinanden, kunne han stadigvæk ikke få nok af det. Følelsen af Cecilies bløde fugtige læber, som berørte hans egne. Følelsen af lykke og velvære, som brusede igennem blodet på ham. Den intime følelse af at have en person, man virkelig havde følelser for, knuget tæt ind til sig. De sad og kyssede i et par øjeblikke, inden Cecilie atter fjernede læberne fra ham og slog med hovedet så hendes lange hår fløj i luften for hermed atter at lægge sig til hvile på hendes skuldre igen. 

"Fuck... Hvor er vi egentlig kliché." Hun kiggede drilsk på Martin, som hun satte sig ordentligt til rette på hans skød. "To outsidere... To ensomme outsidere der møder hinanden ved et uheld... Efter at de begge har skiftet skole... Fordi de begge er har en mørk, dyster fortid... Vi kunne jo lave en hel kærlighedsroman af det her. Vi har alle klichéerne... dreng møder pige, de bliver venner, dreng forelsker sig i pige, pige forelsker sig i dreng, dreng trøster pige, pige kysser dreng, de bliver kærester,...!"

"... og så slår drengen op med pigen, da de sidder inde på hendes værelse og småsnaver med hinanden, fordi han ikke har lyst til at have en kæreste," fuldendte Martin hendes sætning. 

Cecilie stivnede. Kiggede chokeret på ham. Hendes blik flakkede. Af overraskelse. Af chok. Lige pludselig fik hun en voldsom følelse af, at nogen havde slået luften ud af hende. Hun skilte læberne. Kunne intet sige, kunne blot sidde der på hans skød, med armene om hans hals og stirrede chokeret på ham.

Martin så hendes reaktion, forsøgte at holde masken. Men til sidst kunne han ikke længere holde det tilbage. Et smil bredte sig om hans læber, hvilket blot fik Cecilie til at rynke sine bryn. "Det er for sjov, Cecilie. Selvfølgelig slår jeg ikke op med dig."

Cecilie mærkede hvordan lettelsen strømmede indover sig, fulgt af en følelse af irritation over, at hun havde været så dum at lade sig narre. Hun pressede læberne sammen, vendte sig omgående væk fra Martin for istedet at strække armen ud imod hovedpuden. Hun vristede sig løs fra hans arme, førte i samme bevægelse hovedpuden ind til sig inden hun atter så på ham. Slyngede hovedpuden ind i hans hoved, som hun rejste sig op og bakkede et skridt væk fra hans skød. Martin løftede hænderne i overgivelse, som han grinene lod sig falde med siden ned på sengen. Cecilie blev ved med at presse læberne sammen, tøsefornærmet, som hun slog Martin i ansigtet med puden nogle flere gange. Herefter pressede hun puden nedover hans hoved, som hvis hun ville kvæle ham med den, og trykkede den ned i hans ansigt et par gange. Hun afsluttede scenariet ved at slå ham en sidste gang med den, inden hun vendte ham ryggen, satte sig et stykke fra ham og herefter blev siddende, med brynene selvhøjtideligt løftet og armene foldet på brystet. Som hvis hun var blevet forurettet. 

Martin fjernede grinene puden fra sit ansigt, strøg noget af sit hår væk fra panden hvorefter han rettede sig op og smilende så på hende. "Hvorfor fanden skulle jeg dog slå op med dig, Cecilie? Du betyder alt for meget for mig til, at jeg bare sådan vil droppe dig." Han løftede hånden og strejfede hendes hår med sine spredte fingre.

"Gider ikke snakke med dig," svarede Cecilie med en lys stemmeføring, og foregav at være fornærmet. "Bare fuck af, taber." Hun vred sig væk fra ham, drejede sig lidt mere sådan at hele hendes ryg vendte sig imod ham. Herefter blev hun siddende. Stirrende lige ud i luften, med brynene løftet og armene foldet på brystet. 

"Nårh, så man er altså lidt pigesur? Det må vi hellere gøre noget ved." Han lænede sig ind til hende med et skummelt smil om læberne, som han langsomt førte sin ene hånd ned til bunden af hendes trøje, der hvor hendes jeans startede. Cecilie spidsede blot læberne, skød hagen frem og lod som om hun ikke hørte ham. Smilet om Martins læber blev større, kort inden han i et snuptag førte sin hånd ind under hendes trøje og begyndte at kilde hende på det følsomme sted omkring siden af maven. Cecilie kunne ikke stå imod det, og begyndte at le samtidig med at hun i refleks slog armene ud. 

"Er du kilden, hva'? Så du er altså kilden. Ej hvor sjovt, det anede jeg slet ikke," fortsatte Martin drillende, som han lod sin hånd krøbe længere op under hendes trøje, kildede hende på hendes mest følsomme steder. Cecilie begyndte at skrige af latter, og væltede ned på sengen. Vred sig. Slog desperat ud med armene, som tårerne begyndte at løbe ned ad kinderne på hende. Martin lagde sig ind over hende, og førte ligeledes sin anden hånd under hendes trøje, så han endte med at bruge begge hender til at kilde hende istedet for bare en. 

"Stop for fanden! Stop, Martin, det fucking kilder!" Cecilie skreg gennem lattertårerne, spjættede med benene, viftede med armene.

"Holder du så op med at surmule sådan?" spurgte Martin, da han - stadig med det lumske smil om læberne - lagde sig indover hende. "Hva'? Stopper du så med at surmule sådan?"

"Ja! Ja for fanden! Please, stop så!" 

Martin fjernede hænderne fra hendes trøje, og kiggede smilende på hende. Hun blev liggende på ryggen, med armene ud til siden. Hivende efter vejret og med enkelte hårtotter som strittede frem hist og her. Hun lukkede øjnene, pustede ud og kiggede herefter på Martin. Han kravlede ned fra hende, så hun kunne sætte sig op, inden han satte sig ned ved siden af hende. Kiggede på hende, som hun sad der, med hånden på maven, kæmpende for at få pusten.

"Så slemt er det heller ikke, Cecilie. Det er sundt at grine. Vi kan da prøve en gang til, hvis...!"

"Hold dog kæft," svarede hun, inden hun kastede ham et træt men drilsk smil. "Det er vist spænding nok for nu." Hun tog en dyb indånding, og rettede sig op. Vendte blikket mod spejlet, og sukkede træt da hun så hvordan hendes hår strittede flere steder. "Årh, se nu der, Martin. Nu har du ødelagt min frisure, altså. Det tog mig hele morgenen at ornde mit hår. Nu skal jeg jo starte forfra igen." 

Martin kiggede på hende. Førte blikket fra hendes frisure, og hen til spejlet der stod tværs overfor hende. Han lænede sig ind til hende, løftede brynene og betragtede spejlet, inden et smil krusede sig om hans læber. "Jeg syntes nu det klært dig meget godt. Det er sådan en rigtig fugleskræmsel-frisure. Passer meget godt til resten af dig."

Cecilie fjernede den ene hånd fra sit hår, samlede fingrende i en knytnæve og bankede herefter sine knoer ned i hans skulder. Han rettede sig op, kiggede på hende og kluklo kærligt. "Tag det som noget godt, Cecilie. Man tugter dem man elsker. Så... Jeg gør det jo bare fordi jeg elsker dig."

Cecilie smilte skævt, som hun kørte en hånd gennem sit hår for at rette på det. Så nikkede hun for sig selv, inden hun vendte sig om imod Martin. "Ved du hvad, Martin? Jeg tænkte på noget."

Martin løftede brynene og kiggede spørgende på hende. "Hvad?"

Hun fugtede læberne. Kiggede på ham, med en pludselig alvor i blikket, som fik smilet til langsomt at blegne på hans læber. "Der er et sted, som jeg er en af de eneste få her i byen der kender. Altså... De fleste kender godt stedet, men jeg er den eneste der har gået der. Det er nede på jernbanen. Altså, nede på SELVE jernbanen. Og nu hvor mine forældre er væk i hvertfald en time endnu, så har jeg lyst til at vise dig stedet. Jeg brugte det rigtig meget sidste år, for at komme væk fra det hele. Så er der nogen ting, jeg virkelig gerne vil fortælle dig. Om min fortid. Nogle ting, som du ikke ved endnu." 

Martin kiggede på hende. Bed sig let i underlæben, og nikkede svagt. "Okay. Det vil jeg da gerne."

Cecilie rejste sig op. Vendte sig rundt imod ham. Et prøvende smil viste sig på hendes læber, som hun rakte sin hånd frem for at hjælpe ham op. "Så kom med. Jeg viser dig vej."

Martin kiggede på hendes hånd. Nikkede for sig selv, inden han greb fat i den og lod hende hjælpe ham op. Ligesom første gang, de havde talt sammen. For snart tre måneder siden... Da de havde siddet inde i opholdsstuen på Viglund. Han var bare ikke klar over, at den tur, Cecilie ville tage ham med på nu, ville få en meget dramatisk udgang, der ville forandre alt, så intet nogensinde ville blive det samme igen... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...