Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4847Visninger
AA

14. Konfrontationen...

Døren indtil toilettet åbnede, inden Cecilie bevægede sig ud fra båsen. Fortsatte tværs over gulvfliserne og hen til håndvasken samt spejlet, der udfyldte væggen ovenover. Tændte vandhanen som hun betragtede sig selv. Hun havde formået at få rettet håret ordentlig til igen, inden hun så havde fået sat det fast med en hårnål. En ting, hun af ren og skær vane, altid havde med sig. Bare i tilfælde af, at det blev nødvendigt. Et svagt smil tegnede sig om hendes læber, da hun tænkte tilbage på da Martin stod og viste sine dansetrin. Hendes øre dunkede stadig efter den høje musik - selvom hun ikke havde været derinde i mere end allerhøjest tre minutter -, og hun kunne allerede mærke hvordan tøjet klæbede sig fast til kroppen på hende. Hendes kinder var blevet røde af varmen, og hun mærkede stadig hvordan blodet pumpede rundt. 

Hun gjorde sine hænder våde i den kolde vandstråle, inden hun duppede ansigtet for at køle sig selv ned. Som hun stod der og tænkte på Martin, mærkede hun en ny følelse komme indover sig. En kriblende og kildrende fornemmelse i maven. Hun mærkede hvordan de små hår på hendes arme rejse sig, men ikke på en ubehagelig måde. Denne følelse var anderledes. Den varme, der strømmede indover hende, var anderledes end tidligere. Lige siden skype-samtalen med Martin ugen forinden, havde hun følt noget ubeskriveligt. Hun havde været forelsket før, men havde ikke rigtig gættet, at den specielle følelse der havde boblet i hende i de sidste seks dage nu, måske var en forelskelse. Hun havde fundet det ubegribeligt, at hun overhovedet skulle have udviklet nogen som helst følelser for Martin. Han var ikke hendes type, og hans udseende havde ikke ligefrem været det, som tiltrak hende mest. Men nu, da hun tænkte tilbage, begyndte en anderledes følelse at fylde hende. Hun så hans blå øjne for sig. Det charmerende og nuttede smil på hans læber, da han bakkede tilbage fra hende inde i hallen fem minutter tidligere, for at vise hende hvordan man kunne danse uden at være en professionel danser. Hun lagde hovedet let på skrå. Stirrede ind i spejlet, fortabt i sin egen verden.

Måden han aftenen inden havde omfavnet hende ved gangen i værelsesfløjen. Præcis det sted, som adskilte drengefløjen i den ene side af bygningen fra pigefløjen i den anden. De havde været helt alene. Det var blevet mørkt udenfor, men lysene fra efterskolen fyldte stadig området. Han havde lagt armene om hende. Knuget hende blidt ind til sig. Allerede der havde hun mærket en pludselig bølge af glæde komme væltende indover hende. Den samme form for glæde, som da de havde omfavnet hinanden på Hillerød Station en uge tidligere. Bortset fra, at følelsen af glæde var blevet endnu stærkere. Hun mærkede pulsen stige og den fantastiske følelse af lykke vokse ved mindet om hvordan han havde lænet sig ind til hendes øre. Delt sine læber, og på en ægte kliché-romantisk facon havde hvisket et dybt og hjertevarmt godnat. Selvom hun, da hun havde lagt sig i sin seng, havde forsøgt at overbevise sig selv om, at de følelser hun havde for ham ikke var valide, at det blot var fordi hun betragtede ham som en god ven, kunne hun ikke længere lyve for sig selv. Hun havde været forelsket før, og hun vidste derfor, at hun havde dybere følelser for ham. Og det kom ikke som nogen overraskelse for hende, hvorfor hun havde det som hun havde det. Han var ikke som de andre... Han var sød på en unik måde, hun aldrig var kommet forbi før. Selvsikkerhed var ikke det, han havde mest af. Men samtidig var han heller ikke en person, der havde særlig mange venner. Han var ikke en ydmyg person - Han var... Han var... Speciel. Han var normal og alligevel meget mere unik, end så mange andre drenge. Han skilte sig ud fra flokken, ikke fordi han var specielt rarere eller sødere, men fordi han var som han var. Sympatisk. Følsom. Feminin på en... 

Hun blev øjeblikkeligt revet ud af sine forelskede tanker ved lyden af en lys, sukkersød stemme, der på samme tid var fyldt med en følelseskulde, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. En stemme, hun kun alt for godt kendte. Den stemme, som hun mindst ønskede at høre i denne givne stund. 

"Du er blevet mobbet, har forsøgt selvmord og har haft anoreksi... Har du ikk' å?" 

Cecilies smil forsvandt, hvorefter hun langsomt drejede hovedet og kiggede på den person, der havde lænet sig op ad døren længere fremme, med et selvhøjtideligt smil på læben og armene selvstolt krydset på brystet. Klædt i lårkorte shorts, der virkelig fremhævede hendes ikke blot velformede store lår, men også hendes lange velformede ben. Den slanke velholdte krop og de fyldige bryster der ville få enhver drengs hormoner til at gå amok. Poptøsen, der så sig selv som Viglunds dronning. Poptøsen, der fik drengene til at kigge efter sig. Den manipulerende, ondskabsfulde og selvretfærdige Sandra. 

Cecilie stirrede på hende. Først chokeret. Herefter mærkede hun irritationen komme væltende. Hun rullede opgivende med øjnene, stønnede træt og rystede på hovedet inden hun vendte hovedet væk fra hende for istedet at koncentrere sig om vandhanen. Ignorer hende, Cecilie, sagde hun for sig selv. Ignorer hende...

Hun hørte lyden af skridt, kort efter fulgt af Sandras lyse stemme. "Jeg har holdt øje med dig, søde Cecilie. Jeg ved godt, at du går og fortæller ham der, hvad hedder han nu... Martin... dine små hemmeligheder. Du fortæller ham alt. I to er ikke bare venner. Det kan jeg se på dig. Du er forelsket i ham. Fordi han, ligesom dig, er blevet mobbet og holdt udenfor." 

"Hold din kæft, Sandra. Du ved ikke en skid." Cecilie undlod at se på hende, og sørgede så vidt muligt for at svare så roligt og fattet, som hun overhovedet kunne.

"Åh... Cecilie... Tror du jeg er dum?" fniste Sandra. Hun standsede ved siden af hende, det giftige smil på hendes læber var ikke forsvundet. "Næste gang skal du måske tænke over, hvor du fortæller dine hemmeligheder. Min veninde fulgte efter jer sidste torsdag, da i to gik sammen i skoven. Hun fortalte mig om alt... Om arrene, om det der med din eks. Det heeeleee." 

Cecilie pressede arrigt læberne sammen, vendte sig rundt og skubbede Sandra tilbage. Sandra bakkede overrasket et skridt tilbage, og blinkede chokeret med øjnene. Cecilie blev stående i et par lange øjeblikke, inden hun med tydelig frustration i stemmen svarede hende ophidset tilbage. "Hvad fanden er dit problem, Sandra? Hva'? Hvad fanden har jeg nogensinde gjort dig? Uanset hvad du tror, så kan du ikke knække mig." 

Sandra hævede øjenbrynene. Stirrede på hende et par øjeblikke. Herefter bredte et fornøjet smil sig om hendes læber. "Knække... dig? Knække dig?" Hun udstødte en lys hånlig latter, og rystede derefter på hovedet. "Søde ven... Jeg er ikke ude efter at knække dig. Jeg er ude efter at hjælpe dig. Jeg er sådan set klar over, du syntes jeg er en led so. Det må du sådan set gerne. Det syntes alle. Men der er bare noget, jeg syntes du skal vide." Hun stirrede på hende med et gennemborende blik, der fik Cecilie til at føle sig intimideret på en måde, hun aldrig havde prøvet før. 

"Jeg har selv været igennem det samme som dig. Og jeg kan hjælpe dig med at komme videre. Hvis bare du fortæller mig alle dine hemmeligheder... Ikke bare det med, at du har cuttet. Nej, det hele." Hun slikkede sig om læben, og fortsatte med sit sukkersøde uskyldige tonefald. "Se på mig, Cecilie. Ligner jeg en, der har cuttet og haft anoreksi? Nej, vel? Men det har jeg. Også selvom jeg er så smuk, har jeg stadigvæk været igennem det... Måske kan du blive ligeså flot som mig. Blive ligeså populær og ligeså... du ved... magtfuld. Drop Martin, Cecilie. Han er en taber, okay? Et nul. Drop ham, han er ikke noget værd. Hæng ud med mig istedet for. Du kan fortælle alt til mig, og jeg kan fortælle alt til dig. Jeg kan blive din bedste veni...!"

Sandra nåede ikke at registrere Cecilies håndflade, før den med et højlydt smæld der gav genlyd i hele lokalet hamrede ind i hendes ansigt i en lussing. Hun gispede forskrækket og stivnede på stedet, inden hun chokeret og målløs stirrede på Cecilie. Hun løftede sin hånd og lod den hvile imod hendes kind. Såret. Forvirret. Målløs.

Cecilie stirrede på hende med sammensnørede læber og øjne der var knebet grusomt sammen. "Ved du hvad? Du kan gå ad helvedes til, din selvglade kælling." 

Hendes stemme dirrede af had og raseri. Sandra blev stående. Tårer begyndte at hobe sig op i hendes øjne. Hun stod blot der, kiggede vantro og såret tilbage på Cecilie, med sin ene hånd hvilende på kinden det sted, lussingen havde ramt. Cecilies læber formede sig i et giftigt, hånligt smil, hvorefter hun satte sig i bevægelse. Forbi Sandra og hen mod døren. Sandra blev stående. Blinkede et par gange, som to tårer langsomt begyndte at flyde ned ad hendes kinder på hver side ad næsen. Cecilie mærkede hvordan hun frydede sig. Endelig fik hun, hvad hun havde fortjent. Måske ville dette give Sandra en lærestreg, så hun måske ville lade folk være en anden gang. Uanset hvad, kunne hun ikke skjule glæden over det, hun havde gjort. Hun standsede ved døren, placerede hånden på dørgrebet og skubbede døren tilbage inden hun trådte videre ud i kantinen. Hun forsvandt gennem åbningen, hvorefter døren med et brag blev smækket i efter hende. 

Sandra blev stående. Krængede læberne tilbage, imens flere tårer begyndte at hobe sig op i hendes øjne. Hun begyndte at hive efter vejret. Drejede langsomt hovedet og betragtede sig selv i spejlet. I det splitsekund gled der et uhyggeligt hadefuldt mørke indover hendes øjne. Hun åbnede munden, fjernede langsomt hånden fra kinden for istedet at føre den hen til spejlet. Strejfede spejlet med sine fingerspidser. Blev stående sådan i et par øjeblikke, inden hun udstødte et højt, vredesfyldt og skingert skrig. 

*

Cecilies følelse af triumf forsvandt ligeså hurtigt som den var kommet. Allerede som hun bevægede sig forbi garderoben og ind i opholdsstuen, blev følelsen af triumf erstattet af noget andet. Vrede. En vrede, der var så voldsom, at hun kunne mærke den. Mærke hvordan musklerne i hendes krop trak sig sammen. Hvordan en bølge af negativ energi overvældede hende. Hun havde lyst til at bande. Til at skrige. Til at kaste med ting. Det sitrede i hendes krop, sugede ubehageligt i hendes mave. Og da hun var nået halvvejs gennem opholdsstuen og næsten var henne ved døren indtil hallen, mærkede hun følelsen af noget andet. Frygt. Smerte. Og forvirring.

Hun vidste det. Sandra vidste det. Kendte alt til den hemmelighed, som Cecilie havde gjort alt for at holde for sig selv. Fordi en af hendes veninder - eller spytslikkere, altefter hvordan man så på det - i smug havde fulgt efter hende og Martin. Hørt deres samtale. Hørt alt om arrene og om hendes eks-kæreste. Hun havde sladrer til Sandra, som havde brugt hemmelighederne til at skræmme hende. Intimidere hende. Hun mærkede hvordan tårerne begyndte at klemme sig frem. Hun havde ikke lyst til at være der mere. Hun ville væk. Flygte. Alt var ødelagt. Alt, hvad hun havde håbet på, ønsket... Det var væk. Ødelagt. Hendes fortid var kommet tilbage, holdt hende fanget. Ikke engang en efterskole i den anden ende af landet, kunne holde fortiden tilbage. Hun mærkede, hvor ondt det gjorde. Hvis de andre fandt ud af det her... Det kunne gå galt for både hende og Martin. 

"MARTIN! MARTIIIIIIIIIN!" Hun begyndte at skrige, da hun trådte ind i hallen og atter bevægede sig ned ad rampen. Selvom musikken overdøvede hende, og han umuligt ville kunne høre hende. Hun ville finde ham. Hun ville finde ham, fortælle ham at hun havde brug for noget luft og skynde sig væk. Før det hele ramlede sammen og hun ville begynde at græde. Også selvom hun godt vidste, at det ikke hjalp noget at kalde efter ham.

Hun standsede halvvejs midt på rampen, og lod blikket køre mod venstre. Hen til baren i den fjerneste ende. Dér så hun Martin stå og vendte med to drinks i hånden. Det lignede i hvertfald Martin, selvom den konstante tåge der hang i lokalet og de mange unge gjorde det svært at orientere sig og få et ordentligt overblik. Hun pressede læberne sammen, og satte over i løb. Styrtede ned på gulvet, og klemte sig hensynsløst gennem flokken. Skubbede og vred sig ind og ud mellem drenge og piger. Ligeglad med at det var uhøfligt. Ligeglad med verden omkring sig. Det eneste, hun fokuserede på, var at holde sine følelser i skak længe nok til at snakke med Martin. Til at fortælle ham at hun tog afsted. 

Hun nåede efter nogle langvarige øjeblikke hen til baren. Klemte sig gennem de sidste par stykker, inden hun skreg til Martin så højt hun kunne. Han hørte hende ikke. Stod blot med ryggen til hende og to dåsecolaer - en i hver hånd -, tålmodigt ventende. Hun pressede læberne sammen, styrtede op til ham, greb ham i armen og drejede ham rundt. 

"MARTIN! MARTIN, JEG BLIVER NØDT TIL AT TAGE HJEM! DER ER SKET NOGET... JEG HAR BRUG FOR LUFT... UNDSKYLD...!" Tårerne begyndte at klemme sig ud ad hendes øjne. Hendes stemme knækkede over, hun kunne ikke sige mere. Martin gjorde store øjne, chokeret over at se sin veninde på randen til et sammenbrud.

Han stillede dåsecolaerne tilbage på baren, greb hendes skuldre og råbte til hende. "CECILIE! HVAD ER DER GALT?"

Cecilie svarede ham ikke. Hun bøjede blot sit hoved, støttede det på hans skulder og begyndte herefter at græde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...