Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4840Visninger
AA

16. Klimaks på en parkeringsplads....

Hendes bløde læber der lukkede sig sammen om hans. Følelsen af hendes varme lette krop imod hans egen. Følelsen af hendes brystkasse, der hævede og sænkede sig. Trykket fra hendes hoved, der svagt hvilede imod hans skulder. Der var noget magisk over det hele. Noget, der fik ham til at glemme problemerne. Han havde, til at starte med, da Cecilie første gang havde ført sine læber op til hans og holdt ham fast, reageret med overraskelse. Forvirring. Han havde ikke strittet imod - Overraskelsen havde lammet ham, naglet ham til asfalten. Han havde blot siddet der, som han havde mærket hvordan hendes bløde fugtige læber havde ramt hans. Mærket følelsen af endorfiner, der med en elektrisk fornemmelse havde spredt sig rundt i kroppen på ham. Helt ud i fingerspidserne. Tærene. Hvordan han ikke blot havde følt at verden omkring ham i det øjeblik ikke længere eksisterede, men også hvordan en følelse af lyst havde overvældet ham i en bølge.

Cecilie havde siddet sådan, med læberne imod hans, i få øjeblikke - Øjeblikke der føltes som måneder, som år. Øjeblikke der stod fuldstændig stille. Som hvis alt gik i slowmotion. Han fik hjertebanken. Mærkede sine håndflader blive svedige. Mærkede den kildrende fornemmelse vokse med en sindssyg styrke i hans maveregion. Hun fjernede læberne. Kiggede på ham. Han anede ikke rigtig, hvad der skete. Det føltes både så forkert og så rigtigt på en og samme gang. Det føltes som om, at intet i hans liv længere ville give mening uden Cecilie. Som hvis det var den pige på asfalten foran ham, han levede for. At det var hende, der var hans skæbne. Hende, han skulle have ved sin side resten af livet. Han havde det stadigvæk som om at de bare var venner, men alligevel kunne han ikke modstå trangen. Han kunne ikke stå imod følelserne, kunne ikke lyve for sig selv. Dér, i det øjeblik, gik det op for ham, at han elskede Cecilie. Elskede hende som mere end en ven. Elskede hende på en måde, han aldrig havde prøvet før. Han havde aldrig følt rigtig kærlighed. Han behøvede ikke engang sætte spørgsmålstegn. I det splitsekund, hvor Cecilies læber atter havde fjernet sig fra hans, mærkede han en voldsom desperation komme indover sig. Mærkede det, som han kun havde hørt beskrevet i bøger og film. Mærkede det, som i folkemunde blev benævnt som værende kærligheden. En så ubeskriveligt fantastisk følelse, han ikke havde lyst til at slippe igen. En følelse, som forvirrede ham. Som lammede ham. Han vidste, at deres venskab aldrig nogensinde ville blive det samme igen fra det øjeblik. At der nu ikke længere, var nogen vej tilbage. De måtte tage det næste skridt, eller droppe hinanden. Han kunne ikke stoppe sig selv. 

Han træf sin beslutning førend han selv var bevidst klar over det. Uden at tænke over noget, havde han lænet sig frem. Returneret Cecilies kys, og mærkede hvordan hans læber åbnede og lukkede sig omkring hendes. Følelsen af den fugtige bløde hud. De svage klistrede smæld det gav, hver gang deres læber skiltes. Det var ikke fordi, det var første gang han havde prøvet at kysse en anden - Han havde gjort det masser af gange før med Michelle. Men som han havde siddet der, med Cecilie knuget tæt ind til sig, med lukkede øjne og med sine læber der lukkede sig sammen om hendes, var det anderledes. Meget mere specielt og magisk, end tidligere. Meget mere... Meget mere ægte.

Det var først da de kom gående op ad den lille asfaltvej, tilbage imod parkeringspladsen foran sportshallen, at det virkelig gik op for Martin, hvad der lige var sket. At virkeligheden gik op for ham. Han rynkede panden, og så ned på Cecilie. Hun gik der, med hovedet hvilende imod hans skulder. Så fredfyldt. Så sødt. Han sank en klump, og pressede sin hånd længere op ad hendes skulder, som han på ny mærkede pulsen stige. Han kiggede fremefter. Imod hjørnet af bygningen. Parkeringspladsen, der befandt sig mod venstre. Lyden fra sportshallen var tydeligere nu, den dybe bas dundrede ud gennem muren længere fremme. De passerede forbi en lygtepæl. Martin standsede op. Han hørte nogen græde, fulgt af en trøstende pigestemme, som forsøgte at berolige vedkommende. Cecile bemærkede det ligeledes. Rynkede panden, rettede hovedet op fra Martins skulder og kiggede frem for sig. 

"Cecilie, bliv lige her...!" Martin snakkede dæmpet, inden han slap Cecilie og langsomt listede sig frem. Cecilie blev stående. Forvirret. Kastede sig et blik tilbage imod hovedvejen godt hundrede meter derfra. Kiggede atter fremefter. Lyden af en bil der kom susende forbi på den store vej, lød bag hende, men hun registrerede det ikke. Hendes fokus var udelukkende imod Martin, det forsigtigt rundede bygningen med panoramaruderne ind til kantinekøkkenet. 

Martin standsede ved kanten af bygningen, og lod blikket rette sig fremefter. Forsigtigt. Dér, foran glasdøren ved indgangen, sad der en pige klædt i lårkorte shorts og løs top så hendes fyldige bryster trådte frem. Hun havde hovedet bøjet, med ansigtet dækket i hænderne. Hulkende. Ved siden af hende sad der en pige, som Martin regnede med måtte være en af hendes veninder. Med en trøstende hånd på hendes skulder. Han pressede læberne sammen og kneb øjnene en anelse i. Brunetten, som sad og græd, virkede bekendt. Foruroligende bekendt. 

Det var først da han havde stået der og betragtet hende i nogle langvarige øjeblikke, at det langsomt gik op for ham, hvem det var. Hun løftede hovedet, der trods tårerne som fik hendes øjenskygge og hendes mascara til at flyde ned ad kinderne i lange smeltede striber, samt det fortrukne sammenbidte ansigt, ikke desto mindre fik Martin til at genkende hende. Det var Sandra! Han mærkede et sug i maven af ubehag. Sandra forsøgte at tørre øjnene med håndryggen. Martin sank en klump. Vendte sig væk, trak sig tilbage og vendte hermed blikket imod Cecilie, som stod et par meter fra ham og forvirret kiggede tilbage. Hun drejede hovedet en anelse til den ene side og løftede på sit højre bryn som for at indikere sin forvirring og for ligesom at spørge ham om, hvad det var for noget. 

Martin fugtede læberne. Hørte med al mulig tydelighed lyden af en grådkvalt stemme, der sagde noget i retning af: "Jeg hader den møgso." Selvom han vidste, at det måtte være Cecilie, som Sandra hentydede til, mærkede han alligevel følelsen af ekstremt dårlig samvittighed som kom væltende indover ham. Han fik en ubehagelig klump i halsen. Han fik det ekstremt dårligt med, at han havde truet med at tæske hende, når hun var så ked af det som hun var. Selvom hun sikkert havde fortjent at få den lussing, Cecilie havde givet hende, var hun stadigvæk et menneske som ham selv. Hun havde stadigvæk følelser. Og det var stadigvæk forkert af ham at tænke de tanker om hende, som han havde gjort. Samvittigheden var overvældende. Fik hans ansigt til at fortrække sig, gav ham en ubehagelig kvalme og ondt i maven.

"Det er Sandra. Hun, øhm, hun er skide ked af det," sagde han så, lidt efter lidt. Så sig tilbage, og sank en klump, inden han atter så på Cecilie. En pludselig ubehag og rædsel havde vist sig i hendes blik. Han vidste, at hun ville hade ham for det forslag, han kom med. At hun ville føle sig svigtet hvis han sagde det, han følte. Men samvittigheden var overvældende, og synet af Sandras forvrængede ansigt og tårerne der fik mascaraen til at flyde ned ad hendes kinder, fik blot knuden i hans mave til at blive endnu strammere end den var i forvejen. Der var ingen anden udvej. Måske var det tøset. Måske var det egoistisk og dumt af ham, men hvis ikke han sagde det, ville samvittigheden blot blive værrere. Forfølge ham resten af aftenen, og sikkert også flere dage efterfølgende.

Han tvang sig til at kigge på den pige, han lige havde haft knuget tæt ind til sig. Som han havde kysset, overgivet sine følelser og sin kærlighed til. Den pige, som han nu vidste, var blevet mere end bare hans ven. Han så hende i øjnene, ubehaget og den dårlige samvittighed var kun alt for tydeligt i hans blik. "Cecilie," begyndte han, og skar tænder. "Jeg syntes... At vi burde, du ved, sige undskyld til hende. Jeg ved godt, at hun sikkert havde fortjent den lussing, men." Han rystede på hovedet, og kiggede sig over skulderen, inden han atter tog et blik imod Cecilie. "Men jeg tror bare, at vi skal sige undskyld til hende og fortælle hende, at det ikke var din mening. For, ligesom, at det hele ikke bliver værrere."

Cecilie stirrede på ham. Målløs. Blinkede et par gange. Så rystede hun på hovedet. Vreden begyndte at dukke frem i hendes øjne. "Nej, Martin... Nej... Hun hader mig... Det vil ikke gøre nogen forskel. Please, du må ikke få mig til at gå derhen. Jeg... Nej, Martin, jeg vil ikke sige undskyld til hende. Jeg skider på, at hun er ked af det. Hun har fået hvad hun har fortjent. Jeg har fået nok af typer som hende, og jeg vil ikke undskylde. Den er ikke længere." 

"Cecilie, for pokker... Hun er skide ked af det...!"

"Ja, og jeg er skide ligeglad!" Cecilie forsøgte at holde følelserne under kontrol. Hun stirrede på Martin. Kunne ikke tro sine egne ører. Der, to meter fra hende, stod der en person, hun havde kysset med. En person, hun elskede... Virkelig elskede. Den person, der selv havde sagt, at Sandra aldrig skulle få lov til at røre hende, og at han ville få hende til at fortryde det hvis det skete. Og nu... Nu bad han HENDE om at sige undskyld. Undskyld til en pige, der var falsk. Som gik og manipulerede med andre, fik andre til at danse efter hendes pibe. En pige, som kun tænkte på sig selv, sin egen magt og sit eget image. En pige, som Cecilie vidste, hadede hende og ikke ønskede at gøre hende andet end fortræd. At knække hende og få kontrollen over hende. Hvordan kunne han sige sådan noget? Hun bakkede et skridt væk fra ham. I det øjeblik følte hun sig forrådt. Følte at Martin havde gået bag om ryggen på hende... At han havde taget parti hos Sandra. At han havde mere sympati for Sandra, der behandlede andre dårligt for selv at kunne få magt, end han havde for Cecilie. For sin egen bedste veninde, som nu var mere end bare en veninde. Hun mærkede følelsen af tårer, der atter pressede sig frem. Han havde svigtet hende... Han havde fucking svigtet hende. 

Hun pressede læberne sammen. Tårerne dukkede op i hendes øjne. Begyndte at flyde ned ad kinderne. Hun rystede på hovedet, krængede læberne tilbage og hev efter vejret. "Det kan du ikke gøre, Martin. Det kan du fandme ikke. Jeg troede... Jeg troede du kunne forstå mig. Jeg troede... Jeg troede virkelig, at du ville være ligeglad. At du ville støtte mig."

Martin blev desperat. Mærkede en pludselig angst komme væltende indover sig, ved tanken om at han måske havde dummet sig. Dummet sig i en sådan grad, at hele det forhold og alle de bånd, han havde fået skabt til hende, måske ville gå i stykker nu. "Nej, Cecilie, du forstår det ikke! Jeg støtter dig! Jeg vil aldrig svigte dig, men... Måske har du taget fejl af hende. Måske er Sandra slet ikke så slem, som du tror. Hun er måske selv blevet mobbet, og behandler derfor andre på samme måde. Det... Det kan være, at hvis du siger undskyld, så...!"

"Nej," hviskede Cecilie og lukkede øjnene. En tåre begyndte at trille ned ad hendes kind. 

"... så viser det sig måske, at hun vil ændre sig og ikke behandle dig og alle andre så dårligt." Cecilie blev stående, med hovedet drejet væk og øjnene presset stramt sammen. Flere tårer trillede ned ad kinden på hende. "Cecilie, der er ikke nogen grund til at gå rundt og hade folk. Tro mig, det ved jeg alt om. Du får ikke andet end problemer ud af det. Tilgiv hende, og giv hende en...!"

Cecilie åbnede øjnene. Martin stoppede. Han så smerten i hendes øjne. Vreden. Den forfærdelige tomhed, som man altid følte hvis man blev svigtet, stod skrevet i hendes blik. Det stak ham i hjertet, og i det øjeblik fortrød han. Forbandede sig selv og sin egen overfølsomme samvittighed langt væk. Han vidste at han havde dummet sig. Cecilie ville hade ham for det. Det venskab, der var blevet så tæt, var blevet ødelagt på få øjeblikke. Ødelagt på grund af ham... Ham og hans fucking sympati, der ødelagde alt for ham. 

"Martin," hviskede hun med en halvkvalt gurglende stemme. "Du skal ikke... Tro på det, andre siger om hende. Hun er fake!" 

"Cecilie...!" Martin mærkede en klump i halsen. Mærkede hvordan han skælvede. Den imaginære kniv i hans bryst borede sig dybere ind. Gennemborede hans hjerte og vred sig en omgang. Hans stemme knækkede, og han endte med at måtte presse læberne sammen og blot stå og stirre på pigen foran hende. Pigen som stod med røde øjne og tårer der i et vandfald silede ned ad hendes opsvulmede røde kinder. 

Hun skilte læberne. Hendes stemme var stadig grødet, da hun fortsatte. "Nu viser jeg dig, hvilken kælling hun er. Så må du selv finde ud af resten." Og med de ord satte hun sig i bevægelse. Forbi Martin, der forvirret vendte sig rundt. Videre rundt om hjørnet. Med kurs hen mod Sandra, der atter havde bøjet hovedet og hulkende havde ansigtet begravet i sine håndflader. Veninden ved siden af hende havde endnu ikke lagt mærke til noget.... Hun sad blot og kørte sin hånd trøstende op og ned ad Sandras ryg.

Cecilie mærkede hvordan vreden og raseriet voksede i hende, jo tættere på Sandra og veninden, hun nærmede sig. Hun begyndte at hive efter vejret. Begyndte at bide tænderne hårdt sammen. Tårerne hobede sig atter op i hendes øjne, flød nedover kinderne. Hendes blik var blevet vildt, lynene. Hun satte farten op. Martin bevægede sig ud fra hushjørnet bag hende, og blev gradvist forfærdet som han begyndte at lægge to og to sammen. Cecilie hævede stemmen og begyndte at skrige.

"Hey, Sandra? Din lede mær! Fortæl hende din veninde, hvad du har gjort! Fortæl hende fucking sandheden, eller jeg gør det for dig!"

Sandra løftede hovedet og stirrede imod Cecilie. Først udviste hendes blodskudte, tårevædede øjne forfærdelse. Dernæst had. Cecilie stoppede op få meter derfra. Stirrede udelukkende på Sandra, som med et ondskabsfuldt blik mørkt af had stirrede tilbage. Veninden rettede sig op, forvirret. Vendte skiftevis blikket mellem Sandra ved siden af sig, og Cecilie foran sig. 

"Cecilie, lad nu være. Lad os bare smutte, okay? Det er ligemeget, jeg tror på dig!" Martin greb forfærdet fast i hendes arm, forsøgte at få hende trukket væk. Han brød sig ikke om konflikter, og ønskede ikke at Cecilie roede sig ud i noget, der kunne ende med at gå udover hende selv. Og lige nu havde han på fornemmelsen, at resultatet af det, der var ved at udfolde sig, ikke ville blive godt. Han vidste det bare. 

"Lad være med at blande dig, Martin! Jeg ved hvad jeg laver!" hvæsede Cecilie, og vristede sig fri fra hans greb. Martin bakkede tilbage. Ængsteligt. Forfærdet. Han måtte gøre noget. Måtte stoppe det. Men hvad skulle han gøre? Hvad kunne han gøre? Intet. Han følte sig fortabt. Magtesløs. Som en ynkelig skuespiller til en meget ubehagelig konflikt, der garanteret ville udvikle sig til noget endnu værrere. Bange for at det gik udover ham selv. Bange for at miste Cecilie som en ven. Som den kujon og den tøsedreng, han nu engang var.

Sandras blå øjne var store af had. Hun lagde langsomt hovedet imod venstre, med læberne krænget tilbage. Sådan sad hun. Længe. Hendes krop dirrede, og hendes fingre med de lange lakerede negle strammede sig. Så begyndte hun at tale. "Hold kæft, Cecilie! Hold kæft og skrid med dig... eller det bliver værst for dig selv!" 

Cecilie vendte sig om mod Martin, og smilede giftigt imellem tårerne samtidig med at hun løftede hånden og pegede imod Sandra. "Se selv? Ikke engang sandheden kan hun finde ud af at fortælle." Hun kiggede atter på Sandra. Hånligt. Bespottende. "Hun tør ikke engang konfrontere den pige, som tror hun er hendes veninde. Tør ikke engang fortælle den pige, der trøster hende, hvad der rent faktisk er sket. Hvordan hun bare har løjet for alle. Hvordan hun bare er en selvhøjtidelig manipulerende KÆLLING, som INGEN respekt har for andre end sig FUCKING SELV!" Cecilies skingre råb gav genlyd på parkeringspladsen. Flere tårer strømmede ned af hendes kinder, som hun hivende efter vejret atter lod sit vilde blik hvile imod Sandra. 

Sandras veninde rynkede panden, og rejste sig op. "Okay, styr dig lige... Du er jo mega oppe at køre."

Cecilie vendte blikket imod hende, og løftede det ene bryn. "Luk røven. Du ved fucking ikke hvad det er, hun har gjort, du gør ikke? Bare fuck af. Sandra har løjet for dig. Hun er ikke din veninde...!" Hun kiggede atter på Sandra, hvis øjne var blevet mørke af et uudgrundeligt had. Hun skilte læberne og fortsatte med sit giftige, hadefulde tonefald. "Det har hun aldrig været. Hun bruger dig bare, for at føle sig bedre end alle andre. For at tilfredsstille sig selv og sit eget taber-image. Du er en taber, Sandra. Ved du godt det? En dum værdiløs lille taber... Lyver om at du cutter... om at du er blevet mobbet... Hvad sker der for dig? Hva', kælling? Er det fordi, dine forældre ikke gav dig nok opmærksomhed som lille? Er det derfor, du bare sådan... Bare sådan...!" Cecilies stemme blev atter grådkvalt. "Bare sådan udnytter andre på den måde? Du har bare ingen følelser for andre end dig selv. Og jeg har sgu ondt af dig...!"

"Cecilie, please, stop dig selv før det ender galt...," begyndte Martin, men Cecilie hævede bevidst stemmen og ignorede ham. 

"Tror du er så meget bedre end andre. Tror du er så meget perfekt og så meget flottere og dygtere end os andre. Men prøv at se dig selv... Du bruger så meget sminke, at dit ansigt fucking smelter når du sidder og tuder. Jeg kan faktisk...!" Hun smilede hadefuldt. "Jeg kan faktisk se alle de klamme grimme bumser, du har i ansigtet. Er det dem, du prøver på at gemme?" Hun kiggede over imod veninden, som stod fuldstændig paf og målløs på asfalten. "Er det dem, du forsøger at skjule med al den sminke? Trist, at du virkelig er så klam og grim, at du...!"

Sandra skreg, kastede sig til sine fødder og sprang med sindssygelige øjne hen mod Cecilie. Spyt skummede ud gennem læberne på hende, som hun med et skingert skrig hamrede hovedet ind i Cecilies mave. Cecilie bøjede sig omgående forover og vaklede samtlige skridt tilbage. Martin rakte hånden frem, men fik aldrig grebet fat i hende, før Sandra med tårekvalte hyl greb fat i Cecilies lange lysebrune hår. Hun rykkede hende i håret, så Cecilie udstødte et halvkvalt smerteskrig, stadig imens hun stod foroverbøjet. Sandra svang sit højre ben rundt om hendes hals og nakke. Låste hendes hoved fast, som hun begyndte at rive og kradse hende på siden af hovedet. "FUCKING LUDER! FUCKING LORTELUDEEEEEEER!" skreg hun, så spyt og savl skummede nedover hendes hage, hang og dinglede i lange strenge.

Cecilie forsøgte at kæmpe imod. Sandras styrke oversteg hendes. Hun blev væltet til jorden, og mærkede følelsen af Sandras knæ som brutalt bankede ind i hendes mund. Hermed følelsen af hvordan det isnede voldsomt i tænderne og smerte som bredte sig opover hendes kæbeparti. Sandra blev ved med at skrige. Sparkede hende i ansigtet. Én gang. To gange. Tre, fire, fem. Kastede sig ned på knæ, knyttede næven og bankede den nedover Cecilies ansigt. Blod sprøjtede udover asfalten fra hendes flækkede læber. Et grusomt knæk lød fra hendes næseben. Sandra greb fat i en sten, der lå inde for hendes rækkevidde. Stor noktil at knuge sine fingre om den. Hun hævede den. Rød i hovedet af raseri og med konstante tårer, som silede ned ad kinderne på hende. Cecilie nåede lige at dreje hovedet op imod hende, før Sandra hamrede stenen nedover siden af Cecilies ansigt. Først én gang. Så endnu én. Igen... Og igen... Og igen... og igen. Stenen blev fyldt med blodstænk. Cecilie løftede panisk hånden og dækkede siden af hovedet, hvor store tykke blodstrømme allerede væltede ned, klæbede sig fast til hendes lysebrune hår. 

"STOP DET! STOP DET!" En høj panisk stemme råbte lige bag dem. Sandra hørte intet. Det eneste, hun koncentrerede sig om, var Cecilie der panisk forsøgte at krybe sig sammen, imens blodet flød nedover ansigtet på hende. Hendes tænder var bidt sammen. Rød tyk væske forgrenede sig nedover hendes opsvulmede læber. Hendes ene næsebor var faldet sammen og vendte indad, den konstante strøm af blod forgrenede sig ud derfra. Nedover hagen og halsen. Hendes lysebrune hår var blevet helt sammenklistret og rødt. Hun blev ved med at hamre stenen ned i hendes ansigt. Der gik hul i det venstre af Cecilies pandebrask. Blodstænk fulgte stenens bane da den på ny løftede sig op. Herefter greb Martin fat om Sandras håndled. Trak i panik Sandra tilbage. Hun tabte stenen, gjorde store øjne og vendte hovedet rundt. Løftede brynene i overraskelse, tids nok til at få leveret en knyttet læve lige i kæben. Hun udstødte et hvin med en stråle af spyt flyvende ud ad munden. Væltede bagover og landede på maven, med kinden presset ned imod asfalten. Hun blev liggende, kneb øjnene stramt sammen, paralyseret af chok og smerte. 

Martin mærkede, hvordan smerten dunkede i hans hånd, men ignorerede det. Vendte fokus væk fra Sanda på asfalten, for istedet at føre blikket imod Cecilie. Hun lå sammenkrøllet på parkeringspladsen. Ved siden af en bil. Med hånden presset imod panden og hovedet drejet væk fra ham. En svag kvalt hvislen lød fra hende - Et af den slags lyde man udstøder, hvis man græder så voldsomt at man næsten ikke kan få luft. 

"Cecilie!" Han mærkede hjertet hamre voldsomt imod brystet som han kastede sig hen til Cecilie. Han hørte ikke hvordan døren ud til parkeringspladsen gik op. Hørte ikke lyden af en mand, der råbte, og en pige - sikkert hende, der gav sig ud for Sandras veninde - der ophidset sagde noget. Hørte ikke hans navn blive råbt op. Verden omkring ham var forsvundet. Ubetydelig. Det eneste, der betød noget for ham, for hans liv, var pigen der lå der på asfalten lige foran ham. Med blod der flød nedover halsen og kløften mellem brysterne. Med en hånd presset imod panden, med et fortrukket ansigt og øjne presset stramt sammen i smerte. Hendes mund stod på vid gab i en grædende grimasse. 

"Cecilie, sig noget! Cecilie!" Han følte sig desperat. Bange. I det splitsekund var det som om, at han kunne mærke hendes smerte. Mærke følelsen af at få huden på sin pande flænset op af en sten. Mærke følelsen af blod nedover ansigtet. Mærkede tårer presse sig op i øjnene. "Cecilie, for fanden!" Han greb fat i hendes skulder. Vendte hende forsigtigt rundt. Han hørte hvordan hun svagt græd. Hendes gråd var så voldsom at den var lydløs. Han knugede hende ind til sig, og mærkede følelsen af varme saltholdige dråber, som trillede ned ad kinden på ham. Et sted bag ham, græd Sandra hysterisk. Men han hørte det ikke. Det eneste, der eksisterede for ham, var følelsen af at holde Cecilie tæt ind til sig. At mærke hendes varme. Hendes bankende hjerte. At lade hende vide, at han var der for hende. At han altid... ville være der for hende.... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...