Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4842Visninger
AA

19. I tryghedens arme...

 

Det tog Martin godt fem minutter at finde Cecilie. Hun sad på en kampesten på bålpladsen, der befandt sig omme på den anden side af buskadset for enden af volleyball-banen. Lidt længere fremme, godt tyve meter derfra, hævede fyrretræerne sig godt ti meter i vejret, med en grussti der forsvandt ind gennem plantagen. Solen var gået ned for godt ti minutter siden, og tusmørket var allerede rullet dystert indover pladsen. 

"Cecilie?" spurgte Martin forsigtigt, da han bevægede sig tværs over græsset og hen mod cirklen af sten, der omkransede bålet. 

Cecilie blev siddende, med benene trukket op under sig og hænderne foldet lige under knæene. Hendes hage hvilede på toppen af knæene, og hendes dystre melankolske blik var rette fremad, ind mod den tætte fyrretræsplantage, som så temmelig dyster ud i det hastigt tiltagende nattemørke. Trods den fugtige kolde aftenluft, sad Cecilie kun klædt i bomuldsstrøje og jeans. Ingen jakke. Hun så ikke engang ud til, at bekymre sig det fjerneste om temperaturen. Hun sad der bare, stirrede tomt ud i luften. Hendes ansigt var opsvulmet, som tegn på at hun havde grædt for ganske nylig. 

"Cecilie?" gentog Martin forsigtigt, og trak kraven på sin jakke længere op, som han nåede hen til hende. 

Cecilie tog en dyb indånding og pressede læberne sammen. Martin stillede sig ved siden af hende. Med hænderne i lommen, og et ansigt der udviste en omsorgsfuld bekymring såvel som medfølelse. En dyster tavshed lagde sig over dem. Martin skulle lige til at skille læberne og sige noget, da Cecilie endelig brød stilheden. 

"Hvis jeg døde...!" Hun drog en dyb indånding, fjernede langsomt blikket fra grusstien der førte ind i den tætte plantage længere fremme for istedet at kigge op på Martin. "Hvis jeg nu døde, ville du så komme til at savne mig?" 

Martin mærkede hvordan følelsen af en iskold hånd der borede sig ind i brystet på ham og greb fat om hans hjerte. Et øjeblikket jag af rædsel farede igennem ham, straks som hun havde stillet spørgsmålet. Han stivnede på stedet, og gjorde store øjne. Stirrede forfærdet på Cecilie, der med trætte øjne og et opsvulmet ansigt stirrede tilbage imod ham. Han mistede evnen til at finde på et passende modsvar. Spørgsmålet ramte ham som projektilet fra en pistol. Lammede ham. Chokerede ham. 

Endelig kom det. "Hvad.... Hvorfor... Hvorfor spørger du om det, Cecilie?" Han rystede på hovedet. Lige pludselig var følelsen af tomhed erstattet af rædsel. Ren og skær rædsel. "Selvfølgelig vil jeg savne dig! Du er min bedste ven, og jeg holder pisse meget af dig! Hvis du døde... Så... Sådan noget må du fandme aldrig spørge mig om, Cecilie. Det må du altså ikke! Ikke engang for sjov!" Han hævede stemmen og lød hårdere, end han ville. 

Cecilie trak på skulderen og kiggede atter fremad, tilsyneladende ligeglad med det tonefald, han lige havde brugt overfor hende. Martin førte hånden op til munden, og kiggede sig en enkelt gang over skulderen. Herefter atter på Cecilie. Fjernede hånden fra munden, fugtede læberne og stillede herefter et spørgsmål med en stemme, der ikke lagde det mindste vægt på hans frygt. "Du har ikke fået selvmordstanker, vel Cecilie? Please, fortæl mig nu ikke, at du allerede har fået selvmordstanker."

Hun rystede på hovedet. "Det tror jeg ikke. Ikke endnu, i hvertfald." Hun pustede ud, svagt skælvende, inden hun kiggede op på Martin. Hendes øjne var blevet tåreblanke. Hun kunne knap nok sige meget mere end en svag og næsten uhørlig hvisken. "Kan du ikke sætte dig ved siden af mig? Jeg har brug for dig. Bare som en ven."

Martin nikkede, og satte sig med en klump i halsen og hamrende hjerte på træstammen, der endte lige ved siden af stenen. Han spredte benene ud foran sig og kiggede på hende, som hun sad der, under en halv meter fra ham. På en flad kampesten, med benene trukket op under sig og sit blik melankolsk rettet fremefter. Han fugtede læberne, løftede hånden og lod sine fingre strejfe hendes skulder. Hun rørte sig ikke. Tillod ham blot at berøre hende. Han lod forsigtigt sine fingre glide fra hendes skuldre og nedover hendes arm, som han sank et par gange, i forsøget på at fjerne den ubehagelige klump der snørrede sig til i hans hals. Han fortsatte hen til hendes venstre hånd. Lod forsigtigt sine fingre få tag om den. Hun løsnede grebet fra sit ben, som hendes egne fingre på den venstre hånd ganske forsigtigt klemte sig en anelse fast om hans. Hun tillod ham at føre hendes venstre hånd ned ved siden af sig. Tillod hans fingre at flette sig ind i hendes. 

Herefter blev de siddende sådan i et kort stykke tid. Cecilie tog endnu en dyb indånding og rømmede svagt stemmen. "Der er kun gået fem dage." Hendes stemme var svag. Monoton. "Fem... fucking... dage. Og over halvdelen af skolen hader mig allerede."

"Hvad er der sket? Jeg kan se, at der er sket noget slemt... Hvad er det?" Martin fugtiggjorde sine læber og kiggede på hende. Det stak ham i hjertet at betragte sin veninde, ovenikøbet en han havde kysset og holdt om, sidde så tæt på ham, så ødelagt og svag som hun var nu. Så... vulnerabel. 

Hun lukkede øjnene. "De ved godt, jeg har cuttet. Men... Forskellen på det, jeg er gået igennem, og det Sandra har gået igennem er, at de tror jeg har gjort det fordi jeg er en skide attention-whore. Til at starte med, ignorerede jeg dem bare. Men de er begyndt at gøre grin med det, Martin." Hun vendte hovedet imod ham med tårer i øjnene. "Det her er ved at udvikle sig til noget mere end bare rygter... Det her er ved at blive til en kamp om at få mig ødelagt. Drengene er også begyndt på det nu, Martin. Det var i dag, de gjorde det. Pressede mig til at skære i mig selv. En af dem havde ovenikøbet en barberskraber. De tror virkelig på hende. De tror virkelig allesammen på Sandra. De tror virkelig på hende!" Hun vendte blikket væk som tårerne forlod hendes øjne og på ny rislede ned ad kinderne på hende. 

Martin betragtede hende, og rynkede herefter brynene da han fik øje på det. Dér, på venstre side ad hendes pande hvor plasteret fra skadestuen havde siddet, var der blot en blodig syning omgivet af en ubehagelig blåviolet blodudtrækning. Uden at tænke over det, greb han forskrækket fat i Cecilies kind, og drejede hendes hoved ind imod sig. Hun forsøgte at stritte imod. Forsøgte at kigge væk. Løftede sin højre hånd, knugede sine fingre om Martins højre håndled og fik til sidst fjernede hans hånd fra sit ansigt. 

Martin sænkede hånden. Stirrede chokeret på hende, som hun drejede hovedet væk fra ham. "Hvorfor er dit plaster væk? Er du blevet slået?" Han mærkede hvordan en bølge af raseri væltede indover ham, og måtte bide sig selv hårdt i tungen for at stoppe sig selv. "Cecilie, er du blevet slået?" 

"Nej, Martin." Hun forsøgte at kigge på ham, men skammen overvældede hende, naglede hendes blik fast til hendes lysegrå converse. Hun rystede svagt på hovedet. "Det var mig selv, der gjorde det, og jeg brugte min hårbørste. Jeg ved godt, det var dumt... Men... Jeg var bare nødt til det. For ikke at begynde at cutte igen." 

En dyster tavshed lagde sig over bålpladsen efterfølgende. Martin gav Cecilies hånd, hvis flingre var flettet ind i hans, et beroligende og kærligt klem. Cecilie registrerede det ikke. Den kildrende elektriske fornemmelse, hun plejede at få når Martin rørte ved hende, var der ikke. Det eneste, hun mærkede, var en konstant tomhed indeni. En følelse af at hun aldrig ville kunne opleve glæde igen. Hun mærkede hvordan mellemgulvet trak sig sammen, og kunne ikke længere kontrollere sine handlinger. En svag hulken begyndte at stige op fra hende. Forlod hendes læber, i takt med at hendes bryst hævede og sænkede sig. Martin kiggede på hende. Fjernede langsomt sin hånd fra hendes, for istedet at løfte den op og trøstende køre sine knoer nedover hendes kind. Trøstende. Beroligende.

Da Cecilie atter havde fået lidt mere kontrol over sine følelser og hendes gråd hørte op, snøftede hun ind og skuttede sig, inden hun med en grådkvalt tung stemme sagde noget. "Jeg fryser." Mere sagde hun ikke. 

Martin sukkede, fjernede hånden fra hende for istedet at føre den op til sin lynlås. Herefter lynede han sin jakke ned, trak den af sig for istedet forsigtigt at lægge den over hendes skulder. Han mærkede øjeblikkeligt hvordan han selv begyndte at fryse, men var ligeglad. Ligeglad med sine egne behov. Cecilie var hans veninde som han havde følelser for, og en person han følte at han kunne ofre alt for. Om det så ville gå udover ham selv. Han lagde sin arm rundt om skulderen på hende, trykkede hende blidt og kærligt ind til sig for at varme hende med sin krop. Hun lod blot sit hoved hvile imod hans side. Puttede sig ind til ham som hun med et par hurtige snøft trak jakken om sig. De blev siddende, puttede sig ind til hinanden i et lille minuts tid, før Martin tog chancen og begyndte at tale.

"Jeg syntes altså at vi skal gå til forstanderen i morgen, inden vi tager hjem til Sjælland. De voksne skal informeres så de kan stoppe det, før det bliver gjort endnu værrere end det allerede er." 

"Fortæl mig lige, hvordan det skulle hjælpe?" spurge Cecilie med en tung, grådkvalt stemme. 

Martin rynkede panden. "Det ved jeg ikke... Eller jo, måske kunne det være at de ville tage sig af det."

"Hvordan?" Hun snøftede ind, og trak sig tættere ind til ham. Hun kiggede nedad, imod hendes og Martins ben, der befandt sig side om side med hinanden. "Hvordan skal vi kunne bevise noget som helst, når stort set hele Viglund er på Sandras side? Der er ingenting, vi kan gøre, Martin." 

Martin løftede hånden, greb forsigtigt fat i hendes hår og begyndte at ae det. Lege med det. "Man ved jo aldrig... Måske er det anderledes på en efterskole."

"Det tror jeg ikke." Hun lukkede øjnene. Denne gang kom der ingen tårer. Hun puttede sig tættere ind til ham. "Det eneste, jeg kan gøre... Er at tage hjem. Permanent. Og det er sgu tæt på at jeg gør det." 

Martin pressede læverne sammen til en tynd ubetydelig streg under næsen, greb blidt hendes skulder, strammede grebet en anelse og trak hende forsigtigt ud fra sig. Hun rynkede panden, vendte hovedet imod ham og kiggede forvirret frem, hendes øjne var røde og blodskudte af tårernes saltvand. Et forsigtigt smil krusede sig om hans læber, i et forsøg på at muntre hende op. "Du behøver ikke tage nogen steder hen. Ja, måske spreder de rygter om dig. Og hvad så? Rygter, Cecilie, er for tabere der ikke har noget liv. Du er så meget bedre end det. Du må ikke lade Sandra vinde. Hun er bare dum og opmærksomhedskrævende, og på et eller andet tidspunkt, går det galt for hende. Det er jeg sikker på." 

Et svagt smil tegnede sig om hendes læber, inden hun vendte blikket ned imod stenen, hun sad på. Martin fjernede hånden fra hendes skulder. En længere tavshed opstod imellem dem, inden hun atter løftede sit trætte blok og kiggede tilbage på ham. "Du har ikke været igennem det samme som mig... Du har jo ikke cuttet eller haft selvmordstanker...!"

"Cuttet? Nej... Selvmordstanker? Jo." Cecilie stivnede og kiggede forbløffet på ham. Overrasket. Blinkede nogle gange med øjnene. En svag kluklatter forlod Martins læber, inden han førte hånden om bag hovedet og kløede sig i hårbunden, en anelse tøvende. "Cecilie... Hvad havde du regnet med? Jeg er blevet mobbet siden 6. klasse, fordi jeg trivedes bedst sammen med pigerne end med de andr dtnge. Jeg blev mobbet af de andre drenge, fordi jeg ligenede en tøs, så tøsefilm og var ligeså følsom som en, ja, en tøs. Jeg er den sidste i min klasse, der kom i puperteten - Som fucking 14-årig. Jeg er boybelieber og har snart været det et år... At blive mobbet fordi man som en teenagedreng minder om en pige, det er virkelig hårdt for ens selvværd. Tror du, at jeg bare... Bare tog på efterskole for bare at komme væk fra Hillerødsholm? Der er meget mere i det. Godt nok prøvede jeg ikke på selvmord, men det var sgu tæt på. Især dengang alle hadede mig fordi jeg sagde min ærlige mening om Michelle." Han smilte roligt til hende. "Så jo, Cecilie... Jeg har også været igennem selvmordstanker."

"Hvorfor har du ikke sagt det?" hviskede Cecilie, hvis øjne strålede af et ubehag, Martin hurtigt kunne genkende som værende dårlig samvittighed. Hurtigt skyndte han sig at føre sin hånd ned til hendes og klemme beroligende om den, samtidig med at han løftede brynene.

"Af samme grund som at du ventede med at fortælle mig om, at du var cutter. Jeg ville ikke skræmme dig." 

Et smil - det første oprigtige den aften - tegnede sig svagt om hendes læber, inden hun fniste en enkelt gang. "Fuck hvor kliché alligevel." Hun rystede på hovedet, og kiggede tænkende ind mod skoven. "Martin." Hun vendte blikket rundt og kiggede atter på ham. "Det var forkert af mig at kysse dig i fredags. Det var virkelig fantastisk, men... Det virker så akavet, for selvom... Selvom vi kyssede, så ser jeg dig stadigvæk mere som en ven end som en kæreste. Og så alligevel." Hun rystede på hovedet. "Det er som om, at... Nogen dage, så har jeg følelser for dig. Nogen dage, så... Så tror jeg virkelig at jeg elsker dig. Og så er der andre dage, hvor jeg ikke rigtig føler noget. Jeg er mega hormonforvirret."

Martin fugtede læberne, og smilte svagt inden han så ned. Han nussede svagt hendes hånd og kiggede op på hende. Ingen af dem havde lagt mærke til, at deres samtale havde taget en helt anden drejning. De havde bare glemt problemerne. Glemt tiden. Glemt alt andet end hinanden. "Tror du det vil hjælpe, hvis jeg kysser dig?" Han sagde det med en underliggende humoristisk tone og et svagt glimt i øjet. 

Cecilie fniste og skævede til ham. "Det ved jeg ikke. Måske... Ej, Martin, undskyld for det der pis jeg sagde i lørdags. Jeg kan jo ikke undvære dig."

Martin løftede den anden hånd, og brugte den til at stryge et par hårtotter væk fra hendes kinder. "Jeg kan sgu heller ikke undvære dig. Skal vi ikke bare være mega kliché og skide på det hele? Du ved, ligesom på film?" Han rykkede sig tættere på hende. "Må jeg ikke prøve at se, om jeg kan få dig til at bestemme dig? Det kan være, du HAR følelser for mig,, men bare ikke er sikker."

Cecilie trak sig en anelse tilbage, smilte akavet og rystede på hovedet inden hun drejede hovedet væk. "Martin, jeg ved ikke...!"

Cecilie nåede ikke at hverken protestere eller stritte imod, før Martin greb fat om hendes kinder, trak hendes hoved hen til sig og lukkede sine læber sammen om hendes. Hun forsøgte at kæmpe imod. Men følelserne overvældede hende. Selvom hun ikke ønskede det, kunne hun ikke stå imod det. Følelsen af Martins læber imod hendes sendte på ny den elektriske fornemmelse gennem hendes krop. Gav hende sommerfugle i maven og en kriblen gennem huden. Hun mærkede overraskelsen blive blandet med en ubeskrivelig glæde, og uanset hvor meget hun forsøgte at benægte det, kunne hun ikke snyde sig selv. Hun havde følelser for ham. Ønskede at være hans kæreste. At have ham hos sig. At ligge sammen med ham, leve sammen med ham. Endorfinerne sendte kaskader af følelser igennem kroppen på hende, der både frustrerede hende og samtidig gjorde hende lykkelig. De dystre tanker svandt bort, omend kun for en kort stund. Hun mærkede først nu, hvor meget hun savnede hans selskab. Hvor meget hun savnede ham, og allermest hvor meget hun havde savnet da deres læber havde berørt hinanden på parkeringspladsen. Nu var hendes tvivl forsvundet. Martin var den person, hun ville være kærester med. Ligeglad med, hvad andre sagde. Ligeglad med, om andre gjorde grin med det. Deres venskab var blevet til mere end et venskab, og der var ikke længere nogen tvivl. Dette her VAR det rigtige valg. Og hun var sikker på, at det var et valg ingen af dem ville fortryde.

Ingen af dem anede noget om Sandra, der var fulgt efter Martin og havde krøbet sig ind i buskadset bag volleyball-banen, hvor hun havde overvåget dem i skjul af mørket. Ingen af dem anede noget om, at hun i netop dette øjeblik, løftede sin telefon, fik dem begge i fokus og begyndte at tage en lang serie af billeder. Billeder, som snart skulle forvandle Martin og Cecilies tilværelse til deres værste mareridt... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...