Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4809Visninger
AA

13. Hvordan man danser...

Oktober, 2012
 
Den blå lysstråle, der fejede ind gennem det tågede, røgfyldte mørke, stammede fra en bevægelig projektør, som var monteret på et stativ hvor fire andre projektører i forskellige farver lyste i hver deres retning. Lyden af højt, gennemtrængende teknomusik som blev akkompagneret af den taktfaste elektroniske bas, fyldte luften. Få meter under projektørerne stod der en langhåret ung fyr i midten af tyverne, med en omvendt kasket på hovedet. Hans højre hånd var løftet i vejret, med fingrende som var knuget om en dåseøl. Hans hoved rokkede i takt til musikken, som han med hans venstre hånd pillede ved et elektronisk musikpanel. På begge hans sider var han oplyst af to stillestående projektører, som lyste udad. Foran ham, strakte der sig et hav af tåget, røgfyldt mørke, der grundet projektørlysene virkede tomt. Altopslugende. 

Men dette var dog ikke tilfældet. For hvis man bevægede sig få meter væk fra ham, ville man lynhurtigt kunne se, at han befandt sig over to meter oppe. Det ville i øvrigt slet ikke være manden bag musikpanelet og de forskellige projektører, der stod placeret over ham, man ville lægge mærke til, men derimod den platform, han stod på. En platform på en halvanden meters højde, omgivet af gigantiske højtalere og skove af elkabler, der snoede sig væk fra højtalerne og ned under platformen. Hvis man så vendte blikket væk fra denne platform og ind i det, der til at starte med havde virket som et tomt og altopslugende mørke, ville man få øje på et kæmpemæssigt trægulv fyldt til randen med hundredvis af forskellige teenagere, der dansede og vred sig i takt med musikken. Nogen råbte. Nogen skreg. Nogen befandt sig på diverse borde, der stod ude i siderne, og forsøgte sig med deres bud på en dans. Andre dansede tæt med hinanden. Nogen lo. Nogen sang. Nogen hoppede, lavede underlige fagter, indtog flere mængder af både alkohol og sodavand. Fælles for dem alle var, at de allesammen befandt sig i denne store mørklagte sportshal for dette ene formål at feste. At feste som hvis denne aften var deres sidste aften de havde tilbage. 

*

"Martin... Lad nu være. Jeg kan altså ikke danse." Cecilie sad i en lys sofa i opholdsstuen mellem sportshallen og kantineområdet. Klædt i nederdel, strømpebukser og lyse converse-sko, og med prikken over I'et sit lange lysebrune hår sat op i en moderne knold. 

Hende og Martin var blandt de 96 fra Viglund Efterskole, der denne første fredag i oktober havde besluttet sig for at tage til en oktober-fest for alle unge i Ringkøbing-Skjern området, der foregik i en sportshal lidt udenfor Ringkøbing. Ikke meget mere end godt ti minutters kørsel fra selve efterskolen. Selvom Cecilie til at starte med, var meget usikker på, hvorvidt det havde været en god idé at hun tog med. Sidst hun havde været til en ungdomsfest - godt to år tidligere, kort inden rygterne begyndte - , havde hun formået at drikke sig fra sans og samling, hvilket havde nogle dårlige konsekvenser, hun helst så gik i glemmebogen så hurtigt som muligt. Og det gjorde det ikke ligefrem bedre af, at Sandra tilsyneladende var blandt dem, som ville med til festen. Og Cecilie vidste udmærket godt, at Sandra helt sikkert ville prøve at ydmyge hende eller i hvert fald finde en eller anden måde at ødelægge det hele for hende, hvis hun dummede sig. Derfor var det bedst ikke at drikke noget. Én genstand har nemlig den tendens at føre til flere, og oftest sker der det, at før man får set sig om, har man drukket sig så fuld, at man ikke længere har kontrol over sine handlinger. Det kunne ske for alle, og så længe Sandra var i nærheden, skulle Cecilie passe på. Passe rigtig meget på.

Men Martin havde alligevel formået at opmuntre hende til at tage med. Det forekom Cecilie, at i løbet af den sidste uge - siden hun var kommet hjem fra weekenden i Fredensborg - var Martin begyndt at være sammen med hende hele tiden. Ikke fordi det gik hende på. Slet ikke. Hun nød hans samvær mere, end hun havde gjort ved nogen anden. Rent faktisk følte hun lidt, at hun savnede ham hver gang de lagde sig til at sove i hver deres ende af efterskolen. Han sagde altid godnat til hende over SMS. Og Cecilie blev altid glad over at være sammen med ham, at snakke med ham. Det var bare lige en mindre detalje, hun syntes at have lagt mærke til. 

Martin kiggede på hende med et prøvende smil. Førte blikket fra hende og hen til døren godt syv meter bag ham, der førte ind i det mørklagte tågede lokale, hvor projektørlys enkelte gange dukkede op for så at forsvinde igen. Lyden af musikken blev betydeligt dæmpet af den tykke hvide murstensvæg, der afgrænsede mellem hallen og opholdsstuen. Enkelte landskabsbilleder af den danske natur prydede væggen forskellige steder, bare for at give lokalet et lidt mere strejf af hygge og afslapning. På deres højre hånd, for enden af den væg der adskilte opholdsstuen fra hallen, befandt der sig et aflangt vindue, som havde udsigt til en stor parkeringsplads. På venstre side ad parkeringspladsen strakte den røde trekantede murstensbygning, der udgjorde sportshallen, sig godt 50 meter. På højre side udgik der en fløjbygning, som udgjorde toiletafdelingen og kantinen. Længere ude, forbi enden af parkeringspladsen, kunne man svagt skimte lyset fra en bil, der suste afsted på hovedvejen. 

I den modsatte side ad opholdsstuen, var der blot en hvid murstensvæg med en radiator og nogle potteplanter. Der stod et air-hockey bord i den ene ende, et bordfodboldbord og et bordtennisbord i den anden. Bag dem, i modsat retning af døren ind til hallen, befandt der sig en dobbeltdør af træ og glas, der grænsede op til kantinen og garderoben. Udover Martin og Cecilie, befandt der sig også andre i opholdsstuen. Nogen sad og snakkede. Nogen læste. Nogle spillede bordtennis eller bordfodbold. Ellers var det eneste, der brød den hyggelige stille atmosfære, den kraftige elektroniske bas som forplantede sig op gennem det sorte gulvtæppe samt den høje musik inde fra hallen. 

Martin kiggede atter på Cecilie, det prøvende smil på hans læber var ikke blevet mindre. "Kom nu Cecilie. Jeg kan lære dig det. Det er slet ikke så svært, som du tror." Han strakte sin hånd frem imod hende så hun kunne tage den, samtidig med at han gjorde et kast med hovedet imod døren. "Please. Kom nu med ind. Jeg gider ikke være derinde uden dig." 

Cecilie kiggede på Martins prøvende smil og bedende øjne. Herefter på den udstrakte hånd, som han rakte hende. Førte til sidst sit blik imod døråbningen. Så trak hun på skulderen, kiggede atter op på Martin og fremviste et drilsk smil. "Okay, så lad gå. Men så må du hellere lære mig at danse, ellers tror jeg sgu det bliver mega akavet." Hun tog hans hånd og lod ham hjælpe hende op. 

Martin vendte sig om mod døren, lagde armen om Cecilies skulder og smilte bredt som han satte sig i bevægelse. "Vent og se, Cecilie, vent og se." 

*

Den høje, gennemtrængende musik og den tunge fugtige luft, der besværliggjorde vejtrækningen og fik det til at rive i halsen, slog imod Cecilie som en mur, da hende og Martin bevægede sig ned ad den lille rampe på den anden side ad døråbningen og ned på hallens gulv. Musikken var øredøvende. Luften var tung, og Cecilie mærkede allerede hvordan dampen fra røgmaskinerne gjorde hende tør i munden og fik det til at kradse i halsen. Martin fjernede sin arm fra hende, som de begge standsede ved bunden af rampen. De skannede rundt i det vidtstrakte lokale. På de hundredvis af dansende teenagere, der fyldte deres synsfelt. På scenen, der stod i den ene ende af hallen ved deres højre hånd. På de mange bevægelige projektører, som kastede deres forskelligfarvede lys - røde, blå, grønne, hvide og gule - til alle sider. Martin gjorde tegn til Cecilie om at blive stående, inden han bevægede sig nogle skridt imod venstre, væk fra hende. Han standsede ved siden af et par tomme stole, stillede sig på tæer og strakte hals, i forsøget på at kigge opover de mange unge på dansegulvet, for måske at finde et åbent område, hvor der var plads nok til at han og Cecilie kunne danse sammen. Men det lykkedes ikke - Der var alt for mange mennesker til, at man kunne få et ordentligt overblik.

Han drejede sig rundt, for istedet at gribe fat i den ene af de tomme skamler, der stod ved siden af ham. Trak den hen til sig, inden han stillede sig op på den, og på den måde kom godt og vel to meter over den øvrige flok. Herefter kneb han øjnene sammen, og lod på ny blikket skanne rundt. Fra scenen, henover de godt 300 unge, videre imod venstre. Så fik han øje på det. Dér, let skråt til venstre for dem, ovre ved den modsatte væg, var der et helt bart område, stort nok til dem begge. Han slikkede sig om læben, kiggede hen på Cecilie, der stod dér, lige ved siden af rampen, forvirret stirrende tilbage på ham. Herefter sprang han ned fra stolen, og løb tilbage til hende.

"KOM MED! JEG HAR FUNDET ET STED, HVOR DER ER GOD PLADS!" Han måtte råbe af al sin styrke for at overdøve musikken. Cecilie rynkede panden, stirrede på ham og råbte tilbage.

"HVAD?" 

Martin rystede på hovedet, greb hendes arm og trak hende med ind i den tætte flok af dansende unge. "BARE KOM MED!" 

De begyndte at mase sig igennem den tætte mængde. Et sted over dem bragede omkvædet fra Good Feeling ud. OOOOH SOMETIMES, I GET A GOOD FEELING. 

Hele salen blev i det øjeblik fyldt med et kraftigt hvidt stroboskoplys, der gjorde det utroligt svært at orientere sig. Et af den slags, der kunne give en epileptiker et anfald næsten øjeblikkeligt. Martin bed tænderne sammen og knugede grebet om Cecilies hånd. Kæmpede så vidt muligt på fortsat at bevare sin orientering, trods det blændende stroboskoplys, som gav hele hallen et surrealistisk udseende og fik alle bevægelser til at se mekaniske og robot-agtige ud. Musikken var øredøvende. Varmen var tung. Luften var tør, rivende. Tøjet klistrede sig allerede til deres kroppe. En lugt af sved, røg og brændt metal kradsede i deres næsebor. Martin knugede sit greb hårdere om Cecilies arm. Fortsatte med at skubbe og vride sig ind gennem svedige drenge og piger, som knap nok registrerede at de blev skubbet til. 

Stroboskoplyset stoppede efter få øjeblikke, netop som Martin og Cecilie fik presset sig det sidste vej ud fra mængden og nåede det åbne område få meter fra muren. De fortsatte yderligere en meter, så de stod langt nok væk fra de andre til at kunne bevæge sig. Martin slap atter Cecilies arm, kigged tilbage på den øvrige flok, herefter op imod loftet og lyset fra projektørerne, for så til sidst at vende sit fokus mod Cecilie. "OKAY, CECILIE! SE GODT EFTER! DET SER SVÆRT UD, MEN DET ER DET IKKE! TRO MIG!" Han bakkede tilbage fra hende. Kiggede op imod scenen. En enkelt svedperle trillede ned ad kinden på ham. Det var ikke en ordentlig sang at danse til. Han måtte vente indtil den skiftede. Hvilket kunne ske hvert øjeblik det skulle være. 

Han kiggede en enkelt gang på Cecilie og strakte hånden ud for at gøre tegn til hende om at vente. Blev stående sådan, som han atter kiggede imod scenen. Sangen varede ved i få øjeblikke mere, hvorefter den skiftede til en sang, Martin vidste var perfekt til formålet. DJ Got Us Fallin' In Love. 

"DEN SANG ER PERFEKT, CECILIE! SE HER!" Han ventede i få øjeblikke, indtil omkvædet begyndte. Han begyndte at bevæge sig dynamisk i takt med musikken. Svang sin arm fra side til side under hagen. Drejede hovedet og vred sin krop i nogle smidige bevægelser, der i takt med musikken så ekstremt professionelle ud. Cecilie blinkede og gjorde store øjne, som hun stod der og betragtede ham. Så hans dynamiske glidende bevægelser. Det så så ægte ud. Så professionelt. Så... Naturligt. Som hvis han var en del af musikken, en del af rytmen. Hun kunne ikke lade være med at beundre ham. 

Martin dansede sådan i et par øjeblikke, inden han atter så på Cecilie og smilende bevægede sig op til hende. "OKAY, CECILIE, PRØV DU!" 

Cecilie rystede på hovedet og smilte forsigtigt. "DET KAN JEG DA IKKE. DET DER HAR DU JO ØVET!"

Stik mod al forventning rystede Martin blot på hovedet. Smilet på hans læber var ikke blevet mindre. Snarere tværtimod. "NEJ, CECILIE! DET HAR JEG IKKE!"

"SERIØST? DET TROR JEG IKKE PÅ! DET DER VAR DET SYGESTE DANSETRIN, JEG NOGENSINDE...!"

"DET VAR BARE HELT ALMINDELIGE SPASSERBEVÆGELSER, CECILIE." Martin var nødt til at bøje sig helt hen til hendes øre for at hun kunne høre ham. "JEG VED GODT, DET ER SVÆRT AT TRO PÅ, MEN DE BEVÆGELSER JEG LAVEDE, VIL SE FULDSTÆNDIG RETARDERET UD PÅ ALLE ANDRE TIDSPUNKTER!"

"JAMEN... HVORFOR SÅ DET SÅ SÅ FEDT UD?" 

Martins smil blev større. På ny lænede han sig tæt ind til hendes øre, inden han råbende svarede tilbage. "KUNSTEN I AT DANSE HANDLER FAKTISK SLET IKKE OM AT KUNNE DANSE. DET HANDLER FAKTISK BARE OM AT VÆRE SPASSER PÅ DE RIGTIGE TIDSPUNKTER... AT BEVÆGE SIG I TAKT TIL MUSIKKEN! SÅ KAN DU LAVE BEVÆGELSER, SOM ELLERS NORMALT VILLE SE FULDSTÆNDIG SPASSERAGTIGE UD, TIL AT LIGNE PROFESSIONELLE DANSETRIN!" 

"SERIØST?" Cecilie kunne ikke tro sine egne ører. Hun havde været sikker på, og var det stadig, at Martin havde øvet det. Det så for professionelt ud til at være andet. 

Martin gjorde et kast med hovedet imod de andre der udfyldte det øvrige af gulvet. "PRØV AT SE PÅ DE ANDRE. HVOR MANGE AF DEM TROR DU HAR ØVET SIG PÅ AT DANSE? DER ER OVER 300, CECILIE. JEG TROR IKKE DER ER MERE END ÉN, DER HAR ØVET SIG. MEN ALLIGEVEL, SÅ ER DER SÅ MANGE DER SER UD TIL AT KUNNE DANSE!" 

Et smil bredte sig om Cecilies læber. Hun begyndte at grine. "HVORDAN FUCK HAR DU FUNDET UD AF DET?"

"PRØVET MIG FREM. PRØV NU AT SE, OM DU IKKE GODT SELV KAN." Han bakkede et skridt tilbage og stirrede opfordrende på hende. 

Cecilie pressede læberne sammen. Førte blikket ned til den røde linje på trægulvet, der blot var en ud af mange. Kiggede atter på Martin, samtidig med at hun forsøgte at skjule sit smil. Prøvede at bevæge sig. Hun rystede på hovedet og udstødte et halvkvalt fnis. Herefter råbte hun. "NEJ, MARTIN! JEG KAN IKKE!"

Men Martin gav ikke op. Han nikkede blot til hende, smilet på hans læber blev på intet tidspunkt mindre. "JO, CECILIE, KOM NU! PRØV DET NU! FIND DIN INDRE SPASSER!" 

Cecilie kunne ikke holde masken, og brød sammen i latter. Martin forsøgte at holde det tilbage, kæmpe imod, men kunne heller ikke holde masken, og endte til sidst med at knække grinende forover. Indre spasser... Han forstod hvorfor hun lo af det. Det havde ikke forekommet ham tidligere, at der lå en hvis humor i bemærkningen. Ikke før nu. Sådan stod de lidt, leende, inden de atter tog sig sammen.

"OKAY, LAD OS VÆRE LIDT SERIØSE. PRØV AT BEVÆG DIG. GØR ET ELLER ANDET FUCKED UP! BASK MED ARMENE! BARE GØR ET ELLER ANDET."

"HVAD SOM HELST?" spurgte Cecilie, forvirret men stadig tydeligt på vej mod endnu et grineflip.

Martin trak på skulderen og nikkede. "Jaja! Bare prøv et eller andet!" 

"Øhm, okay." Cecilie nikkede for sig selv. Tog et kig imod de andre, inden hun løftede hånden og pustede. Hun lukkede øjnene, tog en dyb indånding og begyndte herefter at hoppe op og ned. Baskede med armene som en anden sindssyg høne, og begyndte samtidig at ryste vildt og voldsomt på hovedet. Martin førte hånden op til munden. Et kvalt fnis lød fra ham. Han blev stående der og betragtede Cecilie, som hun stod der og hoppede op og ned med armene fægtende ud til alle sider og hendes hoved rystende fra side til side. Han forsøgte så vidt muligt at holde latteren, som han tydeligt mærkede presse sig vej op gennem brystkassen, tilbage . Det så sjovt og samtidig så åndssvagt ud, at det var svært ikke at grine. Men han modstod trangen. Prøvede at modstå den. 

Cecilie mistede balancen i et kort øjeblik, udstødte et forskrækket råb og vaklede et par skridt forover. Martin greb hendes arme så hendes fald blev omdannet til en omfavnelse. Sådan stod de i et par korte øjeblikke, inden Martin, med et smørret smil om læberne der indikerede, at han var meget tæt på at få et grineflip, forsigtigt trak hende ud fra sig igen og så hende i øjnene. Hun rystede let på hovedet. Hendes hår var blevet pjusket og strittede lidt hist og her. Hun kiggede på ham, en anelse desorienteret.

"Fuck, jeg blev svimmel. Puha," udbrød hun, med en let skinger stemme, inden hun løftede hånden og tog sig til panden. Blinkede den værste svimmelhed af sig inden hun drog sig til at se på Martin. Så krusede der sig et let smil om hendes læber. "Hvordan, øh... Hvordan så det ud?"

"Øhm." Han rømmede stemmen, mærkede lattertåre krible frem gennem øjenkrogene, mærkede hvordan hans mellemgulv begyndte at trække sig sammen. "Du, øh... No offence, Cecilie, men du lignede en mellemting mellem Kylling på stoffer og en ADHD-ramt fugl med røvballekrampe! Fuck du så grinern ud!" Han kunne ikke længere holde latteren tilbage, og fortrak ansigtet inden han knækkede forover og begyndte at grine.

Cecilie betragtede ham et par øjeblikke, inden hun selv begyndte at grine. Sådan stod de i et lille minuts tid, inden Martin rømmede stemmen og lagde armen om hendes skulder. "Du skal nok lære det på et tidspunkt! Men lad os holde en pause! Få noget luft! Her er mega varmt og jeg er skide tørstig!" 

"Det er jeg også!" Hun kiggede på ham. Hendes øjne var blevet tårerblanke efter at have leet. "Jeg tror lige jeg går på toilettet og får rettet lidt på mit hår! Du kan købe noget til os imens! Måske en øl eller cult eller noget! Bare et eller andet at drikke, for min hals er totalt udtørret!" 

"Det skal jeg nok! God tur!" 

Han gav hende et venskabeligt klap på skulderen, hvorefter han gav slip på hende og så hende som hun vendte sig rundt og bevægede sig hen mod muren af mennesker. Han blev stående og kiggede efter hende, selv efter at hun var forsvundet i den tætte mængde. Herefter slog han blikket ned i gulvet. Han så atter billedet af Cecilie for sig, og mærkede en ny bølge af latter komme væltende indover sig. Han rystede på hovedet, fniste halvkvalt. "Indre spasser," sagde han for sig selv, som han atter løftede hovedet og vendte blikket imod det sted Cecilie var forsvundet. Blev stående et par øjeblikke, inden han storsmilende vendte sig rundt og satte sig i bevægelse, i retning mod baren. 

Ingen af dem anede, at Sandra havde fulgt dem i skjul. Holdt øje med deres samtale, deres bevægelse. De anede ikke, at hun netop nu havde vendt sig rundt og begyndte at klemme sig gennem mængden, i retningen mod udgangen, for at følge efter Cecilie og trænge hende op i en krog. Et djævelsk smil havde tegnet sig om hendes læber, og et grusomt beregnene blik viste sig i hendes turkise øjne. Hun nåede ud i et lidt mere åbent område af gulvet, og fik øje på Cecilie tids nok til at se hende forsvinde op ad rampen til opholdsstuen. Hendes blik blev dystert skulende, inden hun med det giftige smil på læben uden tøven satte sig i bevægelse efter hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...