Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4835Visninger
AA

33. Hjertesmerte...

En halv time senere sad Martin og hans far i receptionen på Hillerød Sygehus. Martins far sad med hånden beroligende hvilende over Martins skulder. Martin selv, sad lænet forover. Med sine fingre flettet ind i hinanden og vippende utålmodigt, nervøst, på fødderne. Den kliniske hospitalslugt af sprit og rengøringsmiddel, fyldte hans næsebor. En dreng med krykker og sit ben bundet ind i gips, humpede forbi sofagruppen, de befandt sig ved, i følgeskab med familien. Bag Martin og hans far befandt panoramaruden sig. Bag ruden, var der udsigt til parkeringspladsen med Dyrehavevej længere nede og lejlighedsblokkene bagved. Gadelygterne var tændte. Det var hastigt ved at blive mørkere. 

"Det er min skyld," mumlede han for sig selv. Svagt. Tonløst. "Hvis jeg ikke... Hvis jeg ikke havde dummet mig sådan, ville vi ikke sidde her. Undskyld jeg spildte din tid, far. Undskyld at...!"

"Du har ikke spildt min tid, Martin." Han gav sin søns skulder et beroligende klem, inden han smilte forsigtigt. "Jeg ved godt, hvordan det er at være forelsket. For fanden, jeg har været forelsket i din mor i de sidste 20 år. Og jeg ved også, hvad rygter kan gøre. Lige nu, er det bare vigtigt, at håbe på det bedste. Jeg er bare glad for, at du har fortalt mig hvad der er sket."

"Tror du... Tror du, hun overlever?" Han løftede hovedet og så på sin far. Hans hornhinder var blanke af tårer. "Og hvad med hendes forældre? Tror du ikke, de vil hade mig?"

Hans far rystede roligt på hovedet, og forsøgte at løsne stemningen med et svagt smil. "Jeg ved det ikke, Martin. Men hendes forældre vil ikke hade dig. Det er ikke din skyld. Det har det aldrig været. Du er et offer ligesom hende. Rygter, mobning... Det er noget meget meget grimme ting begge to. Og jeg skal nok kontakte skolebestyrelsen og få det stoppet. Det her bør ikke ske nogen steder." 

"Jamen jeg slog jo op... Hvis ikke jeg havde slået op, så...!" 

"Du var bange og forvirret, hun var bange og forvirret... I begge to var bange og forvirret. Det var en hel naturlig reaktion." 

Martin rystede på hovedet og betragtede linoleumsgulvet under sig. "Jeg elsker hende. Jeg kan ikke tro på, at hun vil gøre det. Jeg kan ikke fatte det. Jeg elsker hende...!"

Hans skælvende stemme knækkede.

"Shhhh, Martin. Kom her. Rolig." Han trak blidt sin søn, hvis øjne begyndte at fyldes med tårer, ind til sig. Lagde armene om ham, trykkede hans hoved ind til sit bryst. Vippede ham en anelse fra side til side. "Det skal nok gå. Hun skal nok klare den. Det er sikkert bare et snitsår."

De blev siddende sådan. Jonathan med armene slynget om den snøftende Martin, der kæmpede imod gråden og tårerne. Med udsigten over parkeringpladsen og Dyrehavevej bag dem. I lang tid, sad de blot der. En far der trøstede sin forvirrede og sønderknuste søn. I en hospitalsreception, der lugtede klinisk af sprit og rengøringsmiddel. Og så hørte Martin det. Lyden af en kvinde, der hulkede højlydt et sted fra venstre. Han rynkede panden og drejede hovedet. Kiggede ned ad gangen. Der stod en søjle i vejen. Han rettede sig op fra sin far og kneb øjnene svagt sammen, som han betragtede de bevægende skygger, der blev kastet henover gulvet. Den første person, han så, var Marlene. Selvom han ikke havde mødt hende før - Cecilie havde haft planer om at introducere ham for sine forældre personligt i løbet af ferien -, vidste han hvordan hun så ud. Der havde været billederne af hende hjemme hos Cecilie. Og da han så hendes grådforvrængede ansigt, mærkede han en ubehagelig knude dukke op i hans mave. 

Han sank en klump og rejste sig op. I følgeskab med Marlene kom hendes mand, som trøstende holdt hende ind til sig. Uden at tænke over det, rejste han sig fra sofaen og bevægede sig frem. Med en hastigt voksende følelse af ubehag i maven. Han mærkede hvordan hans hjerte bankede. Hvordan det du dunkede i halsen. Johanna var den sidste. Hun gik i afstand fra sine forældre. Med ansigtet begravet i hænderne. Hulkende. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig i en taktfast gråd. 

"Hvad er der sket med hende?" Udbrød Martin, med dirrende stemme. Han tænkte ikke over, hvad han gjorde. Han handlede bare. I frygt. I rædsel. "Fortæl mig, hvad der er sket med hende!"

Marlene og hendes mand hørte ham ikke. De standsede blot op. Marlene vendte sig imod sin mand, og brød sammen i gråd, så han var nødt til at trække hende ind til sig. Martin mærkede frustrationen vokse. Han flyttede blikket fra de to sønderknuste forældre og hen til Johanna. Hun var den eneste, der havde hørt ham. Hun stoppede op. Kiggede imod ham med et ansigt forvrænget i gråd. Hun åbnede munden. Prøvede at sige noget. Et undskyld. Et eller andet. Men hun endte med blot at ryste på hovedet, lukke øjnene stramt i og grædende dreje hovedet væk. 

Pludselig forstod han det. Forstod hvad der var sket med Cecilie. Han rystede på hovedet, mærkede den imaginære kniv som borede sig ind gennem brystet. Mærkede hvordan hans øjne løb i vand. Hvordan det brændte nedover hans kinder. Hele verden føltes uvirkelig. Det var som om han svævede. Han bakkede tilbage. Med tårer, som begyndte at sive ned ad kinderne på ham. "Nej.... Nej.... Nej...," hviskede han, rystede trodsigt på hovedet. Som hvis det kunne forhindre virkeligheden i at være rigtig. Som hvis det kunne bringe Cecilie tilbage i live. Men det vidste han, at det ikke kunne. Virkeligheden var en ganske anden. Virkeligheden var, at hun havde slået sig selv ihjel. Slået sig selv ihjel på grund af ham.

Han vendte sig rundt og satte over i løb. Med tårer, som ustandseligt flød nedover hans opsvulmede kinder, løb han ned gennem receptionen. Ignorerede løbeforbuddet. Ignorerede damen bag skrankens tilråb. Ignorerede hans far, som netop nu havde rejst sig op og kaldte efter ham. Han skulle bare ud. Væk. Væk fra den barske virkelighed, der havde ramt ham. Den virkelighed, han aldrig nogensinde havde troet ville ske. Den virkelighed, at den pige han elskede højere end nogen anden, var død. Væk for evigt. Og at det var hans egen skyld. Han nåede Karruseldøren, skubbede sig vej igennem den. Placerede hånden på glasset. Klaustrofobisk. Panisk. Desperat på at komme ud. Han ventede i hvad der føltes som en evighed, før udgangen i den anden side - den, som vendte ud mod parkeringspladsen og Dyrehavevej - kom til syne. Han klemte sig ud ad åbningen. Fortsatte henover betonnen, ned ad trapperne. Videre ud på parkeringspladsen. Han havde ikke løbet ret mange meter, før Jonathan som den næste dukkede op i karruseldøren ti meter bag ham.

"Martin? MARTIN!"

Han ignorerede ham. Fortsatte blot løbende indover asfalten. Fik øje på en lygtepæl, som stod placeret foran buskadset mellem den ene og den anden parkeringsplads. Ændrede kurs og sprintede direkte over til den. En lille skraldespand hang på den forzinkede metalstolpe, som udgjorde pælen. Martin valgte at lade sine ukontrollerbare følelser gå udover den. Med et halvkvalt skrig løftede han foden og hamrede fodsålen ind i skraldespanden af al sin styrke. Først én gang. Så igen. Og igen. Og igen. Skraldespanden gav sig, blev løsnet en anelse fra den forzinkede metalpæl. Martin blev ved med at skrige, som hans fod gentagende gange hamrede ind i skraldespanden.

BANG-BANG-BANG-

Jonathan nåede hen til ham, greb ham og trak ham tilbage. Martin strammede halsen og hylede så kraftigt, at hans stemme steg et par oktaver og blev en pæn del lysere. Han strammede musklerne i halsen, spyttet fløj ud mellem hans læber, snot hang og dinglede ned fra hans næsebor. Jonathan holdt hans arme tilbage. Martin løftede den ene fod, sparkede den op i bunden af skraldespanden med voldsom kraft, i et sidste desperat forsøg på at få den løs. Skraldespanden gav sig en anelse og blev skæv. Herefter knækkede hans ben sammen under ham, og hans far måtte holde ham tæt ind til sig.

"Jeg elskede hende," vrælede han. Jonathan pressede læberne sammen og knælede ned sammen med sin søn. Martin løftede hånden og knugede om sin fars trøje, i forsøget på at finde trøst. Han lukkede øjnene, og begyndte at hulke. "Jeg elskede hende." Herefter knækkede hans stemme, hvormed han bøjede hovedet og fortsatte med at græde. Jonathan trak ham helt ind til sig. Trøstende. Beroligende.

Fra en dag, der havde startet så fantastisk i Cecilies selskab, var det blevet forvandlet til den måske værste dag i Martins liv. Og snart skulle det vise sig, at én forfærdelig ting sjældent skulle komme alene. 

*

Sandra betragtede sig selv i det store vægspejl på familiens badeværelse. En mellemting mellem had og såret stolthed viste sig i hendes blågrønne katteøjne. Hun lænede sig indover vasken. Kiggede på sit ansigt, og løftede langsomt højre hånd. Berørte svagt det sted længst henne på venstre kind, hvor de svage udbulinger fra bumserne akkurat kunne ses. Strejfede sine fingre henover udbulingerne og vrængede på næsen. Selvom bumserne sad lige ved hårkanten, var de stadigvæk store. Stadigvæk grimme. Og havde det ikke været for sminken, ville hendes ansigt være lettere vansiret. Hun sænkede atter langsomt hånden, og lagde hovedet en anelse på skrå. En lok af hendes lange glansbrune hår gled indover udbulingerne og dækkede dem. Hun krængede underkæben frem og kneb øjnene sammen.

"Du er smuk, Sandra," sagde hun til sig selv, og rettede atter hovedet op. Løftede hånden og strøg forsigtigt noget af sit lange hår om bag det ene øre. Hendes sølvfarvede øreringe glimtede i skæret fra lampen over vasken. Et køligt stolt smil tegnede sig om hendes læber. "Du er smuk, Sandra, uanset hvad kællingen siger. Forstår du det? Hvad så hvis du bruger sminke... Alle drengene er vilde med dig, og de andre piger forguder dig. Alle er på din side. Så fuck hende taberen. Hun skal bare dø." Hun nikkede for sig selv, hendes øjne begyndte at stråle af triumf. "Ja, hun skal fandme fuckme bare dø og rådne op. Hun fortjener ikke at leve. Hun er ikke værdig nok til at leve. Du gjorde det eneste rigtige... Straffede hende." Hun strakte armen frem. Lod sine fingerspidser berøre sit spejlbillede, smilet om hendes læber var ikke blevet mindre. "Du vil aldrig nogensinde blive mobbet eller udelukket mere. Alle vil elske dig. Fordi du bare er så fucking lækker. Og fuck de haters, de er jo bare misundelig på dig. Og det ved du godt. De skal bare dø." 

Hun sænkede hånden. Formede sine læber i en kysmund. Placerede håndfladen imod munden, kyssede på den og strakte hånden fremad så det pegede imod spejbilledet. Herefter pustede hun kysset afsted. Sænkede på ny sin hånd og nikkede triumferende for sig selv. "Din lækre tøs," sagde hun, henvendt til sig selv, hvormed hun vendte sig rundt så hendes hår svang en enkelt gang i luften for derefter at bevæge sig hen mod døren længere fremme. 

Hvis hun så vidste, hvad skæbnen havde i vente til hende om mandagen, ville smilet på hendes læber hurtigt blegne... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...