Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4845Visninger
AA

12. Frustrationer, frygt og kærlighed...

"Hvad så, Cecilie... Hvordan gik fødselsdagen? Var den god?"

 Martin havde fået ansøgt Cecilie som kontaktperson på Skype. Der gik ikke længe, før hun havde taget imod hans anmodning. Det havde været fredag aften godt to timer efter at hun var kommet hjem, og havde fået indstillet sig til hjemme-mode - Hendes eget udtryk. Hun havde dog ikke kunnet overskue at være sammen med nogen - Ubehaget og frygten påvirkede hende stadig, og medvirkede til at hun var nødt til at klare sit hoved. Derfor blev det først lørdag aften, efter Cecilies lillesøsters 15-års fødselsdag havde nået sin afslutning, at hende og Martin kunne få tid til at skype sammen. Martin lå derfor nu, i sin seng, med hans bærbare computer hvilende på skødet og ryggen lænet imod den mørke trævæg. I den anden side ad værelset var der mørkt, med udsigt ud til en samling grantræer og buskads som grænsede op til villavejen. Han var klædt i T-shirt, jeans samt havde to høretelefoner på hovedet, så hans og Cecilies digitale samtale ikke forstyrrede det øvrige af huset.

På den direkte video på computerskærmen, sad Cecilie op ad den hvide glasfibervæg. Ligeledes i sin seng. Klædt i en fin sort top, med øjenskygge og fint tilrettede øjenbryn. Hendes lange lysebrune hår var glattet ud og lå nedover hendes skuldre og brystparti. Hun var flot. Virkelig flot. Martin kunne ikke lade være med at sidde og betragte hende, da Cecilie med et svagt smil og et træt nik besvarede hans spørgsmål. 

"Ja... Mega. Johanna fik en masse tøj, præcis som hun havde ønsket sig. Bagefter var vi i Hillerød for at shoppe. Jeg overvejede faktisk lidt at ringe til dig, men jeg lod være. Mig lillesøster ser helt vildt meget op til mig, og derfor syntes jeg at det var bedre at vi bare fik noget, du ved, kvalitetstid alene. Efter jeg er startet på efterskolen, ser vi jo ikke rigtig hinanden. Lidt kliché, I know, men alt i alt, så var det sgu en fin dag." 

Martin smilte. Oprigtigt glad på sin venindes vejne. Det var det, der gjorde hans samvær med Cecilie helt specielt... Når hun smilte, gjorde han det samme. Når hun var glad, kunne han føle hendes glæde. Når hun var ked af det, kunne han mærke det. Endnu en ting, han endnu aldrig havde prøvet før. Han ønskede virkelig, at Cecilie altid skulle være glad. Ønskede, at hun - uanset hvad der skete - havde det godt. Var fri. Lykkelig. Han holdte af hende. Ikke kun fordi, at hun var hans ven og han kunne fortælle hende alt, men også fordi han bare holdt af hende. Holdt af hende på en måde, han ikke rigtig kunne beskrive. En følelse, han aldrig nogensinde havde haft for nogen andre. Og som han sad der, med ryggen op ad trævæggen og betragtede hendes funklende grønne øjne, der dog så matte ud grundet videoens kvalitet, forekom det ham at hun var blevet smukkere. Ikke så meget fordi hun - i forbindelse med sin lillesøsters fødselsdag - havde gjort meget mere ud ad sig selv end hun plejede... Selvom det selvfølgelig var med til at fremhæve hendes i forvejen naturlige skønhed. Nej, hun var smuk. Noget, han aldrig nogensinde skulle have troet at finde sig selv tænke om en pige som Cecilie. For i bund og grund, var hun meget almindelig. I sammenligning med Michelle, var Cecilie en smule kedelig. Nu havde Michelle så også været usandsynligt flot, men stadigvæk... Cecilies udseende var slet ikke noget, der sagde Martin rent meget. Ikke før nu. 

Han blinkede et par gange, inden et smil krusede sig om læberne på ham. "Det er jeg da glad for at høre. Og hvad med, øhm, deg andet der? Det der med, øhm, din fortid... Din eks og sådan? Jeg har nemlig ikke rigtig spurgt ind til, hvordan din hjemtur gik, så jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere ind til det."
Cecilie trak på skulderen, og slog blikket ned. En længere tids tavshed. Hun løftede atter blikket og kiggede ud gennem skærmen, og på ny bemærkede Martin det dystre udtryk af frygt, som viste sig i hendes grønne øjne. Det samme udtryk som hun havde haft dengang han havde snakket med hende første gang. Det samme udtryk som da de havde stået om aftenen, inde i skoven, og hun havde vist ham sine ar. Det udtryk, Martin havde lært at tolke som værende udtryk for, at der var noget alvorligt galt. Noget, som hun havde svært ved at snakke om. Men hun behøvede ikke sige noget. Udtrykket fortalte ham alt. Han skilte læberne og svarede for hende. 

"Mødte du dem? Du mødte dem, gjorde du ikke også?"

Hun nikkede tøvende, og bed sig i underlæben. Herefter lød der et suk fra hende. Det fik det til at skratte i Martins hovedtelefoner. Hun kiggede atter ned, usikkert. Angst. Så delte hendes læber sig, inden hun med en svag monoton stemme svarede ham. "Jeg kom forbi fire personer fra min gamle skole... Som... Det var dem, der nok hadede mig mest." Hun løftede blikket og kiggede på ham gennem skærmen. "Dengang. Og som nok sikkert gør det stadigvæk. Jeg... De kunne ikke genkende mig. Det er nok mest fordi, jeg sørgede for ligesom at, du ved... Snige mig udenom. Men fuck det var tæt på at gå galt. Jeg har ikke været så bange i mega lang tid." Hun smilte forsigtigt. "Heldigvis har jeg hverken hørt eller set noget til dem hele dagen i dag. Så... Hvis bare jeg er forsigtig, kan jeg nok godt undgå dem helt." 

"Okay. Jamen jeg håber ikke der sker noget, og hvis der gør, så ring til mig. Og hvis du får brug for det, må du gerne bede mig om at tage hen til dig. Det er ikke rart at være alene i sådan en situation, jeg ved hvad jeg taler om. Og hvis de begynder at chikanere dig, så skal jeg nok snakke et par alvorsord med dem og måske bruge min fars spade til hjælp." Det sidste var ment som en joke. 
Cecilie forstod den underliggende humor i hans svar, og kluklo kærligt som hun rystede på hovedet. Herefter løftede hun hånden og strøg sit hår tilbage bag øret. Kiggede atter ud på Martin med et ulæseligt blik. Martin kiggede tilbage på hende. En elektrisk fornemmelse bredte sig i hans krop. En fornemmelse, han ikke kunne sætte ord på...

Hun brød stilheden. "Martin... Du er den person, der betyder mest for mig. Ved du godt det? Hvis ikke det var for dig... Så ville jeg ligge og græde nu. Så ville jeg ikke turde tage tilbage til efterskolen. Du er den eneste person, jeg virkelig sætter pris på, og... Og jeg troede ærlig talt ikke, at jeg nogensinde skulle få så fantastisk en ven. Derfor... Vil jeg bare gerne sige tak. Fordi du er i mit liv." Hun tog en dyb skælvende indånding, og Martin kunne tydeligt se hvor svært for hende det var at sige. Men han betvivlede ikke et sekund på, at hun var ærlig. Det strålede ud af hendes blik og hendes melankolske ansigstudtryk. Hun mente hvert et ord. Han betød virkelig noget. Var virkelig værdifuld. En mærkværdig fornemmelse bredte sig i hans krop, og han kunne ike lade være med at smile. Det tog noget tid for ham at få bearbejdet hendes besked og omdanne det til et ordentligt modsvar. Så rømmede han langt om længe stemmen, og svarede hende tilbage.

"Jamen, øh... Tak. Tusind tak, Cecilie. Det, øhm... Det sgu noget af det sødeste, jeg nogensinde har fået at vide. Og du betyder ligeså meget for mig." Han rynkede panden og fniste en enkelt gang. Cecilie rettede sig op, førte hænderne bag hovedet og begyndte at rette sit hår til, imens hun spørgende løftede brynene ved lyden af Martins fnisende udbrud.

"Hvad er der?"

"Det er bare...!" Han skar tænder og lod tænkende sit blik fare ud i luften. Hen til akvariet på hans skrivebord længere fremme, samt fladskærms-Tv'et ovenover det og den tilhørende playstation 3 ved siden af. "At min eneste rigtige ven... Jeg havde regnet med at få en ny start på efterskolen. Men jeg havde sgu aldrig regnet med, at få en fantastisk ven, som kom fra den samme ende af landet som mig selv og ovenikøbet har gennemgået lidt det samme som mig. Kliché-situation. Det må man sgu sige." 

"Du er ved at lære det," svarede Cecilie, og for første gang under hele skype-samtalen, dannede hendes læber sig i et oprigtigt lysende smil. "Det med klichéer. Selvom der måske ikke direkte er så meget kliché over vores situation. Eller jo... Måske lidt." 

"Vi to er bare omvandrende klichéer. Det må være det."

Cecilie kluklo, samtidig med at hun lagde sit hår ned over sin ene skulder og kørte en hånd nedover det, som man ville gøre det med halen på en kat. "Jaer... Det er vi sikkert. Men som jeg altid har sagt, virkeligheden er bare én stor kliché. Med nogle få enkelte, der kan finde ud af at undgå klichéerne, men det er sgu også få." Hun skar tænder, og kneb tænkende øjnene sammen. "Du, øh... Martin?"

Martin løftede brynene. "Ja, Cecilie? Hvad er der?"

"Jeg tror min lillesøster er lun på min eks." Hun skar tænder. Rædslen viste sig atter i hendes blik. 

Martin rynkede brynene. "Hv... Hvorfor tror du det? Har hun da sagt det?"

Cecilie rystede på hovedet. Nu var det tydeligt, at hun lige nu havde nogle yderst ubehagelige tanker og bekymringer. Det strlede ud ad hendes blik. "Jeg ved det ikke. Men... Hun snakker om ham. Siger at hun ikke syntes at han var så slem. Fuck, jeg ved godt at det bare er min søsters pupertetshormoner der raser rundt i hovedet på hende lige for tiden... Men jeg blev seriøst fucking sur på hende. Det er ikke hendes skyld, det ved jeg godt... Men... For helvede, det var den værste afslutning på en fødselsdag, man nogensinde kan have. Og det var mig, der var skyld i den."

"Jamen, hvad skete der? Hvad snakkede i om? Cecilie...!"

Cecilie pustede ud, så det på ny skrattede i Martins hovedtelefoner. Herefter fortsatte hun, med en dæmpet og let skælvende stemme. "Vi var på vej hjem fra Hillerød... Jeg tror faktisk kun, vi lige havde forladt stationen, ikk'? Og så... Så kiggede Johanna på mig. Hun havde det dér helt specielle blik, som man altid har hvis man er lidt småforelsket. Og så sagde hun, øhm... 'Cecilie? Du ved godt, at ham der Christoffer, din eks, ikke? Jeg syntes ikke han er så slem'. Jeg kiggede bare på hende, og blev ekstremt alvorlig. Det var sgu lige før, jeg lignede mor. Jeg kan faktisk ikke helt huske, hvad det var jeg sagde, men jeg tror nok det var noget i retning af, øh, af at Christoffer var et dumt svin, som hun ikke skulle involvere sig med. Hun skulle holde sig væk fra ham, fordi han var farlig og led og så videre... Så blev HUN sur. Du ved, sådan rigtig kliché-15 årig pige sur. Sådan som kun 15-årige kan blive." 

Hun rystede på hovedet og kiggede ud i luften, væk fra kameraet. "Hun sagde, at bare fordi JEG havde fået et dårligt indtryk af ham, betød det ikke at han var noget dårligt menneske. Selvom hun godt ved, at rygterne om at jeg lokkede Christoffer i seng selvom jeg godt vidste at han havde en anden kæreste, ikke passer, så tror hun heller ikke på at han er casanova. Hun tror bare, at det er en løgn jeg sagde fordi jeg blev såret. Hun fortsatte, og fortalte mig hvor sød hun syntes han var, og hvor unfair det var at jeg bare sådan, du ved, "dømte ham" på den måde. Og så blev JEG jo sur. Jeg råbte af hende, og fik hende til at græde. Nu har jeg så ødelagt hele hendes fødselsdag, fordi jeg gjorde som jeg gjorde." Hun sukkede. "Det er derfor, jeg tror hun er forelsket i ham. Hun ville aldrig forsvare en, der har behandlet mig som lort, hvis ikke at hun var lun på personen. Og det bekymrer mig vildt meget." 

"Hvorfor? Jeg tænker, hende Johanna, din søster, hun...!"

"Martin, du forstår det ikke - Christoffet er syg i hovedet. Han stalkede mig i et fucking ÅR! Han stalkede mig indtil jeg tog på efterskole, og jeg er 100 på, at han ikke er færdig med mig. At hvis ikke det lykkedes ham at ramme mig på én måde, så vil han prøve at ramme mig på en anden. Johanna! Hun blev femten i dag, og det betyder jo at det er lovligt for hende at have sex med en anden over femten. Og ved hvem, hvad Christoffer kan finde på at gøre?" Cecilie begyndte at blive panisk. Hendes stemme dirrede svagt. Martin rynkede panden, alvorligt bekymret. "Måske... Måske vil han bruge Johanna til at få informationer om mig... Så han måske finder frem til efterskolen... Det kan fucking ødelægge ALT. Venskabet, forholdet til min familie, dig, mig... Fuck...!" 

"Rolig nu, Cecilie." Martin brød ind, da han bemærkede at Cecilie var ved at gå ud af sit gode skind. Han bemærkede hvordan hendes øjne allerede var begyndt at blive tåreblanke. "Der er ikke nogen grund til at gå i panik, okay? Ham der Christoffer... Hvis han stadigvæk er ude efter dig, tror jeg allerede han ville have opsøgt dig på efterskolen. Der er gået næsten to måneder, og vi har ikke hørt noget til ham. Og hvis der skulle ske noget, så er jeg her for dig. Så er jeg et vidne, og så kan jeg anmelde ham til politiet. Der sker ikke noget, okay? Fuck ham. Bare fuck ham langt væk, Cecilie, og glem alt om ham. Ellers vinder han." 

Cecilie nikkede og pressede læberne sammen. "Du har sikkert ret. Men... Jeg er bare så ked af det, der er sket. Den fødselsdag skulle have været den bedste dag i Johannas liv. Og nu har jeg fucket det hele op, fordi jeg er så bange for, at han stadigvæk er ude efter mig. Og Johanna... For helvede, Martin, hun er fucking rasende og ked af det. Du ved, hvordan man er når man har det sådan. Så tænker man ikke over konsekvenserne, man gør bare tingene... Måske dummer hun sig og fortæller Christoffer nogen ting om mig, som han ikke må vide." 

"Eller måske sker der slet ikke noget. Hun er din søster, Cecilie, og hun er kun, hvad, lidtover et år yngre end dig? Hun bliver god igen. Hun ser op til dig, det har du selv fortalt, og derfor er jeg overbevist om, at hun ikke kan finde på at gøre noget. Christoffer kan ikke røre dig, det er der ikke nogen der kan. Det er jeg sikker på."

Cecilie nikkede, og tørrede en begyndene tåre væk fra øjenkrogen. Forsøgte at skjule frustrationen og panikken gennem et nervøst tandsmil. "Du har sikkert ret. Du har sikkert ret... Ja, fuck det." Hun tog en dyb indånding, snøftede ind og kiggede direkte på ham. "Fuck det pis. Undskyld at jeg overreagerede."

"Det er okay...!" Han smilte skævt. "Men jeg ville egentlig bare ringe for at høre, hvordan det gik. Og jeg glæder mig til at vi ses i morgen. Sov godt... Og lad være med at tænke mere på det der. Det gør bare det hele værre." 

Cecilie så tydeligt skuffet ud over, at Martin ikke kunne snakke længere. Men hun så ud til at acceptere det. Et svagt smil krusede sig om læberne på hende, inden hun nikkede. "Ja. Vi ses. Og tak for snakken. Selvom den godt kunne vare længere. Men ja, vi ses."

Og med de ord, stoppede opkaldet. Martin blev siddende. Længe efter at opkaldet var afsluttet. Stirrede blot på skærmen. Kiggede på Cecilies skype-billede. Hun lå på ryggen på en bænk i en park. Med hovedet bøjet bagover og sine ovale grønne øjne fokuseret ud mod kameraet. Nysgerrigt. Uskyldigt. Legende. Han sukkede tungt, inden han smilte drømmende. 

Da han lagde sig til at sove den aften, mærkede han en underlig kriblende fornemmelse i kroppen. Hans hjerte bankede imod hans bryst - Ikke på en ubehagelig måde som hvis man var bange, men på en dejlig måde. Han følte sig underligt euforisk. Høj. En elektrisk fornemmelse sitrede igennem kroppen på ham, og som han krøb nedunder dynen og slukkede sengelampen, mærkede han hvordan en varme spredte sig fra maven og videre op i ansigtet. 

Han lukkede øjnene. Cecilie er bare din ven, Martin... Din rigtig gode ven... Din rigtig rigtig gode ven... Men bare... din... ven. Bare... din...

Han så hende for sit indre blik lige inden søvnen fik sit tag over ham. Så hende rette sig op i siddende stilling. Så hende rette på sit hår. Hendes ovale grønne øjne der fyldt med bekymring og uro betragtede ham. Som han lå der, på ryggen, godt pakket ind i dynen, med lukkede øjne, begyndte søvnen langsomt at drive indover ham. Han delte sine læber. En sætning forlod hans mund, hviskende. Svagt. Fjernt. "Jeg... elsker dig... Cecilie."

Så faldt han i søvn... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...