Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4852Visninger
AA

3. Førstehåndsindtryk...

Martin åbnede døren indtil det værelse, han delte sammen med to andre drenge. Han blev stående med hånden på dørhåndtaget og betragtede værelset i et par øjeblikke. Det var firkantet og større, end han havde troet til at starte med. Tværs overfor ham befandt der sig to vinduer der vendte ud mod en samling hybenbuske der stod placeret foran en fyrretræsplantage. Derudover befandt der sig to køjesenge i begge sider af værelset, samt et skrivebord der stod placeret foran vinduet. De to andre, som han skulle dele værelset med, var allerede ankommet, og da han trådte ind på værelset kunne han lynhurtigt genkende dem. Det var dem der havde siddet lige bag ham under velkomstalen. Drengen med de mange bumser i ansigtet og ham den asiatisk udseende med de moderne briller. De havde begge indtaget køjesengen til højre for ham, og alt fra tøj til tasker lå spredt udover gulvet ved siden af dem. 

Han kiggede undersøgende på dem. De kiggede tilbage. Selvom han var sikker på at det bare var indbildning, havde han det alligevel som om at det blik som drengen med bumserne sendte ham, ikke indeholdte andet end bebrejdelse og fordømmelse. Det var nærmest som hvis han med sin blotte stirren forsøgte at fortælle ham, at han bare kunne fucke tilbage til Sjælland og lade de andre være i fred. Som hvis de allerede dømte ham som værende en taber og en bøsserøv, der ikke havde nogen plads tilovers i deres verden, selvom han kun lige var trådt ind ad døren. Nej, tænkte han, det er noget pjat, Martin. Hvorfor skulle de fordømme dig? De har aldrig mødt dig før?

Han nikkede forsigtigt og forsøgte sig med et smil. "Hej med jer. Og øhm, nice kasket." Han hentydede til drengen med bumserne. Drengen stirrede blot på ham med det ene bryn løftet, inden han vendte hovedet rundt og kiggede op imod hans ven, som havde stukket hovedet udover kanten af overkøjen og ligeledes kiggede ned. Flot, Martin, tænkte han og vendte istedet blikket hen imod den nydeligt ryddede køjeseng på hans venstre hånd. Nu syntes de vel helt klart at han var en taber. Flot førstehåndsindtryk--- Nice kasket. Kunne han virkelig ikke finde på noget bedre at hilse på med? Han sukkede tungt og bevægede sig hen til sengen som han trak sin kuffert efter sig og slæbte på sine tasker.

Hans far dukkede op i døråbningen få øjeblikke senere, kiggede imod sin søns nye værelseskammerater og nikkede til dem med et høfligt smil. De to drenge forblev blot tavse som de skiftevis vekslede deres blikke mellem Martin og hans far. Ulæseligt. Udtryksløst. Martin stillede sin pose med sengetøjet oven på sin kuffert og lagde til sidst sin sportstaske fra sig, inden han vendte sig om mod hans far, som overdrag ham hans rygsæk og computertaske. Herefter smilede han og knugede om hans skulder. "Giver du ikke lige din far et knus inden den lange hjemrejse?"

Martin sukkede, skulede til drengen med bumserne og hans asiatiske ven. Han så hvordan et smørret smil krusede sig om drengen med bumsernes læber og herefter hvordan han i en halvkvalt fnisen drejede hovedet væk for ikke at bryde sammen i latter. Fuck hvor pinligt, tænkte han. Han følte sig allerede skidt tilpas og forbandede sig selv inderligt over, at have givet hans nye værelseskammerater et så idiotisk og kikset førstehåndsindtryk af ham selv. Hvis det fortsatte på den måde, var han i tvivl om hvorvidt han ville holde meget mere end en uge. Han lukkede øjnene, og gav sin far et hurtigt kram, inden han smilede akavets og vendte sig om mod sengen. 

"Vi ses far. Hils mor derhjemme, og savn mig nu ikke for meget, vel?" Han kiggede atter på sin far og smilte bredt for at skjule ubehaget og usikkerheden, der var kommet væltende indover ham. 

Hans far, som var tydeligt skuffet over at blive afvist så hurtigt af sin søn, nikkede og trak sine læber i et skævt smil. Teenagere, tænkte han. Unge mennesker i den periode var aldrig til at blive kloge på. "Jamen, det vil jeg gøre, Martin. Og pas nu godt på dig selv, okay? Husk altid at ringe, hvis der sker det mindste." 

Martin nikkede og smilte kort. Han mærkede hans værelseskammeraters bebrejdende blikke brænde sig i nakken på ham, men holdt nervøsiteten og ubehaget under kontrol. "Ja... Ja, selvfølgelig. Tak for nu."

"Jeg elsker dig, søn. Hav det rigtig godt." Hans far vendte sig om, nikkede en sidste gang til hans søns værelseskammerater, hvormed han forsvandt ud ad værelset og bevægede sig ned ad gangen, tilbage imod skolebygningen og parkeringspladsen.

Martin lod blikket fæstne sig imod den åbne dør med et nervøst blik i øjnene, inden han nikkede for sig selv og satte sig ned på sengekanten. Han hørte den knirkende lyd fra madrassens afbalanceringsfjedre, der gav efter for hans vægt idet han satte sig. Han greb fat i posen med sengetøjet, trak på samme tid en stol ud fra skrivebordet og dumpede hermed posen ned på stolen. Koncentrerede sig derefter om sin kuffert, bukkede sig frem og begyndte herefter at lyne den op. Og netop som han greb fat i lynlåsen og begyndte at åbne kufferten, afbrød drengen med bumsernes dirrende stemme ham. 

"Så du er altså Københavner?" 

Martin stivnede et kort øjeblik. Panisk. Shit mand... Hvad gør jeg nu? Han blinkede et par gange, løftede hovedet og kiggede herefter hen på hans to værelseskammerater. Den asiatisk udseende dreng lå på ryggen i overkøjen, med hørebøffer på og med sit blik limet fast til et eller andet onlinespil. Eller det gik Martin da i hvertfald ud fra, at det var. Drengen med bumserne, derimod, stirrede tilbage på ham med et ubehageligt gennemborende blik, der fik det til at risle koldt ned ad ryggen på ham. Det var helt klart at han sad overfor en fordømmende type, der skuede hunden på hårene. Netop en af den slags typer han var taget på efterskole for at slippe for.

"Øhm... Nej... Nej, jeg er faktisk fra Hillerød, men det ligger tæt på Hovedstadsområdet, såøh... Det kan godt være jeg lyder som en Københavner. Men det er jeg altså ikke." Han nikkede som for at bekræfte overfor sig selv at den var god nok, inden et forsigtigt smil krusede sig om hans læber, i håbet om at hans værelseskammerats stålblik ville bløde lidt mere op. Det skulle dog vise sig, at hans forhåbninger var frygteligt naive.

Drengen stirrede dystert og bebrejdende på ham i et par øjeblikke, inden han fnøs en enkelt gang, foragteligt. "Tsk. København, Hillerød, same shit... I er en flok halvsvenskere hele bundtet." 

Martin blinkede med øjnene, i tvivl om hvorvidt han skulle tage bemærkningen som en fornærmelse eller som et mislykket forsøg på at være sjov. Han valgte at tage det som en kombination af begge, og skilte derfor læberne inden han harskt svarede tilbage. "Og det skulle komme fra en fjoget bondejyde, der snakker dansk som en cirkusklovn?" Selvom han mest bare havde sagt sætningen som en gengældelse for hans værelseskammerats bemærkning, erfarede han omgående at han gik for vidt. Drengen med bumserne stirrede chokeret på ham i et par korte øjeblikke, hvormed hans blik blev mørkt af raseri. Han stirrede på Martin i nogle langvarige og yderst ubehagelige sekunder, inden han begyndte at tale.

"Du ved, bare fordi du er min "værelseskammerat", betyder det sgu ikke at du kan komme her og opføre dig så skide flabet."

Martin smilede et nervøst tandsmil og vippede let med hovedet. "Jaer, det... Det var nok også en lidt usmart kommentar. Skal vi ikke bare glemme det hele, og være venner?"

Drengen stirrede på ham. "Fuck du er en taber. Så tror du straks at fordi vi to bor på samme værelse og skal være i samme gruppe i et helt år, så gør det os automatisk til venner. Men ved du hvad? Bare fordi vi to er roommates, betyder det ikke jeg behøver st syntes om dig...!"
 
"Sorry... Det var altså ikke min mening at...!"

"Ved du hva', allerede fra du trådte ind ad døren, har jeg ikke brudt mig om dig. Du ligner ærlig talt en fucking tøsedreng og en værdiløs taber, og du skal ikke på noget tidspunkt snakke til mig. Bare pas dig selv og dit eget lort, og så passer vi vores. Ellers vanker der...!" Han løftede truende en pegefinger for at illustrere at det var alvor, hvormed han hovedrystende vendte hovedet væk, rejste sig op og bevægede sig ud af lokalet. Martin så efter ham, og fangede en enkelt bemærkning i forbifarten. "Fucking narrøv." Herefter var han forsvundet ud af døren. 

Martin blev siddende. Målløs. Chokeret. Og med en ubehagelig fornemmelse i brystet. Det skete igen. Han blev dømt på forhånd af andre førend de havde gjort sig den ulejlighed at lære ham og kende først. Præcis som det skete tilbage i Hillerød. Måske havde det været en fejl at tage på efterskole alligevel? Måske ville det blot gøre ondt værrere?

"Tag dig ikke af Mathias... Han er bare nærtagende." Martin farede sammen og drejede hovedet mod venstre. Det var drengen, den asiatisk udseende, som havde sagt det. Drengen smilede. "Han er ikke ligefrem verdens bedste til det med det sociale. Han er blevet tvunget hertil mod sin vilje, så det er lidt svært for ham at være sammen med så mange andre unge. Tag dig ikke af ham, han skal bare lige vænne sig lidt til at være her. Jeg syntes derimod, du virker okay, og jeg tror ihvertfald nok at vi skal få det pisse fedt her. Alle tre."

Martin smilede. Indvendigt mærkede han lettelsen strømme indover sig. Så det var ikke mere end bare usikkerhed. Lettelsen blev dog ret hurtigt efter erstattet af dårlig samvittighed, ved tanken om at han måske havde gjort en usikker person endnu mere usikker, og kunne ikke lade være med at kaste et bekymret blik hen til den åbne dør der førte ud til døren. Det var endnu en ting, kun de færreste vidste om ham - At han faktisk var en usædvanligt sympatisk og følsom person, der kunne få dårlig samvittighed over selv den mindste lille ting. Eller, det var sikkert det, de andre drenge fra Hillerødsholm Skole havde fundet ud af, og som følge deraf begyndte at hakke på ham da de åbenbart mente, at det at være følsom var piget og et afvigende homoseksuelt træk. 

Han bed sig let i underlæben, og kiggede atter over på den asiatisk udseende dreng, der på ny havde vendt sit fokus imod sin bærbare computer han lod hvile på sit bryst. "Tror du, øh, tror du jeg sårede ham?"

"Hva'?" Drengen vendte blikket imod ham. 

"Altså, ham der Mathias...  Tror du jeg har gjort det hele værre for ham? Såret hans følelser? Du ved...!"

"Nej, det tror jeg nu ikke du ska' være bekymret for. Mathias har nosser, han ka' sgu godt klare lidt af hvert. Nærtagende og usikker, ja, men følsom? Ikke det der ligner. Tro mig, så snart han er kølet ned vil han være helt okay igen." 

"Okay. Det er jeg glad for at vide." Han smilede skævt, nikkede svagt og vendte atter fokus imod døren. Måske var det alligevel det rigtige sted, han havde havnet. Måske ville hans efterskoleophold alligevel blive en frisk start på tilværelsen, hvor han ikke bare ville blive dømt og afvist af de andre. Så længe han sørgede for ikke at afsløre for mange ting om sig selv, der kunne slynge ham ind i et nyt helvede, så var han sikker på, at han ville få et fantastisk år... 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...