Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4842Visninger
AA

8. Fælles fortid, fælles hemmelighed...

Den grusbelagte skovsti der var dækket af nedfaldne grankogler og visne grannåle, strakte sig ned gennem den tætte fyrretræsplantage og slog et venstresving nede for enden, hvor den tilsyneladende forsvandt dybere ind i skoven. Insekterne sværmede i eftermiddagssolen, og enkelte vattoter af skyer bevægede sig frem på den blå himmel. 

Den knasende lyd af fødder imod grus brød stilheden, fulgt af den dæmpede lyd af snakkende stemme, der hastigt voksede i intensiteten. "Fortæl mig lidt mere af din historie. Hvordan var det egentlig på din skole i Hillerød?" 

Cecilie og Martin havde tilbagelagt knap en kilometer siden efterskolen. De havde ikke rigtig nogen særlig destination eller noget særlig mål... Det eneste, de havde i tankerne, var at bevæge sig. I de første fem hundrede meter, havde ingen af dem sagt noget. Så, da stilheden syntes at blive for akavet, havde Cecilie skilt sine læber og som den første taget initiativet til at indlede samtalen. 

Martin trak på skulderen, som han skiftevis så fra Cecilies grønne øjne og hen på skovstien, der strakte sig ind gennem plantagen foran dem. "Hvad skal jeg sige? Det var en lorteskole. Der er ret mange aspekter i det... Det er ret... kompliceret."

Cecilie smilede og betragtede ham. "Det letteste er vel sikkert at starte fra begyndelsen... Du ved, hvordan det der mobnings-halløj startede." 

"Mmm... Det har stået på siden 6. klasse. Tror jeg nok, men jeg er ikke helt sikker." Han kiggede hende i øjnene som han talte. "Jeg tror generelt bare, at alle fra skolen har været ude efter mig lige siden starten, men at det først var der omkring sjette, at det begyndte. Dengang var det bare drillerier og udelukkelse... Og det gjorde mig sådan set ikke det helt store, da det kun var de andre drenge, der mobbede mig. Pigerne gjorde mig ikke noget. De virkede faktisk til at være mere eller mindre ligeglade med mig. Hvilket var en af grundende til, at jeg bedre kunne holde ud at være sammen med dem end med de andre drenge. Du ved, mig og det med at være social... Det har aldrig helt, hvad skal man sige, gået så godt."

Han fnøs sarkastisk og trak let på smilebåndet som han atter førte blikket fremad. Så rynkedes hans bryn. Han snakkede roligt, fattet, og virkede ikke direkte berørt af hvad der var hændt ham. "Jeg tror faktisk det skyldtes mit udseende. At... Ja, at jeg var langhåret og lignede lidt en pige. Jeg var ret... androgyn som lille. Selv min stemme lød som en tøs. Og... Ja, nogengange kunne man virkelig nemt forveksle mig med en pige, især fordi at jeg var den eneste dreng i klassen, der hang mere ud med pigerne end med drengene. Hvilket mest skyldtes pigernes væremåde... Jeg har erfaret, at piger har en tendens til at være mere imødekommende og mere sympatiske end drenge." Han kiggede igen på Cecilie. "Jeg ved faktisk ikke helt, præcis hvad der gik galt. Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg det alt sammen skyldtes nogle rygter som nogen der kendte mig og ikke brød sig om mig, havde spredt. I hvertfald begyndte det langsomt men sikkert at blive til mobning."

En kort tavshed. Cecilie betragtede stien under dem og kiggede herefter atter på Martin, med nysgerrighed og interesse i blikket. "Hvad så? Hvad skete der så?"

"Jeg mødte... Eller, jeg kendte hende i forvejen, men i hvertfald, så lærte jeg pigen Michelle at kende. Michelle, som senere skulle blive min veninde, min kæreste og til sidst min eks. Hun forelskede sig i mig først... Det var i 7." Han smilede svagt. "Jeg var det hun kaldte for mega cute. Fordi jeg ikke var som de andre drenge. Jeg ved ikke, om du har bemærket det, men jeg er en meget følsom person, der kan få dårlig samvittighed over bare det mindste... Virkelig, jeg kan ikke engang slå en flue ihjel uden at gå helt ned af samvittighed." Han fniste, og kiggede Cecilie i øjnene. "Det er nok det, der i sidste ende er med til, at jeg blev holdt udenfor og set skævt på af de andre drenge. Jeg var, og er stadigvæk, en tøsedreng. Men... Det er åbenbart sådan noget, piger som Michelle bliver tiltrukket af. De stille og feminine drenge med hjertet og hjernen på det rette sted."

"Det er også rimelig cute, Martin... Det er der mange af os piger som syntes." Cecilie kunne ikke lade være med at smile kærligt og ryste let på hovedet. Den dreng var virkelig noget for sig. Hun havde ikke snakket med ham særlig længe, og hun syntes allerede om ham. Faktisk var han ret nuttet, nu hun tænkte over det. 

"Sikkert. Cecilie... Der er rigtig mange grunde til, at drengene hadede mig. Det er ikke bare fordi jeg er sympatisk og følsom, og kan lide film som Titanic og sådan noget... Der er også noget andet, som virkelig gjorde sidste år til et helvede. Og, øhm, du må love mig ikke at grine, for... Det jeg skal til at fortælle dig nu, det er noget der er meget svært for mig at få ud. Jeg ved godt det lyder skørt når vi kun har kendt hinanden i et døgn, men du er den eneste på hele efterskolen, jeg stoler på... Det er sikkert dumt, det ved jeg godt, men...!"

Cecilie kluklo kærligt. "Jeg forstår dig godt, Martin. Og bare rolig, du kan godt stole på mig. Jeg har selv nogle ting, jeg ikke tør dele med andre. Og jeg lover ikke at grine. Hvad er det?"

Martin stoppede op. Tog en dyb indånding og fremviste et nervøst, akavet tandsmil. "Jeg, øhm... Jeg er boybelieber." Han viste sine hænder i en opgivende gestus. "Så. Der sagde jeg det. Jeg er boybelieber, jeg er følsom og jeg kan lide at se tøsefilm. Og så er jeg alt for åben. Det var lige fire sandheder, som har gjort mit liv til et lorteliv. Bare grin nu, det kan alligevel ikke blive mere akavet."

Cecilie løftede brynene. Stirrede målløs på ham. Blinkede vantro et par gange. Så rystede hun svagt på hovedet, som et smil langsomt tegnede sig om hendes læber. Herefter kluklo hun kærligt, hvilket ikke så ud til at berøre Martin synderligt meget. Han blev blot stående, med hovedet vendt ned mod stien og kinder der var blevet blussende røde.

"Det er jo ikke... Ej, Martin for fanden, det er jo ikke særlig slemt. Det gør bare dig til noget helt særligt. Jeg syntes det er sødt, når drenge...!"

"Ja, men du er også en pige, Cecilie." Han kiggede på hende, forsøgte at skjule ydmygelsen i sit blik selvom det ikke just gik som han håbede på. "Du syntes det er sødt, fordi det minder dig om en pige ligesom dig selv. Du syntes det er sødt, fordi det sikkert betyder at jeg er en følsom person, der vil kunne finde ud af at elske en pige på den måde piger vil elskes, men sandheden er, at sådan er jeg slet ikke. Jeg er tilfældigvis bare en 16-årig dreng, der elsker Justin Biebers musik, der godt kan lide tøsefilm og som tilfældigvis er lidt mere følelsesmæssigt anlagt end de fleste andre af mit køn... Og det får andre drenge til at se skævt ned på en, fordi man ikke er den type dreng som drenge ifølge vores generations uskrevne regler bør være. Det er et garanteret mobbemateriale." Martin tog en dyb indånding, pressede læberne sammen og rystede på hovedet inden han trak læberne i et akavet smil. "Sorry... Det... Ja, det er bare ret ydmygende for mig og jeg lod mig lige rive med et øjeblik. Undskyld."

Cecilie lagde hovedet på skrå med et venligt imødekommende smil på læben. "Det er helt i orden. Jeg kender følelsen. Jeg... Jeg er også selv blevet mobbet og holdt udenfor. Selvom man ikke skulle tro det." 

De satte sig atter i bevægelse igen. Martin kiggede på hende. "Er du? Altså, sådan... sådan rigtig mobbet?"

Cecilie svarede blot med et nik. Martin rynkede overrasket panden. "Må jeg høre om det?"

"Måske," hun kiggede hen imod ham med et roligt blik i de grønne øjne, "hvis du er færdig med at fortælle, om der var mere du oplevede på din gamle skole, eller om du har fortalt det hele."

"Selvfølgelig. Jeg er ikke færdig." Han nikkede for sig selv. De nåede stiens venstresving og fortsatte dybere ind i plantagen. Stien snævrede gradvist ind og blev langsomt men sikkert til en nedtrampet skovsti bestående af græs og muld, med to rander i siden og en enkelt forhøjning der udgjorde midterrabatten. En typisk menneskelavet natursti. 

"Michelle og mig kom sammen i et lille år, før jeg slog op med hende."

"Hvorfor?" Cecilie gjorde et enkelt kast med hovedet, kiggede på Martin og rettede samtidig håret til i en hestehale. 

Han trak på skulderen, og forsatte med et tungt suk. "Hun var for, hvad skal man kalde det... For ynkelig. Hun nedgjorde sig selv og sit eget udseende, ville ikke have at man kaldte hende lækker og flot fordi hun ikke selv mente at hun var det, brokkede sig hele tiden over at hun ikke var god nok og køn nok... Jeg kunne simpelthent ikke holde det ud, og var nødt til at slå op med hende. Og hvad sker der så? Hun fortæller det selvfølgelig til sin bedsteveninde, som selvfølgelig vader direkte over til mig og skælder mig ud for at jeg bare sådan, du ved, "uden videre" droppede Michelle. Og... Ja, jeg forsøgte at forklare hende hvordan og hvorledes, at jeg ikke kunne tage hendes dårlige selvtillid,  men jeg erfarede så, at ens eks-kærestes bedsteveninde har en retfærdighedssans, der ikke kan tåle noget der bare minder en fornærmelse, ikke engang hvis den rent faktisk er sand." Han kiggede på Cecilie. "Resten er, for nu at bruge dit udtryk, ren kliché. Rygter, bagtalelse, løgne... Sådan blev jeg den mest hadede dreng af alle i stort set hele min omgangskreds." 

"Wow," udbrød Cecilie dæmpet. "Det må jeg sige... Hold kæft det lyder nedern. Jeg forstår godt du tog hertil, på efterskole, så langt væk fra Hillerød som muligt. Det ville jeg selv have gjort. Det er bare så unfair sådan noget... Hende Michelle er sgu da også bare for latterlig." 

Martin smilede da han hørte undertonen af raseri i Cecilies stemme. Han kunne ikke forklare hvorfra følelsen kom, men han syntes det var ret sødt at hun blev vred på hans vegne. At hun syntes, det han havde gennemgået, var uretfærdigt og at Michelle var en idiot. Det var ikke skuespil. Cecilie var den ægte vare, og allerede nu vidste han, at hun var til at stole på. Han fugtede læberne, og begyndte herefter, stadig smilende, at spørge ind.

"Hvad med dig? Nu har vi snakket nok om mig... Nu kunne jeg godt tænke mig at høre lidt af din historie." De nåede til en grusvej, der strakte sig ud til begge sider på deres højre og venstre hånd i samme øjeblik. Længere oppe, på deres venstre hånd, kunne man svagt skimte bommen ved en jernbaneoverskæring. De besluttede sig for at vende om og bevæge sig tilbage mod efterskolen, før Cecilie begyndte at forklare.

"Øhm... Min historie minder rigtig meget om din." Et kort øjebliks tavshed, der kun blev brudt af lyden af skoenes knasen imod skovbunden. Herefter fortsatte hun. "Det startede alt sammen med et skænderi med en af mine veninder. Jeg var... Jeg var i en meget svær periode på det tidspunkt, som jeg ikke har lyst til at snakke om, da det er for personligt. Men... Øhm...!" Hendes stemme blev dæmpet, og følelsesladet. "Lad os bare sige, at min veninde og jeg blev ærkefjender... Og det udviklede sig til noget meget værrere." Hun mærkede en ubehagelig knugende fornemmelse i kroppen, men hun beherskede sig. Martin var stadig fremmet, og selvom hun følte at han var til at stole på, havde hun ikke lyst til at vise sine følelser for ham. Det var for tidligt at blotte sig. Alt for tidligt.

"Jeg kan ligeså godt starte med, hvad grunden til vores skænderi var. En kliché-grund, i øvrigt." Hun kiggede på Martin med et påtaget smil, der dog virkede underligt malplaceret i den givne situation. "Min eks... Han var et år ældre end mig. Og han misbrugte min tillid... Han var, i virkeligheden, bare en skide casanova, et klamt nederen svin der havde flere forskellige kærester på en gang. Jeg tror nok han havde, jeg ved ikke, fire andre kærester udover mig. Og en af dem... Var en af mine rigtig gode veninder. Og en dag, da mig og min kæreste gik inde i Frederiksborg Slotspark... Dukkede hun op. Hun så hvordan vi sad på en bænk... Kyssede... Det var mest mig, der kyssede ham." Hun sank en klump. Hendes stemme blev tung. Skælvende. "Min veninde beskyldte mig for at forføre ham... Primært fordi det var det, svinet bildte hende ind... Og hun troede på ham. Hun fucking troede på ham!" Cecilie rystede på hovedet, og frembragte endnu et anstrengt tandsmil. "Det er to år siden... Og sådan startede rygterne. Alle dem, jeg troede var mine venner... De vendte mig allesammen ryggen og begyndte at sprede lort om mig. Min eks terroriserede mig, fordi han mente jeg havde ødelagt hans rygte. For at gøre en lang historie kort, så er jeg her for at flygte fra nogen mennesker, der hader mig over alt på jorden. Så jeg måske kan starte på en frisk. Få nye venner og sådan." 

De stoppede op samtidig. Studerede hinanden. Indgående. Cecilie tog atter ordet. "Martin... Nu hvor vi kender hinandens historie, så lad os aftale at vi holder det for os selv. At vi ikke fortælle de her ting til nogen, som måske kan bruge det imod os. Du fortæller ikke de ting jeg har sagt til dig videre til nogen som helst på efterskolen, og jeg fortæller heller ikke din historie videre."

"Selvfølgelig. Den er jeg helt med på. Lad det være vores hemmelighed." Han smilede med et nik. 

"Godt... Lad os lave en ed på det. Du ved, ligesom tilbage i 2. klasse." Hun smilede og løftede drillende sine bryn. "Hvad siger du?"

"Øhm... Tjo... Det kan vi da godt," svarede Martin med et forvirret smil og brynene rynket.

Cecilie løftede hånden, strakte den frem og vendte håndfladen opad. Hun strakte sine fingre ud så håndfladen var fri. "Lad os gøre det på ægte kliché-stil." Hun begyndte at harke, samlede den rette mængde mundvand, vendte håndfladen imod sig selv og spyttede ud på den. Så atter på Martin med et gådefuldt smil om læben, som hun atter vendte håndfladen opad. "Din tur."

Martin blinkede et par gange. Betragtede spyttet med de hvide skum på Cecilies håndflade. Betragtede hermed sin egen hånd. Nikkede dermed for sig selv, harkede og spyttede en klat slimet, skummet mundvand ud i håndfladen. Førte hetefter atter sit blik hen til Cecilie. Et smil voksede sig gradvist større og større, hvormed han klaskede sin våde hånd ned i Cecilies. De stirrede hinanden i øjnene, begge smilende, som de knugede hver deres greb om hinandens hånd, så deres spyt blandede sig.

Det blev starten på et forhold, der snart ville sætte en kaskade af dramatiske begivenheder igang, som ikke blot ville involvere efterskolen, men også deres begges fælles fortid... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...