Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4800Visninger
AA

31. Et dødeligt snit...

Det tog Marlene et par minutter at finde Cecilie. Hun havde holdt ind til kantstenen på Jernbanegade, og havde forsøgt at ringe Cecilie op. Hun havde ikke taget telefonen. Marlene var blevet panisk, og havde løbet rundt om stationsbygningen. Om til perronerne på den anden side ad busterminalen, hvor hun febrilsk havde spejdet efter en person, der bare tilnærmelsesvis mindede om Cecilie. Da hun ikke havde kunnet finde hende, havde hun vendt sig rundt imod stationsbygningen, og fået øje på Cecilie gennem glasruden i dobbeltdøren ved indgangen. Hun havde set hvordan hun blot havde siddet på skamlen, stirret ret frem for sig ud i luften. Fjernt og med sammenfaldne skuldre. Hun var styrtet hen til døren, og havde hamret den op inden hun var løbet indover mosaikgulvet og hen til Cecilie. Kaldt på hendes navn.

Cecilie sad blot og betragtede et ikke nærmere defineret punkt på den glasrude, der førhen havde udgjort billetkontoret. I chok. Med konstante tårer, der i striber lød ned ad hendes forvrængede, opsvulmede ansigt. 

"Cecilie, skat, er du okay?"

Hun var nået hen til hende. Havde grebet hendes kinder og drejet hende ind imod sig. Det tog et par øjeblikke, før genkendelsen dukkede frem i Cecilies øjne. Så brød hun grædende sammen i sin mors favn. 

Og nu, godt ti minutter senere, sad hun her. På sengen i sit værelse. Stirrende ret frem for sig. Udenfor på den anden side ad vinduet - det, som vendte ud mod Nørredamsvej -  stod solen lige i vest, og var hastigt ved at gå ned. Hun havde, da hun var kommet lidt mere til kræfter på vejen mellem Hillerød og Fredensborg, sendt en besked til Martin. I ren og skær desperation, og kæmpende for at gøre sin korte men komplicerede besked forståeligt.

JEG ANER IKKE, HVAD HUN SNAKKER OM, MARTIN! DET PASSER IKKE! JEG VED IKKE, HVORFOR JOHANNA SIGER DET, HUN ER SIKKERT SUR PÅ MIG, MEN DET PASSER VIRKELIG IKKE!!! JEG ELSKER DIG :'(

Hun anede ikke sine levende råd. Martin havde ikke svaret tilbage. Troede han overhovedet på hende? Eller troede han på Sandra og Johannas løgne? Var det her slut? Ville han nu gå over på deres side, svigte hende, hade hende ligesom de andre?

Hun vendte for tyvende gang i løbet af de sidste fem minutter, sin mobil med skærmen op imod sig. Trykkede på knappen i toppen, så skærmen blev aktiveret og hun kunne se, om hun fik en ny besked. Ingen. Det var stadig ingen beskeder fra Martin. Intet, der kunne berolige hende. Fjerne hendes paranoia.

Hun fumlede med telefonen, stirrede ud imod vinduet. Kiggede atter på telefonen. Vendte skærmen imod sig og trykkede på knappen i toppen. Og så kom beskeden, netop som hun skulle til at vende telefonen væk igen. En besked, der ramte hende som en kniv mellem ribbenene.

JEG SLÅR OP... VED IKKE HVEM JEG SKAL TRO PÅ, OG KAN IKKE OVERSKUE DET HER PIS. SORRY, MEN VIL IKKE VÆRE DIN KÆRESTE MERE, KAN IKKE STOLE PÅ DIG... 

Hun åbnede munden i vantro. Tårerne samlede sig i hendes øjne og strømmede på ny ned ad kinderne på hende. Det sortnede for hendes blik, hun kunne ikke stille skarpt. Den stikkende fornemmelse i brystet bredte sig. Følelsen af at hjertet blev flænset over på midten, voksede. Det vendte sig i hendes mave. Hun følte sig som hvis alle hendes knogler var blevet til budding. Følte at virkeligheden forsvandt, at det hele var en ond drøm. Hun begyndte at ryste, hev efter vejret med et fortrukkent ansigt. Hun mistede grebet om telefonen, som ramte gulvet med et højlydt DUNK. Hun tog sig til brystet, som tårerne dryppede ned på hendes tøj. Lavede lange mørke spor ned ad hendes røde kinder. Hun kunne ikke tænke. Kunne ikke fokusere. Kunne intet. Kun græde. 

Minderne farede forbi hendes blik. Hvordan de havde mødtes på efterskolen. Hun så Martin, som sad der på bænken ved siden af idrætshallen. Med de hvide earplugs i øret og blikket rettet fremefter imod volleyballbanen. Så ham vende ansigtet imod hende, da hun spurgte ham om han havde set en pige ved navn Sandra. Huskede volleybolden, han ved en fejtagelse tyrede i fjæset på hende. Huskede deres samtale i opholdsstuen.

"Kliché er mit yndlingsord, og jeg elsker at bruge det i de mest underlige sammenhænge." Hendes egen stemme gav genlyd i hendes hoved. Hun huskede  gåturen. Huskede dengang Martin havde hjulpet hende med at kaste en basketball i nettet. Dengang Martin til en efterskole-tur til Sletten ved Silkeborg havde hjulpet hende med at bestige en jordskrænt ved hjælp af et torv, der var surret fast til et træ i toppen. Hvordan det var endt med, at de begge var faldet i mudderet oven på hinanden. Grinene. Leende. Huskede festen for to uger siden, hvor Martin havde lært hende kunsten i at danse. Huskede da de havde siddet på parkeringspladsen, hvor Martin holdt hende i sin trøstende favn. Deres første kys. Da hun gik på jernbanen med ham i hånden. Og da de havde besteget Gilbjerg for kun fire timer siden. Hvor lykkelige de havde været... Som hvis intet nogensinde ville kunne komme i vejen for dem. Bedste venner for altid, som blev til kærester der var usårlige. To unge mennesker, der ville dø for hinanden. Elske hinanden. Hun elskede ham. Elskede ham højere, end hun nogensinde havde gjort med nogen anden. Dette her var hendes første rigtige forelskelse, hendes første rigtige kærlighed. Og han havde svigtet hende. Havde hoppet på de løgne og rygter, som de andre spredte om hende. Han havde svigtet hende... 

Med en vejtrækning, der blev mere og mere vildt og hivende, rejste hun sig op fra sengen og bevægede sig målrettet hen mod skrivebordet i den anden ende af værelset. En svag klynken lød fra hende. Hendes bevægelser var blevet målrettede. Robotagtige. Mekaniske. Hun standsede ved skrivebordet, knugede om håndtaget til skrivebordsskuffen og trak den med en skurrende lyd ud. Hun greb fat i håndspejlet, løftede det op og stirrede på sig selv. Hendes krop skælvede. Hun fortrak ansigtet i en dyrisk grimasse, hvormed hun i et halvkvalt skrig smadrede spejle så hårdt ned i skrivebordet, at glasset knustes og glasskår spredte sig til alle sider indover bordpladen. Hun satte sig tungt på kontorstolen. Hamrede sin flade hånd ned i glasskårene og pressede læberne hårdt sammen som hun med voldsom magt begyndte at tvinge glasskårerne op i sin håndflade.

Blodet begyndte at sive ud mellem fingrende på hende. Hun var ligeglad. Det skulle gøre ondt. Det skulle gøre rigtig ondt. Det var den eneste måde, hvorpå hun kunne glemme virkeligheden. Den eneste måde, hun kunne blive befriet for det helvede, hun selv var skyld i. Det var hendes egen skyld. Hun skulle have ladet Sandra være. Skulle aldrig have givet hende den lussing. Skulle have været den voksne og være gået. Men det gjorde hun ikke. Hun havde, dum som hun var, givet efter. Og dette her var prisen.

Hun løftede langsomt hånden og vendte den imod sig. Betragtede de glimtende glasspider, der stak op fra huden. Et net af blod indhyllede hånden og håndleddrt. Hun mærkede hvordan det dunkede. Hvordan det skar svigende i huden. Det var ikke nok. Smerten var ikke stor nok. Hun vendte blikket fra sin hånd og ned til bordet. Og dér fik hun øje på det, der passede til formålet. Et stykke glas der mundede ud i en aflang spids, befindende sig få centimeter fra hende. Hun førte sin nu blodige, glassplintbefængte dunkende hånd ned til glasskåret. Greb fat om den inden hun tog et blik imod venstre hånd. Rynkede på næsen som hun førte glasskåret hen til håndleddet, drejede hånden rundt og  i samme bevægelse smøgede ærmet ned. Herefter borede hun af al sin kraft glasskåret ned gennem huden. Hun hørte en kvasende lyd, da glasskåret knækkede mellem fingrende på hende, stykke for stykke. Mærkede hvordan fingrende på hendes hånd begyndte at svige, som glassplinter borede sig ind gennem huden. Men hun var ligeglad. Det eneste, hun skulle fokusere på, var at smerten. Smerten, blodet, depressionen... Det hele var vigtigt.

Hun så hvordan blodet pressede sig op fra hendes håndled, som hun i en langsom lige linje begyndte at snitte sig med glasskåret. Løftede glasskåret, førte den tilbage til starten og stak den atter ned i huden, inden hun påny lavede en lige linje lige ved siden af den første. Men hun stoppede på halvvejen, og hamrede sin knyttede hånd ned i glasskåret med endnu et halvkvalt skrig. Glasset kvastes og forsvandt ned i huden. Blodet væltede ud, spredte sig nedover armen i et hastigt voksende net af rød tyk væske. Smerten... Smerten var ikke stor nok. Ikke befriende nok. 

Klynkende, hulkende, greb hun fat i det nu smadrede spejl, og lod sine fingre knuge sig om kanten af glasstykkerne, der før havde udgjort spejlrammen. Pressede læberne til en tynd streg, som flere tårer strømmede ud ad hendes øjne, væltede ned ad hendes kinder. Hun knækkede glasstykket af, og løftede det op i lyset fra solen, som skinnede gennem vinduet lige over skrivebordet. Spidsen glimtede truende. Hun blinkede et par gange, for at fjerne de værste tårer. 

"Du dur ikke til noget, Cecilie! Alle hader dig! Uanset hvor du kommer, vil ingen elske dig!" 

Stemmen - den stemme, hun havde forsøgt at slippe fra, den stemme som i sin tid havde fået hende indlagt på den psykiatriske ungdomsafdeling et år tidligere - hånede hende. Stemmen, hendes egen hadefulde stemme, gjorde grin med hende. Lo ad hende. Lo ad hendes svaghed, hendes uvidenhed.

"Det er fucking din egen skyld, Cecilie! Du skulle have holdt din kæft og meldt Sandra til skolebestyrelsen! Før det gik for vidt! Men du gjorde ikke noget, gjorde du vel? What doesn't kill you makes you stronger... Sådan noget fucked up pis! Du er ikke blevet stærkere, er du vel? Du sidder og snitter i dig selv, ødelagt, hadet af alle pågrund af rygter... Rygter som DU er skyld i opstod. Rygter, som DU kunne forhindre, men du var for svag. For ødelagt af den mobning, du havde gennemgået! Og nu hader ALLE dig! Selv Martin, din første rigtige kærlighed! Smerten, Cecilie... Mærk fucking smerten, du ved den vil hjælpe dig!"

Stemmen havde ret. Hvor lidt Cecilie så end ønskede det, så havde stemmen i hendes hoved ret. Hun vidste, at det var hendes fornuft... Hendes samvittighed... Hun vidste, at det var stemmen, hun skulle lytte efter. Den fornuftige del af hende selv. Den fordømmende men den fornuftige, som havde været det eneste, der nogensinde havde hjulpet hende. 

Med en halvkvalt gråd greb hun fat i mundvigen og rykkede i kinden. Førte i samme bevægelse det glimtende skarpe glasstykke hen til den venstre kind med den anden hånd. Med ansigtet fortrukket i en mellemting mellem gråd og smerte, stak hun spidsen af glasstykket ind i kinden og pressede til. Hun mærkede et jag af smerte, da glasset borede sig dybt ind i huden. Længere og længere ind gennem kødet. Det begyndte at svige i ansigtet, smerten strålede nedover siden af halsen. Hun begyndte derefter at køre glasstykket fra mundvigen og op langs kinden, i en perfekt linje mod øret. Striber af blod flød ned fra det mørkerøde spor, glasskåret efterlod sig i sit kølvand. Flød ned fra kæbebenet, dryppede ned på bordet. På hendes blå jeans. På kontorstolen. På gulvet. Hendes kind blev flænset op, glasset blev indsmurt i blod fra hendes kød. Flere blodstriber, der flød ned ad kinden og nedover kæbebenet. Flere grimasser i ansigtet af den befriende men forfærdelige smerte, som glasskåret i hendes kind medførte.

Hun hørte en svag knirken, da glasset begyndte at krakelere mellem fingrende på hende. Men hun var ligeglad. Ligeglad med om glasset knustes og borede sig ind gennem hendes kind. Videre ind til hendes blodårer. Hun håbede faktisk på at det ville ske. Håbede et eller andet sted på, at hun ville dø af blodtab. Også selvom at det hun ikke ville kunne dø af at snitte sig selv i kinden... Medmindre...

Hun standsede midtvejs mellem mundvigen og øret. Førte skælvende sin venstre hånd nedunder kæben, inden hun brugte sin tommel og pegefinger til at skanne efter hovedpulsåren. Kørte langsomt to fingre ned langs underkæben, ned mod struben. Forbi mandlerne.

Hun havde mistet alt... Mistet Martin, hendes største kærlighed... mistet en chance for at komme videre i sit liv. Hun kunne ligeså godt opgive det hele. Kunne ligeså godt tage livet af sig selv. Det ville måske være det bedste... Så slap hendes forældre også for den lidelse, at se deres datter komme gennem endnu en ubærlig depression. At se deres datter indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor hun - igen - ville blive gjort til en sløv zombie i månedsvis pågrund af antidepressiverne, hun ville blive fodret med. At se deres datter mister al glæden i livet. Al håbet for fremtiden. At se detes datter ødelagt, sønderknust. Og, tænkte hun, bedre endnu... Så ville Johanna måske blive glad. Eller måske... Måske ville hun savne hende. Måske ville det så gå op for Johanna, hvor højt Cecilie elskede hende.

Hun lukkede øjnene, og standsede sine fingre da hun mærkede den dunkende puls ved sammenslutningen mellem halsen og underkæben. Fjernede dem herefter og sænkede dem. Istedet strammede hun grebet om glasset, løftede det og førte det langsomt ned til pulsåren. Hun standsede det sted, hvor hun mærkede den dunkende puls, og lod spidsen hvile imod huden. Mærkede hjerteslagende, som forplantede sig gennem glasset. Videre ud gennem hendes fingre. Var hun virkelig klar til det her? Var hun virkelig klar til at opgive livet? Minderne om hendes forhold til Martin, gled atter afsted for hendes indre blik. Hun mærkede, som hun så de oplevelser, hun havde delt med ham - lige fra deres første møde til deres sidste afsked på Gilleleje Station for snart to timer siden - hvor højt hun virkelig elskede ham. Hvordan hun ville kaste sig i døden for hans skyld... Hvordan hun bare ønskede at han var lykkelig... Og den sidste tanke, sendte endnu en bølge af gråd indover hende, og fik blot hendes fingre til at stramme sig om glasstykket, som hun lod hvile imod sin pulsåre. Pludselig forstod hun, hvad det at elske en anden person, virkelig betød. Og hun var overbevist om, at Martin følte det samme. At han elskede hende ubetinget... Også selvom han måske var hoppet på nogle af de rygter, Sandra havde spredt. 

"Du må ikke lade Sandra vinde, Cecilie. Vær stærk. Vær stærk!"

Hvis Martin havde været der nu, siddet ved siden af hende, var det det han ville have sagt. Men han var der ikke. Og han ville formodentlig aldrig nogensinde komme. Og et eller andet sted, håbede hun på at han aldrig ville gøre det. Hun håbede et eller andet sted på, at ved at slå sig ihjel, ville hun kunne forhindre at der skete noget med Martin. Hvis hun nu slog sig selv ihjel, så kunne det være at de rygter, der var blevet spredt, ikke ville gå udover Martin. Fordi alle ville blive så chokeret over det. Måske ville det være det eneste rigtige at gøre. 

"Jeg elsker dig, Martin... Jeg håber... at du kan tilgive mig." Hendes stemme knækkede over, og hun lukkede øjnene. Fugtiggjorde sine læber. 

Det VAR det eneste rigtige at gøre. Ved at slå sig selv ihjel, ville ingen andre end hende komme til at lide. Hun var nødt til det. Hendes liv var alligevel ovre.

Hun pressede glasskåret ind gennem kødet, og mærkede øjeblikkeligt en forfærdelig skærende smerte, der fik det til at rykke i hendes krop. En smerte, der sendte hende ind i en slags choktilstand. Blodet begyndte at sive nedover halsen, sprede sig omkring snitsåret. Hun mærkede en skærende smerte, der voksede i intensiteten. En smerte, der blandede sig med en følelse af, at nogen lukkede sine hænder sammen om hendes strube. Kvalte hende. Hun begyndte herefter at skære. Ganske langsomt. Mærkede det varme livsblod klistre sig ind mellem hendes fingre. Det sortnede for hendes øjne, det var som hvis nogen puttede en osteklokke nedover hendes hoved. Som dæmpede alle lyde, alle synsindtryk. Hun kiggede ned, og så det klare lyse blod, som sprøjtede udover hendes hånd. Forgrenede sig nedover armen. Hun hørte svagt lyden af nogen, der skreg. Lyden lød kunstig, elektronisk. Mekanisk. Det summede i hendes hoved. 

"NEEEEJ!" 

Det var det, hun regnede med at stemmen sagde, men hun var ikke sikker. Hun så sin mor for sig. Sin far. Johanna. Og Martin... Hun huskede på følelsen, da Martin flettede sine fingre ind i hendes. Huskede på følelsen da de lukkede deres læber sammen om hinanden, og lige pludselig fortrød hun hvad hun havde gjort. Hun slap glasstykket og placerede en hånd det sted, hun havde skåret. Mærkede det varme blod som klistrerede sig til hånden. Flød ned ad huden, fik hendes trøje til at klistre sig fast. Hun åbnede munden, som hun mærkede en tyk væske der smagte bittert af metal, fylde munden op. Mærkede hvordan det flød nedover hendes hage. Hun gik i panik. Hun ville ikke dø alligevel. Hun var ikke klar til at tage afsted. Hun ville ikke dø. Hun ville ikke dø...

"Jeg vil ikke dø," gurglede hun, inden hun væltede ned ad stolen, ned på gulvet. Hun skar en umenneskelig grimasse, hendes ansigt var hurtigt begyndt at miste al farve. Blodet sivede ud mellem fingrende på hendes hånd, som hun havde presset imod venstre side ad halsen, samlede sig på gulvet i en hastigt voksende blodpøl. Hun gispede efter luft, blodstænk sprøjtede ud fra hendes mund. Marlene nåede hen til hende og kiggede på hende med et tårerforvrængwt ansigt. Cecilie løftede sin venstre frie hånd, og strakte den frem imod sin mor for, at hun kunne tage den. Hun var bange. Forfærdet. Ville gøre alt for at stoppe tiden. Ville gøre alt for at spole tiden tilbage og forhindre sig selv i, at skære sin pulsåre over. 

Det sidste hun registrerede før mørket fik sit tag over hende, var hendes mor som hurtigt og i panik trak sin trøje af og foldede den sammen til en klud. Med tårer trillende ned ad kinderne og ansigtet forvrænget i gråd lænede hun sig frem.

Så blev dag erstattet af nat og lys erstattet af mørke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...