Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4985Visninger
AA

10. En ven i nøden...

Slutningen af september, 2012

Dagene gik. Dage som blev til uger. Uger, der fløj afsted. Der skete noget hver dag. Mange sjove ting, såvel som dramatiske ting, der ikke kan undgå at hænde de steder, hvor en masse unge mennesker er samlet. Alt fra tøsefnidder, til drillerier, til skænderier, til privatfester der blev afholdt i weekenderne ved forsamlingshuset i byen Hee få kilometer fra efterskolen... Nogen gange var der nogle af drengene, der kom at slås. Nogen gange var der interne verbale bitch-fights mellem pigerne som, hvor seriøse de så end var, der altid var mindst én der skulle filme. Der var ting, der gik i stykker... Ting der blev væk... Drenge og piger som slog sig sammen i fællesskab, og lavede fest og ballade så snart skoledagen var slut. Jo længere ind i september måned Viglund Efterskoles 245 elever kom, desto stærkere blev deres sammenhold og deres fælleskab. Men ingen så noget til det, der skete på sidelinjen. Ingen af lærerne lagde mærke til den magtposition, som Sandra var begyndt at tilegne sig efterhånden som efteråret skred frem. Hun havde de fleste af efterskolens elever i sin hule hånd, særligt pigerne - Udgav sig for at være deres personlige rådgiver, løj om at hun selv havde været gennem ting som cutting og anoreksi, for at vække tillid hos de andre. Ingen turde gå imod hende... Til dels fordi, at de fleste stolede på hende, ligesåvel som at hun kendte langt de fleste hemmeligheder. Hemmeligheder, som hun kunne bruge imod én hvis man var så uheldig eller dumdristig at gå i vejen for hende. 

Men hvis man så bort fra den detalje med Sandra, var fællesskabet blandt eleverne på efterskolen, højt. Meget højt endda. Venskab, tillid og sammenhold var de tre principper, Viglund Efterskole lagde størst vægt på. De gjorde alt hvad der stod i deres magt for, at eleverne på efterskolen ville få nogle af de bedste oplevelser i deres liv. At de ville danne tætte og dybe relationer med hinanden - Relationer, der ville vare langt ind i voksenlivet. Hvilket særligt Martin og Cecilie var godt på vej til. I de fem uger, de nu havde tilbragt på efterskolen, fem uger hvor de mere eller mindre havde gået op og ned af hinanden 24-7, var deres venskab blevet ekstremt dybt og ekstremt personligt. De kendte efterhånden hinanden ud og ind - Næsten ligeså godt som hvis de havde gået i den samme klasse i et år. Der var ingen tvivl om, at de to ville blive venner for livet længe inden skoleåret var ovre... Og det at de kom fra den samme landsegn - Martin fra Hillerød, Cecilie fra Fredensborg kun 5 kilometer fra Hillerød -, gjorde blot chancerne for at deres venskab ville være vedvarende og blive endnu tættere, end det var i forvejen, endnu større. 

Men ugen op til den sidste weekend i september måned - en af de weekender, hvor man gerne måtte holde fri og tage hjem til sin familie, selvom de fleste af eleverne blev på efterskolen weekenden over -, begyndte Cecilie at isolere sig fra fællesskabet. Selvom de andre piger var begyndt at syntes om hende og hun i løbet af september måned var begyndt at føle sig værdsat og som en accepteret del af flokken, virkede hun pludselig nedtrykt. Utilpas. Det krævede ikke den største intelligenskvotient at regne ud, at der var noget der plagede Cecilie inderligt. Og Martin, der nu virkelig havde fået skabt et meget tæt og meget stærkt bånd med hende, var begyndt at blive bekymret. Selvom han og Cecilie fortalte hinanden det meste, og kendte ting om hinanden som ingen andre på efterskolen gjorde, var der stadigvæk gange, hvor Cecilie ikke rigtig fortalte ham noget. Hvor hun undlod at dele sine tanker og frustrationer med ham. Han var bekymret for, om hun var ved at udvikle en depression - Han havde en kusine, der pludselig midt i 1.g havde fået en voldsom depression, som havde endt med selvmord. Det var nøjagtigt de samme symptomer, hun havde fået... Nedstemthed, mut og ekstremt hemmelighedsfuld. Så derfor besluttede han sig for at konfrontere hende med det... Selvfølgelig først da han var sikker på, at de var fuldstændig alene. Han startede med at tilbyde at gå en tur med hende. Hun havde blot trukket på skulderen, og sagt at det kunne de vel godt. Klokken havde været ni om aftenen på dette tidspunkt, så det var allerede godt på vej til at blive mørkt. De gik ned ad den samme sti som de havde taget for fire uger siden. Den der gik ned gennem plantagen og endte ved grusvejen godt en kilometer fra efterskolen, og få hundrede meter fra Ringkøbing-Holstebro jernbanen. De gik længe i tavshed, ligesom dengang de havde gået turen første gang. Ingen af dem tog initiativ til at indlede en samtale. Martin skulede flere gange til Cecilie. Gik tæt ved siden af hende. Hun kiggede et par gange op. Og trods det var mørkt, kunne han alligevel et par gange se noget der lignede et svagt smil, tegne sig om hendes læber.

"Cecilie...," Martin brød langt om længe den altfortærende stilhed, der kun var blevet brudt af lyden af deres sko som knasede imod underlaget af visne grannåle. Cecilie vendte hovedet imod ham, og trods det var for mørkt til at se alle detaljerne i ansigtet, havde han alligevel på fornemmelsen at hun havde fået et spørgende udtryk. Han fugtede læberne. Kiggede frem for sig. "Der er noget galt, er der ikke?"

Cecilie vendte hovedet væk fra ham og slog blikket ned. I lang tid sagde hun intet. Så, endelig, skiltes hendes læber, hvorefter hun spurgte ham. "Hvad mener du? Hvad skulle der være galt?" Hun kiggede på ham med et påtaget smil. 

Martin sukkede. "Det er bare... Jeg er bekymret for dig. Her i løbet af den sidste uges tid har du virket sådan... Nedtrykt. Ked af det. Det virker bare som om, at der er noget galt eller sådan noget. Er der det?"

"Det er bare," hun kiggede væk. "Det er bare fordi... Nej, det...!"

Martin greb fat i hendes håndled. Hun stivnede og vendte blikket imod ham. Han kiggede indgående og tydeligt bekymret på hende. Krængede læberne tilbage og viste tænder. "Jeg er bekymret for dig, okay? Jeg holder pisse meget af dig, og jeg er mega bange for, at du måske er ved at få en depression eller sådan noget. Jeg mener, hende Sandra er jo hele tiden ude efter dig, og...!"

"Det har ikke noget med Sandra at gøre. Ja, hun er en led mær, men... Det er ikke hende." Hun trak sin hånd til sig, og kiggede ned imod sine grå converse. "Jeg ville ikke fortælle dig det, fordi... At... Jeg ikke ville have, at du blev bekymret." Hun kiggede på ham. "Martin... Du er min bedste ven. Og du er den første person, jeg virkelig stoler på. Du kender rigtig mange af mine hemmeligheder, men... Det her, jeg går og tænker på lige nu... Den hemmelighed har jeg holdt for mig selv, fordi jeg ikke vidste hvordan du ville reagere. Fordi jeg ikke vil have, at... Ja, at du skal gå rundt og være bange for, hvad der vil ske med mig. Jeg holder af dig, det gør jeg virkelig...!"

"Det er fordi, du skal hjem til din søsters fødselsdag i weekenden, er det ikke?" afbrød Martin, og selvom det var tydeligt at han forsøgte at lægge skjul på det, var det i hans stemme kun alt for tydeligt, at han var ekstremt bekymret for hende. 

Cecilie pressede sine læber til en tynd streg og lod sine skuldre falde tungt sammen inden hun nikkede. "Jo... Jeg er så fucking bange for, at dem fra min gamle skole ser mig. De hader mig mere, end du tror. Virkelig... De HADER mig, Martin. Min eks, min gamle skole, de hader mig allesammen. Og jeg ved, at de ikke vil tøve med at angribe mig og tæske mig på gaden, hvis de ser mig komme gående alene. Jeg er fucking bange!" 

Hendes stemme var en hvisken. Men alligevel mærkede Martin hvordan det rislede koldt ned ad ryggen på ham. Cecilie var decideret rædselsslagen. Det kunne han høre på hendes stemme såvel som toneleje. Han bed sig i underlæben, kastede et blik til siden og betragtede herefter atter nervøst sin veninde. Han løftede forsigtigt hånden, og gav hendes skulder et klem. "Hey... Det skal nok gå. Okay? Og hvis det virkelig er så slemt, så kan du jo ringe hjem til dine forældre og snakke med dem om det, og måske spørge dem om du ikke kan blive på efterskolen weekenden over. Så slipper du for at gå og være bange for, hvad der vil ske med dig når du kommer tilbage til Fredensborg." 

Cecilie skyndte sig at ryste på hovedet, og kiggede væk fra ham. "Nej. Nej, det kan jeg ikke."

Martin rynkede forvirret panden og fjernede sin hånd fra hende. "Hvad? Hvorfor... Hvorfor ikke? Det vil da helt klart være...!"

Hun gjorde en bevægelse med hånden, og Martin tav omgående. Hun løftede blikket og kiggede på ham. I skæret fra månelyset, som strejfede hendes ansigt delvist, forekom det ham at hendes øjne var blevet tåreblanke. I lang tid stod hun blot der og kiggede på ham, tydeligt kæmpende for ikke at græde. Langt om længe brød hun tavsheden. Hendes stemme var intet mere end en hvisken. "Jeg vil gerne vise dig noget." Hun bøjede hovedet. Greb fat i sit ærme og smøgede det langsomt ned. 

Martin fulgte hendes blik, og lod sine øjne fæstne sig på hendes arm. Ærmet blev langsomt rullet nedad. Gled nedover hendes arm, så hendes glinsende lyse hud trådte frem i måneskinnet. Hun standsede ærmet da det var få centimeter fra albueleddet, inden hun atter løftede blikket og kiggede ham i øjnene. "Hvis du nogensinde siger noget om det her til andre, vil jeg aldrig tale med dig igen." 

Hun koncentrerede sig atter om sin arm og vendte den langsomt rundt. Martin betragtede hendes ansigt, og kørte herefter blikket ned til hendes arm. Så stivnede han og gjorde store øjne. Selvom de var næsten utydelige, kunne han alligevel svagt skimte dem i skæret fra måneskinnet. Ar... Små fine ar, der gik på kryds og tværs af hinanden og udfyldte hele underarmen. Man skulle kigge rigtig godt efter for at få øje på dem, men Martin var ikke i tvivl om, at det han så var rigtigt. Han sank en klump. Greb hendes arm og løftede den en anelse for bedre at kunne betragte dem. Målløs. Chokeret.

Han slap sit greb. Førte blikket fra hendes arm og hen til hendes ansigt. "Er det... Har du...?"

Et blik fyldt med skam og dårlig samvittighed viste sig i hendes øjne. Hun nikkede skamfyldt og kiggede ned i jorden. Martin sank endnu en klump, stirrede atter på arrene på hendes underarm. Da han stillede spørgsmålet, var hendes stemme en dæmpet og knap hørbar hvisken. "Hvor mange steder har du gjort det?"

Hun trak på skulderen, som han slap hendes arm. Løftede atter forsigtigt sine grønne øjne op til ham. "Rigtig mange steder. Armene var der, jeg gjorde det mest. Jeg...!" Hun tog en dyb indånding. "Jeg kan ikke skjule dem, der er på min mave. Det er derfor, jeg altid går alene i bad. Jeg ser aldrig på mig selv når jeg er nøgen. Jeg skammer mig så meget over det. Please, Martin, lov mig at du aldrig aldrig ALDRIG nogensinde fortæller det til nogen. Især ikke til nogen her på efterskolen. Hvis en pige som Sandra hører om det her... Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der vil ske." 

Hun kiggede væk. Ned mod jorden. Hun skammede sig frygteligt, og det kunne Martin med al mulig gru se. Han mærkede atter hvordan synet af Cecilies ar gav ham kuldegysninger. Billeder, han helst ikke havde lyst til at se, dannede sig for det indre af hans blik. Grusomme billeder. Uhyggelige billeder. Han forestillede sig knivsbladet, der borede sig ind gennem hendes hud med en uhyggelig præcision. Forestillede sig blodet der pressede sig op i knivens kølvand. Forestillede sig Cecilie med et fortrukkent ansigt og blodklatter der samlede sig på et gulv under hende. Han rystede billederne væk. De var for ubehagelige. For grusomme til, at han havde lyst til så meget som at strejfe dem en tanke. I lang tid, var der stille. Et sted i det fjerne kunne de høre den sugende lyd af et tog, der suste over jernbanen. 

Martin sagde endelig noget, om end med en skælvende ru stemme. "Hvad skete der, Cecilie? Hvorfor gjorde du det?"

Hun rystede på hovedet. Hun kunne ikke se ham i øjnene. Kunne knap nok snakke med ham. Minderne fra Fredensborg kom igen. Hun forsøgte at holde dem tilbage, da hun med en tung hviskende stemme besvarede hans spørgsmål. "Jeg ved det ikke...!" Hun tvang sig selv til at kigge på ham. "Måske fordi... Fordi det gjorde så ondt. Jeg kunne ikke finde en anden måde at komme væk på. Jeg var nødt til at gøre det, selvom jeg fik det af helvedes til bagefter. Det hjalp mig med at...!"

Martin nikkede. "Jeg ved det godt. Det hjalp dig med at tage smerten og glemme problemerne. Så... Det var altså virkelig slemt?"

Et tungt suk lød fra hende, som hun lænede sig tilbage og hvilede ryggen imod træstammen bag sig. "Du kan slet ikke forestille dig det. Eller... Du er jo selv blevet mobbet, så noget af det kan du nok sætte dig ind i." Hun sank en klump. "Mine forældre ved ikke noget. Det eneste, de ved er, at jeg pludselig fik en alvorlig depression og forsøgte selvmord med sovepiller. Jeg fortalte dem aldrig noget. Det var ikke fordi, at de ikke måtte vide det... Du aner ikke, hvor meget jeg forsøgte at råbe efter hjælp. Hvor meget jeg ønskede at fortælle det til nogen voksne i min omgangskreds. Fortælle om de ting, min eks udsatte mig for fordi han vidste, at jeg kendte til hans rygte som casanova... Hvor meget jeg ønskede at fortælle dem, der kunne hjælpe mig, hvordan jeg blev banket. Truet på livet. Men det kunne jeg ikke... Jeg vidste ikke, om de ville finde ud af det og hævne sig på mig. Jeg var bange dengang, og jeg er ligeså bange nu. Jeg ved, hvad min eks er i stand til... Tro mig, Martin, han er syg i hovedet. Han hader mig, og en eller anden dag... En eller anden dag vil han ramme mig og ødelægge mig. Mere end han allerede har gjort. Hver dag i to fucking år, har jeg følt... At jeg døde lidt mere indvendig. Mit selvmordsforsøg var et sidste råb om hjælp... Det var først der, jeg fik idéen om at komme på efterskole. Hvis jeg skulle gå et år mere på Fredensborg Skole, havde jeg forsøgt at dræbe mig selv endnu engang. Og hvis det skete igen, så havde jeg lovet mig selv ikke at overlebe. Jeg er ked af, det først er nu, at jeg fortæller dig det. Men...!"

Martin greb hendes håndled og knugede blidt om den. Et opløftende smil tegnede sig om hans læber. "Det er okay, Cecilie. Du skal heller ikke gøre det før du er klar. Ja, jeg ved godt jeg lyder lidt som sådan en guru-ting, men det er jo rigtig nok." 

Hun kiggede på ham med et svagt smil om læben. "Martin... Kan du ikke tage med mig?"

Han gjorde store øjne. "Med dig? Til Fredensborg?" 

Cecilie smilede svagt og så ned i jorden. Herefter rystede hun på hovedet. "Nej... Nej, ikke til Fredensborg. Men bare tilbage til Hillerød. Holde mig med selskab, du ved, så jeg ikke, øhm, bliver så nervøs. Så jeg, ligesom, glemmer min frygt?"

Han kiggede på hende. Hun havde atter løftet sit hoved og stirrede indgående på ham. Han mærkede sit svælg snøre sig sammen. Det spørgsmål havde han aldrig regnet med at komme til at stå overfor. Han vendte spørgsmålet inde i sit hoved. Overvejede alle muligheder og konsekvenser. Hans forældre ville sikkert ikke have noget imod det, hvis han kom hjem i weekenden. Hans mor savnede ham, så hun ville sikkert blive glad for at se ham igen. Og han følte også selv, at han havde brug for at komme lidt væk fra efterskolelivet. At slappe af i nogle dage. Han smilte skævt, og nikkede svagt. Han kunne ikke forklare hvorfor, men en pludselig følelse af at gøre alt for den pige, der stod overfor ham, kom væltende indover ham. En følelse af, at gøre hende glad. Gøre hende lykkelig. En følelse, han ikke havde prøvet før, ikke engang da han kom sammen med Michelle. En følelse, som forvirrede ham. 

Han svarede hende, stadig smilende og med en dæmpet stemme. "Jo... Det kan jeg godt, Cecilie. Hvis det er det, du har brug for, så gør jeg det. Som din ven, fordi jeg holder af dig." 

"Fuck... du er virkelig bare en ven, du er?" Cecilie smilede mellem tårerne, inden hun knugede sig ind til ham i en varm, kærlig omfavnelse. "Jeg ville virkelig ikke vide hvad jeg skulle gøre, hvis ikke jeg havde en ven som dig," fortsatte hun, skælvende. På grådens kant. Martin pressede sine læber sammen. Førte forsigtigt armene omkring hendes skulder og trykkede hendes slanke, lette krop ind til sig i en kærlig, venskabelig omfavnelse. Sådan stod de længe. Midt på stien. To fantastiske venner, dreng og pige, den ene højere end den anden, med armene omkring sig. Et sted over dem var månen skjult bag en sky. Langt ude i baggrunden kunne man svagt høre lyden af guitarspil fra efterskolen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...