Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4852Visninger
AA

23. Eks-kærester og hadesider...

Den glæde, som Cecilie og Martin følte, da de bevægede sig tilbage ad Nørredamsvej, med deres fingre flettet ind i hinanden, grinene og leende, forsvandt som dug for solen da de rundede svinget, der førte op mod vejkrydset længere fremme, hvor hovedsektionen af Nørredamsvej befandt sig. Egentlig var det Cecilie, der som den første fik øje på det. Godt 50 meter derfra, netop som de havde rundet hjørnet, var det første hun fik øje på, en sort splinterny Yamaha-motorcykel med styrthjelmen hængende nonchalant på styret. En motorcykel, som stod parkeret op ad kantstenen omtrent foran det sted, indkørslen til deres hjem befandt sig. Med støttefoden slået ned og hvilende på fortovet, sådan at motorcyklen stod i en anelse skæv stilling. Da hun havde gået yderligere et par skridt og var nået forbi de udhængende grene fra lærketræet nag det hvide plankeværk, som hende og Martin rundede ved nabogrunden, fik hun øje på det, som fik hende til at standse brat op og automatisk klemme grebet voldsomt fast om Martins hånd. 

Fyren, som var klædt i løsthængende jeans og sorte conversesko. Klædt i en grå moderne hættetrøje, med sit lyse hår sat i den moderne sidecut hvor håret var klippet kort i siderne. En anelse højere end Martin. Christoffer. Hendes eks-kæreste. Kasanovaen. Psykopat-svinet. Det var dog ikke synet af ham, der fik hende til at reagere så voldeligt, som hun gjorde, men derimod den person, hvis kinder han blidt holdte mellem sine hænder. Johanna. Hun stod der, klædt i hendes sorte shorts og brune strømpebukser, der som afslutning endte i de hvide sko. Hun stod på tæer for at kunne nå helt op til hans ansigt. Begge hendes arme var slynget rundt om hans nakke i en kærligheds-omfavnelse, der lignede noget taget ud af en eller anden lidt for tøset romance.  Hendes ansigt var som klistret fast til Christoffers. Bevægede sig let fra side til side, som deres læber flere gange lukkede sig sammen om hinanden. 

Martin, som ikke vidste hvordan Christoffer så ud og derfor ikke kunne se noget som helst forkert ved optrinnet, rynkede blot panden. Førte blikket fra Cecilies søster der stod og gennemsnavede Cecilies eks-kæreste, for istedet at føre det hen til Cecilie. Da han så, hvordan hun stod og stirrede med et blik, der strålede af rædsel og med en mund der havde åbnet sig vidt op i et unaturligt gab, mærkede han en pludselig følelse af ubehag komme væltende. Kiggede atter over imod de to elskende unge mennesker, som befandt sig foran indkørslen 50 meter længere fremme. Han fik den ubehagelige fornemmelse af, at der var problemer under opsejling. At dette, de lige nu var vidne til, var et eller andet, som åbenbart ikke ville medføre noget godt.

Han kiggede på Cecilie, løftede forsigtigt sin frie hånd og lod den hvile på hendes skulder, hvorefter han gav den et beroligende klem. "Cecilie, er der noget galt?" 

Hun begyndte at trække vejret i stød. Hev voldsomt vejret ind, kæmpende for at bevare fatningen. Hendes tænder bed sig sammen, hendes blik begyndte at flakke. Blive vildt og ufokuseret. "Det er ham! Det er fucking HAM!" Før Martin nåede at spørge mere ind til, hvad hun mente, vristede hun sig fra fra hans greb for herefter at bevæge sig direkte hen imod optrinnet med voldsomme, ubehagelige skridt der blot blev hurtigere og hurtigere som hun nærmede sig.

Cecilie mærkede hvordan en mellemting mellem raseri og rædsel boblede igennem kroppen på hende. På et splitsekund var hun kommet tilbage. Ligesom da hun var ankommet alene til Fredensborg Station den kolde, regnfulde september-aften to uger tidligere. Da hun var stødt ind i de personer, der havde været med til at gøre hendes liv til et helvede. Bortset fra, at denne følelse af hjælpeløshed og rædsel var langt værrere. Ligepludselig var det som om, at intet af det hun oplevede var virkeligt. Som hvis fortovet, hendes fødder stemte imod, blot var lavet af luft. At verden omkring hende, var en dårlig falsk kopi, en del af hendes fantasi. At det hele ikke var andet end en drøm. Hun følte adrenalinen pumpe, en knude strammede sig til i hendes bryst. Hun fik kvælningsfornemmelser. Følelsen af at skulle skrige, slå og græde på samme gang. Hun kunne ikke kontrollere sine handlinger, adrenalinen, raseriet og frygten havde overtaget hende.

Johanna og Christoffer blev stående der, på fortovet. Snavede heftigt, uden at bemærke personen, der med voldsomme rasende skridt nærmede sig. Det var først, da Cecilie var nået indenfor en afstand af under 20 meter, at hun med en dirrende panisk stemme begyndte at råbe. "Hvad fanden laver du? HVAD FANDEN LAVER DU, DIN FUCKING STODDER?" 

Christoffer og Johanna farede forskrækket sammen. Vendte simultant deres hoveder i retning mod lydkilden. Den ene af overraskelse. Den anden af forvirring og forskrækkelse. Cecilie standsede ikke op. Hun fortsatte, hivende efter vejret og med tårer, som pressede sig frem i hendes øjne.

"Hvad fanden er det egentlig, du tror du kan tillade dig, dit lede svin? Først så stalker du mig, og så udnytter du min søster! Hvem fanden tror du du er? Hvem fanden i fucking helvede tror du du FUCKING ER?"

"Cecilie, ro på." Martin luntede derop, i et rasende forsøg på at standse gemytterne. Løftede sin hånd og greb atter hendes arm, fuldstændig som dengang hun havde skældt Sandra ud på parkeringspladsen udenfor ungdomsfesten en uge tidligere. Men denne gang kunne han ikke holde hende tilbage. End ikke da han hev hende tilbage, kunne han standse de efterfølgende begivenheder fra at hænde. Cecilie skreg op, vristede sig af al kraft fri fra ham og fortsatte målrettet hen mod Christoffer, der med blå øjne som var vokset sig store løftede hænderne og viste sine håndflader samtidig med at han bakkede tilsvarende skridt tilbage. 

"Jeg ved ikke, hvad det er du er ude på,  Christoffer, men vi to er færdige med hinanden. Du ved det og jeg ved det. Få dig et fucking liv og lad mig fucking VÆRE!"

"Cecilie... Rolig nu. Det er jo ikke dig, jeg er ude efter. Det er...!"

"FUCK SÅ AF FØR JEG MELDER DIG TIL POLITIET, DIT FUCKED UP SYGE STALKERSVIN! SKRID! SKRIIIIIIIIIIIID!" 

Christoffer bakkede ud på vejen, snublede over kantstenen og vaklede for at genfinde balancen. Hans hjerte hamrede ukontrollabelt, hans blå øjne var blevet store af skræk. Han bevægede sig hen til sin motorcykel. Tog sin styrthjelm, kastede et sidste blik imod Johanna, som blot stod og så hjælpeløst til på fortovet foran indkørslen. Et smil spillede sig på hans læber. De fik øjenkontakt med hinanden. Han blinkede til hende, og lavede herefter et "call me"-tegn med tommelfingeren pegende imod øret og lillefingeren pegende imod munden. Da Cecilie så det, begyndte tårerne at løbe ned ad hendes kinder, hvorefter hun i et øjebliks panik kastede sig hen imod ham. Hysterisk skrigende, fægtende ud til alle sider med armene. Martin gjorde store øjne, bed tænderne hårdt sammen og trådte frem for at stoppe hende. Slyngede begge arme om hende, inden han så vidt muligt holdte hende tilbage. Christoffer veg sig en anelse til siden, tog et sidste kig imod Johanna inden han atter kiggede på Cecilie. Smilte skævt, inden han som afslutning trak motorhjelmen på hovedet, slog visiret for, lænede sig frem på motorcyklen og skød støttebenet op samtidig med at han drejede på gashåndtaget og med en brølen drønede væk. Videre hen til vejkrydset længere fremme, hvor han svang til venstre og forsvandt. Lyden fra hans motorcykel var det sidste, der langsomt svandt bort, og det var først da alle spor efter hans tilstedeværelse var forsvundet, at Cecilie brød grædende sammen i Martins arme. 

Bag hende blev Johanna blot stående. Kiggede i den retning, Christoffer var forsvundet. Vantro. Med et glimt af melankoli, forelskelse og smerte i øjnene. Hun rystede svagt på hovedet, hvorefter et dystert mørke gled indover hendes ansigt. Vendte blikket fra gadehjørnet længere fremme og istedet hen til Cecilie, der stod med hovedet begravet i Martins skulder, med sin krop skælvende af gråd. Johannas øjne kneb sig ondskabsfuldt sammen, hendes læber blev til en smal giftig streg under næsen. Martin bemærkede det ikke - Han stod blot der, med siden til hende, og aede trøstende Cecilie på ryggen. Støttede hende, var den skulder hun kunne græde ud hos. Som hendes kæreste. Som hendes ven.

"Hvad er dit problem, Cecilie? Hvad er dit fucking problem?" hvislede Johanna giftigt. Tårerne begyndte at hobe sig op i hendes øjne, truede med at vælte ned i kinderne. "Hva'? Hvad fanden er det egentlig, der er galt med dig? Hvorfor skal det gå udover mig? Hvorfor skal dit... dit...." Væsken hobede sig endnu mere op i hendes øjne, og begyndte at presse sig ved ud fra øjenkrogene og ud mod kinden. "Jeg hader dig. Jeg fucking hader dig! Først... Først ødelægger du min fødselsdag! Og så... Så skræmmer du min kæreste væk! Bare fordi DU ikke kan få et forhold med ham, betyder det ikke at JEG ikke kan! DU ER SÅ SKIDE EGOISTISK, DU ER? DU ER VERDENS VÆRSTE STORESØSTER!"

"Ej, okay, nu syntes jeg lige vi skal tage det helt roligt. Allesammen." Selvom Martin stadigvæk ikke vidste, hvad der helt konkret foregik, og ikke rigtig kendte søskendeforholdet mellem Cecilie og Johanna, følte han alligevel at han var nødt til at gribe ind. Nødt til at sætte en stopper for den ubehagelige situation, der var ved at udvikle sig. Han drejede hovedet og kiggede over på Johanna, som stod og hævede efter vejret, med to tårer trillende ned langs begge kinder. Hendes ansigt var fortrukkent fuldstændig ligesom når Cecilie var vred. Et syn, der stak ham i brystet. 

Johanna ignorerede ham. Lod blot fortsat sit blik hvile på sin stadig hulkende storesøster, inden hun med dirrende hadefuld stemme, der sendte en bølge af rædsel gennem Martins krop og sendte hårene i oprejst stilling, fortsatte. "Du er bare en kælling, Cecilie! Du er ligesom far... Prøver at bestemme over alle! Jeg ville fandeme ønske, at det var lykkedes dig at begå selvmord dengang du prøvede på det! Lortesæk!" Herefter snurrede hun rundt inden hun med tårer, som i stadig større og større antal trillede ned ad kinderne, styrtede op ad indkørslen. Videre op til frontdøren, som hun flåede op inden hun skrigende forsvandt ind i huset. 

Martin kiggede forvirret op imod huset i et par øjeblikke, inden han på ny førte fokus inod Cecilie. Pressede forsigtigt sine læber sammen, som han langsomt førte hende ud fra sin skulder. Hun snøftede ind, hev skælvende efter vejret. Kæmpede for at holde følelserne under kontrol. Hun gned sig i øjnene, og vendte hovedet væk fra ham, som endnu en tåre trillede ned ad kinden på hende. 

"Undskyld, Martin... Undskyld. Det var ikke meningen, at du skulle involveres i det her. Virkelig, undskyld." 

Martin pressede læberne sammen, kærtegnede forsigtigt hendes kinder. "Det er i orden, Cecilie... Det er ikke sådan, at du... At du måske vil fortælle mig, hvad det er der helt konkret sker her? Hvorfor det er, du er så bange for ham?"

Hun tog en dyb indånding, og kiggede på ham med blodskudte øjne røde af tårer. Rystede på hovedet og lagde forsigtigt en hånd på hans bryst. "Martin, jeg tror... Jeg tror det er bedst, hvis du tager hjem nu. Det her skal du helst ikke involvere dig selv i. Jeg elsker dig, det gør jeg virkelig, men det er bedst at du tager hjem. For din egen skyld. Undskyld." 

Hun fjernede sig fra ham, og førte blikket op imod huset. Martin rynkede panden. Forvirret. "Cecilie. Cecilie, er du sikker på at det er en god idé? Husk nu, at du kan stole på mig. Hvis der...!"

"Bare gå, Martin!" Hun hævede stemmen og lød langt skrappere end hvad der havde været hendes intentioner. Men lige nu overvældede de mange følelser hende, hvilket gjorde det svært for hende at kontrollere sig selv. 

Martin kiggede på hende. Blinkede let inden han nikkede og smilte. "Okay. Du ringer bare hvis du får brug for mig." Han lænede sig frem for at kysse hende på læberne, men hun vendte sin kind til. Lukkede øjnene stramt sammen, som flere tårer strømmede ned ad hendes kinder. Martin sukkede. Lænede sig istedet frem for at kysse hende på kinden, inden han vendte sig rundt, stak hænderne i lommen og bevægede sig ned ad Nørredamsvej, imod gadehjørnet længere nede. Cecilie blev blot stående, med hovedet drejet til siden og øjnene lukket stramt sammen. Tårerne trillede ned ad kinderne på hende, men hendes læber var presset sammen til en tynd ubetydelig streg under næsen.

*

ALLE OS DER HADER CECILIE JENSEN...

Sandras blågrønne katteøjne stirrede på computerskærmen. Bag hende befandt der sig et vindue, med udsigt ud til en række bøgetræer, som grænsede op til nabohuset. Hun kneb dystert sine øjne sammen, hendes blik strålede giftigt af en mellemting mellem ydmygelse og had. 

Hun læste sætningen på den facebook-side hun var ved at oprette, ord for ord. ALLE OS DER HADER CECILIE JENSEN. Hun rystede på hovedet. Sætningen havde ikke nok potentiale til at skade nogen følelsesmæssigt. Hun vidste, at det at man hadede nogen, kun sårede små 10-årige. En pige som Cecilie... Nej, hun ville lynhurtigt kunne regne ud, hvem der ville stå bag hadesiden. Hun ville ikke tage sig af det. Hun ville være ligeglade med haters. Nej, Sandra var klar over, at hvis siden skulle ramme Cecilie endnu hårdere, skulle hun bruge en sætning, der var meget mere personlig og skar langt dybere ind end bare det, at hun hadede hende. 

Hun lænede sig tilbage i stolen, kastede et enkelt blik hen mod den hvide dør på sin venstre hånd og kiggede så atter på computerskærmen foran sig. Sukkede tungt, og slettede sætningen, indtil der blot stod ALLE OS... Hun førte hånden op til munden, som hendes øjne fik et beregnene, tænkende blik indover sig. Trommede tænkende på kinden, hvorefter hendes øjne klarede op da hun i sammd øjeblik kom i tanker om, hvilken sætning der ville passe bedst. Et ondskabsfuldt triumferende smil bredte sig om hendes læber, som hun lænede sig frem, satte sig ordentligt til rette i stolen for herefter at lade sine slanke fingre med de lakerede negle glide harmonisk og galant henover tasterne. 

FOR ALLE OS DER SYNTES, AT CECILIE JENSEN SKAL DØ...

Hun trykkede på enter, inden hun drejede sig væk fra computerskærmen, for istedet at tage sin telefon der lå på bordet et lille stykke derfra. Førte den ind til sig som hun lænede sig tilbage i stolen. Låste skærmen op og gik ind på fotogalleriet, hvor hun fandt billedet af Martin og Cecilie, der sad og kyssede på bålpladsen som hun havde taget godt to dage tidligere. Med øjne, der strålede af et uudgrundeligt had, gik hun på SMS-inbakken, hvorfra hun tilføjede 146 personer - allesammen kontakter, hun havde fået under sit efterskoleophold - til at modtage den samme besked. Herefter åbnede hun tekstfeltet hvor man skulle skrive beskeden, hvorpå hun tilføjede billedet. Hun klikkede ned, og begyndte så at lave en underskrift til billedet.

HJÆLP MIG :(( CECILIE OG HENDES HEMMELIGE KÆRESTE SAD OG PLANLAGDE HVORDAN DE SKULLE SKADE MIG MEST MULIGT :'( SVINET GIK FANDME MED TIL DET OG FEJREDE DET VED AT KYSSE HENÐE :'( DE KALDER MIG EN ATTENTIONWHORE FORDI JEG HAR SKÅRET I MIG SELV OG BLEVET MOBBET, OG VIL MOBBE MIG MEGA MEGET OG FÅ ALLE TIL AT GÅ IMOD MIG FORDI JEG HAR DET SKIDT! SEND DET VIDERE!!! :'( :'( :'( 

Med et grusomt ondskabsfuldt smil, der krusede sig om læberne på hende, trykkede hun på SEND BESKED hvormed hun sænkede telefonen og triumferende førte fokus imod hadesiden, hun lige havde oprettet. Med telefonen i den ene hånd lænede hun sig frem, førte den anden hånd hen til den trådløse mus, og lod den hvide cursor på skærmen køre op til INVITER VENNER. Hun lod den hvile imod ikonet et kort øjeblik, som hun langsomt kørte tungespidsen nedover underlæben. Så klikkede hun på musen og åbnede ikonet. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...