Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4835Visninger
AA

28. Begyndelsen på enden...

Det gule strømlinede tog, der kørte til Hillerød, ankom til perronen på Gilleleje Station. Martin vendte sig imod Cecilie, og slyngede armene om hende. De stod der i et par øjeblikke, kyssede hinanden, imens toget standsede ude foran dem, og dørene i siderne gik op. De blev stående i noget, der føltes som værende en evighed, før Cecilie endelig trak sig væk fra ham. Martin løftede hånden, strøg blidt noget hår om bag hendes øre, og smilte skævt inden han kastede et sigende blik imod det stillestående tog på deres højre hånd.

"Kan du have det godt, Cecilie. Jeg skriver nok til dig, når jeg kommer tilbage til mine forældre. Bare ring, hvis der er noget. Du ved jeg altid er der for dig."

"Skal jeg nok, Martin. Vi skrives." De kyssede hinanden en sidste gang, hvormed Cecilie drejede sig rundt og bevægede sig hen imod toget. Martin blev stående og kiggede efter hende. Slap hende ikke af syne, end ikke da hun var forsvundet ind i toget blandt seks andre, og dørene lukkede i efter hende. Han pressede læberne sammen, holdte øje med sideruderne. Satte sig forsigtigt i bevægelse, som han blev ved med at kigge ind. I forsøget på at få et glimt af hende. Han fik øje på hende få øjeblikke senere gennem panoramaruden tættest på døren. Så hvordan hun klemte sig ned på det blå sæde, vendte blikket ud imod ham og løftede hånden. Vinkede heftigt og kyssede ud i luften.

Martin blev stående. Løftede hånden i en farvel-gestus, samtidig med at han smilte skævt og lod fokus være imod hende. Han blev stående på perronen, indtil toget satte sig i bevægelse. Sænkede hånden og kiggede efter toget, som det hastigt begyndte at sætte farten op. Så nikkede han svagt for sig selv, drejede sig rundt og bevægede sig tilbage imod vejen, hvor hans forældre holdt og ventede. Toget blev langsomt mindre, som det fjernede sig fra stationen, i retning mod Hillerød. Toget mod Helsingør passerede forbi og sænkede farten, som det nærmede sig stationen.

*

Cecilie blev siddende med hovedet lænet op ad sideruden og kiggede tilbage imod stationen, der efter et par korte øjeblikke forsvandt. Hun vendte blikket rundt og kiggede ligefrem. Lige ved siden af jernbanen, befandt Kystvejen sig. Hun betragtede myldretidstrafikken - klokken var ved at være godt fem om eftermiddagen -, og de lange striber af biler, som hastigt var ved at samle sig i en regulær kø på begge sider af vejen. Betragtede husene, der flimrede forbi på den anden side ad vejen. Hun blev siddende sådan. Kiggede drømmende ud på Gilleleje, der hastigt og i et flimmer af bevægelse passerede forbi. Et smil tegnede sig langsomt om hendes læber. Der var ikke gået mere end to minutter, og hun savnede ham allerede. Savnede allerede hans stemme. Hans udseende. Savnede allerede at snakke med ham, at kysse med ham. Hun følte hvordan hun ville gøre alt for at vende toget om og tage tilbage til Gilleleje. Trygle Martin om at lade hende blive sammen med ham natten over. Men selv hvis hun havde muligheden, vidste hun at det ikke var noget der kunne komme på tale. Hun havde lavet en aftale med sine forældre om, at være hjemme senest klokken 6... Hun skulle nemlig hjælpe dem med at få flyttet nogle møbler i stuen. Og Martin havde selv andre planer for. 

Med endnu et drømmende suk, flyttede hun blikket fra sideruden og ned til telefonen, som lå og hvilede på bordet forsn hende. Hun mærkede følelsen af hvordan hun svagt blev trukket imod højre, hvilket indikerede at toget var i gang med at dreje langs med jernbanen. På den anden side af vinduet blev den trafikerede gade snart efter erstattet med en bevokset skråning med huse på toppen. Huse, som få øjeblikke senere blev erstattet af træer. Hun greb sin telefon, trak den ind til sig og kastede et enkelt blik ud af sideruden, som hun langsomt viklede ledningen med hendes earplugs fri. Strakte ledningen ud i den ene hånd imens hun holdte telefonen i den anden. Vendte telefonen på hovedet og stak ledningen i det tilhørende stik.

Men at stikke de tilhørende earplugs i øret, nåede hun aldrig. Hun blev næsten øjeblikkeligt distraheret af, at telefonen vibrerede i hendes greb. To hurtige gange, der indikerede at hun havde fået en push-besked. Hun mærkede øjeblikkeligt sin puls stige et par takker, ved tanken om at det var Martin. At han savnede hende ligeså meget, som hun savnede ham. Med et hastigt voksende smil på læberne, skyndte hun sig at vende telefonen rundt så hun kunne se skærmen.

Hendes smil frøs fast, og det drømmende forelskede glimt i hendes øjne forsvandt. Hele hendes ansigt frøs fast i en ulæselig mine, ved synet af den besked, hun så på skærmen.

- DIN OPMÆRKSOMHEDSKRÆVENDE EMO-SMATSO! DU SKAL BARE FUCKING DØ! 

Nummeret var anonym. Var det her en hun kendte? Hun mærkede pulsen stige, men denne gang var det ikke af glæde. Denne gang var det af frygt. Skærmen slukkedes automatisk få øjeblikke senere, men Cecilie trykkede på kontakten i toppen for igen at læse på beskeden. En grotesk følelse af ubehag, der gav hendes mave en klam tom fornemmelse, væltede indover hende. Det var som hvis nogen i det øjeblik havde drænet hende for al energi. Hun læste beskeden igen. DU SKAL BARE FUCKING DØ! 

Igen...

DU SKAL BARE FUCKING DØ...

Igen...

DU SKAL BARE FUCKING DØ...

Telefonen vibrerede på ny. Endnu en besked. Denne gang med et navn. SARA J

HVAD FANDEN SKER DER FOR DIG, DIN TABER? SÅ PLANLÆGGER DU AT FÅ SANDRA NED MED NAKKEN? ER DU OVERHOVEDET KLAR OVER HVAD HUN HAR VÆRET IGENNEM? VI TO ER IKKE VENNER! DET VAR EN FEJL AT LÆRE DIG AT KENDE! HA' ET GODT LORTELIV, TABER!

Følelsen af frygt blev erstatte af noget andet. En følelse, hun ikke kunne sætte ord på, men som gav hende en følelse af at blive kvalt. Hun følte sig forrådt. Følte sig truet. Følte sig... Intimideret.

Endnu en besked. Dette var også en pige fra efterskolen, ovenikøbet en hun i løbet af de sidste par uger, var blevet temmelig gode venner med. En ved navn Oline. 

JEG TROEDE PÅ DIG, DIN KÆLLING! JEG TROEDE PÅ, AT DET BARE VAR RYGTER! MEN NU VED JEG DET HELE! DIN SKIDE ATTENTION-WHORE! DU ER BARE EN DUM SO, DU ER? LORTELUDER! SANDRA HAR FORTJENT SÅ MEGET MERE RESPEKT END DIG! 

Hun løftede hånden og placerede den på brystet. Hun følte, hvordan verden omkring hende, øjeblikkeligt forsvandt. Hvordan en blanding af rædsel og smerte væltede indover hende. Billederne strømmede ind ad hendes indre blik, og med det samme kom hun i tanker om Viglund. Drengene, der for godt fem dage siden, havde trængt hende op i en krog. Holdt hende fast som de med ondskabsfulde flabede smil på læberne begyndte at håne hende.

"Så du er altså sådan en cutter der? Betyder det at du er emo?"

Hun pressede læberne hårdt sammen, strammede musklene i halsen så hendes sener trådte frem. Prøvede at lade være med at tænke på de rygter, Sandra havde spredt. Prøvede at lade være med at tænke på den virkelighed, der ville møde hende næste mandag, når hun på ny ville indtage værelset på Viglund Efterskole. Prøvede at modstå billederne, der væltede ind for hendes indre blik.

"Jeg er IKKE emo, og jeg er heller ikke cutter...!"

"Det er ellers det, de andre siger. Vi syntes det lyder mega sejt," sagde den højeste af drengene. "Kan du ikke lige vise os dine ar?"

Cecilie kiggede desperat på dem, rystede på hovedet og forsøgte at skubbe sig forbi. Hun skulle igennem dem for at komme ind i pigefløjen og hen på værelset.  Forsøgte at stå imod de pludselige følelser af panik - de samme følelser, der mindede hende om hendes rædselsfulde tid på Fredensborg Skole - og desperation, der kom væltende indover hende. Men drengene holdte hende tilbage. Den ene af dem trak et barberblad frem, og placerede det imod sit håndled. Vendte blikket hen imod drengen ved siden af sig, og begyndte at le flabet. 

"Er det ikke sådan her, man gør, Cecilie? Er det ikke her, man skal skære for at få det til at bløde mest?"

"FUCK SÅ AF MED JER!" Hun vristede sig fri og klemte sig desperat forbi drengene, der begyndte at grine højlydt bag hende. Fortsatte hen til glasdøren, hamrede den op og begyndte at løbe ned langs den langstrakte gang med de hvide murstensvægge og det grå linoleumsgulv, med rækken af lysstoflamper henover loftet.

I toget mellem Gilleleje og Græsted bed Cecilie tænderne hårdt sammen. Åbnede øjnene som hun mærkede hvordan hun blev tung i kroppen. Martin var der for hende, mindede hun sig selv om. Martin var der for hende. Og det var ikke hele Viglund, der hadede hende. Kun nogle stykker... Kun nogle....

Den næste besked - denne gang også af en anonym -, som Cecilie modtog, var et billede. Hun forsøgte at lade være med at kigge, men kunne ikke modstå trangen. Vendte hovedet ned og betragtede med dirrende hænder billedet - som hun fandt ud af var en videofil grundet det hvide PLAY-ikon midt på det -, som udfyldte midten af skærmen. Hun vidste, at hun ikke skulle kigge. Hun måtte ikke kigge. Allerede nu, hvor den barske virkelighed som hun i de sidste tre dage havde glemt, atter gik op for hende, følte hun hvordan al glæden sivede ud af hende som luften fra en ballon. Alle mulige forfærdelige følelser - smerte, svigt, ydmygelse, skam - væltede indover hende. Hobede sig op inde i hende, gav hende en grusom følelse af smerte, hun ikke kunne placere hvor kom fra. 

Hun kunne ikke nå at stoppe sig selv, før hendes tommelfinger allerede havde trykket playikonet ned. I samme bevægelse løftede hun den ene earplug, og puttede den ind i øret. Hun fortrød det straks som hun havde gjort det. Vidste at det var dumt. Men minderne om hendes fortid, og de voldsomme følelser, havde overtaget og hun handlede på instinkter og ikke på omtanke.

Videoen gik i gang. Det var en pige - naturlig blond, men med sit hår farvet sort - der sad på kanten af en seng. Med bare ben og sine knæ presset imod hinanden. Hendes hænder hvilede på hendes knæer, med håndleddet vendt opad, så Cecilie med al mulig gru kunne se det røde teaterblod, som var blevet strintet udover håndleddet for at efterligne sår efter selvskadende adfærd. Pigen løftede hovedet, og vred sit ansigt i en grotesk og overdreven teatergrimasse, der skulle efterligne smerte. Teatralsk smerte. 

"Hej, jeg hedder Cecilie Jensen. Jeg går på Viglund efterskole, og har fortalt at jeg skærer i mig selv." Pigen, som holdt kameraet, skjulte et fnis. Et fnis, der blandede sig med nogle af de andres. Hun var ikke alene. Efter lyden at dømme, regnede Cecilie sig frem til, at der - foruden pigen på sengen, der sad og hånede hende samt pigen der holdt kameraet, var to eller tre andre tilstede i lokalet. "Men det er kun mig, der er god nok til at må gøre det. Min roomie, Sandra Klinke, hun er en taber og jeg har bare sagt at hun lyver om at hun har cuttet, selvom hun rent faktisk har, fordi jeg syntes hun er en snob og hader hende. Jeg kender overhovedet ikke hendes historie, men hun er sikkert en klam luder med bumser i hele fjæset, og jeg er ligeglad med at hun er blevet mobbet. Jeg er nemlig den bedste i hele verden, jeg er bare mega hellig og perfekt og gør aldrig noget forkert, og uh, glemte jeg at nævne at jeg skærer i mig selv? Det gør jeg nemlig. Se hvordan det bløder." 

Flere hånlige fnis fra de andre i lokalet. Den eneste, der kunne holde facaden, var pigen med det sorte hår og teaterblodet på håndleddet, som stirrede teatralsk ind i skærmen. Hun løftede hænderne tættere på kameraet, som hun med den mest melodramatiske stemme, man overhovedet kunne frembringe, fortsatte. "Jeg er blevet irriteret på hende der Sandra, og fordi jeg er blevet mobbet og haft det dårligt med mig selv, vil jeg ikke finde mig i at andre siger noget som helst negativt om mig, heller ikke selvom det passer. Hun skal lide, og det har jeg fået min kæreste med til... Han fik idéen om at ødelægge den luder til Sandra Klinke, og jeg belønnede ham med et kys." 

En tåre begyndte at strømme ned ad Cecilies ene kind. Hun sad som fastfrossen, med den ene earplug i øret, og stirrede blot på den 30 sekunders lange videofil, pigerne - som hun uden den mindste tvivl vidste var nogen af dem, der troede allermest på Sandra, nogen af dem som var blevet allermest fordrejet af hendes løgne og rygter - fra Viglund Efterskole havde sendt hende. Hun var ikke et sekund i tvivl om, at dette var et statement rettet til hende. En hadevideo lavet fordi de troede på, at hun var en opmærksomhedskrævende so og en led kælling. 

Og den tanke blev bekræftet, da kameraet blev vendt og en brunette med et giftigt blik i sine grønne øjne stirrede ind i kameraet. "Cecilie, du skal bare vide at alle på Viglund fucking hader dig! Og du kommer til at fortryde det, hvis du kommer til efterskolen på mandag! Din lede emomær!" 

Videoen standsede. Cecilie blev siddende, som den første tåre blev afløst af den næste. Sad blot og kiggede på skærmen. Registrerede ikke verden omkring sig. Hun begyndte at skælve. En tredje tårer afløste den anden. Hun mærkede dem kilde hende på kinden. Mærkede dem slå sving rundt om begge hendes mundvige, dryppe ned fra hendes hage. En push-besked dukkede atter op. 

DU SKAL BARE DØ, CECILIE! ÅNDSSVAGE PSYKOPATKÆLLING! 

Hun stirrede blot på skærmen. Kunne ikke længere se klart. Kunne blot betragre de mange bogstaver, beskeden bestod af. Hun var i chok. Kunne knap fatte, at dette virkelig skete. Hvordan kunne det gå til? Hvordan kunne så mange hade hende? Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre? Sandra måtte have løjet sig ud af det. Måske fordi hun var blevet mobbet og havde lavet en statement omkring det. Det var måske i virkeligheden fordi, at hun netop havde fået alle pigerne til at sympatiserer med hende - Enten ved at true med at intimidere dem, eller ved at have brugt nogle uhyggelige overtalelsesevner. Sandra var psykopat. Det var hun overbevist om. En manipulerende, koldblodig, løgnagtig og selvretfærdig psykopat... En psykopat, hvis hævn havde ramt Cecilie det sted, hun var allermest følsom. En psykopat-tøs, der vidste lige præcis hvordan hun skulle få Cecilie ned med nakken. En led kælling, der var langt farligere og langt mere magtfuld, end Cecilie troede.

Det, hun havde frygtet ville ske, var sket. Det, som hun havde håbet på aldrig nogensinde at skulle opleve igen, det hun desperat havde forsøgt at komme væk fra for ikke at ende i et selvmord, var kommet tilbage. Tilbage i endnu større stil og endnu værre, end da hun var flygtet fra det. Sandra havde fundet ud af hende og Martins samtale ved bålpladsen... Det var Cecilie ikke et sekund i tvivl om. Hun måtte have fulgt efter dem. Hørt hvordan Martin sagde, at de skulle snakke med skolebestyrelsen. Og det måtte have trigget hende så meget, at hun spredte nogle rygter, der var værre end de første. Rygter, der kunne ødelægge hende en gang for alle. Rygter, som det muligvis var for sent at standse... 

Hun begyndte at græde. Ganske svagt, og næsten utydeligt. Græd resten af turen tilbage. 

Dette skulle blive begyndelsen på enden... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...