Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4960Visninger
AA

22. At balancere på skinner...

De bevægede sig ned ad cykelstien, som førte igennem samlingen af træer, der stod ved siden af jernbanen. Begge to svingende med armene, med deres fingre flettet ind i hinanden. Foran dem skrånede stien nedad, og forsvandt nedunder jernbanen, videre ud mod den sydlige del af Fredensborg omme på den anden side. De kyssede hinanden en enkelt gang, og standsede et par meter fra jernbanebroen. Cecilie gav Martins hånd et lille klem for at få hans opmærksomhed, kiggede indgående på ham og vippede hermed hovedet imod venstre. Ind mod samlingen af træer, der udfyldte den lille skråning.

"Vi skal herop. Kom." Hun slap hans hånd, vendte ryggen til ham og bevægede sig hen til buskadset. Trak et par grene tilbage så der var fri adgang til den tætbevoksede skråning og de mange bøge- og asketræer, som stod klumpet sammen i hinanden, samt tornebuskene der stod i klumper hist og her. Hun så sig over skulderen, tilbage imod Martin, som blot stod på den asfalterede cykelsti, nysgerrigt afventende. Krusede sine læber i et smil, inden hun på ny gjorde et kast med sit hoved. "Kom nu med, Martin. Der er en del torne, men hvis bare du er forsigtig, bliver du ikke stukket." Hun vendte atter blikket fremefter, inden hun satte sig i bevægelse og med en raslen forsvandt gennem det tætte buskads.

Martin kastede et enkelt blik op mod jernbanen, drog sig herefter atter til at kigge på buskadset foran ham, hvor han lige akkurat kunne skimte Cecilie, som hun besteg den lille skråning. Så satte han sig i bevægelse efter hende. Trak grenene tilbage, pressede sine læber sammen og begyndte tøvende at kravle op efter hende. Hun befandt sig godt en halvanden meter foran ham. Svang sig  udenom et bøgetræ, trådte henover en tyk rod der stak op fra jorden, videre forbi en række tjørnebuske. Hun så sig tilbage, smilet på hendes læber var ikke blevet mindre. Martin stønnede, som han få øjeblikke senere rundede det selvsamme bøgetræ. Han standsede op, da han så hvordan hun smilende kiggede tilbage på ham. Rynkede det ene bryn og lagde med et forvirret smil hovedet let på skrå. "Hvad? Hvad er der?"

Cecilie rystede smilende på hovedet og vendte ham atte ryggen. "Ikke noget." Herefter fortsatte hun. Martin kastede et blik til siden, og kunne mellem rækken af tætpakkede grantræer på hans højre hånd, lige akkurat skimte jernbanen. Så satte han sig atter i bevægelse. Op til tornekrattet, som han med forsigtige og nøje beregnede skridt trampede ned foran sig. Der lød flere knæk fra nedtrampede grene, da han brasede op gennem underskoven. Videre gennem krattet, og hen til Cecilie, der vendtede på ham ved et grantræ. Hun blev stående, ventede indtil han nåede op til hende, hvorefter hun tog hans hånd, drejede sig væk fra grantræet for istedet smilende at trække ham med hen mod jernbanen gennem buskadset længere fremme. Lyden af grene, der blev knækket og blade, der raslede, fyldte stilheden i et par korte øjeblikke. Martin mærkede, hvordan noget spidst rev ham gennem sit venstre bukseben, og drejede instinktivt hovedet i samme retning. Fik øje på noget, der lignede et brombærkrat, hvor der inde mellem de tornedækkede grene voksede nogle flotte, vilde ukrudtsplanter samt grønne mælkebøtter hist og her. Han rynkede panden, og vendte atter fokus imod Cecilie. Hun smilte kærligt til ham, strammede grebet om hans håndled en enkelt gang, hvormed hun atter drejede sig rundt, trampede gennem buskadset mellem grantræerne, så hun til sidst brasede ud på gruset ved siden af jernbanen. Så standsede hun og drejede hovedet rundt, netop som Martin som den næste nåede hen til hende. 

Herefter blev de stående og betragtede synet. Foran dem strakte jernbanen sig milevidt, hvor den langt henne fik en svag krusning. De kunne et sted langt ude, lige før krusningen - som de begge regnede med befandt sig godt en kilometer væk - skimte et rødt lys fra et jernbanesignal. Ellers var det eneste, som fyldte deres synsfelt, den lyseblå himmel med vattoterne af skyer, der hurtigt drev afsted, samt de tætpakkede nåle- og løvtræer, som befandt sig på begge sider af jernbanen som et naturligt autoværn, strakte sig til begge sider så langt øjet rakte. Bag dem, godt 400 meter derfra, fik jernbanen et højreknæk samtidig med at sporet delte sig i to. Man kunne lige ane bagsiden på to signaler. Det var der, stationen befandt sig. 

Tavsheden sænkede sig over dem. Cecilies fingre var stadig flettet ind i Martins. Hun lagde langsomt sit hoved til hvile på hans skulder, som hun fortsat kiggede fremefter. Langt om længe lød der et svagt suk fra hende, inden hun med en rolig, afslappet stemme brød stilheden. "Jeg har ikke rigtig noget tal på, hvor tit jeg har gået her. På jernbaneskinnerne. Det er ret vildt... At man kan være et sted, hvor der er ikke er nogen fare for at støde ind i nogen, som man kender. Det kan godt være, at det er skide ulovligt at være her, men det er det der gør det så fedt. Det er derfor, man kan være helt alene her, uden at være bange for, at nogen finder en. Og det bedste ved det hele," hun løftede hånden og pegede ligefrem, imod det røde lys fra signalet langt væk samt den svage antydning af en krusning i jernbanen. "Man behøver heller ikke bekymre sig om toge, for man vil kunne se dem på lang afstand og nå at komme væk før nogen opdager en. Jeg har været her så tit, at jeg kan togtiderne ud og ind."

Hun sænkede hånden og lagde atter sit hoved imod Martins skulder. Strammede sit greb om hans hånd, som hun betragtede den lange, vidtstrakte jernbane med de mange træer på begge sider der strakte sig ud foran dem. 

Martin rynkede panden, som han ligeledes lod blikket fæstne sig mod krusningen godt en kilometer derfra. Herefter vendte han hovedet rundt og kiggede tilbage imod det sted, hvor jernbanen delte sig og blev til to samtidig med at den drejede sig imod venstre 400 meter i den modsatte retning. Ind mod stationen. Betragtede træerne. Jernbaneskinnerne. Svellerne. Og herefter Cecilie som hvilede sit hoved mod hans skulder. Han bed sig let i underlæben, og kiggede den vej de var kommet fra. Hereftet atter fremad, mod det røde lys langt borte.

"Øhm... Hvornår kommer det næste tog så?" 

Cecilie trak på skulderen. "Om lidt under 20 minutter. Fra Hillerød." Hun kiggede på ham. Smilte. "Og om 40 minutter kommer toget fra Helsingør." Hun gav slip på ham, vendte ham ryggen og begyndte at bevæge sig frem langs med skinnerne. Gruset knasede under hendes converse, hestehalen som hun havde sat kort inden de var taget afsted, viftede en anelse i takt med hendes gang. Martin betragtede hendes hjerteformede bagparti. Hendes stramme lyse cowboyjeans og hendes grønne jakke med pelskraven. Blev blot stående der, og kiggede på hende. Betaget. Forelsket. Med et svagt kærligt smil på læberne. 

"Hvordan kan du være så sikker?" Han begyndte at gå efter hende. 

Cecilie drejede hovedet til siden. "Fordi jeg tjekkede klokken inden vi tog afsted. Togene kommer med tyve minutters mellemrum... Det sidste tog kom for fire minutter siden, lige da vi var kommet ud af døren."

"Og det ved du bare? Hvordan?"

"Det er bare noget jeg kan," svarede hun drillende, inden hun stoppede op og betragtede skinnerne. Kiggede herefter på Martin, som ligeledes stoppede op. "Når man har gået på jernbanen hundredvis af gange i mere end et år... Så lærer man rigtig hurtigt rutinerne at kende. Til sidst... Tjah, så bliver det lagret i underbevistheden. Så er det bare noget, man ligesom, du ved, rent instinktivt ved."

Martin nikkede. "Ah... Jaer... Jah, okay, det kan jeg godt se." Hans bryn rynkedes. "Øhm, hvem, eh, ved egentlig at du har gået her... Udover mig?"

Hun trak sin mund i en let skæv stilling, inden hun roligt rystede på hovedet. "Ingen. Du er den eneste, jeg nogensinde har fortalt det til. Ikke engang Johanna ved det. Martin, det er pisse ulovligt. Hvis nogen finder ud af det, er vi seriøst på skideren." 

"Det ser da ellers ikke ud til at bekymre dig særlig meget?"

Hun smilte, og vendte sig om mod skinnerne. "Det gør det heller ikke. Jeg ved nemlig, at vi aldrig bliver opdaget. Og selv hvis vi gør, vil de ikke finde ud af, hvem vi er. Det eneste, de vil få øje på, er to unge mennesker der går på togbanen... Men de vil være for langt væk til at kunne bedømme vores udseende. Jeg ved det, jeg har jo gjort det i over et år." Hun løftede foden, placerede den på toppen af skinnen og kastede atter et spøgefuldt blik til Martin. Løftede drillende sine bryn. "Hvor god er du til at gå balance?" 

Han skar tænder. Rystede kort på hovedet. "Ikke... sådan... særlig god. Det bedste jeg kan præstere, er at stå på et ben. Men det kan jeg kun i tyve sekunder, før jeg mister balancen. Mig og holde balancen... Det har aldrig rigtig gået særlig godt. Er du da god til det?"

"Sådan rimelig. Du kan da prøve at se." Hun blinkede kækt til ham, inden hun vendte sig rundt med blikket rettet mod krusningen langt borte. Førte sit venstre ben op til skinnen, sådan at hun stod med begge fødder derpå - Med det højre ben bagerst, og de venstre forrest, placeret i en lige linje. Herefter spredte hun armene ud til siderne, som hun forsigtigt og koncentreret satte sig i bevægelse. Fjernede den ene fod. Førte den langsomt et par centimeter hen foran den anden. Lod sig få ordentligt fodfæste, hvorefter hun fjernede den anden fod og placerede den foran den første. Skridt for skridt, centimeter for centimeter, balancerede hun henover jernbaneskinnen. Adræt. Smidigt. Og meget mere professionelt, end Martin tidligere havde set. 

Han gjorde store øjne som han så, hvordan hun roligt og næsten uden den mindste usikkerhed, gik balancegang på skinnen. Hun så så dygtig ud. Så... professionel. Det var tydeligt, at dette var noget hun var virkelig god til. Noget, hun havde øvet sig på. Længe. Muligvis hver dag. Med brynene overrasket løftet satte han sig i bevægelse efter hende, så lyden af knasende grus brød stilheden. Nåede få øjeblikke op ved siden af hende, inden han forbløffet betragtede hende. Hun fortsatte blot med koncentreret at balancere henover skinnen, som hun enkelte gange kastede smilende blikke til ham. Hun fortsatte godt to meter endnu, hvorefter hun stoppede op og strakte sin venstre hånd ud mod ham. "Tag min hånd, Martin. Kom nu."

Han betragtede hendes indbydende smil, og hendes fremstrakte hånd. Greb derefter forsigtigt hendes fingre, inden han satte sig i bevægelse på samme tid med hende. Smilet på hans læber bredte sig, som han betragtede hende. "Det må jeg sgu sige... Det er du faktisk god til, Cecilie. Hold da op."

Hun løftede gådefuldt brynene et kort øjeblik. "Tak. Det er heller ikke underligt... Jeg gik her jo næsten hver dag." Hun standsede. Trådte ned fra skinnen og slap Martins hånd. "Nu skal du prøve."

Han gjorde store øjne. "Hva'? MIG? På den der? Nej tak, jeg vil bare falde og slå mig...!"

"Sikke noget sludder," svarede Cecilie smilende tilbage, som hun forsigtigt lagde sin ene arm om hans nakke. "Hvis jeg kan, så kan du også. Du lærte mig at danse... Nu vil jeg lære dig at gå balance. Og bare rolig, jeg skal nok støtte dig." Hun lænede sig frem, plantede et kys på hans læber og trak sig herefter væk fra ham. Bakkede et par skridt tilbage, førte blikket hen til skinnen, opfordrende. Lod det atter fæstne sig på Martins usikre ansigt.

Han fugtede læberne. Kiggede fra Cecilie, til jernbanen og atter på Cecilie igen. "Jeg ved ikke...!"

"Kom nu bare, Martin." Hun lagde hovedet på skrå og lod sit ansigt antage en uskyldig, sukkersød mine af den slags, kun piger kunne frembringe. "For min skyld. Pleaaaaase." 

Han sukkede. Et kærligt smil spillede sig om hans læber. "All right. Så gør jeg det. For din skyld da." Og med de ord, stillede han sig op på skinnen, hvor han straks mærkede hvordan han svajede. "Wow, shiiiit!" udbrød han, som han febrilsk bredte armene ud til siderne, fægtede ud i luften i en desperat kamp på at holde fast. Han mærkede hvordan han var lige ved at falde, da Cecilie forsigtigt lod sine fingre flette sig ind i hans. Holdte ham fast.

"Rolig, Martin. Slap helt af." Hun mærkede hvordan en lille latter kæmpede sig vej, men holdt den inde. Latter havde nemlig den irriterene tendens at smitte af på andre omkring en, hvilket ikke ligefrem ville hjælpe på hans koncentration. Men det viste sig alligevel at være nytteløst. Martin fik knap nok fjernet sin ene fod fra skinnen, før han mistede balancen og med et højlydt råb tumlede ned på gruset. Vaklede ud til siden, ind i Cecilie som forgæves forsøgte at bremse faldet med sine arme. Men hun endte med at blive skubbet tilbage af den kraft, hvorpå han ramte hende, og landede med ryggen på gruset og Martin over sig. Selvom luften et kort øjeblik blev slået ud af hende, kunne hun alligevel ikke lade være med at lukke øjnene, lægge hovedet tilbage og grine. 

Martin, der lå med maven imod hendes, rettede sig op og kiggede hende i ansigtet, inden et undskyldende og let akavet tandsmil bredte sig om hans læber. Han fjernede sig fra hende, rejste sig op og børstede støvet, som han havde fået udover sig da han landede på småstenene, af sin sweatshirt. 

Cecilie satte sig grinene op og kiggede på ham, imens hun kæmpede den værste latter af sig. "Det er du fandme dårlig til, Martin."

"Ja, det var jo det jeg sagde, var det ikke?" svarede Martin smilende tilbage, som han hjalp hende op at stå, inden han børstede hendes hår fri for støv. Han sænkede hånden og kiggede hende i øjnene. "Jeg er den mest klodsede klovn der findes."

"Ja, men du er MIN klodsede klovn. Min dejlige klodsede klovn." Cecilie lukkede øjnene, placerede forsigtigt sine sko oven på hans så hun kunne hæve sig et par centimeter, inden hun atter førte læberne nedover hans. Kyssede ham. Én gang. To gange. Han returnerede hendes kys. Passioneret. Lidenskabeligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...