Kunsten At Elske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Færdig
Martin på 16 kommer fra Hillerød, og er taget på efterskole for at komme så langt væk fra dem, der mobbede ham på hans gamle skole, som muligt. I starten føler han sig som en outsider, lige indtil han støder ind i den jævnaldrende Cecilie, der til hans store overraskelse er taget på efterskole fordi hun, ligesom ham selv, ville væk fra en fortid med mobning og rygter. De finder hurtigt ud af, at de har mere tilfælles end de regnede med, og ender med at udvikle et meget tæt forhold til hinanden, hvor de deler hinandens historier og dybeste hemmeligheder. Men da Cecilie begår den fejl at ydmyge efterskolens mest populære og selvglade pige, Sandra, begynder det at gå grueligt galt. - En fortælling om to teenageres forelskelse, om at forstå kærligheden og hvordan menneskers ondskab kan ødelægge selv det smukkeste i verden... (Indeholder anstødelige scener)

66Likes
63Kommentarer
4971Visninger
AA

35. Afsløringen...

De diverse elever indsamlede sig på deres respektive pladser i spisesalen. Lyden af snakkende stemmer og knasende tøj fyldte lokalet, rungede ud i hver en afkrog. Sandra tog plads på midterstolen ved bordet der stod op ad vinduet. Smilede og nikkede til de andre piger, der kom hen og satte sig ved siden af hende. Benene havde hun lagt over kryds, og telefonen lagde hun på bordet ved siden af tallerknen.

Martin bevægede sig ind i salen. Opdagede Sandra stivne og vende blikket imod ham, men ignorerede det. Fortsatte blot tværs over linoleumsgulvet, hen mod samlingen af borde der stod placeret op ad murstensvæggen i højre side. Det var nærmest som hvis al talen forstummedes i takt med, at flere og flere - piger såvel som drenge - fik øje på ham. Han pressede læberne sammen. Nåede bordet, og fandt den stol der stod tættest ved bordenden. Overfor ham sad der to brunetter og kiggede misbilligende på ham. Han trak blot sin stol tilbage, satte sig ned og stak hånden i lommen. Knugede om papiret, imens han kæmpede imod de mange følelser. Det skulle overståes. Det skulle altsammen bare overståes. 

De sidste elever bevægede sig snakkende - og nogen af dem leende - gennem døren og ind i spisesalen, som de fandt deres sidste pladser. Da der så var nogenlunde ro, rejste en mandlig lære sig, samtidig med at Vera - forstanderen - dukkede op i dørkarmen. Martin lukkede øjnene, hans greb knugede sig strammere om papiret. Hjertet hamrede. Det var nu. Meget snart. 

Den mandlige lære med de grå skægstubbe, standsede op midt i salen. Jog hænderne i lommerne på sine cowboybukse som han lod blikket skanne rundt. Så rømmede ham stemmen. "Jeg og Vera har begge to noget meget trist at informerer jer allesammen om."

Martin bed sig i underlæben, åbnede øjnene og løftede hovedet. Begyndte langsomt at trække papiret op, som han så hvordan Vera med en dyster mine trådte op ved siden af den mandlige lærer. 

"Jeg regner med, at I allesammen godt kan huske Cecilie Jensen. Og nogen af jer har jeg fået at vide, var gode venner med hende."

Nu havde stilheden for alvor lagt sig. Martin drog sig til at kigge rundt på de andre i salen. Betragtede de andres reaktion. En mellemting mellem forvirring og ubehag var at læse i de flestes øjne. Bare ikke Sandras. Da Martin så hvordan hun roligt foldede armene på brystet og selvstolt lænede sig tilbage i stolen, mærkede han nakkehårene rejse sig. Hun virkede ikke det mindste trykket af den ubehagelige atmosfære og den dyatre stilhed. Hun virkede fuldstændig ligeglad, ja næsten som om hun var utålmodig efter at få noget at spise. 

Den mandlige lærer fortsatte. "Sagen er den, at hun... Desværre tog livet af sig selv for en uge siden. Hvordan er sagen uvedkommende. Men hvorfor... Det er noget ganske andet."

Reaktionen skiftede ikke i de første par øjeblikke. Så begyndte et par af eleverne at blegne, og Martin kunne ikke lade være med at fryde sig over at se, hvordan skrækken dukkede op i de andres øjne. Alle dem, der havde været med til at sprede rygterne... Alle dem, som havde troet på rygterne. Flere og flere begyndte at kigge på hinanden og op imod læreren og forstanderen. Vantro. Forvirret. Skrækslagen. 

Martin lod blikket køre fra de andre og hen til Sandra ved vinduet. Hun sad i stolen. Stivnet. Han kneb øjnene sammen og betragtede hendes ansigt. Han så hvordan hun løftede hånden og dækkede munden. Hun virkede hverken chokeret eller til at have dårlig samvittighed. Hun virkede derimod... Glad...

Vera Sørensen tog over. Rømmede stemmen og begyndte at tale. "Jeg har hørt noget om, at hun blev mobbet mens hun gik her. At der blev spredt løgne og rygter om hende bag hendes ryg... At de fleste, hvis ikke alle af jer, har brudt Viglunds regler og bidraget til Cecilies selvmord. Vi har fået et par tip fra nogen af eleverne der sidder her i salen... Noget med en eller anden hadeside. Er det noget, I kender til?"

Ingen svarede. Martin trak papiret op af lommen, kiggede fremad mod Vera og rakte en finger i vejret. "Jeg har noget, jeg gerne vil have lov til at sige." Han mærkede i det øjeblik, hvordan alles - inklusive Sandras - opmærksomhed blev rettet imod ham. Han tog et kig fra Vera og hen mod Sandra, der sad ved bordet foran rækken af vinduer. Et forvirret blik var dukke op i hendes ansigt, smilet på hendes læber var blegnet. Han skubbede stolen tilbage, så en skrabende lyd forplantede sig i salen, hvor stilheden dystert havde lagt sig.

Han mærkede hvordan benene skælvede af adrenalin under ham, da han knugede hånden om papiret og rejste sig op. Vera kiggede blot på ham, med brynene forbavset løftet. Martin lod sine øjne glide ned til papiret, som han langsomt foldede det ud samtidig med at han satte sig i bevægelse. Standsede midt i salen. Undlod at kigge på noget andet end papiret, da han rømmede stemmen og dirrende grundet nervøsiteten samt det hastigt voksende ubehag, begyndte at tale. 

"Jeg... Øhm... Jeg vil starte med at sige, at det her er første gang jeg nogensinde har holdt en tale... Og jeg kunne sikkert have gjort den hundrede gange bedre." Han holdt en kort pause. Han så Cecilies ansigt for sig, da hun rykkede sig ind til ham og lukkede sine læber sammen om hans. Han blinkede hurtigt et par gange, for at få tankerne væk. Rømmede atter stemmen, hvormed han fortsatte.

 "Øhm, mit navn... Ja, I allesammen ved sgu godt hvem jeg er, så der er nok ikke nogen grund til at introducere mig... Først og fremmest," han løftede blikket og fæstnede det på Sandra, der med brynene forvirret løftet kiggede tilbage imod ham. Det samme gjorde resten af eleverne - og lærerne, tilmed - som befandt sig i salen.

 "Så elskede jeg Cecilie. Uanset hvad Sandra Klinke eller nogen som helst anden har bildt jer ind, så var Cecilie min bedste veninde... Og den første person, jeg nogensinde har elsket. I modsætning til jer... I modsætning til jer allesammen herinde, kender jeg sandheden om Cecilie. Hun var ikke opmærksomhedskrævende, som rygterne siger... Hun var ikke en, der gik rundt og nedgjorde andre mennesker for at få det bedre med sig selv, i modsætning til en hvis pige herinde... Hun var ikke en eller anden selvhøjtidelig tøs, der gik og manipulerede med andre fordi hun ikke kunne klare når ikke hun fik sin egen vilje, igen i modsætning til en hvis anden pige herinde! Nej, Cecilie Jensen var en af de mest fantastiske piger, jeg nogensinde har været sammen med... Jeg kender sandheden. Forstår I det? Hun fortalte mig alt... Hvis I vidste, hvad hun havde været igennem... Hvis I overhovedet vidste, hvad der foregik, ville ingen af jer sidde der og se på mig på den måde. Så ville i skamme jer..." 

Han sank en klump, kæmpende imod tårerne, som han mærkede presse sig frem. Sandra blev blot siddende på sin plads. Han så hvordan hun strammede hånden om sin iPhone. Enten nervøst eller i raseri, eller måske en kombination af de to ting. Han kiggede atter på papiret, og så det som han havde husket at Johanna - grædefærdigt og i en alvorlig skyldfølelse - havde fortalt ham få dage efter Cecilies død.

"Cecilie Jensen kommer fra Fredensborg på Nordsjælland... Hun blev mobbet på hendes gamle skole, pågrund af falske rygter der blev spredt af en jaloux veninde, fordi hun var blevet kæreste med venindens kæreste, uden hun selv var klar over det... Hun har haft en voldsom depression for et år siden, hvor hun blev indlagt på ungdomspsyk i Hillerød. Hun har forsøgt selvmord fordi hun ikke kunne overskue alle de løgne, der blev spredt om hende. Cecilie blev hadet! Hadet af alle dem, hun havde troet var hendes bedste venner... Hadet af alle dem, hun ellers var overbevist om, ville støtte hende og være der for hende når hun havde det svært... I hele ungdomsmiljøet i lokalområdet - og vi taler om fucking 20 kilometer i alle retninger - blev hun mobbet, hadet, truet. Hun begyndte at skære i sig selv... Havde ingen andre end Johanna at støtte sig til... Hendes mor og Johanna, var den eneste, der vidste det. Hendes far var der ikke rigtig for nogen af dem, så derfor kunne hun ikke få sig selv til at fortælle ham det... Hun kunne ikke overskue skolen mere, uden at det ville ende i et sammenbrud, så for at slippe for flere løgne og mere mobning og flere selvmordsforsøg, tog hun hertil Viglund... Og hvad er det så der sker?" Nu kiggede han direkte i øjnene på Sandra, som han mærkede vandet der pressede sig nedover hans tårerkanaler. "Så kommer Sandra... Og fucker alt op for hende. Spreder de ene mere klamme rygter efter de næste.... Lyver for allesammen. Hun forsøgte at få Cecilie til at droppe mig som ven, og Cecilie gav hende en lussing... Og jeg forstår hende fandme godt." Han tog en dyb indånding, og mærkede hvordan tårerne trillede ned ad kinden på ham. "Og hvis ikke I voksne tror på min historie... Så kan I selv tjekke den hadeside, Sandra har oprettet på facebook. "Alle Os Der Syntes At Cecilie Jensen Skal Dø"...!"

"Det passer ikke!" Sandra begyndte at blive panisk, kørte skiftevis blikket mellem Martin, Vera og de andre. Løftede hånden med telefonen og pegede bespottende imod ham. "Det er Martin selv, der har oprettet den... Han er en løgner, han og Cecilie planlagde at ødelægge mig, det...!"

"Nej, Martin har ret." 

Pigen snakkede nede bagerst fra lokalet. Sandra stivnede, med telefonen i fremstrakt arm pegende imod Martin. Hun gjorde store øjne og vendte langsomt hovedet imod lyden. Hendes øjne var store i panik. Hendes vejrtrækning var hivende. En brunette i lyseblå jeans og grå langærmet trøje havde rejst sig op og var begyndt at sætte sig i bevægelse op ad linoleumsgulvet, op imod det sted, Martin befandt sig. Det var Andrea Poulsen, hende der havde konfronteret Sandra over internettet.

"Sandra HAR oprettet en hadeside imod Cecilie! Jeg har selv set det! Alt hvad Martin siger, passer. Hun har ovenikøbet ydmyget mig... Jeg har faktisk et billede af samtalen liggende på min telefon, jeg tror I vil syntes om det. Det viser, hvor meget Sandra har løjet for os alle, og hvor ond hun faktisk er." 

"DU LYVER!" Sandra rejste sig op og skreg skingert. "DU LYVER, DIN LORTEUNGE!" 

Andrea ignorerede hende. Hun gik blot ind på telefonen, som hun fortsatte op ad gulvet. "Samtalen ligger vist ligeee... Her, ser det ud til." Hun passerede forbi Martin, op til Vera og rakte telefonen frem. Vera tog imod den, forbløffet. 

Andrea drejede sig rundt og vendte blikket hånende imod Sandra. Trak på skuldrende og rystede sympatisk på hovedet. Sandra blev stående i et par øjeblikke, måbende. Så pressede vandet sig frem i hendes øjne inden det dannede sig til tårer der begyndte at strømme ned ad kinderne på hende. Med raseriet som strålede ud ad hendes øjne, greb hun fat i glaskanden inden hun skrigende satte sig i bevægelse. Hun mistede fuldstændig besindelsen, kunne intet andet end kaste sig skrigende fremad samtidig med at hun hævede glaskanden over sig. Vandet skvulpede ud, væltede nedover hendes arme, udover gulvet, men hun ignorerede det. Martin gjorde store øjne og strakte sin hånd frem, i forsøget på at undvige, men da var det for sent. Sandra slyngede med et grådforvrænget ansigt og tårerne strømmende ustandseligt ned ad kinderne, glaskanden indover siden af hans ansigt. Han bakkede tilbage, ramlede ind i bordet bag ham. Sparkede ud med foden, men ramte forbi. Sandra satte over i løb. Martin rullede til siden, væltede ned på linoleumsgulvet netop som Sandra slyngede vandkanden frem. Den ramte kanten af bordet for fuld kraft, så bunden med en klirren splintredes. Martin sparkede til siden. Hamrede skinnebenet indover Sandras ankler, så han slog benene væk under hende. Hun udstødte et skrig og væltede fortumlet bagover, stadig med hånden om kandens håndgreb. Resten af kanden hamrede ned i linoleumsgulvet og blev smadret i tusind stykker, så det kun var håndtaget hendes fingre knugede sig om, der var tilbage. 

Martin gik i panik. Kastede sig på benene, og styrtede hen mod hende. Vera gjorde store øjne, skubbede den skrækslagne Andrea til siden og sprang frem for at standse Martin fra at gå amok på Sandra. Den mandlige lærer gjorde det samme. Vera trådte ind imellem dem, som Sandra klynkende trak sig tilbage mod bordet og lod ryggen hvile imod bordbenet. Strakte hånden frem for at gøre tegn til Martin om at forblive i ro. Martin skreg, tårer væltede ned ad kinderne på ham. Han vred sig, forsøgte at kæmpe sig fri. Læreren mistede grebet og han kastede sig atter frem. Skubbede brutalt Vera til siden, nåede indover Sandra som gjorde store øjne. Hun åbnede munden og skreg skingert i panik, slog ud imod ham, men det nyttede intet. Han greb hende om kraven, tvang hende op at stå, greb fat i hendes hår og hamrede hende herefter brutalt ned i bordet, samtidig med at han satte hende i benlås. Bankede hendes skrigende ansigt ned... Igen og igen og igen og igen og... 

Han blev trukket tilbage af fire stærke hænder, blev tvunget skrigende ned i knæ. Sandra kollapsede, krøllede sig sammen på gulvet med en hånd for ansigtet. Martin blev siddende i knæ. Fortsatte med at skrige, inden han endelig brød sammen og hans skrig forvandlede sig til en højlydt, hjerteskærende gråd. Sandra blev liggende, med hånden dækkende for ansigtet, og med blod som langsomt begyndte at sive frem mellem fingrende på hende. Andra blev stående et par meter derfra, forvirret. Chokeret... Ligesom resten af salen... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...