Malapaga

Malapaga cirkulerer om problemet hos det unge, forelskede par Alonzo og Juvena. Den uskyldige, rolige Ju har overgivet al sin kærlighed til den spontane og urolige Andy, der langt fra hviler i sig selv og aldrig ser ud til at kunne finde ro.
Det er måske også derfor at Andy får rodet sig ud i problemer til halsen, og snart svømmer rundt på dybt vand.
Men hvad skal der ske når Ju pludselig bliver midtpunktet i problemet?
Kan Andy holde hovedet koldt, eller bukker han under for presset?
Og vigtigst af alt.. Hvad skal der ske med den gravide Ju?

Stødende scener med sex, stoffer og vold kan forekomme.
Læsning på eget ansvar!

5Likes
0Kommentarer
516Visninger
AA

2. Andy - Kapitel 1

 

“It's shocking the thing we call love.”

 

Jeg overrasker mig selv hver gang jeg træder herind. Hver gang jeg vender tilbage, med tanken om at jeg ikke hører til her lurer i baghovedet. Og uanset hvor meget jeg prøver at modbevise den, forsvinder den ikke. I 10 år har den tankegang været mit liv. Den måde jeg tænkte på. Og det gør jeg stadig. Mon jeg nogensinde slipper af med den?
Mon jeg nogensinde slipper af med den angst for at slå mig ned? Få en familie? Jeg tvivler.. Jeg har allerede bevæget mig ud på dybt vand.. Meget dybt. Prøver at holde mig oppe i angstens vande, svømmende mod kærligheden. Jeg når aldrig frem..

Idet jeg træder ind i entreen lander mit blik på uret, på kommoden. 15:11. Er klokken virkelig blevet så mange? Åbenbart. Og nu tænker i måske.. Hvad laver jeg i Ju's lejlighed klokken 15:11? Om jeg er kommet hjem fra arbejde? Næppe. Min psykiske ubalance gør mig i stand til ikke at kunne overskue et arbejde. Det lyder ligesom en dårlig undskyldning.

Lejligheden er lys. Både i farver og fra de mange, store vinduer. Her er faktisk utrolig rart. Og utrolig pænt. Måske derfor jeg ikke føler at jeg passer så godt ind. En rigtig gadedreng hører ikke til her. De fleste møbler er hvide, meget harmoniske, og enkelt sat op. Meget elegant. Væggene i en cremehvid farve, der står godt til nogle af de træmøbler der har fået lov til at beholde deres naturlige farve.

Jeg bikser lidt med at få jakken af og hænge den pænt på knagen. Her i Ju's fine, pæne lejlighed opfører jeg mig altid lidt pænere end sædvanligt. Mine sko stiller jeg også ind til siden, og på strømpefødder fortsætter jeg gennem entreen, forbi kommoden og ind i stuen. Hvor er Ju? Hvis hun overhovedet er hjemme.. Vælger at slå mig ned i den lyse sofa, lægge benene op på det bløde stof og læne mig godt tilbage. Op af lommen trækker jeg et bundt pengesedler. Penge jeg burde lægge til side til husleje. Ikke for denne lejlighed, men for den lejlighed der opbevarer min hashplantage. Den ligger nogle gader herfra, i et usselt og skummelt kvarter. Ikke at dén information burde overraske nogen. Bygningen ejes af byens største drugdealer, Ace, som han kalder sig, og jeg har opkøbt lejligheden af ham, til fordel for at skulle betale 75% af mit salgsudbytte i husleje. Noget jeg har svært ved. Jeg ligger allerede 1 måned bagude i husleje, og pengene forsvinder mellem fingrene på mig. Jeg er rigtig dygtig til at bruge dem på at spille. Især poker. Jeg har en hang til at øsle alle mine penge væk på poker.

Mens jeg hurtigt og meget fermt får talt pengene op, trækker jeg fra den anden lomme en bunke små plastikposer. Poserne indeholder hash i forskellige afskygninger. Topskud. Tørrede topskud. Tørrede, hakkede topskud. Hashklumper. Det er blot noget af det. Jeg lægger pengesedlerne på bordet ved siden af, of nyder den følelse af rigdom der altid skyller ind over mig når jeg får samlet pengene for mine salg.

Jeg læner mig længere tilbage i sofaen og lukker øjnene til, som jeg falder længere og længere ind mod søvnen, med et smil strækkende fra det ene øre til det andet. Undervejs suser mine tanker gennem mit hoved. Jeg tænker på Ju.. Vores 'forhold' så at sige. På penge. På plantagen.. På Ace. Tanken får mig til at rynke på næsen med de lukkede øjne. Og pludselig er jeg ikke træt mere. Tanken om hvad Ace kunne finde på hvis jeg ikke betaler de penge, får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Men alligevel, får det mig ikke til at lægge pengene til side. Jeg skal bare slappe lidt af. Sætte hjernen på standby. I en af mine lommer får jeg fisket noget papir. Det er allerede i en passende størrelse, til dets brug. En af poserne bliver åbnet, og jeg hælder meget koncentreret de hakkede, tørre topskud ud på midten af papiret i en lang streg. Så bliver den rullet og ordnet. Til sidst placerer jeg den mellem mine læber, og tænder den.
Et langt hvæs bliver inhaleret, og jeg læner mig godt tilbage i sofaen igen. Det var godt nok lige hvad man kunne trænge til..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...