Who Knows?

Savannah Martin - en ganske almindelig pige, hvis største problemer var sin kedelige skolegang og mangel på venner. Men alt det almindelige, blev ligesom suget ud af hende, da hun mødte Bastion - et overnaturligt væsen, der skulle forestille at være hendes skytsengel.
- Men det er ikke ham, der er hendes nye problem. Hun kan endda godt lide ham. Og dét er hendes problem, for det er imod alle Himmelens regler.

Vil hun gå så langt, at hun bryder universet regler?

12Likes
9Kommentarer
1012Visninger
AA

4. Kapitel 4 - Intetheden

"Okay Emma," startede jeg. Hun var taget direkte hjem efter festen igår, og nu havde vi aftalt at mødes for at... snakke det igennem. 

"Hvad skete der?" 

Hun kiggede hen på mig og så lidt ligeglad ud. "Emma, helt ærligt, hvad skete der? Jeg kan ikke hjælpe dig hvis du ikke vil tale om det," sagde jeg.
Hun svarede ikke. Jeg sukkede.

"Ved du hvad, jeg behøver ikke hjælp. Jeg skal bare have et par dage, okay?" 
Hun stirrede hårdt på mig. "Okay så... tag dig alt den tid du vil have..."

Så rejste hun sig og vimsede væk.

Seriøst, hvad havde jeg gjort hende? Udover at prøve at hjælpe hende? 
Pressede jeg for hårdt på, eller var hun bare blevet såret og virkelig var klar om et par dage? Jeg håbede ikke, hun ligepludselig skulle begynde på et nyt job som Nellies lille tjener. Hvis det var tilfældet, ville jeg være som en slags skytsengel for hende. Hun fortjente ikke at blive en slave.

"Skytsengel," hviskede jeg. Jeg rystede på hovedet af min egen tåbelighed. Men det løb mig koldt ned ad ryggen, og det kunne jeg ikke gøre noget ved.

En time senere havde jeg sat mig ned i haven for at tænke lidt over tingene. Den drøm jeg havde haft om Nutella, fjeren, Emmas "knuste" hjerte.
Var det mon på grund af Nellie? Hun fungerede lidt som en kniv eller noget... hun satte sig på struben af folk, og det var kun et spørgsmål om tid før hun huggede den over og var blevet træt af at lege med folk. Og hendes kvalmende søde duft fik én til at glemme, alle de modbydelige ting hun havde gjort.

Duft. Det stod klart på nethinden. Det havde den samme virkning som ordet skytsengel havde haft på mig. Fjeren. Den duftede godt. Og fjer = engel = skytsengel. 


Jeg skubbede tanken fra mig. Måske burde jeg alligevel kontakte en såkaldt "clairvoyant". Nej, det skulle jeg ikke. Jeg ville ikke rodes ind i åndernes verden eller hvad filan de nu kaldte den. Jeg troede ikke engang på det. Men det var altså et uhyggeligt tilfælde det dér med skytsenglene. 
Hvis de fandtes - hvilket var fuldstændig umuligt (selvom noget inde i mig som jeg ikke ville indrømme eksisterede sagde, at der kunne være en chance) for... ja, jeg... havde ingen god grund til det.

Jeg.. blev svimmel af at tænke på det, på samme måde man gør, når man tænker på fuldstændig sindssygt svært matematik inde i hovedet.
Og når man skulle lave et billede inde i hovedet om et uendeligt univers.
Jeg drev mig selv til vanvid.

Jeg gik indenfor. Jeg var alene hjemme hele dagen idag - som sædvanligt. Men lige pludselig virkede huset stort og tomt.. på en uhyggelig måde. Mine højhælede sko som ramte fliserne var de eneste lyde der var. Og Nutella der daffede rundt et eller andet sted ude i køkkenet. 

Jeg stilte mig overfor det store spejl i entréen.
Hvorfor var det egentlig jeg sådan skulle... ikke mobbes. Men holdes udenfor hele skolens fælleskab? Blevet gjort nar af? Jeg var jo ikke grim eller noget.


Mit nøddebrune hår var pænt glattet ned over brystet, næsten ned til taljen. Jeg syntes selv min næse var lidt stor. Men ikke bemærkelsesværdig.
Min mund var bleg og normalt formet. Men mine øjne skammede jeg mig ikke den mindste smule over. Mine øjne var smukke. Virkelig smukke. En lidt mørkere farve end mit hår. Store og krogede. Og det bedste af det hele: naturlige lange, sorte øjenvipper. Jeg var bestemt ikke grim. Selvom det eneste smukke ved mig var mine øjne.
Jeg sukkede. Det viste bare hvor lidt jeg passede ind, eller hvad? Og der var nøglen, tænkte jeg. Jeg passer bare ikke ind - det er meningen det skal være sådan.

Jeg nåede ikke at tænke mere på mit udseende da mit alarminstinkt tog til. En perfekt skygge stod lige bag mig. Jeg skreg.

___________

Jeg undskylder, at kapitlet blev lidt kort - men jeg blev nødt til at slutte det der!

Okay, dejlige mennesker som læser dette! Læsere eller ej, så er jeg for det første meget taknemmelig at du tog dig tid til at læse dette kapitel.

- Jeg ville blive endnu mere taknemmelig hvis du lige ville smide en kommentar. Jeg ville virkelig gerne have lidt mere tilbagemelding på denne movella - måske er der 5 der har på favorit, men jeg har ikke fået så meget konstruktiv kritik til historien, så jeg ved ikke hvordan jeg kan gøre det bedre?
Hvis du ikke har nogen idéer er det selvfølgelig fint - men hvis du har, ville jeg blive virkelig glad hvis du gad at skrive det! ;)
- Tak fordi du bare læste dette, det gør mig meget glad.
//Chaille/Charlotte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...