Who Knows?

Savannah Martin - en ganske almindelig pige, hvis største problemer var sin kedelige skolegang og mangel på venner. Men alt det almindelige, blev ligesom suget ud af hende, da hun mødte Bastion - et overnaturligt væsen, der skulle forestille at være hendes skytsengel.
- Men det er ikke ham, der er hendes nye problem. Hun kan endda godt lide ham. Og dét er hendes problem, for det er imod alle Himmelens regler.

Vil hun gå så langt, at hun bryder universet regler?

12Likes
9Kommentarer
1010Visninger
AA

3. Kapitel 3 - Opmærksom

Jeg orkede egentlig ikke det her. Og nej, det var ikke på grund af Nellie. "Ikke kun," hviskede jeg. Jeg orkede bare ikke at tage til fest lige nu. Altså, hvem ville ikke være bare en lille smule forvirret, hvis de ikke kunne huske at de kom hjem og at de bare var faldet død om på sengen, stået op og fundet en velduftende fjer på sin hund?
Hvis nogle sagde de ikke blev forvirret over det, ville det helt klart være løgn. 

"Anna, kom nu-u-u." Emma stod og trak i min arm, som om jeg var hendes mor. 
"Jeg tror ikke jeg har lyst alligevel," hviskede jeg.
"Du lovede mig, så jo, det har du - og stop så de der børnelege og KOM HER!" 

Hun førte mig ind gennem den lange entré med helt hvidt trægulv og høje, hvide vægge med en masse malerier på. "Idrk, de her billeder må ha' været så dyre, at det er ulækkert," fniste Emma.

"Ja... selv min far kunne kun have råd til 3 af dem," svarede jeg igen.

"Heeej, hvad syntes I så om vores hjem?" 
Åh nej, hun ville hænge på nakken af os og... det kunne jeg høre på hendes stemme. Nellie.
"Hvis nu en kæmpe bowlingkugle faldt ned fra himlen, ville det være ærgeligt," svarede Emma og smilte. Noglegange kunne Emmas spydige kommentarer virkelig redde min dag. Jeg smilte.

 "Jaa, vi har brugt en formue, ja. Men det ville være endnu mere ærgeligt hvis den smadrede vores kæmpe badeværelse med zauna, spa og indendørs..."
"Ja, hold nu kæft, det er ikke fordi vi ikke har fattet at du er stinkende rig," sagde Emma igen.

"Ja, og lad os understrege STINKENDE. Måske skulle du tage en pause med den parfume dér, søde Nellie. "
"Hav en god fest," svarede hun koldt og vendte om.
Hun vrikkede væk med sine små ællinger. "Sikken en..." Jeg blev afbrudt af Emma:
"Jeg tænker præcis det samme."

Vi gik senere hen for at tage noget af det danskvand der stod på bordet, der var placeret i midten af den kæmpemæssige stue. Heldigvis havde vi ikke hørt mere til Nellie. Så satte vi os igen hen i en af de dér kæmpe lædersofaer de også havde tonsvis af. 

"Nå," sagde Emma og afbrød stilheden der havde varet de sidste 5 minutter, hvor vi bare havde siddet og nippet fra vores glas. Eller, der var ikke stille omkring os - overhovedet ikke - men Emma og jeg havde blot stirret ud i luften. "Er der nogle drenge her, der ville passe til mig?" spurgte Emma. Hun kastede med håret og fnes. 

"Du vil bare rynke på næsen over resten, der ikke tilbeder Nellie," påmindede jeg hende. "Neej, hvad med... ham dér," sagde hun, og pegede på en fyr med kulsort hår, olivenfarvet hud og store, sorte øjne. 

"Ham har jeg aldrig set før," sagde hun igen. "Heller ikke jeg," svarede jeg fraværende. Jeg havde for travlt med at kigge på ham. 

"Emma, jeg går udenfor et øjeblik. Alene. Jeg skal lige have lidt luft og tænke lidt, ikke?" Jeg smilte til hende, for hun måtte ikke tro der var noget galt. Jeg ville jo egentlig bare trække vejret lidt. 

"Okay, det er fint. Men så finder jeg nok en andens selskab," svarede hun med hendes velkendte glimt i øjet. "Fint med mig, jeg tror alligevel bare ikke på, at du finder nogen der ikke ånder og lever for N." Jeg rakte tunge ad hende, vinkede og gik så ud i entréen. Jeg tog min jakke og sko på og gik ud.

N boede tættere på havet end jeg gjorde. Hendes hoveddør lå nærmest ud til strandkanten. Så det var jo oplagt at gå langs stranden. Især når stjernerne lige var kommet frem og stod klart og tydeligt på himmelen.

Jeg sukkede, fuldstændig betaget af den smukke nattehimmel. Jeg følte mig fredfyldt, men jeg var stresset. Jeg følte mig glad, men trist. Det var på grund af alle de spørgsmål jeg havde i hovedet... kunne jeg ikke bare få et svar?

Jeg fandt en kæmpe brombærbusk og stilte mig op ad den. Den var nærmest blevet en hæk, så dens stærke og kraftige blade kunne sagtens holde min vægt. Men alligevel tog den imod mig som var den en blød madras. 

Jeg rystede lidt på hovedet over hvor underlig jeg følte mig. Det var som om jeg... så ting dobbelt så bedre, mine ører var langt mere opmærksomme, jeg kunne nærmest smage den søde sommerduft omkring mig... 
Endnu engang sukkede jeg og rystede på hovedet, og besluttede mig i stedet for at gå en tur i N's park af en have. 

Jeg lukkede den enorme hvide port efter mig, der førte ind til deres farverige og 100% velklippede have. På den ene side af mig stod der en tyk og tæt række af røde tulipaner, og på den anden, en stor rosenbusk. Roserne var endnu ikke sprunget ud endnu, så de var kun små, gule pletter på den store, fyldige busk.

"Argh!" udstødte jeg, irriteret over at jeg bare skulle kigge på alting. Jeg opfangede alt... Jeg valgte at fokusere på grusstien foran mig, og gik bare. Jeg nærmede mig lyden af stemmer, og gik forbi nogle piger der sad og snakkede på en bænk. Så gik jeg forbi poolen. Der sad kun nogle i de strandstole der var ved siden af, og de snakkede tydeligvis også. Så kom jeg til bagdøren - og gik ind.

Jeg blev straks overfaldet af Emma som med tårer i øjnene sagde:
"Vi tager hjem. Nu."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...