Who Knows?

Savannah Martin - en ganske almindelig pige, hvis største problemer var sin kedelige skolegang og mangel på venner. Men alt det almindelige, blev ligesom suget ud af hende, da hun mødte Bastion - et overnaturligt væsen, der skulle forestille at være hendes skytsengel.
- Men det er ikke ham, der er hendes nye problem. Hun kan endda godt lide ham. Og dét er hendes problem, for det er imod alle Himmelens regler.

Vil hun gå så langt, at hun bryder universet regler?

12Likes
9Kommentarer
1073Visninger
AA

2. Kapitel 2 - Andemor

"Fuck man, jeg er sulten."

Det var den første tanke jeg havde, da jeg stod op af sengen. Den næste var: "Hvorfor fanden ligger jeg i min seng?"
Jeg kiggede mig undrene omkring. Havde det med Nutella været en drøm? For så kunne jeg åbenbart ikke huske at jeg rigtigt kom hjem.

Jeg besluttede mig for, at jeg sikkert bare var faldet om i min seng, og så havde drømt det med Nutella, som lige nu, sjovt nok, lå og snorksov helt trygt på mit tæppe. 
Jeg smilede til hende, og gik hen for at pjuske hendes ører.
Hun strakte sig, gabte lidt, og rullede så pjattet rundt. "Har du fanget fugle igen?" Jeg rystede på hovedet, og fjernede fjeren der lå på hendes mave. Det lignede noget der kunne ha' været halefjeren fra en måge, bare i 5 gange så stor udgave. 

Det var som om den åndede mig i hovedet. Men dens ånde lugtede langtfra af fisk og fugleklatter. Den duftede af... roser. Noget rent. Hvide roser.
"Nå," sagde jeg og kastede fjeren ud af vinduet. Det var nok bare en... stork eller noget, som der havde været inde i en rosenbusk.

Jeg gik ned for at tage noget mad, og kiggede på klokken. Jeg kom hjem ved 3-tiden... klokken var 5. Så jeg havde sovet i to timer. Det lignede sten sikkert mig at tage middagslure.

Næsten oppe på mine 8 timer nu, tænkte jeg i mens jeg stoppede noget pastasalat i munden. Jeg skulle være alene hjemme i aften. Min far holdt et af de der'sens møder, med kæmpe store beslutninger for hotellet. Gaaab.
Min mobil bippede. Det var helt sikkert Emma. Hun inviterede mig altid ud til fest om fredagen. 

"Fest hos Nellie klokken 21 i aften. Du ved hvor hun bor, ik'? Du ved, det store overdådige halv-palads?"

Hos Nellie. Den stride ælling. Eller, andemor var hun nærmere. 
Jeps, andemor med alle hendes små ællinger der altid render rundt i røven på hende.

"Nellie," tastede jeg. "Hvorfor vil du med til Nellies fest? Med mig? Beklager, kommer ik'."
Jeg sendte irriteret SMS'en tilbage, og gik op på mit værelse. 
Jeg havde næsten kylet min mobil tværs gennem rummet. Var hun begyndt at blive endnu en røvrender til Nellie? Men jeg gjorde det ikke, for jeg ville se hvad hun svarede. Se om hun gav vores vensskab dødsstødet eller om hun gav mig ret.

Min telefon bippede, og jeg gik hurtigt ind på hendes besked:
"Kommer over til dig. Du vil ik' ku' fatte det over mobil."

Jamen okay så. Det var da overhovedet ikke fordi hun var påtrændende eller noget. Jeg himlede, stadig irriteret, med øjnene men svarede dog tilbage.
"Okay, så kommer du bare, men hvis du bliver tilbeder af N slår jeg dig ihjel."

"Hej," sagde jeg koldt da hun trådte ind af vores hoveddør. "Hej søde!" grinte hun, tydeligvis ikke påvirket af mit surmuleri. "Emma, jeg vil altså ikke med..."
"Heller ikke hvis jeg siger, at ALLE på vores årgang er inviteret?" 
Hendes øjne strålede. Jeg sukkede og rystede på hovedet. "Anna, come on! Det skal nok blive en fed fest alligevel. Det er ligemeget hvem der holder den, hun vil sikkert bare ignorere os... eller noget. Vi lader os jo aldrig blive flove over det hun siger eller gør, så hvorfor ikke?"

"Jamen, jeg er så sur over det hun sagde i hallen idag. Det gjorde pisse nas, og hun ville bare rende hjem til hendes snobbede far og tude - hvis hun kunne bevæge sig. Det pisser mig bare så meget af, at hun ikke har andet at lave end dét. Og jeg finder mig ikke i det mere. Og det bliver ligesom lidt svært at bevise hvis vi bare skridtede derop og..."

Hun afbrød mig igen: "Get over it. Fest først, stolthed bagefter."

"Okay, så går jeg med til det. Men kun på én betingelse - hvis hun siger noget ledt til en af os, så sviner vi hende 500-så-mange-gange tilbage."

"Okay, fint med mig," sagde hun bare og  viftede med hånden.
"Fint."
"Find dig også lige noget ordentligt kluns, jeg har taget noget med."
"Fint så."
"Drop det."
"Fint," svarede jeg og rakte tunge. 

Da jeg havde taget en poset hvid trøje på, en stram sort cardigan og en sort højtaljet nederdel, gik jeg hen til spejlet for at krølle mit lange, nøddefarvede hår. Jeg var faktisk ret stolt over, at det var så langt. Det gik næsten helt ned til hofterne.
Og Emma havde selvfølgelig ikke underdrevet - hun havde klædt sig i en blå og festlig sommerkjole, der gik ned over knæene. I toppen var den stram, men jo længere den kom ned, jo løsere blev den. Og hun havde syet en masse blå pallieter på. Hendes lyse hår, var sat op i en stram knold. Den mindede mig om en stewardresse. Og så havde hun taget overdrevet meget blå øjenskygge på. Men det var faktisk pænt nok til hende.

Jeg havde bare nøjet med lidt brun øjenskygge. Og ja, så selvfølgelig lidt pudder og gennemsigtig lipgloss. 
Da jeg havde krøllet mit hår i nogle fine slangekrøller - som jeg selv var MEGA stolt over - gik vi ud af døren.

"Ready to partyeerh?!" 
"Emma," mumlede jeg og himlede med øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...