Who Knows?

Savannah Martin - en ganske almindelig pige, hvis største problemer var sin kedelige skolegang og mangel på venner. Men alt det almindelige, blev ligesom suget ud af hende, da hun mødte Bastion - et overnaturligt væsen, der skulle forestille at være hendes skytsengel.
- Men det er ikke ham, der er hendes nye problem. Hun kan endda godt lide ham. Og dét er hendes problem, for det er imod alle Himmelens regler.

Vil hun gå så langt, at hun bryder universet regler?

12Likes
9Kommentarer
1015Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg gispede efter vejret, da jeg havde taget 3. omgang i vores store idrætshal. De andre var langt foran mig. Jeg var virkelig elendig til sport. Jeg løb dog videre, prøvede at overhale de andre som var en halv omgang fremme. En pludselig og uudholdelig smerte borede sig igennem min ryg. Mine fødder kunne ikke bevæge sig... jeg havde aldrig oplevet noget som dette før. Jeg lod mig selv dumpe ned på gulvet, da en forfærdelig hovedpine brød igennem. 
Hvorfor? Hvad var der sket? Jeg forstod ingenting. "Savannah! Er du okay?" min idræts lærer  kom spurtende hen til mig. "Anna," mumlede jeg træt. Jeg hadede mit navn, og denne omgang hovedpine skulle ikke ændre mit had. "Jaja... Anna, der er vigtigere ting end dit navn, lige nu. Hvad skete der?" 

Problemet var bare, at jeg ikke selv vidste hvad der var sket. Jeg åbnede øjnene og kiggede rundt i hallen. Der stod 5-6 elever rundt omkring mig, og resten stod bare og kiggede. "Mit hoved og min ryg..." Jeg prøvede at lade være med at lyde som en forkølet kamel, men det var svært. Hovedpinen slog til igen. Jeg bed tænderne sammen. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende... var det en eller andet form for migræne? Og gør det overhovedet ondt i ryggen?

"Her, rejs dig op og tag noget vand," sagde min idræts lærer og rakte hænderne frem. Jeg prøvede at tage hans hænder, men jeg kunne ikke bevæge min arm. Et skrig undslap mine læber. "Jeg kan ikke bevæge mig!" gispede jeg. "Jeg kan ikke..."
Pludselig holdt smerten op, og der var kun et lille stykke hovedpine tilbage. Jeg lød heller ikke som en forkølet kamel mere. "Jeg kan... godt bevæge mig," sagde jeg og rømmede mig. Jeg kunne høre folk rundt omkring fnyse. "Kan vi så komme videre, eller er den lille dramaqueen ikke færdig med at tumle rundt endnu?"

Sikken en idiot. Hun ville tude, hvis hun oplevede denne smerte.

I omklædningsrummet gloede alle på mig da jeg redte mit hår, men jeg valgte at ignorere det. "Hvad skete der?" hviskede Emma hidsigt da jeg gik hen til hende for at lægge hårbørsten ned i min taske. "Det ved jeg ikke, jeg faldt bare, og så kunne jeg ikke røre mig, men ligepludselig holdt det op," hviskede jeg tilbage. "Så det var ikke for sjov?" hun sank en klump. "Hvad tror du selv," spurgte jeg og himlede med øjnene. Emma var ikke en alle tiders veninde, men jeg måtte nøjes med hende, for alle de andre på skolen hadede mig jo. Selvom Emma var utrolig dum, kunne hun altså også godt være sød. Hun havde i det mindste et hjerte, i modsætning til visse andre, tænkte jeg og kiggede straks hen på Nellie. Det var hende, der havde kaldt mig for en dramaqueen. Og det var også hende, der havde mobbet mig mest, i alle disse år. Seriously, hvad var hendes problem? Jeg fnøs for mig selv og koncentrerede mig så om virkeligheden.

Jeg tog mine strømper på, og tog min taske over skulderen. "Vi ses," sagde jeg til Emma der nu skulle have fysik. Jeg havde fri nu. Jeg gik ud til min bronzefarvede og gamle Toyota og satte mig ind på de bløde lædersæder. Jeg indåndede duften af de tørrede blomster jeg altid havde haft liggende i handske-rummet der mindede mig om hjem. Jeg var altid tryg i min bil. Mere tryg, end på mit eget værelse. Det beroligede mig altid at være der. 

Jeg startede den brummende, gamle motor og satte i bak-gear. Jeg gled ud af parkeringspladsen og drønede så med nød og næppe ud på hovedvejen. Jeg fulgte flotte strandvillaer der lå langs vejen, som der førte ned mod stranden. Jeg drejede ud på grusvejen der førte op til vores hus med udsigt ud over havet. Det var virkelig dejligt. Jeg kunne dufte den friske havduft og da gav en lækker og eksotisk duft, blandet med de tørrede blomster. Jeg følte mig helt ren inden i, trods det der var sket idag. Jeg prøvede at skubbe tanken fra mig - nu havde jeg weekend, og den ville jeg igennem uden noget... uhyggeligt. Jeg parkerede min gamle spand ved siden af vores hyggelige lille drivhus, som garagen var bygget op ad. Nu skulle jeg bare ind til Nutella - jeg havde savnet hende helt vildt. Jeg sprang ud af bilen og smækkede døren i. Jeg snuste ind af havduften igen, og skridtede så op mod den dobbelte hoveddør. På hver side var der store luksus glasruder, og i mellem dem var der klatreroser, der havde klaret hele vejen op ad vores hvide mursten. Vores hus var ret luksus. Og ret stort. Min far ejede et kæmpe hotel, et par byer væk. Jeg trådte ind i entréen med det hvide flise gulv og høje loft. Jeg hang min tynde læder-jakke op på knagerækken og gik indenfor. "Nutella," kaldte jeg og lavede små klik-lyde med tungen. Hun var nok oppe på mit værelse. Nutella var min hund - en sød lille labrador der var helt chokolade-brun. Jeg gik op ad trappen og stak hovedet ind på værelset. Her var hun heller ikke. "Nutella!" råbte jeg med en blid stemme. 

Jeg sukkede. "Nutella, jeg orker ikke gemmeleg ligenu, jeg..." 
Jeg spidsede øre, og hørte det igen - det var en hvalp der gøede. Udenfor vinduet... Nutella måtte da ikke være udenfor når hun var alene hjemme?
Jeg spurtede ned ad trapperne og trådte direkte ned i mine røde gummistøvler. Jeg greb min jakke og spænede ud til Nutella, der selvfølgelig syntes, hun skulle stille sig MIDT UDE PÅ VEJEN.

"Nutella!" skreg jeg, kastede mig frem mod hende. "Fyha, jeg..."
Mere kan jeg ikke huske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...