Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

14Likes
12Kommentarer
1033Visninger
AA

10. Kapitel 9

Det gik op for mig, at dette var første gang siden mit nye liv på flugt, at jeg havde skænket dem en tanke. Ordensmagten måtte have opsøgt dem efter vi flygtede, det var der ingen tvivl om. Men hvor langt kunne de gå for at få oplysninger om vores skjulested ud af civile?

Så langt det krævedes. 

Rhett kunne ikke have fortalt dem noget om dette, det ville have været for risikabelt. Men hvor meget kunne vores forældre gætte sig til på egen hånd?

Jeg ønsker, at I vil være på vagt, indtil faren er elimineret. Hvis du ser noget, sig noget. Præsident Nero af Bystaten Calix.” Billedet af den mørkhårede mand erstattedes af en kvinde i et nyhedsstudie, hvor store fotografier af os fem var på skærmen bag hende. Rhett slukkede med et ulæseligt ansigtsutryk for tv'et. Men hans kropssprog var ikke til at tage fejl af: Hans hårdt knyttede næver og anspændte kropspositur var intet andet end ren og skær vrede.

“Vi må væk herfra,” mumlede han for at sige det åbenlyse. 

Jeg rejste mig op. “Hvorhen?” spurgte jeg og var allerede på vej hen til mit nu kun fugtige tøj ved vasken. Blake var lige i hælene på mig.

Som den gentleman han var, så Rhett den anden vej imens vi klædte os på. “Jeg har endnu to steder, men i sidste ende bliver vi nødt til at finde en vej ud af byen.”

Vi stoppede alle op mit i vores bevægelser, selv Marco. Den rødhårede pige så også på hen på Rhett med intet andet end frygt malet i ansigtet. 

“G-gennem Muren?” fremstammede Blake, hvis chokerede stemme passede til vore andres forskræmte tanker.

Rhett nikkede.

Jeg havde aldrig kendt eller hørt om nogen, der skulle været taget ud af byen. Hvorfor dog det? Calix ejede alt det, man nogensinde skulle få brug for i sit liv, så Muren var i bund og grund blot til for at afmærke bygrænsen. Men var det alligevel ikke mystisk, at ingen havde stillet spørgsmål til noget endnu? Eller … de, der havde, var sikkert blevet skaffet af vejen.

Imens jeg lagde resterne af dåsemaden ned på mit tæppe og pakkede det sammen som en pose, ryddede de andre så godt som muligt op. Da vi var færdige så det ved første øjekast ikke ud som om, der havde været nogen her i flere måneders tid. Men med det højteknologiske udstyr Ordensmagten brugte, ville de hurtigt kunne se den nylige aktivitet. En sidste gang så jeg ind i det lille rum. Så var vi væk.

Vi satte og ind i bilen. Jeg havde godt og grundigt fortrudt at gå udenfor i går aftes. Tænk hvis mit ansigt blev fanget på et overset kamera? Nej, bare at to mennesker stod uden for en mere eller mindre forladt bygning var nok bevismateriale for, at der foregik noget mistænkeligt i området. 

Den rødhårede havde sat sig ved siden af mig og ikke i et hjørne, som jeg havde forventet. Hun holdt heller ikke hænderne for ørerne længere, men det var vel fordi, hun regnede med, at ingen havde lyst til samtale under denne trykkede stemning. Hvad var mon hendes ... egenskab? Det kaldte Præsident Nero det. Den havde uden tvivl noget med stemmer at gøre, for hun måtte kunne holde sin evne nede ved at lukke lyde ude. Hun var altså vokset op med at undertrykke sin evne, som vi andre var. Og i sidste ende fejlede hun, præcist som vi andre gjorde. 

Pludseligt gik det op for mig, at jeg havde siddet og stirret lige ned i hendes mørkegrønne øjne, der eftertænksomt så tilbage på mig. Jeg så hurtigt væk, og det samme gjorde hun. Sad hun også og tænkte over mig? Og var det mig en fordel eller ulempe, at hun (og Marco) næsten ikke vidste noget om min egen evne endnu?

Vi fløj længe i øredøvende stilhed.

Jeg havde mistet tidsfornemmelsen, da Rhett endelig stoppede bilens hakkende motor og åbnede op for os.

“I skal ikke være urolige, så vidt jeg ved, er der ingen aktive overvågningskameraer i denne del af byen,” fortalte han, imens vi hoppede ud. Jeg så op. Oppe gennem bilerne, helt øverst oppe, kunne jeg skimte en blå himmel. Det måtte altså være formiddag. Hernede var det dog ikke til at se, da de høje bygninger skyggede for solens stråler, og det derfor kunne være omkring midnat såvel som middag. 

Rhett ledte os ned ad vejen og om på den anden side af bygningen. På denne side var der ægte indgange til ægte rækkeboliger: Små, ens hjem inde i selve bygningen. Højere oppe fik de rigeste familier hele etager for sig selv, men her i udkanten af byen var hundredevis af mennesker tvungne til at deles om den samme. 

Rhett tog et lille bundt metalnøgler op af bukselommen, hvilket betød, at vi måtte være i den ældste bydel. Disse bygninger blev sikkert opført flere hundreder år inden tidsalderskiftet. Hvad var det, byen dengang hed? New Et-eller-andet, ville jeg mene. Dengang havde byen også været stor, men næsten al bebyggelse blev revet ned og erstattet, da det daværende land gik i opløsning.

Da han låste op, blev vi ledt ind ad en meget smal og kun svagt oplyst gang, hvor fire mørkegrønne, nummererede døre ledte ind til fire forskellige boliger. 

“Bor der andre mennesker her?” spurgte jeg min bror, og han nikkede. Jeg fandt den nye information ubehageligt risikabel.

Med en ny nøgle låste Rhett op til døren med tretallet, og vi trådte én efter én ind i et mørktlagt rum, der hurtigt blev lyst op af en gråbrun loftslampe takket være Blakes årvågenhed. 

Fire senge stod placerede lodret op ad to af de falmet hvide vægge, men det var stort set også det eneste der var i rummet. Ingen skabe med mere mad, ingen vask med mere vand. Der var endda kun tre madrasser. Selv hvis den rødhårede og jeg kunne dele én, var der stadig en person, som måtte sove uden.

Jeg placerede tæppet med dåsemaden midt på gulvet og lukkede det op for at tælle hvad, vi havde tilbage. Fem. Fem dåser gensplejsede bønner, majs og andre grøntsager, der ikke krævede tilberedning. 

Vi så alle hen på Rhett, for de andre måtte have fulgt med i hvad, jeg lavede.

Han sagde intet og begyndte i stedet at lægge sengene ned, hvilket Blake, pigen og jeg skyndte os at hjælpe ham med. Marco blev ved med at stirre på den sølle madbeholdning, vi havde tilbage.

“Der går ikke lang tid, før Magten kommer på besøg,” sagde han for at bryde den tavshed, der fyldte rummet.

Den rødhårede holdt sig for ørerne.

“Vi kan jo håbe, at de allerede har været her i området,” mumlede Blake.

Med ren og skær afsky i blikket så Marco på ham. “Selvfølgelig har de ikke været her!”

Marco,” sagde Rhett formanende, hvilket fik den unge mand til at holde mund. Alligevel var stemningen anspændt resten af formiddagen. Og Marco ville ikke holde op med at følge os med onde øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...