Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

14Likes
12Kommentarer
1032Visninger
AA

8. Kapitel 7

Jeg kunne ikke sove.

Så vidt jeg vidste, var det midt om natten. Vi havde været her et døgns tid, men med intet at lave og kun dåsemad at spise, havde det føltes som uger. Vi havde ikke rigtigt talt sammen, og pigen med det røde hår blev ved med at holde sig for ørerne. Som om hun kunne lukke verden ude ved ikke at kunne høre den.

Jeg blev nødt til at komme udenfor, bare et kort øjeblik. Vi havde ikke hørt noget fra Ordensmagten, men det gav ret god mening, da der ikke var strøm her i rummet, og vi derfor ikke havde kunnet tænde for tv’et. Så stille som muligt rejste jeg mig fra det hårde gulv og listede over mod den tunge dør ud til friheden. Nej, udenfor var ikke længere friheden. Havde det nogensinde været det?

Døren fik jeg åbnet op uden knirkende lyde fra dens gamle hængsler. Et kort øjeblik stoppede jeg op for at lytte til de sovendes tunge åndedræt. Da jeg havde sikret mig, at jeg ikke havde vækket nogen, trådte jeg ud på det kolde fortov i mine bare tæer. Døren lod jeg stå på klem, for jeg kunne ikke huske koden, Rhett havde trykket ind i går.

Det støvregnede. Jeg vendte ansigtet opad for at mærke den forfriskende følelse mod mine kinder. Oppe over mig susede bilerne frem og tilbage, og det stærke lys fra bygningerne gjorde, at jeg ikke kunne se skyerne. Hernede var der dog dødstille. Det var på den ene side rart, men på den anden side foruroligende. Jeg følte mig pludseligt så ubehageligt alene.

Men hvorfor det? I rummet bag mig var der tre, der havde haft det på præcist samme måde på ét eller andet tidspunkt i deres liv, om så det var før eller efter Anstalten. Og hvis de vidste hvordan ensomhed føles, så var jeg måske ikke alligevel helt alene. Det var rart at tænke på.

Jeg hørte ikke døren bag mig gå op, men jeg blev ikke overrasket over i næste sekund at mærke Blake ved siden ad mig. Vi så ikke på hinanden.

“Jeg troede bare, du havde ombestemt dig,” forklarede han.

Et kort smil strejfede mine læber. “Så du kom efter mig for at tale mig til fornuft?”

Han svarede, som om det ikke engang var et spørgsmål. “Selvfølgelig.”

Vi blev begge tavse og stod bare og nød den forfriskende regn et øjeblik. Stilheden var ikke akavet, men varm og rolig. Behagelig.

Mit blik gled op på ham. Han var kun en smule højere end mig, og altså meget gennemsnitlig for en ung mand. Hvor gammel mon han var i tidsår? Nitten, måske tyve? Det var svært for mig at bedømme, for hans ansigtstræk var ikke så markerede som Rhetts og Marcos, men der lå alligevel noget voksent over ham. Måske var det hans ranke, stolte holdning, måske var det hans vidende øjne. Og da gik det op for mig, hvor normal og gennemsnitlig han ville have været, hvis ikke det havde været for hans evne.

“Føler du dig aldrig anderledes?” røg det ud af mig på uhøfligste vis, hvilket fik ham til at se på mig med løftede øjenbryn.

Stadig med øjnene rettede mod mig trak han på skuldrene. “Nu er det jo ikke fordi, jeg har været i selskab med de mest normale mennesker her på det seneste,” sagde han med et skævt smil, “men før Anstalten gjorde jeg. Det var ubehageligt at vide, at jeg ikke var som alle andre. Dengang ville jeg have givet hvad som helst for et normalt liv.”

“Og nu?”

Blake så væk med et eftertænksomt udtryk i øjnene. “Havde jeg levet et normalt liv, ville jeg være vokset op med en stor vennekreds. Jeg ville før mit attende år have levet et luksuriøst liv hos mine forældre, og efter ville de have købt mig en stor lejlighed, hvor jeg kunne fortsætte tilværelsen som livsnyder. Og en håndfuld måneder senere ville jeg sikkert gifte mig med en smuk kvinde. Hele mit liv ville være tilrettelagt for mig, alt jeg skulle gøre var at deltage.” Han så på mig med et halvhjertet smil. “Det er her, jeg hører til. Ikke som i “her på landjorden”, men sammen med jer.”

Et øjeblik føltes min krop alligevel ikke så kold. “Det var meget smukt sagt.”

Han svarede mig ikke, men jeg kunne se på ham, at han mente hvert et ord.

“Blake, hvad er det egentligt helt præcist du kan?” spurgte jeg efter en kort stilhed.

For at lette den tunge stemning smilede han til mig, og det virkede rent faktisk. Regnen var også ved at stilne af. “Jeg tror ikke, jeg kan forklare hvad jeg gør på en forståelig måde. Det er som om, jeg fysisk kan mærke lyset. At jeg kan … gribe fat i det.” Han rystede opgivende på hovedet. “Det lyder jo fuldstændigt sindssygt.”

“Nej, jeg forstår dig,” sagde jeg hurtigt. “Fortsæt.”

Min åbenlyse nysgerrighed fik ham til kort at le. “Fint. Jeg kan på en måde tage fat i det og trække det til mig, hvilket slukker lyset. Og hvis nu der er en slukket pære eller en anden lyskilde, kan jeg tænde den ved at hive lyset ud af mig. Jeg … næres gennem lys.” Han så på mig.

“Du lyder ikke altså ikke skør,” forsikrede jeg ham om.

Blake så ud i natten med et smil om læberne.

“Vil du slet ikke høre, hvad der er med mig?” spurgte jeg ham.

“Nej.”

 Med et undrende blik så jeg op på ham. “Hvorfor ikke?”

Hans overbærende øjne mødte mine, men i det mindste smilede han stadig. “Vis mig det,” sagde han, og jeg åndede lettet op uden rigtigt at vide hvorfor, jeg pludseligt blev så anspændt.

Jeg lod blikket glide ud i natten, der ikke længere emmede af regn. Hvordan imponerer man én, som kan noget mindst lige så fantastisk? Så snart jeg havde stillet mig selv spørgsmålet, rystede jeg træt på hovedet. Selvfølgelig behøvede min evne ikke at betage ham, ikke engang få ham til at respektere mig en smule. Jeg behøvede ikke være så satans perfekt, specielt ikke nu. Lige nu handlede det mere om at være så unormal som overhovedet muligt. Jeg smilede, da det gik op for mig, at jeg ikke længere skulle prøve på at passe ind i mængden, når det tydeligvist var så umuligt for mig.

En meter fra os havde regnvandet samlet sig til en lille vandpyt. Jeg behøvede ikke engang at koncentrere mig særligt meget for at samle mit sind omkring vandet. Det føltes naturligt. Helt stille så jeg på vandet, der langsomt forlod fordybningen i vejen og bevægede sig op i luften. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg fangede Blakes forbavsede ansigtsudtryk i min øjenkrog. Blikket havde jeg stadig på vandet, da jeg fik det til at hænge over vores hoveder.

“Magi,” mumlede han lavt, hvilket fik mig til at grine.

“Og hvad kalder du så det du selv kan?” spurgte jeg i en drillende tone.

Han så standhaftigt på mig. “Brud på fysikkens love.”

“Men bryder jeg så ikke tyngdekraften?” Nej, det gjorde jeg vel egentligt ikke. Det føltes mere som om, jeg rakte ud efter objektet med en tredje arm, der var meget længere og stærkere. En arm, der havde sit udspring i midten af min pande, lige ved arret.

Blake svarede ikke direkte. Måske fornemmede han næsten, at jeg havde brug for tid til at tænke. “Kan du gøre det dér med lukkede øjne?” spurgte han efter et par sekunders stilhed.

Jeg trak let på skuldrene uden at se væk fra vandpytten over os. Det havde jeg aldrig tænkt på. Kunne jeg? Turde jeg?

Langsomt lukkede jeg øjnene i.

Et grinende hvin undslap mine lunger, da det iskolde vand i samme øjeblik styrtede ned over os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...