Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

14Likes
12Kommentarer
1045Visninger
AA

7. Kapitel 6

Den underlige stilhed her i bilen var øredøvende, og jeg kunne mærke, at den langsomt krøb ind under huden. Og så koldt her var. Hårene på mine arme havde rejst sig, også selvom vi sad inde i en bil. Hvis ikke her havde været næsten helt mørkt, ville jeg have kunnet se min egen ånde.

“Det må I for resten undskylde,” sagde den lyshårede dreng overfor mig, da jeg gned hænderne mod mine overarme for at varme dem.

Jeg så uforstående på ham. “Hvad mener du?”

Den mørkhåredes undrende øjne var også rettede mod ham. Pigen havde placeret sig i hjørnet med hænderne for ørerne.

Jeg kunne kun lige ane et legende smil, da han rakte hånden frem mod mig. “Marco,” sagde han, og da jeg tog imod hans hånd, forstod jeg, hvad han mente. Hans stærke fingre var isnende kolde.

“Trinity,” fik jeg lamslået fremstammet som svar. “Er det din evne?”

Marco nikkede. “Min indre kropstemperatur er mellem ti og femten grader lavere end den normale, og min hud endnu koldere. Det tog ikke Ordensmagten lang tid om at sætte mig i bur.” Hans smil var falmet, og en kuldegysning løb gennem mig, men det var ikke på grund af bagrummets temperatur.

Jeg sank. Den dunkle stemning var tyk nok til at kunne tage fat i. “Og hvad med dig?” spurgte jeg og så mod den mørkhårede ved siden af Marco. “Hvad hedder du?”

“Oakley, Blake.” Situationen taget i betragtning, var hans stemme rolig.

“Og hvad kan du så?” spurgte jeg så let som muligt for at få liv i atmosfæren. Det lød desværre alt for halvhjertet, hvilket det i bund og grund også var. “Du ved, evnemæssigt.”

Jeg kunne se ham lukke læberne sammen til en lige linje. “Det … virker ikke i mørke,” svarede han, men det var tydeligt, at der lå mere bag end bare dét. Men på den anden side, hvis han ville dele det med os, havde han sagt det.

Jeg skævede til den rødhårede pige i hjørnet, men hun ønskede tydeligvist ikke at blive en del af samtalen. Det var underligt som hun blev ved med at holde sig fra ørerne. Men hvor var hun dog tynd. Ikke mange tidsår yngre end mig, men lille nok til at kunne gå for at være end trettenårig.

Her blev stille, men den støjende motor syntes at overdøve den anspændte tavshed.

“Hvem er han?” spurgte jeg Blake og Marco og skævede mod førerhuset, hvor Rhett sad. Jeg havde brug for at vide, hvor meget de andre vidste om ham.

Marco så udtryksløst på mig. “Hans navn er Xavier, Rhett.”

“Lidt af et efternavn, hva’?” indskød Oakley-drengen med et skævt smil.

“Han arbejder som tilsynsfører,” fortsatte Marco uhindret, “og en gang imellem overvåger han forsøgene.” Hans stemme skælvede kun en anelse da han nævnte det. Forsøgene.

Et kort øjeblik blev det stille.

“Men hvor tager han os hen?” spurgte jeg, for dette kendte jeg faktisk ikke svaret på.

Blake så indgående på mig med hans mørkebrune øjne. “Rhett er ikke ond.”

“Han er fandeme heller ikke en ven,” mumlede lyshårede Marco dystert.

I samme øjeblik sænkedes bilens fart, og den stoppede til sidst helt op. Vi havde kørt længe, og jeg havde ingen idé om hvor i al Calix, vi var. Dette ændrede sig heller ikke, da Rhett åbnede bilen op til en mennesketom gade.

“Der blev ikke fulgt efter os,” sagde han i en alvorlig tone, “men I må skynde jer indenfor.”

“Hvor er vi?” spurgte Blake interesseret og stolede åbenbart på Rhett.

Han så på os. “I udkanten af byen – faktisk ikke langt fra Muren,” svarede han, og jeg mærkede det krible i mine forfrosne tæer. Jeg havde aldrig i mit liv været så tæt på Muren, der omgav Calix. Mine tanker kredsede om hvad, der mon var derude. Og jeg anede det ikke.

Vi hoppede ud af bilen og ned på den mørke, fugtige asfaltvej, imens Rhett holdte udkig efter nysgerrige øjne. En lygtepæl blinkede svagt længere nede ad vejen, men ellers var der kun lyset fra højre oppe på bygningerne til at oplyse gaden. Jeg lagde mærke til, at Blakes blik også rettede sig mod den flimrende lygtepæl, og i samme nu gik lyset helt ud. Jeg så overrasket på ham, og et hemmelighedsfuldt smil spillede et kort sekund over hans læber.

Efter at have låst bilen af, ledte Rhett os halvtreds meter ned ad gaden til en mørk bygnings bagindgang. Han trykkede en fircifret kode ind, og døren gik op med et lille klik, der syntes at fylde den ængstelige stilhed som et kanonbrag.

Indenfor var der endnu en gang blændende mørkt, men Rhett sagde først noget, da han havde lukket den tunge dør efter sig. “Blake, der er en lampe i loftet.”

Først forstod jeg ikke hvad han mente, men pludseligt kom der liv i en enlig pære, der i sin ledning hang ned fra det grå loft. Blake måtte kunne kontrollere lys. Følelsen af, at jeg ikke var den eneste særling, varmede faktisk en smule.

Rummet begyndte langsomt at tage form for os. Det var ikke stort, men der var både vask, en brunternet sofa, en tom reol og et meget gammelt tv. Over vasken hang to skabe, og i det ene hjørne lå to mølædte madrasser. Jeg vendte mig mod Rhett for at få svar på hvad i al Nero, han havde gang i. Af én eller anden grund valgte han ikke at møde mine øjne.

Heldigvis kom Marco mit forvirrede hoved til undsætning: “Hvad helvede foregår der, Xavier?” Jeg tog mig ikke af den nedladende vrægen, for den var trods alt ikke rettet mod mig.

Alle undtagen den rødhårede pige så på Rhett, som en enkel gang trak vejret dybt. “Ja, jeg skylder vist en forklaring.” En stærk skyldbevidsthed hvilede tungt i hans trætte øjne, og jeg blev nødt til at se væk. “I er ikke i sikkerhed her, men jeg har flere steder vi kan flytte til om nødvendigt. Der er selvfølgelig ingen der ved, hvordan Præsident Nero vil reagere på jeres flugt.” Det løb koldt ned ad mig, da præsidentens navn blev nævnt. Havde han personligt noget med os at gøre? Nej, han kunne ikke kende til vores eksistens, for ellers ville vi allerede være døde. Eller … måske ønskede han, at vi forblev i live? “På hver jeres måde har I en form for uforklarlighed i jer, fysisk eller mental. Der har været mennesker som jer før, og der vil uden tvivl fortsætte med at dukke sådanne op. I er heller ikke de eneste på nuværende tidspunkt i Calix, men de andre er skarpt overvågede, og udøver de samfundstruende handlinger – med eller uden deres evner – vil de blive hentet, som I blev, og dermed aldrig få dagslyset at se igen.”

Jeg knyttede hårdt hænderne sammen, men sagde intet.

“Anstalten blev skabt for at finde ud af, hvordan man undgår at sådanne evner udvikles i fremtiden. Ikke flere end ti mennesker kender til den, hvis altså man ikke tæller jer med. For to år siden blev jeg kontaktet af Præsident Nero, som personligt tilbød mig et forskerjob.”

Vi var alle helt stille. Nero sagde man ikke nej til.

Rhett sukkede. “Men da jeg fandt ud af hvilken slags forskning, jeg skulle foretage, var det for sent for mig at bakke ud. Måden forsøgspersonerne – I – blev behandlet på, kunne jeg heller ikke klare. I blev ikke anset for værende andet end dyr. Nej, ikke engang dyr. Og hver dag blev jeg mere og mere sikker på, at jeg måtte få jer ud.”

Marco var ikke tilfreds. “Hvordan skal vi kunne stole på dig, når du har arbejdet på Anstalten i så lang tid? Hvordan kan vi vide, om dette ikke bare er endnu et … eksperiment?”

“Jeg tvinger jer heller ikke til at stole på mig. Alt jeg har gjort er at slippe jer fri fra Anstalten. Det er op til jer selv, om I vil blive med mig eller gå jeres egne veje. Så længe I ikke fortæller noget om os andre videre.”

Jeg kunne se, at Marco stadig var mistænksom, men i det mindste forholdt han sig i ro.

Der blev ikke sagt eller gjort noget i et par sekunder. Så gik Rhett hen til de to skabe over vasken. “Jeg har samlet dåsemad nok til en uges tid,” fortalte han, da han åbnede de knirkende låger op. På hylderne stod der rigtigt nok en del tindåser, men jeg tvivlede på, at den portion kunne holde til fem personer i syv dage. I det mindste kunne vi få vand at drikke fra vasken, men hvem vidste, hvor længe denne luksus ville vare? Adgang til vand var jo ikke sikkert det næste sted, vi kom hen. Vi kunne jo ikke blive her til evig tid.

Her blev stille som graven, imens de kommende farer gik gennem vores hoveder.

Rhett sukkede tungt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...