Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

14Likes
12Kommentarer
1042Visninger
AA

6. Kapitel 5

Nej! Det kunne ikke være sandt, at jeg skulle sidde og rådne op her til evig tid. Jeg var ikke farlig. Jeg brugte kun min evne til at forsvare mig selv, ikke andet. De mænd… Det blev sikkert fanget på et overvågningskamera. Neros kameraer. Det var Neros skyld, at jeg var endt her.

Hvor lang tid var der mon gået siden jeg stod i lobbyen? Et døgn? To? Jeg havde ingen anelse, og der gik da heller ikke lang tid før, jeg mistede tidsfornemmelsen fuldstændigt. Jeg var hverken træt eller sulten. Luften måtte være tilsat noget behovshæmmende.

Jeg havde sat mig til rette op den væg, der gav mig udsyn over alle de andre “samfundstrusler”. Særligt farlige så de nu ikke ud til at være: Den rødhårede pige havde ikke rykket sig en millimeter, den siddende dreng var begyndt at lege med sit hår, og den lyshårede havde endelig valgt at sætte sig ned. Ingen af dem så ud til at have skænket min tilstedeværelse en tanke.

Hvor helvede var vi egentligt? Stadig i Calix?

Og vidste mine forældre overhovedet, hvad der var sket med mig – og hvad med Rhett?

Levede Amable?

Pludseligt gik jerndøren op, og de to drenge så lynhurtigt hen mod døråbningen med ligblege ansigter. Dog åndede de lettede op da de fik øje på personen. Jeg kiggede også på døråbningen da en ung mand trådte ind gennem den. Han var klædt i samme kittel som kvinden, og han havde også en skriveskærm med sig. Det måtte være en form for tilsynsarbejde, han skulle lave, så jeg vendte ligegyldigt blikket ned i gulvet, imens han skrev notater ned om den rødhårede piges tilstand. Hvorfor bruge et helt menneske på sådan noget nu hvor Nero var så glad for sine overvågningskameraer?

Manden fortsatte til mit bur, og jeg valgte konsekvent ikke at se på ham.

Han så ned i sin skriveskærm, imens han talte. “Godaften, Miss. Må jeg lige høre Deres navn?” Hans stemme var dyb og varm.

Den høflige tiltale blødte mig faktisk en smule op, og jeg besluttede mig for at svare ham. “Trinity.”

Jeg kunne gennem min øjenkrog se, at han tastede mit navn ind på skærmen. “Ah, her er De, Miss Tri-” Midt i sætningen gik han brat i stå.

Den pludselige stilhed var underlig og malplaceret, og jeg brugte øjeblikket til at liste mit blik op på ham. Hans hår var mørkebrunt og en anelse krøllet, og der sad daggamle skægstubbe langs hans kæbelinje. Jeg havde svært ved at gætte, hvad der gik gennem hans hoved, for hans blik var stadig stivnet i en ulæselig mine på skærmen.

Eller, i hvert fald indtil vores øjne mødtes.

Det var Rhett.

Min brors stærke blik havde til evig tid brændt sig ind på min nethinde.

I samme nu løsrev han øjnene, og så neutralt ned på sin skriveskærm – men mig kunne han ikke narre. Den næsten usynlige trækning i hans højre mundvig betød, at han var forvirret, og de svagt sammentrukne øjenbryn var vrede. Selv kunne jeg ikke holde orden i mine følelser: Først var der den varme glæde ved endelig at se min bror igen, dernæst følelsen af svigt. Rhett holdte mennesker fangede mod deres vilje fordi, de var anderledes, og det så på ingen måde ud til at plage ham. Jeg forstod det ikke.

“Du ser ud til at have det helt fint,” fik han til sidst fremstammet med blikket rettet mod sin skærm og i færd med at taste notater ind.

Jeg kunne ikke andet end at stirre på ham. Min bror.

Rhett gik videre mod den mørkhårede dreng, hvis blik var som sømmet fast til mig. Hvor meget opfangede han? Uden at vide hvad jeg var bange for, så jeg hurtigt væk. Alligevel kunne jeg stadig mærke hans gennemborende mørke øjne.

Først da Rhett havde forladt rummet, kunne jeg tænke klart igen. Det var godt at min bror var her. Måske… Måske kunne han hjælpe mig med at flygte. Ja. Det måtte da være muligt. Det skulle være muligt. Jeg hørte ikke til i fangenskab. Aldrig i livet ville jeg tilbringe mine sidste dage her.

Hvis ikke, Rhett kom tilbage for at redde mig, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. I så fald kunne jeg bare lægge mig til at dø. Så var det vel hurtigt overstået. Den rødhårede pige ved siden ad mig opgav nok al håb for længst.

 

***

 

Mit håb om at Rhett kom tilbage måtte være brændt ud, for jeg følte mig så ufatteligt tom indeni. Som om alle mine indvolde brutalt var blevet revet ud af min krop, og alt jeg stod tilbage med var et stort, gabende hul. Rhett var også væk.

Når det var nat, slukkedes al lyset så vi kunne sove her på det hårde gulv. Det var sådan, jeg talte dagene. Jeg havde været her i to døgn nu. Rhett havde jeg ikke set noget til, nej. Det ene sekund var han her, det næste var han væk. Jeg var begyndt at tvivle min egen hukommelse. Var det overhovedet min bror, jeg så?

 

***

 

Jeg vågnede op med et sæt. En høj kimen fyldte rummet til bristepunktet, og jeg frygtede, at mine trommehinder skulle eksplodere.

Jeg skyndte mig op at sidde, men det var nat og lyset var slukket. Nej, ikke helt. En rød pære over udgangens jerndør pulserede svagt. Brandalarmen måtte være gået.

“Kom med!” råbte en mands stemme fra døråbningen. Rhetts stemme. Jeg kunne kun ane hans silhuet under det svage lys fra nødlampen.

Mit hoved prøvede at forstå hans ord, for jeg var forvirret. Hvad ville han? Hvorhen? Og hvordan? Da jeg lod mit sind glide langs mit bur for at finde en åbning, gik det op for mig, hvad han mente.

Væggene var væk.

Mine led føltes trætte og stive, imens jeg så hurtigt som muligt prøvede at komme på benene. Jeg begyndte at løbe mod døren, men faldt over noget stort og hårdt på vejen. Pigen, huskede min hjerne mig på. Jeg tog hårdt fat i hendes overarm og tvang hende op at stå. Hun var halvandet hoved lavere end mig, så lille at jeg var bange for at ødelægge hende. Hun havde svært ved at holde balancen, kunne jeg mærke, så jeg måtte støtte hende på vej til døren. At holde en fremmed så tæt ind til kroppen føltes underligt.

Da vi var nåede helt hen til Rhett, kunne jeg under brandalarmen høre yderligere to sæt fodtrin. “Hvad sker der?” råbte den ene dreng, jeg kunne ikke se hvilken. Hans stemme var næsten uhørlig under alarmen.

“Følg efter mig!” svarede Rhett blot, vendte sig om og begyndte at løbe ned ad en lang, svagt oplyst gang. De to drenge var hurtigt lige bag ham, og jeg prøvede at holde trit med dem, imens jeg halvt trak pigen med mig. Hun var uhyggeligt svag og blev ved med at glide i og snuble over ingenting.

Vi løb gennem et utal af gange og kom til sidst til en trappe, men i stedet for at løbe ned på gaden, som jeg havde regnet med, løb Rhett opad. Jeg lagde pludseligt mærke til den rødhårede piges hivende vejrtrækninger. Jeg så hendes læber bevæge sig, og der kom en lys hvisken ud, men det lød ikke som andet end et vindpust. Alarmen overdøvede hende fuldstændigt.

“Hvad siger du?” råbte jeg til hende, men hendes ukontrollable hiven efter vejret gjorde, at hun ikke kunne svare mig højt nok. Den mørkhårede dreng vendte sig om og så os stå ved foden af vindeltrappen. Jeg så ham knytte hænderne hårdt sammen, da han løb tilbage mod os, men jeg vidste ikke hvorfor.

“Jeg tager hende,” råbte han og samlede pigen op i sin favn, som var hun et lille barn. “Løb op!” sagde han til mig, og jeg tøvede ikke med at indhente Rhett og den lyshårede.

Jo længere op vi kom, jo lavere lød alarmen. Eller også var jeg ved at blive døv. Da vi var nåede op til toppen af den spiralformede trappe, tastede Rhett en kode ind for at åbne døren. Hvor højt oppe er vi? Jeg kunne se på de andre, at de tænkte det præcist samme – lige indtil døren gik op, og vi trådte ud i en gyde. En ægte gyde imellem to enorme bygninger. På landjorden. Havde vi lige været nede under jorden? Hvordan? Jeg anede ikke engang, at der fandtes kælderetager.

Instinktivt så jeg mig om efter et overvågningskamera, men fandt intet og åndede lettet op. Her var koldt, og asfalten under mine bare fødder var klam og fugtig. Luften var præcist lige så tyk og kvalmende, som jeg huskede den.

Rhett gav os ikke megen tid til at se rundt, for han var hurtigt på vej mod den mørke gade ligefrem. Vi andre skyndte os på vores bare fødder efter ham og prøvede samtidigt på at undvige at træde på glasskår og gammelt affald, der lugtede stærkt og harskt. Den mørkhårede bar stadig pigen, for det var vel hurtigere sådan.

Ude ved vejen holdte en sort varevogn parkeret, som Rhett åbnede bagrummet på, da han nåede derhen. Vi blev hurtigt gennet ind i mørket, én efter én og satte os på det tomme gulv. Da den mørkhårede dreng som den sidste trådte ind, lukkede Rhett indgangen. Et par sekunder efter satte han gang i varevognens hakkende motor. Det var irriterende for mig ikke at vide, hvor han tog os hen, når hele mit liv havde været skemalagt af Calix’ ledelse. Men på en måde var jeg sikker på, at han fragtede os til et bedre sted, for sådan var Rhett. Eller sådan var Rhett i hvert fald dengang vi var bedste venner. Nu følte jeg ikke, at jeg kendte ham længere.

Pludseligt hørte vi brandbilers sirener komme farende, og blinkende rødt lys tvang sig mat gennem bagdørenes to beskidte ruder. I samme nu mærkede jeg bilen lette en anelse fra vejen og skyde gennem natten som et pistolskud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...