Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

15Likes
12Kommentarer
1322Visninger
AA

5. Kapitel 4

Spejlbilledet gengældte mit matte blik.

Klokken var lidt over ti, og jeg var lige stået op. Jeg havde mørke rande under mine blå øjne, og mit kulsorte pagehår var vildt og filtret. Det havde indtil videre taget mig tyve minutter at dække de blå mærker på min venstre kind med make-up, men nu mente jeg, at det var okay. Godt nok arbejdede begge mine forældre i dag, men Minny ville uden tvivl udspørge mig, hvis jeg løb ind i hende. Jeg havde ikke tænkt mig at tage en eneste chance.

Det gjorde ondt i mine ribben, men jeg havde ikke i sinde at tjekke, om det så alvorligt ud.

Jeg redte hurtigt mit hår på plads og tog en trøje over min blå kjole for at dække sårene på mine arme, hvorefter jeg forlod badeværelset. Jeg vidste godt med mig selv, at jeg ikke ville kunne være i denne bygning hele dagen. Her blev så uhyggeligt stille, når der ikke var andre.

Et øjeblik stoppede jeg op og lyttede efter Minnys fodtrin. Hun måtte være inde i stuen. “Minny?” kaldte jeg, og hun svarede med et “Mm?” flere vægge fra mig. “Jeg går lige ud til Amable,” råbte jeg og var allerede på vej mod døren.

“Gør som De vil, Miss Xavier,” svarede hun mig, som jeg lukkede døren efter mig. Hun havde det vist også fint med at kunne udføre dagens gøremål uden at skulle forstyrres af en rastløs teenager.

Mine sko klikkede mod de hårde stenfliser, og jeg skyndte mig hen til lobbyens tæppebelagte gulv. Amable sad bag disken med øjnene dybt begravede i en bog.

“Hej Amable,” sagde jeg så roligt som muligt for ikke at forskrække hende.

Hun så hurtigt op. “Trinity, jeg hørte Dem slet ikke komme!” sagde hun, og lagde hurtigt bogen fra sig. Rum, stod der på forsiden.

“Hvad læser du?” spurgte jeg hende nysgerrigt og nikkede mod bogen på bordet.

Amable rakte mig den. “Bogen handler om en dreng, Jack, som er blevet holdt fange i et lille rum hele sit liv sammen med sin mor. Jeg tror, De ville synes om den.”

Jeg skimmede kort bagsideteksten. “Og bliver de så lukket ud, moren og ham?” spurgte jeg interesseret.

Hun trak på skuldrene.

Mit indgående blik studerede hende. “I mine ører lyder det i hvert fald som en forbudt bog?”

Sådanne var der i Calix – forbudte bøger. Så vidt jeg vidste, kunne man kun få fat i dem på Storbiblioteket, hvor der var mindst ét eksemplar af hver bog nogensinde udgivet. Jeg havde hørt, at deres bogsamling gik helt tilbage til det første årtusinde, men jeg vidste ikke om det er sandt. Det var i hvert fald svært at tro – men på den anden side var jeg vel et levende bevis på, at det umulige var muligt.

Amable havde svært ved at holde et grin tilbage. “Det var heller ikke en helt lovlig måde, jeg fik fat i den på.”

Jeg himlede drillende med øjnene og ville give hende bogen igen, men hun skubbede den tilbage mod mig.

“De må meget gerne læse den, hvis De altså vil,” sagde hun med et tøvende smil, og jeg gengældte det takkende og lagde bogen på skranken.

Noget bag mig fangede i samme øjeblik Amables blik, og jeg vendte mig om for at se hvad, det var. Gennem glasdøren ud til afsættet var uniformerede mennesker ved at stige ud ad en hvid bil. Jeg genkendte med det samme de blå uniformer fra Ordensmagten – byens politikorps. Amable og jeg udvekslede et forvirret blik, for ingen af os anede, hvad Magten lavede her. Og i så mørkeblåt tøj, måtte det være noget vigtigt.

Jeg stillede mig en anelse tættere på skranken.

I samme øjeblik stormede tre ordensholdere ind gennem døren, alle med våben.

“Ingen rører sig!” råbte den forreste og rettede sine to pistoler mod Amable og mig.

“Hvad sker der?!” kvækkede jeg forskrækket og turde ikke flytte mig en centimeter.

“Dér er hun!” råbte den anden ordensholder og sigtede et stort skydevåben mod mig.

Med det samme mærkede jeg et svidende stik og fik øje på en form for nål i min overarm. En pludselig træthed skyllede ind over mig. Hele verden vendte sig halvfems grader. Det svajede i mine ben, og jeg måtte gribe fat i skrankens bordkant for ikke at falde. I bevægelsen kom jeg til at skubbe Rum ned på gulvet.

“Amable!” prøvede jeg at råbe, men det kom kun ud som en utydelig mumlen.

Mit syn var uklart og sløret, men jeg så hende træde rundt om skranken mod mig. Den ene ordensholder løb mod hende, de to andre mod mig.

Amable åbnede munden. “Trini-”

Mere hørte jeg ikke, før jeg faldt om på tæppegulvet, og lobbyen erstattedes med mørke.

 

***

 

Det var det skarpe lys, som vred sig ind gennem mine øjenlåg, der vækkede mig fra min dybe søvn. Uden at åbne øjnene vidste jeg, at jeg lå sammenkrøllet på noget koldt og glat, formentlig var det et gulv. Mine arme og fødder var nøgne, nogen måtte have taget mine sko og min trøje. Jeg havde vist stadig den samme blå kjole på.

Der var stærkt oplyst. Jeg gennemsøgte rummet med mit sind, men fandt kun fire vægge meget tæt omkring mig, så det kunne ikke være mere end fire kvadratmeter stort.

Tøvende åbnede jeg mine øjne på klem, derefter helt op. Jeg havde ret i, at jeg var lukket inde i et meget lille rum, men væggene var transparente, så jeg kunne se direkte gennem materialet. Det ydre rum var meget større og helt hvidmalet. Fra loftet hang store, kraftige lamper. Omkring mig var der flere af de små, gennemsigtige rum, fem udover mit eget, og i tre af dem var der andre mennesker. Mellem os var brede gange belagt med gråt linoleum.

Jeg satte mig forsigtigt op, for mine albuer og ribben gjorde stadig ondt. Hårdt bed jeg tænderne sammen, da en stikkende smerte satte sig min side, men jeg sagde intet.

Lige ved siden ad mig var der et andet gennemsigtigt rum, hvor en pige lå krøllet sammen i fosterstilling. Jeg kunne ikke se hendes ansigt, eftersom hun havde vendt ryggen mod mig. Hendes lange, orangerøde hår var spredt ud på det hvide gulv, en unaturligt naturlig hårfarve. I den anden ende af rummet var der to drenge, den lyshårede stod op, den mørkhårede sad ned. Den stående gik utålmodigt og vredt rundt i cirkler, og det gik op for mig, at vi måtte være lukkede inde i bure.

I samme nu stoppede en kvinde op foran mig. Hun var klædt i en lang, hvid kittel, og hendes blege hår var stramt trukket tilbage. “Godeftermiddag, mit navn er Marija, og jeg forsker i radioaktivitetspåvirkning af hjernen.” Hendes toneløse stemme lød klart og tydeligt gennem den gennemsigtige væg, præcist som hvis den slet ikke var der. “Jeg er her for at fortælle dig om, hvad du laver her, men først er jeg nødt til at stille dig et par grundlæggende spørgsmål.” Hun sendte mig et varmt smil og hævede en mobil skriveskærm. Smilet nåede ikke hendes golde øjne. “Først, er dit navn Trinity Xavier, datter af Adem og Everlyse Xavier?”

Jeg svarede ved at stirre trodsigt op i hendes spidse ansigt.

Hun satte et kort hak ud for den først rubrik. “Du er blevet meldt for brug af samfundsfarlige evner, samt at have udøvet skadelig vold på to mennesker. Er dette sandheden?”

Delvist. Det var ikke mig, der begyndte.

Med sin pen satte hun endnu et hak på skærmen. “Godt, så. Kære Trinity, velkommen til et sted, vi kalder Anstalten. Du må ikke tænke, at det er ment som et fængsel, det er nærmere et … et opholdssted for særlige evner. Du er blevet fragtet hertil efter at have bevist dig for at være en trussel mod samfundet.” Hun havde glemt at smile. “Udover at være et opholdssted, vil der også blive foretaget forskellige prøver på dig for at finde ud af, hvorfor du er, som du er – og hvordan vi kan forhindre, at andre bliver på samme måde. Du er faktisk til stor hjælp for Calix ved at være her.” Hun lagde moderkærligt hovedet på skrå. Sygt. “Vær ikke bange, de andre er gået igennem det samme som dig.”

Jeg gik ud fra, at hun mente de andre i burene. De så på ingen måde raske ud. Man kunne næsten ikke se, om den rødhårende pige ved siden ad mig trak vejret. Den mørkhårde drengs blik var uhyggeligt tomt, og den stående gik stadig rundt i cirkler.

“Hvornår kommer jeg hjem?” spurgte jeg, og prøvede på at få min rystende stemme til at virke så hård og rolig som muligt.

Kvinden sendete mig et overbærende smil. “Selvfølgelig kan vi ikke sådan uden videre lukke samfundstrusler tilbage ud i offentligheden,” svarede hun mig, som om det var verdens tydeligste selvfølge. Det løb mig koldt ned ad ryggen ved hendes ord.

Længe efter hun havde forladt rummet, stirrede jeg stadig på den tunge jerndør. Stirrede i chok.

Ordensmagten fik mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...