Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

15Likes
12Kommentarer
1223Visninger
AA

4. Kapitel 3

Jeg vidste ikke hvorfor, jeg var her. Jeg ville nok bare gerne prøve det. Selvom jeg havde været her før – uden forældretilladelse, selvfølgelig – var det noget andet som fri. Fri. Det var et underligt ord. Det lå ikke godt i munden.

Jeg traskede langsomt ned ad den ene gade efter den anden uden en særlig destination. På landjorden. Den hårde cement, fliserne var lavede af, føltes underlig under mine sko. Her var isnende koldt, og kun et sparsomt antal gadelygter oplyste fortovenes mørke hér og dér. På grund af det sene tidspunkt, var der ikke én bil på vejen. Luften hernede var tyk af forurening, men jeg vænnede mig hurtigt til det.

Under en lygtepæl stoppede jeg op og lagde hovedet tilbage. Skyskraberne ragede højt op ad jorden, højere end man skulle tro. Himlen var næsten ikke til at se.

Calix var mit fuglebur.

Og hvis skyld var dets? Præsident Nero? Præsidenterne før ham?

Jeg havde aldrig været uden for Calix. Jeg anede ikke, om der overhovedet var noget tilbage uden for Muren. I skolen blev vi lært, at en atomkrig havde ødelagt alt undtagen Calix. Jeg var begyndt at tro, at det ikke var sandheden. At der var noget. Noget andet end resterne af en død planet.

Et tungt suk undslap mine læber, og jeg så frem for mig igen. Jeg ville til evig tid være en fange i Calix, præcist som alle ville være fanger af ideen om, at Calix var alt man behøvede i livet. Men jeg behøvede mere end en enkel by.

Mine ben begyndte så småt at sætte i gang igen, og jeg trådte ud af gadelygtens trygge lys. Den næste var mindst fyrre meter væk, og der stod en lille gruppe mænd under den. Alle fire havde klirrende flasker i hænderne, og deres stemmer var højlydte og leende.

Fulde.                                                                            

I bund og grund burde jeg vende om, men hvad var det værste, der kunne ske? Fulde mennesker gjorde ikke andet end at vise sig for deres venner, så jeg slap nok ikke for et par lede ord, men meget værre blev det ikke. Derfor rettede jeg ryggen og så fokuseret ligeud og forbi dem, imens jeg nærmede mig lygtepælen.

Der gik ikke mange sekunder, før de lagde mærke til mig med deres alkoholiserede blikke. De så kort på hinanden, hvorefter den største af dem trådte en anelse frem.

“Hey smukke, er du ikke gået forkert?” råbte han kæphøjt, og de tre andre brød ud i grin. Jeg vidste ikke, at det var tydeligt at se, hvor jeg var fra. Dog kunne jeg sagtens se, at de fire mænd var fra de nederste lag: Gammelt, krøllet tøj, uredt hår og nedslidte sko var et tydeligt tegn på pengemangel.

Jeg svarede ham ikke og fortsatte blot min vej forbi dem. Der var omkring femten meter mellem os, men mit blik var fastlåst på et punkt bag mændene.

“Gutter, jeg tror sgu uptowneren spiller kostbar!” blev den talende ved og så stadig på mig.

Jeg knyttede hårdt hænderne sammen og satte tempoet op.

Lige som jeg passerede manden, greb han med den fri hånd ud efter min kjole. “Søde, bliv her og hav det lidt sjovt med os,” sagde han som han fik fat i stoffet.

Med et forskrækket ryk rev jeg mig fri og trådte ud på vejen for at komme væk fra ham. “Du rører mig ikke!” snerrede jeg, men det lød ikke så kommanderende, som jeg havde ønsket, for manden gav sig bare til at grine højt i kor med sine venner.

“Ej, bliv nu med os,” sagde en anden mand, som var lidt lavere end de andre, men mindst lige så skræmmende.

“Ja, bliv nu,” sagde den første og gik roligt tættere på mig efter at have stillet ølflasken fra sig. Han smilede lumskt.

Min pande brændte.                                                                                          

Nej, tænkte jeg vredt.

Som de fire gik tættere på mig, bakkede jeg længere og længere ud på vejen. Jeg prøvede at få min krop til at sætte i løb, men jeg kunne ikke. Det var som om, jeg var fastlåst i én enkel bevægelse. Lammet.

Pludseligt stødte min fod mod noget hårdt – en kantsten – og jeg styrtede ned mod fortovet. Jeg landede tungt på mine albuer, og det hårde, kolde beton rev det øverste lag hud i stykker. Jeg behøvede ikke at kigge for at vide, at jeg blødte.

I løbet af ingen tid var de henne ved mig, og den ene havde sat sig overskrævs på min mave og låst mine arme nede med benene. Hans krop var tung, og jeg havde svært ved at trække vejret. Han leede højt. “Hvad skal vi gøre med den lille overklassetøs?” spurgte han de andre og tog hårdt fat i mit hoved, så jeg var tvunget til at se op i hans grimme ansigt. Jeg vred hårdt min krop fra side til side, men han var for tung til, at jeg kunne komme fri. Så prøvede jeg at dreje mit ansigt væk fra hans blik, og fik vendt mit hoved nok til at kunne bide ham hårdt i hånden. Han trak den hurtigt til sig med et smertefuldt udråb, og jeg fik kantet mig en smule op, inden han sendte en knytnæve mod min kind. Den ramte mig som en mur og fik hele verden til at snurre. “Du har sgu ikke opført dig pænt, min pige,” sagde han, og jeg mærkede et pludseligt jag i hoften. Én af de andre måtte have sparket mig. Smerten var ubeskrivelig, men jeg sagde intet. Turde ikke sige noget.

Men at gøre noget, dét blev jeg nødt til.

Med mit sind gennemsøgte jeg gaden for et våben, men fandt ikke andet end halvtomme ølflasker på den anden side af vejen. Jeg holdt øjnene vidt åbne og fokuserede på at tage fat i den nærmeste, men endnu et hårdt spark i siden afbrød mig.

“Nå, gjorde det ondt, prinsesse?” spurgte manden oven på mig og slog mig igen så hårdt, at jeg kunne smage blod i munden. Jeg så direkte op i hans ansigt og kunne ikke få øje på andet en fuldskab. Han var ikke ond, men alligevel ikke bange for at slå mig ihjel.

Min krop gjorde så ufatteligt ondt, men mine tanker fortsatte med at prøve at få fat i flasken. Jeg kunne næsten gribe fat i den. Næsten.

Pludseligt mærkede jeg mit sind lægge sig som et tæppe over ølflasken. Uden at tænke svang jeg den så hårdt som muligt mod manden over mig, og der lød en skarp klirren af splintrende glas, da flasken ramte hans baghoved og klistret øl løb ned over os. Hans venner så forskræmte over mod fortovet på den anden side af vejen, men uden at finde en gerningsmand.

Stødet havde fået manden over mig til at miste bevidstheden, og jeg kunne uden videre skubbe ham af mig og vaklende rejse mig op. Jeg tørrede en dråbe blod af min mundvig og så mig om efter de tre andre. Langsomt var de ved at bakke hver sin vej og havde endnu ingen anelse om, at det var mig, som havde kastet flasken. Mit sind samlede sig om endnu en ølflaske – denne tom – og jeg svang den mod den lave, som var længst væk. Også han mistede bevidstheden af slaget og faldt om midt på fortovet i en regn af glasskår.

De sidste to mænd så først rædselsslagne på mig, og derefter hinanden. Jeg smilede tilfredst da de vendte sig og stak af så hurtigt de kunne.

Jeg havde ikke tænkt mig at følge efter dem. Deres frygt ville forhåbentligt holde dem fra at fortælle nogen om dette.

Med vaklende, usikre skridt forlod jeg gerningsstedet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...