Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

15Likes
12Kommentarer
1228Visninger
AA

21. Kapitel 20

Han trådte ud gennem den store gruppe mennesker, og Soother, Blake og jeg rejste os sammen op. Marcos smil var koldt og ubehageligt, det krøb ind under huden på mig. Instinktivt trådte jeg et skridt tilbage.

“Er du på deres side?” Soother så modløst på Marco.

Han så på hende, men svarer ikke. Stirrede bare ondt.

“Du kan komme med os!” udbrød Rhett uden at mene et ord. “Vi fem kunne leve sammen.”

Tavshed.

“Vi kan sagtens tilpasse os til hvad end der er derude,” fortsatte han. “Og vi kan ikke blive i Calix, kan vi?” Et kort sekund flakkede Rhetts øjne ufrivilligt forbi Nero. “Der er størst chance for at overleve som en gruppe, det ved du også selv.”

Marcos mørke blik lå på Rhett. “Aldrig i livet.” Han nærmest snerrede de tre ord ud.

“Men tænk over det. Vi bør blive sammen.”

Den lyshårede mand knyttede vredt næverne. “Hold kæft.”

“Rhett, stop,” sagde jeg. Hadet sydede ud af Marco lige nu, var jeg den eneste, der kunne se det?

“Marco-”

Mere fik han aldrig sagt.

Et inferno af is og kulde ramte Rhett før han nåede at dukke sig. Det kastede ham flere meter bagud i luften, og han landede hårdt på betonen bag os andre. Soother og Blake var hurtige til at reagere, og de løb hen til Rhett for at hjælpe ham.

Men jeg gjorde intet. Jeg var limet fast til taget under mine fødder og kunne ikke røre mig. Men vreden. Afskyen. Jeg hadede Marco, hadede alt han havde gjort mod mig og de mennesker, jeg elskede højest. Den mand fortjente intet andet end døden. Mine læber skilledes til et forskruet smil. En lang, pinefuld død var hvad, han fortjente.

Mit sind lagde sig omkring Marcos hals og hev ham flere meter op i luften. Hans ben spjættede vildt og hans arme greb panikslagne ud efter den usynlige løkke, der langsomt og nådesløst kvalte livet ud af ham. Men Marco fortjente ikke livet. Det tog ham ikke lang tid at indse, at det var mig, der gjorde var i færd med at gøre en ende på ham. Og det gik også hurtigt op for ham, at jeg ikke havde tænkt mig at slippe grebet om hans hals. Han grebes af panik. Jeg klemte til. Det føltes godt.

En lyd fangede mine ører. “Trinity!” Det var Blakes stemme. Han var forskrækket. Han kaldte på mig.

Det gik pludseligt op for mig, at jeg var ved at slå et andet menneske ihjel. Jeg var en morder.

Mit sind slap med det samme taget om Marco, og hans krop faldt livløst til jorden. Jeg rystede over det hele. Chokeret. Var han død?

En bevægelse fik mig til at flytte blikket fra Marco til Præsident Nero. En pistol var rettet mod mig. Nero smilede tilfredst. Trykkede aftrækkeren i bund. Braget gav genlyd i mine ører. Soother råbte noget til mig, som jeg ikke kunne høre.

Og med ét stoppede tiden op. Ikke én person bevægede sig, ikke engang jeg selv. Kun kuglen fra pistolløbet kom nærmere med langsomme skridt. Adrenalinen pumpede i mine blodårer og gav mig tid til at tænke.

For at redde mit eget liv prøvede jeg noget nyt. Placerede mit sind foran min krop og gjorde det stærkere. Dybere. Koncentrerede det. Jeg gjorde det tykt og håndgribeligt, men det eksisterede stadig ikke.

Da kuglen ramte skjoldet, mærkede jeg intet. Den hang et par sekunder tredive centimeter fra min krop, hvorefter jeg lod den falde ned i min fremstrakte hånd. Metallet var koldt og tungt. Jeg så over på Nero, som stirrede vantro tilbage på mig. Havde han aldrig skænket at vi var stærkest en tanke? Et lille, hånligt smil bredte sig på mine læber. Situationen havde vendt sig et hundrede og firs grader: Nu havde jeg taget styringen.

Nero skød igen, men kuglen prellede endnu engang af på skjoldet foran mig. Bag manden sigtede hans vidner også mod mig men deres egne våben, men til hvilken nytte? Det vidste de også selv. De øredøvende brag fra pistolerne fyldte den mørke nat, alt imens jeg bare stod og ser på. Bunken af kugler ved mine fødder voksede stødt. Mit skjold behøvede jeg ikke længere at koncentrere mig om at holde oppe, så jeg begyndte at udvide det til en kuppel omkring de tre andre og mig. Intet ondt skulle trænge ind. Aldrig, aldrig.

Pistolskuddene hørte langsomt op. Nero skød ikke længere på mig, og hans vidner havde accepteret nederlaget. Jeg vendte mig triumferende mod Soother og Blake, som havde fået Rhett op at sidde. Det blødte fra en overfladisk flænge i Rhetts pande, men ellers var der ikke sket noget. De smilede alle til mig, og ingen sagde noget.

Men så blegnede Soothers smil.

Jeg vendte mig om igen og fik med det samme øje på Marco, der vaklende rejste sig. Det så ud som om, hans ben kunne kollapse under ham hvert øjeblik. Han holdt sin rystende hånd op som for at gribe ud efter luften foran sig. Forvirret så jeg til, indtil det går op for mig, hvad han havde gang i.

 Stormen af iskrystaller brød gennem mit skjold så let som ingenting og ramte min overraskede krop som en mur. Den pressede mig bagud. Jeg kunne intet se, kun hvid kulde. Jeg havde svært ved at holde mig oprejst, og trådte hele tiden tilbage for at holde balancen. Marco stoppede ikke. Kulden sendte de frygteligste billeder tilbage fra glemslens trygge favn. Ødelagde mig. Åd mig op indefra. Jeg var så bange. Og kulden fortsatte og fortsatte i al evighed.

Lige indtil jeg trådte ud i tom luft.

Min krop styrtede udover tagets kant og ned i intetheden.

Panikangst og vægtløshed.

Det tog mig alt for lang tid at indse, at jeg styrtede mod min egen død. Vinden susede om ørerne på mig. Men jeg kunne ikke dø. Jeg skulle ikke dø. Ikke nu. Jeg havde for meget at miste.

Mit sind prøvede panisk at gribe ud efter noget at holde fast i, også selvom det ikke fungerede sådan. Men midt i al forvirringen fandt jeg løsningen. Uden at tænke samlede jeg sløret omkring min egen krop og tvang mig selv opad. Faldet bremsedes stødt. Til sidst hang jeg frit i luften. Jeg ventede indtil mit ræsende hjerte slappede af igen.

Derefter skød jeg op i natten som endnu et pistolskud.

Alle spejdede forvirrede rundt, men den mørke himmel skjulte mig. Nero stirrede oprørt efter mig. Kun Soother vidste, hvor jeg var. Hun rejste sig op og trak Rhett og Blake med sig. Vi er klar, sagde hun gennem sine tanker, og jeg nikkede en enkel gang. Så lagde jeg mit slør omkring de tre og løftede dem forsigtigt op i luften. Kuglerne prellede af da de svævede op til mig. Der var ikke mere for Nero at gøre end at se på.

Vi genforenedes på den sorte nattehimmel.

Og i samme øjeblik var vi væk. Langt oppe over bygningerne.

Efter vi havde passeret Muren, fortsatte vi nogle kilometer, før jeg stoppede os og forundret pegede op. “Hvad er det for nogle pletter på himlen?” Jeg havde aldrig set sådan noget før nu, og anede ikke engang, at de eksisterede.

“Det er stjerner. De bliver kaldt stjerner,” svarede Soother mig.

Stjerner. Hvor lød det magisk. Uendeligt magisk.

Vi begyndte at flyve igen. Snart var Calix ikke andet end en lysende prik i horisonten. Men jeg var ikke bange. Jeg var fri. Endelig lød ordet, som det skulle.

 

 

 

 

Slut

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...