Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

15Likes
12Kommentarer
1190Visninger
AA

3. Kapitel 2

“Søde skat, spis din mad inden den bliver kold,” sagde min mor blødt til mig, og jeg holdte op med at skubbe grønsagerne rundt på tallerkenen med min gaffel. Mit blik gled ned i skødet.

“Jeg har ingen appetit her til aften.”

“Hvordan kan det dog være? Er du ikke glad for at have bestået?” spurgte hun. Selvom jeg ikke kunne se hende, vidste jeg, at hun udvekslede et blik med min far.

Jeg trak på skuldrene, og derved overtog stilhed samtalen.

Vi sad for enden af det lange mahognitræsbord i spisestuen. Væguret bag mig talte sekunderne, imens jeg svagt kunne høre hushjælpen, Jackson, Minny, rydde op i køkkenet.

“Ret dig op, Trinity,” sagde min far efter en tids tavshed. Han hadede, når jeg faldt sammen, men min lange krop havde altså gjort mig et halvt hoved højere end alle andre. “Har du planer for i aften?”

Jeg tog spørgsmålet som en åben mulighed for at slippe væk fra huset et par timer. “Øhm,” mumlede jeg, imens min hjerne kørte på højtryk. “Danica og de andre tager ud at feste. For at fejre at være blevet atten.” Jeg så op og sendte hans øjne et svagt smil. “Hun spurgte, om ikke jeg havde lyst til at tage med.” Det var ikke engang løgn, men hun spurgte kun fordi, jeg havde overhørt hende aftale det med en veninde. Stockton, Danica og jeg endte som trettenårige i samme eftertænksomhedsgruppe – stedet man tilbragte sin tid, når der ikke pumpedes viden ind i ens hjerne i skolen. Vi havde aldrig været bedste veninder, men jeg troede ikke, hun ikke kunne lide mig. For hende var jeg der vel bare.

Min mor sendte mig så strålende et smil, at man kunne se samtlige af hendes kridhvide tænder. “Hvor lyder det dog som en god idé! Hvornår tager du af sted?”

“Det ved jeg ikke, men de andre er der sikkert allerede. Skal jeg være hjemme på et bestemt tidspunkt?”

Hun så på min far. “Nu hvor du er fyldt atten, er det vel noget du selv bestemmer – ikke, Adem?”

“Jo, bestemt,” sagde han nikkende. “Du er jo voksen nu, Trinny.”

“Hvis du virkelig så mig som en voksen person, ville du ikke kalde mig “Trinny”,” sagde jeg med et drillende smil på læben, der fik dem begge til at le.

 

***

 

Ordet “Beats” stod skrevet med store, lysende bogstaver over døren. Faktisk lyste stort set alt her i stærke neonfarver, selv rækværket, hvilket fik min pailletbesatte kjole til at kaste tusindvis af små cirkler af lys overalt på afsættet. Der lød en uendelig banken af hurtige beats fra bygningen, det vel gav inspiration til navnet. Hvor kreativt.

 Foran mig stod en stor mand klædt i mørkt tøj, og ifølge skiltet på hans brystkasse hed han Jacoy. Intet efternavn foran. Så var det sikkert ikke noget at prale af. “Deres hånd, tak,” sagde han med en mørk stemme, og jeg stak fingerspidserne ind i den ID-scanner, han holdte frem mod mig – så slap man for at skulle tage sig af falske ID-kort.

En lille skærm på scanneren blinkede grønt, så databasen havde altså bekræftet, at jeg var atten år. Alligevel var det ikke første gang, jeg var her – at Danica engang datede den daværende vagt førte visse muligheder med sig.

“Velkommen til Beats,” sagde han og trådte til side, så jeg kunne komme ind ad døren.

Den høje musik ramte mine ører som en hård mur. Rummet var helt mørkt og kun oplyst af farvede spotlights, der fejede hen over den dansende menneskemængde. Jeg fik øje på baren i den anden ende af lokalet, og så vidt jeg huskede, var der et par sofagrupper ved siden af den. Hvis jeg ville finde Danica og hendes vennegruppe, kunne jeg lige så godt starte min søgen dér.

Jeg kantede mig langsom gennem menneskemængden. Det var fredag, hvilket havde tiltrukket stort set alle unge fra Calix’ allerøverste etager. Beats kunne sagtens kaldes natklubben for alle rigmandsbørn, en gruppe mennesker jeg desværre selv tilhørte. Nej, jeg var ikke det mindste taknemmelig over familien Xaviers sociale rang. Sådan havde Rhett det også før han flyttede hjemmefra, men hans genkendelige efternavn åbnede trods alt en del døre for ham.

Jeg fik hurtigt øje på de mange røde sofagrupper spredt ud over området nær baren. Størstedelen af dem var besat af mennesker. Mit blik løb hurtigt frem og tilbage efter et velkendt ansigt, og jeg fik hurtigt øje på én af Danicas slyngveninder. Jeg kunne ikke huske pigens navn.

“Trinity!” hvinede hun smilende til mig, da jeg gik over til den gruppe af mennesker, hun sad sammen med. Glæden ved at se mig betød, at hun måtte være fuld.

Jeg tvang et kort smil frem.

Hun svang håret over skulderen og klappede på sofaen, imens hun rykkede sig for at give mig plads. Mellem os stod et sofabord fuldt af festligt udsmykkede glas, nogle tomme, nogle med farverige væsker i. Der sad otte andre mennesker i hjørnesofaen, deriblandt Danica tæt op ad hendes nuværende kæreste, som jeg genkendte som Deun, Carlon. Hun havde allerede været igennem størstedelen af alle overklassedrengene, hvilket faktisk var noget af en bedrift.

Jeg satte mig ned ved siden af pigen, og de genoptog den samtale, min ankomst afbrød. Jeg gjorde intet forsøg på at følge med i den. Desuden kunne jeg også kun opfange halvdelen af ordene på grund af den latterligt høje musikstyrke.

Pludseligt vendte pigen ved siden ad mig sig og sendte mig et undersøgende blik. Jeg så forvirret på hende, indtil det gik op for mig, at hun måtte have stillet mig et spørgsmål. “Hvad?” spurgte jeg højt for at overdøve støjen.

Godt nok smilede hun til mig, men jeg hørte hende stadig sukke tungt. “Jeg spurgte, om du også skal med over at danse,” savrede hun. Hendes ånde stank af alkohol.

Jeg rystede kort på hovedet. Jeg dansede ikke.

“Så har vi også en til at holde på vores drinks,” sagde Danica med hendes overfladiske signatursmil, imens de rejste sig og begyndte at bevæge sig ud på dansegulvet. Jeg brød mig virkelig ikke om det smil.

Okay, godt nok hadede hun mig ikke, men hun kunne heller ikke lide mig.

Selvom jeg ingen intentioner havde om at drikke mig selv fuld, rakte jeg ud efter et urørt glas med noget blåt i. Det smagte forfærdeligt. Jeg forstod ærligt talt ikke hvorfor folk kunne lide at drikke det stads. Grunden kunne i hvert fald ikke være smagen.

Jeg havde først lige sat drinken fra mig, da jeg opdagede en person ved min side. Skønt. Menneskelig kontakt.

“Hey,” sagde han og satte sig så tæt op ad mig, at jeg blev nødt til at flytte mig en anelse. “Jeg er Bryson, Laon,” fortsatte han, imens han lavede en svingende bevægelse med pandehåret. Han så flirtende på mig gennem sine mørke øjenvipper på den præcist samme måde, som de alle sammen gjorde.

“Flot efternavn,” mumlede jeg sarkastisk. Bryson-familien var ejerne af en stor kæde af elektroniksælgende butikker. Danica havde vistnok engang kæreste været med ham, nu jeg tænkte over det.

Han så undrende på mig. Dén reaktion havde han vel ikke forventet. “Undskyld mig?”

Jeg trak let på skuldrene. “Jeg synes bare at det er morsomt, at du valgte at præsentere dig med efternavn. Det siger en del om personen,” forklarede jeg med et falskt smil, og han virkede en anelse irriteret over mine ord.

“Som hvad?” spurgte han mig, og det overraskede mig faktisk, at han endnu ikke var gået sin vej.

“Tjah, altså, du er for det første stolt af dit navn, for ellers ville du ikke nævne det. Du er stolt over pengene og prestigen der følger med navnet. Overklassen er dit rette element. Ikke at jeg bebrejder dig det,” indskød jeg hurtigt, “for du er jo født ind i succes. Jeg påpeger bare din overfladiskhed.”

Bryson-drengen var stille et øjeblik, men han skjulte sin forbløffelse godt. “Du er ikke bange af dig,” sagde han så for at skifte emne, hvilket fik mig til at stønne tungt.

“Du må virkeligt være desperat, hvis du stadig prøver,” sukkede jeg.

I én glidende bevægelse havde han rejst sig og var blevet en del af menneskemængden på dansegulvet uden at se sig tilbage. Jeg åndede lettet op. I et øjeblik var jeg bange for, at drengen rent faktisk syntes om mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...