Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

14Likes
12Kommentarer
1071Visninger
AA

20. Kapitel 19

“Som I kan se, tog jeg vidner med,” sagde Præsident Nero højt ind over pladsen. Det var svært at høre ham på så lang en afstand, og støjen fra helikopterne på nattehimlen gjorde det ikke lettere. Hele Calix så med lige nu.

Rhett vendte sig og så indgående på os. “Bliv her. Jeg går over til ham.” Jeg skulle til at afbryde, men han kom mig i forkøbet. “Jeg mener det! Bliv!” Og med det sagt vendte han ryggen til os og gik med faste skridt hen mod tagets midte. Knyttede hænder. Rhett gav ikke op. Jeg er desværre den eneste, manden stadig anser for menneskelig. Det pinte mig, at han havde ret.

Nero begyndte straks at tale igen, men denne gang i så lavt et tonefald, at Soother, Blake og jeg ikke kunne høre et ord. Altså strak jeg mit sind ud til punktet mellem Rhett og præsidenten og blev hængende i luften dér. Jo, jeg kunne høre alt her.

Tilbage i min krop gentog jeg det, der blev sagt.

“Dette, mine gode borgere,” sagde Nero, “er Xavier, Rett.”

“Dette er Xavier, Rhett,” repeterede jeg lavmælt til de to andre.

“Dette er manden, der slap de fire væsner løs,” fortsatte han i sit højtidelige tonefald. Selvom hans blik var rettet mod Rhett, henvendte han sig tydeligvist til tv-folkene i helikopteren. De måtte have monteret en mikrofon på ham.

Min stemme var ikke andet end en mumlen. “Manden, der lukkede os-”

“Trinity, vil du gerne tage over?” afbrød Nero mig pludseligt.

Det gav et sæt i mig, og et splitsekund var jeg for forskrækket og forvirret til at kunne gøre noget som helst. Men hurtigt fyldtes jeg med hadet til manden foran os. Det var hans skyld, at vi var endt her. Hans skyld, hans skyld. Han havde ingen ret til at kalde mig ved fornavn. Og vi var fandeme ikke dus.

“Fortsæt bare,” svarede jeg en anelse for kæphøjt, for Rhett sendte mig et skarpt formanende blik.

Nero så dog ud til at more sig. “Hvorfor kommer du ikke også herover? Og du må hjertens gerne tage dine to venner med.” Han talte til mig som om, jeg var et barn. En del af mig nægtede at finde sig i hans nedladende undertone, den anden del tvang den første til at trække vejret dybt. Ét fejltrin, og…

Jeg udvekslede korte blikke med Blake og Soother inden jeg svarede “Selvfølgelig,” og sammen med dem begyndte at gå over til Rhett. Det tog evigheder.

“Miss Mercer,” begyndte præsidenten, da vi var nået derhen, og startede med at se på skrøbelige Soother. Min ene halvdel mærkede en stærk trang til at beskytte hende. “Har du noget imod at demonstrere din egenskab som den første?” Hans stemmeleje var for venligt.

Soother så ned. Der var ingen vej udenom.

“Strålende.” Han vendte sig mod Calix igen. “Pigen her kan noget enestående: Hun er en sandsiger – ved simpelthen svaret på alt så snart spørgsmålet er stillet.”

Og da gik det op for mig, at Nero havde tænkt sig at lade Soother leve. Det kunne have været en svag ændring i hans tonefald, det kunne have været at jeg ufrivilligt har hørt hans tanker, men der var ingen tvivl: Soother overlevede. Det havde været hans plan fra starten af. Soother ville blive den eneste overlevne. Hendes evne ville han kunne bruge til sin egen fordel, særligt fordi han vidste, at hun ikke selv kunne kontrollere den. Ikke selv kunne kontrollere den. Den spinkle, rødhårede pige med de grønne øjne var vokset til noget stort og magtfuldt. Hun var præcist så uendelig, som vi andre. Hun var ikke længere slavebundet af sin egen evne.

Faktummet at Soother overlevede gør mig ubeskriveligt glad. Og dog… Vi andre ville blive henrettet. Om det blev nu eller senere i nat, vidste jeg ikke, og jeg nægtede at gå ind i Neros vanvittige hoved for at finde ud af det. Men jeg ville ikke dø.

Præsidenten fortsatte. “Lad mig starte med et simpelt spørgsmål: Hvor mange mennesker bor på nuværende tidspunkt i Calix?”

Soothers stemme var fast og sikker. “Tretten millioner et hundredeenogtyvetusinde ni hundrede niogfirs personer.” Pigen var klog. Hun kunne have holdt denne oplysning for sig selv for at slippe ud af rampelyset, men i stedet spillede hun tjener af sin evne. Vidste hun det samme som mig? Selvfølgelig gjorde hun det, det er jo Soother. Og ved at lade som om, sikrede hun sin egen fremtid. Jeg bebrejdede hende ikke.

“Korrekt!” udbrød Nero ud over hele pladsen, og et splitsekund så jeg sindssygen glimte i hans øjne. Hvorfor var der ingen andre i Calix, der så dette? Hvorfor? “Der er vist ingen grund til at fortsætte denne leg, du har bevist din egenskab. Til gengæld vil jeg gerne høre noget andet.” Hans stemmeleje havde fået sig en ny, mørk undertone. “Hvad arbejdede Oakley, Blakes far som?”

Vi stivnede alle. Hvad ville Nero få ud af dette?

Der lå en pludselig skrøbelighed over Soothers stemme. “Din livvagt.” Hun så ikke op.

“Og hvad fik ham til at miste sit arbejde?”

Blake knyttede vredt næverne ved siden ad mig. Jeg strejfede blidt hans hånd med min, men han løsnede ikke op. En pludselig arrighed havde svøbt sig om ham, og jeg kunne se, at han ikke ville være til at komme i kontakt med. Han så kun én ting, og det var Nero: Manden, der havde stjålet hans far fra ham.

Hun var begyndt at ryste en anelse, men jeg kunne se, at Soother lod som om, det var på grund af den kolde vind. “Mr. Oakley trådte ud af legionen,” svarede hun stille.

Forrådte legionen,” rettede præsidenten hende nådesløst. “Og Mercer, hvad er staffen for statsforræderi?”

Det gik op for mig, hvad Nero helt præcist var ude på.

Soothers stemme var ikke mere end en skælvende hvisken, men hun blev nødt til at svare. Nero sagde man ikke imod. “Øjeblikkelig henrettelse.”

Og med ét sprang Blake i et vredelsesudbrud mod Præsident Nero, men han nåede ikke langt. Jeg reagerede med det samme ved at gribe fat i hans arme og låse dem på ryggen af ham. Han hev og vred sig for at komme fri, men Rhett var i løbet af ingen tid ved min side. Et elektrisk stød brændte sig gennem vores kroppe, smerten var vild og over alt, men hverken min bror eller jeg sagde noget.

“Slip mig fri så jeg kan slå ham ihjel!” hvæsede Blake hidsigt. Det skræmte mig at se ham sådan her.

Mere elektricitet.

“Nej, Blake, det er lige netop dét, Nero ønsker!” råbte jeg ind i hans øre for at tvinge ham til at lytte. Derefter sænkede jeg stemmen. “Han leder efter en grund til at henrette os med det samme. Han vil bevise at vi er farlige og utilregnelige. Og hvis vi er til fare for samfundet – som han jo har sagt, at vi er – vil det ikke ødelægge hans image.” Blake holdt langsomt op med at kæmpe imod.

“Måske vil folk endda takke ham!” fortsatte Rhett for mig. “Blake, hvis vi skal slippe levende herfra, må vi for alt i Calix ikke ligne en trussel.”

Blake stoppede. Hans mørke øjne borede sig dybt ned i mine i uendeligt lang tid, men ikke på den ubehagelige måde. Han ledte efter noget, noget han kan holde fat i når Rhett engang slap sit jerngreb om ham.  For hvem vidste, hvor længe han ville kunne stå oprejst? Hvor lang tid ville hans ben kunne holde kroppen, der lige nu føltes så tung?

Jeg var ikke bange for, at Blake skulle falde. Og da han så dette, endte et enkelt ord i mit hoved: Tak.

Men så snart Rhett løsnede sit greb, knækkede Blake sammen på betontaget. Jeg var hurtigt ved hans side og lukkede min overkrop sammen om hans rystende. Soother satte sig lydløst ved siden ad os. Jeg knugede ham tættere ind til mig, og først nu så jeg, hvor skrøbelig Blake altid havde været. Og at livet ikke var retfærdigt. Men ikke en eneste tåre forlod hans øjne, jeg kunne mærke hvor tørre begge hans kinder var. Han sagde heller ikke noget, sad bare og rystede.

“Jeg er ked af det, Blake, jeg er så ked af det,” messede jeg for ham.

Imens var Rhett begyndt at tale for at lede alles opmærksomhed væk fra Blake. “Nero. Vi kom for at forhandle, ikke for at slås. Vi er villige til at forlade Calix, hvis det er dét, der skal til,” fortsatte Rhett.

“Og hvad helvede vil I foretage jer uden for Muren?” spurgte en hånlig stemme, jeg genkendte.

Kulden var vendt tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...