Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

15Likes
12Kommentarer
1241Visninger
AA

19. Kapitel 18

“Det er tid,” sagde Soother pludseligt.

Det gibbede i mig. “Har de lukket Rådsbygningen ned?” Eller, havde Nero gjort som han skulle?

“Ja.”

Et lettet suk undslap mine læber. Altså var præsidenten åben for forhandling. Formentlig.

“Og er I sikre på, at I stadig gerne vil gennemføre dette?” spurgte Rhett os, og vi vidste alle hvorfor. Måske slap vi ikke levende fra det. Men jeg var overbevist om, at så længe Nero havde medbragt vidner, turde han ikke andet end at lade os gå. Han kunne da ikke slå os ihjel foran andre … vel? Kunne han? Jeg følte mig pludseligt usikker.

Alligevel nikkede vi én efter én.

“Godt så,” sagde Rhett, steg ud af varevognens bagrum og satte sig om på førersædet. Det gav et sæt i mig, da bilen rejste sig fra asfalten. Nervøsiteten overtog mig langsomt og blev gradvist til en decideret angst. Der sker ikke noget, der sker ikke noget, messede jeg konstant for mig selv, men det så kun ud til at gøre det hele værre.

Tiden begyndte pludseligt at flyve af sted med så høj en fart, at jeg ikke kunne følge med den. Calix var en enormt stor by, men jeg nåede kun lige at trække vejret, før vil holdt ude for Rådsbygningen. Det tog heller ikke Rhett lang tid om at åbne bagdøren. Det første jeg så, er en fuldstændigt mørklagt bygning. Aldrig i mit liv havde jeg oplevet noget lignende. Strømsvigt var ikke noget, byen her kendte til.

“De har sgu lukket bygningen helt ned,” lyder det fra en forundret Blake. Jeg kan ikke andet end dele hans følelser. Frygten aftager for et kort øjeblik, men blusser så op igen. For det er nu. Det er nu, jeg skal stå ansigt til ansigt med Nero, som har hele Calix i ryggen. Om et hundrede etager kan vores fælles fremtid gå to veje.

Soother var den første til at røre på sig. På vej ud af bilen mødtes vores øjne. Hendes grønne blik pustede livet tilbage i mig og fik mig til at tage fat i Blakes hånd så vi sammen kunne følge efter hende. Asfaltens isnende kulde sendte ubehagelige billeder fra min hukommelse op til overfladen, men Blakes varme fik mig til at glemme dem igen. Vores blikke mødtes.

Indgangen hernede var intet andet end en normal metaldør så langt nede mod landjorden. Jeg huskede det Blake havde sagt om, at de ti nederste etager slet ikke brugtes, og derfor havde de vel ikke tænkt på at gøre noget ud af denne indgang. Over dørhåndtaget sad der dog en stor boks med tal på, der udgjorde låsen.

“Koden er et-et-to-tre-fem-otte-et-tre-to-et,” sagde Soother mekanisk, og Rhett trykkede tallene ind.

Med det samme afgav boksen et lille klik, døren gik op, og jeg lagde mærke til, hvor stille byen var her til aften. Særligt her i centrum skulle man forvente en vis støj, men det eneste jeg kunne høre, var den fjerne lyd af de få biler over os. Det løb mig koldt ned ad ryggen.

Og derfra fulgte jeg med med hovedet under vand.

Som når man lå i et badekar og dykkede ned. Der lukkedes ned for alt, lyde var kun en svag baggrundssummen. Virkeligheden blev sat på pause, og man kunne kun tænke. Sådan havde jeg det lige nu. Vi løb sammen, Blake ledte vejen. Jeg holdt ham vistnok stadig i hånden.

Jeg kunne se, at vi løb gennem en masse gange, Blake lyste dem op én efter én. Men jeg registrerede det ikke, for mig var væggene og gulvene ikke andet end billeder, der passerede.

Skulle jeg være glad eller bange? Glad fordi vores plan havde virket: Nero ventede på os som aftalt. Bange fordi Nero ventede på os som aftalt. Det havde været for let at overtale ham, alt for let. Ventede han på, at vi skulle tage kontakt til ham? Nero var jo ikke dum, så meget vidste vi. Han ville gøre alt, der stod i hans magt for at få vores slags forvist. Eller henrettet som Blakes far. De så aldrig hinanden igen.

Og det gik op for mig, at ligegyldigt hvad, ville jeg aldrig få min mor og min far at se igen – Everlyse og Adem Xavier var for evigt intet andet end et minde. Jeg ville aldrig høre hushjælpen Minnys strenge stemme igen, der altid indeholdte en snert af kærlighed. Amable var måske allerede død.

Jeg lagde pludseligt mærke til, at vi stod i en elevator. Blake blik var rettet mod mig. Han stillede mig et spørgsmål. Stemmen var sløret og fjern, men det lignede noget i retning af et “Er du okay?” Jeg kunne i hvert fald se, at inde bag hans øjne var han oprigtigt bekymret. Så jeg virkeligt så forfærdelig ud?

Jeg nikkede hurtigt, men det overbeviste ham tydeligvist ikke.

Ifølge LCD-skærmen var vi allerede på syvogfyrrende etage. Hvor meget var jeg gået glip af her under vandoverfladen?

Otteogfyrrende. Folk mumlede. Tooghalvtredsende. Eller talte sammen, for mig var der ingen forskel. Enogtressende. Det gik alt for hurtigt. Femoghalvfjerdsende. Tid. Treogfirsende. Jeg havde brug for mere tid. Halvfemsende. Etagerne. Femoghalvfemsende. Etagerne talte ned. Nioghalvfemsende. Men til mit nye liv eller til min død?

Hundredende.

Skydedørene gik lydløst op. Lydløst for mig, jeg var jo stadig under vand. Og jeg havde ikke lyst til at komme op til overfladen igen, aldrig mere. Var det min krop, der var gået i chok? Eller… forberedte den mig? Mit hoved var i hvert fald klart og vågent. Jeg kunne tænke. Mit sind var på vagt, det havde hele tiden været aktivt.

Blake fandt en lyskilde at tænde, og sammen gik vi ud og ind i en overdådigt udsmykket hall. Det bordeauxrøde tæppegulv føltes rart og varmende under mine fødder. Jeg modstod trangen til at bukke mig ned for at føle på det. For første gang mærkede jeg en form for hjemve.

“Den hurtigste vej til taget er brandtrappen herhenne,” sagde han og førte os mod venstre. Jeg havde ikke længere fat i hans hånd.

Jeg lagde mærke til, at vi var begyndt at bevæge os op ad en smal metaltrappe. Først Blake, så mig, dernæst Soother og til sidst Rhett. Og kulden… Kulden ventede på mig. Jeg kunne mærke det. Dens overlegne grin var rettet mod os.

Men så stoppede vi op. Vi var nået til toppen af trappen. Soother sagde nogle tilsyneladende tilfældige tal, som Blake trykkede ind i kodelåsen foran ham.

Døren gik op.

Det pludselige lys blændede mig, og jeg kunne intet se i flere sekunder. Men hvorfor så meget lys? Solen burde for længst være gået ned. Men da jeg fik vænnet mig til det skarpe lys, gik det op for mig, at det ikke var solen, men store projektører. Fire af slagsen, alle rettede mod os fra himmelrummet. Vi trådte udenfor. Den iskolde vind var nådesløs mod min bare hud og tynde kjole. Jeg følte mig nøgen og forsvarsløs. Og alle de lyde, alle de skrækkeligt høje lyde. Larmende Calix.

Taget var en enorm, betonlagt platform. På den anden side af midten stod en gruppe mennesker, alle klædt i samme sorte tøj og mørke, identitetsbeskyttende briller. Der var mindst halvtreds af dem. Vores vidner. Men på himlen fløj der også fire helikoptere. Jeg genkendte logoet på den ene, det var den ledende nyhedsstation. Jeg hævede overrasket øjenbrynene. Blev dette filmet? Men nu jeg tænkte over det, så ville det overraske mig, hvis ikke de livetransmitterede hele situationen.

Jeg rettede blikket tilbage mod de halvtreds ens mænd, for der var bevægelse blandt dem. En person trådte frem fra mængden. Han var ikke så høj som de andre, mere ranglet i det, men bar samme slags påklædning som resten af mændene. Det tog mig flere sekunder at genkende ham helt herover fra.

Ulvene havde hylet vores navne.

Neros ansigt var lagt koldt for følelser.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...