Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

15Likes
12Kommentarer
1297Visninger
AA

18. Kapitel 17

Så vi ventede. Dagen slæbte sig af sted hen over himlen. Men herfra kunne vi ikke se den. Soother fortalte os dog jævnligt hvad klokken var, så det gjorde ikke rigtigt noget. Vi sad alle fire inde i bilen, der holdt et sted imellem Rådsbygningen midt i Calix og Muren udenom. Først havde vi tænkt os at tilbringe dagen i nærheden af Muren, men der gik ikke mere end en halv time før antallet af murvogtere var blevet fordoblet. Nero nægtede at slippe kvælertaget om os.

Men i aften ville det hele ordne sig.

Herinde i bilen sad Rhett og Blake overfor Soother og mig. En kedsommelig stilhed havde lagt sig over os, og jeg følte mig så frygteligt rastløs. Hvordan helvede skulle vi få de sidste, hvad, otte timer til at gå?

“Trinny, du larmer,” mumlede Rhett.

Jeg holdt med det samme op med at trippe i gulvet, men sukkede alligevel beklageligt. Jeg var sulten, og jeg var tørstig. Min mund føltes som sandpapir. “Hvor længe skal vi overhovedet vente endnu?”

“Hvis vi tager derhen ved otte-tiden, er der fire hundrede og otteogtyve minutter tilbage,” svarede Soother.

Syv timer. Ikke så slemt, som jeg først havde antaget. Stadig pokkers lang tid.

“Kender I nogen sange?” spurgte jeg så. Musik var god tidsfordriv. Ikke at jeg havde oplevet så meget af det i mit liv, derhjemme sås musik som unødvendigt og dermed uønsket.

Både Rhett og Blake rystede på hovedet, så jeg tyede til Soother.

Hun så ned i gulvet. “Jeg kender én sang. Ulvesangen.”

“Vil du ikke nok synge den for os, Sooth?” bad jeg, og hun trak vejret dybt. Inderst inde ville hun gerne, så jeg sendte hende et opmuntrende smil.

 

“Hun drømte, hun drømte om ulvene den nat,

og de sagde, at han var deres næste skat.

Hyl gik gennem ben og marv,

og lammene de græd,

men hun følte intet mer’,

for ulve hylede hans navn.”

 

Betagede sad vi og lyttede til Soothers lyse stemme. Sangen var smuk, men dyster. Ubehageligt melankolsk. Heldigvis tøvede hun ikke med at synge videre.

 

“Han drømte, han drømte om ulvene den nat,

og de sagde, at hun var deres næste skat.

Hyl gik gennem ben og marv,

og lammene de græd,

men han følte intet mer’,

for ulve hyled’ hendes navn.

 

Og de drømte, de drømte om hinanden den nat,

gemt fra ulvene, der krævede deres skat.

Hyl gik gennem ben og marv,

og lammene de græd,

men de følte kærlighed

i hinandens favn.”

 

Mit blik gled hen på Rhett. Han så ikke på Soother, men jeg kunne se på ham, at han lyttede. Intenst.

 

“De drømte, de drømte om vandet så sort,

men for dem så det ud som himlens port.

Skrig gik gennem ben og marv,

og lammene de græd,

imens han og hun sank ned

i hinandens favn.”

 

Det tog os et par sekunder i stilhed at forstå, at sangen var ovre. Soother så op.

“Tak,” var det eneste, jeg kunne sige. I det mindste mente jeg det.

Hun sendte mig et tøvende smil, og først nu følte jeg, at jeg kendte hende. Selvfølgelig kendte hun flere sange, for dén slags person var hun: Én der huskede de vigtige ting. Men at hun havde valgt at synge netop denne sang, sagde mere om hende end et livs bekendtskab ville. Der var ingen tvivl om, at hun syntes bedst om denne. Og hun var glad for at få lov til at synge den igen.

“Hvor længe nåede du at bo på Anstalten?” spurgte jeg hende.

“Fire år,” svarede hendes evne for hende.

Fire år. Otteogfyrre måneder. Det var lang tid. Og på nuværende tidspunkt kunne hun umuligt være mere end seksten eller sytten tidsår gammel. Det gjorde pludseligt ondt indeni.

“Det er jeg ked af at høre,” mumlede jeg.

Hun svarede mig ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...