Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

15Likes
12Kommentarer
1395Visninger
AA

17. Kapitel 16

Gulvet var alt for hårdt til at få en god og dyb nats søvn på, så jeg følte mig nu kun en anelse friskere end i går aftes – eller var det nat?

Vi sad i bilen. Det var tidlig formiddag, og vi var på vej mod Rådsbygningen. “Jo før, jo bedre,” havde Soother sagt, og hun havde vel ret, men jeg havde nu alligevel ikke lyst til det, jeg skulle: At overtage præsidentens sind. Planen var, at jeg fik Nero til at skrive en besked til sig selv om, at vi i aften ville mødes på toppen af Rådsbygningen, og at han skulle tage vidner med. Piece of cake. Vi regnede ikke med, at jeg ville være i stand til at kunne overtage hans stemmebånd, så en seddel var nok.  Det gav mig myrekryb at tænke på. Og at alt afhang af mig lige nu. Ved ordensholderne skulle vi også bruge Blakes evne, men nu var jeg helt alene. Jeg begyndte nervøst at trippe med fødderne.

Soother sad overfor mig med blikket rettet mod døren, Blake til min højre side. I et enkelt sekund strøg han en finger over min anspændte håndryg, så lille en bevægelse, at kun vi to lagde mærke til den. Det gibbede i mig. På én og samme tid mærkede jeg igen panikangst og vægtløshed– eller, elektricitet og rolighed. Berøringen fik mig til at slappe af, men mit hjerte higede ivrigt efter mere. Sidstnævnte følelse skræmte mig fra vid og sans. Jeg så op på Blake, men vores blikke mødtes ikke. Var det bare en tilfældighed, at han havde rørt mig? Sandsynligvis. Jeg så væk og lod som ingenting, imens vi fløj videre gennem Calix’ gader.

Efter nogen tid stoppede Rhett bilen, men der gik flere minutter, før han selv steg ud.

“Lige nu holder vi tredive meter fra Rådsbygningen. Trinity, vil du kunne gøre det herfra?” spurgte han lavmælt efter at have åbnet bagdøren.

Jeg skævede til Soother, for hendes ord var meget troværdigere end mine. Hun nikkede kort, og et lettet smil spillede over mine læber.

“Godt,” sagde Rhett så, “jeg bliver herude og holder øje. Hvis jeg ser nogen, banker jeg på døren og kører os væk. Det samme gør I, hvis det lykkes.”

Jeg trak vejret langt ned i maven. “Okay.”

Og efter det ord forsvandt Rhett bag den langsomt lukkende dør.

Jeg gjorde en synkebevægelse.

“Soother, hvorhenne er Nero i øjeblikket?” spurgte jeg hende.

Svaret slap ud af hende sekundet efter. “Til et møde på syvogfirsende etage.”

Endnu en gang trak jeg vejret dybt. Mit sind behøvede ikke at vækkes, jeg skulle kun lige mærke til det for at få det aktiveret. Jeg rejste mig op. Det føltes rigtigst sådan. Og det tog mig kun en anelse koncentration at bryde igennem bilens tag – og så var jeg fri. Luften var dårlig og uren, det vidste jeg, men lige nu mærkede jeg det ikke. Lige nu var jeg intet andet end et usynligt stykke tøj, der blafrede i vinden, imens det begav sig opad. Men samtidigt var jeg mennesket Trinity inde i den sorte varevogn. Jeg gik højere op. Den forvirrende følelse fik mig til at smile.

Det tog mig ikke lang tid at nå op til tyvende sal, hvor det første lag biler kom. Hvis jeg blev ramt af én, ville jeg kunne mærke smerten, det vidste jeg, så derfor gled jeg op langs bygningen. Rådsbygningen var Bygning 16N. Hvad stod der på denne? Jeg så på skiltet ved afsættet. 15N. Så måtte det altså være bygningen ligefremme. Hvor var her dog kort hjem til 13M. Hjem. Sikket underligt ord. Det havde ikke længere nogen betydning for mig.

Efter endnu tre billag var jeg ved firsende etage. Syv til. Jeg var begyndt at mærke min pandes varme, der gav mig en ubehagelig hovedpine. Mit sind var ikke vant til at skulle strækkes så langt. Det gjorde ondt. Dog var højden intet problem for mig, også selvom der var alt for langt ned, for jeg var jo vokset op heroppe.

Da jeg nåede op til min ønskede etage, vendte jeg blikket mod Rådsbygningen. Vinduerne var en anelse mørklagte, så menneskerne bag kunne man kun skimte. Solen skinnede stærkt på sin isblå himmel, og det tog mit sind et par sekunder at vænne sig til den kraftige lysstyrke. Vinden var stærk. Det blæste for meget til, at jeg ikke ville blive revet med, når jeg bevægede mig over mod den anden bygning. Derfor sprang jeg derover i ét langt stræk af det tynde slør, mit sind var lavet af. Tilbage i min krop kunne jeg med det samme mærke overbelastningen som en brændende fornemmelse, men det gik hurtigt over, så jeg gled ind gennem muren og direkte ind i et fuldt mødelokale. Jeg havde været heldig. For bordenden sad han: Præsident Nero af Bystaten Calix. Der var mindst tredive mennesker i dette lokale, alle klædt i jakkesæt, og jeg kunne mærke hver eneste af deres bevidstheder – og det så ud til, at vi “udskud” var dagens emne.

De fortjener ikke et liv. Vi må stoppe dem.

Jeg kan ikke beskytte min familie mod sådan en trussel.

Vi må tænke på, hvad der er det bedste for samfundet.

Yderst distraherende.

Lige nu talte en midaldrende mand, som stod et par meter fra mig. Hans rynker var lettere fremstående, et unaturligt syn. Eller rettere sagt, unaturligt naturligt. Han kunne umuligt være af lige så høj rang som størstedelen af de andre herinde, og der var da heller ikke mange, der lytter synderligt meget til ham.

Jeg fløj ind over mahognibordet, der flød med skriveskærme, løse papirer og halvtømte kaffekopper. Da jeg stoppede op, var jeg lige ude for Neros glatte ansigt. Han bar sine signatursolbriller. Jeg gad vide, hvor mange mennesker herinde havde set ham uden disse. En person? To?

Neros sind var ikke så tydeligt som andres, dette var … fladere. Ikke tomt, men meget mere tilbageliggende. Og på grund af denne svaglighed, var det mig intet problem at dykke ned i hans bevidsthed og at lukke mig sammen omkring den.

Jeg slog øjnene op som om, jeg aldrig havde set verden før. Jeg var nu et hundrede procent Neros sind, jeg kunne mærke hver en afkrog af hans hukommelse og viden, jeg kunne mærke hver en fingerspids. Den sande Nero var her stadig. Hans bevidsthed lå lige bag min. Men han kæmpede ikke det mindste for at få kontrol over sin krop igen, nej, han ventede i forundring. Ventede på mit næste træk. Vidste han, at jeg var én af dem? Jeg kunne ikke læse hans tanker herfra, men det kunne ikke tage ham lang tid at regne ud.

Det føltes underligt at kunne kontrollere en fremmeds krop. Og så let det var. Jeg prøvede først fingermusklerne, strækkede og trak dem sammen, stræk, træk. Det var næsten en ubehagelig fornemmelse. Men jeg havde ingen tid at spilde. Rhett og de andre ventede på mig nede på landjorden. Derfor greb jeg – i Neros krop – ud efter en kuglepen, der lå ved siden ad manden til højre for mig. Og med det samme begyndte jeg at skrive min besked på bagsiden af et tilfældigt stykke papir.

 

Nero,

 

Jeg er én af de fire fanger, der slap fri fra Anstalten. Vi er ikke farlige. Vi ønsker ikke vold, men vi vil tale med dig. Mød os på toppen af Rådsbygningen i aften. Ryd hele bygningen før dette, så vi kan komme uhindret op. Medbring vidner.

 

- Xavier, T.

 

Jeg kunne mærke Neros hadefulde irritation over min lille besked. Han kunne altså også se, selvom det var mig, der kontrollerede hans syn. Interessant.

Sekundet jeg slap Neros krop og bevidsthed, slyngedes jeg som en elastik tilbage til mit eget hoved inde i den mørke varevogn. Da jeg åbnede øjnene, så jeg op i bilens loft. Men jeg lå da ikke ned før, vel?

Soother hjalp mig op at sidde. “Lige pludseligt faldt du. Havde det ikke været for Blake, ville du nok have fået noget af en bule i baghovedet.” Hun smilede sødt til mig med hendes grønne øjne og spinkle ansigt. Selvfølgelig vidste hun alt om, at det virkede.

Blake strækkede sig mod bagdøren og bankede en enkel gang på den, som vi havde aftalt med Rhett. Det tog ham ikke mange sekunder at starte bilen op for at køre os så langt væk fra Rådsbygningen som muligt. Jeg kunne ikke lade være med at smile over hele hovedet. Det havde lykkedes. Nu skulle alt nok blive godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...