Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

14Likes
12Kommentarer
1047Visninger
AA

16. Kapitel 15

“Trinity, hvis du er træt, kan du bare lægge dig til at sove.”

Døsigt så jeg på Rhett. “Nej, bare fortsæt. Jeg skal nok holde mig vågen.” Dog blev mine ord efterfulgt af et ufrivilligt gab, hvilket fik de andre til at trække på smilebåndet. Jeg skulede til dem, men kunne nu også godt selv se det komiske.

Jeg havde placeret mig op ad væggen nær den lille, grimme kommode i det ene hjørne. De andre havde besluttet sig for, at nu var det helt perfekte tidspunkt at lægge en plan for hvordan, vi kom ind til Nero. Personligt var jeg skide træt.

“Okay, så i Rådsbygningen er de ti nederste etager ikke rigtigt i brug,” begyndte Blake, “hvorefter der vil komme etager med boliger og mødelokaler. Vi vil uden tvivl komme til at løbe ind i nogen dér, så vi må finde en vej at komme op til øverste etage uden at blive set. Også selvom det er risikabelt, foreslår jeg elevatoren.”

“Og hvis vi bliver meldt?” spurgte Rhett.

“Så vil vi blive fundet af vagterne og højst sandsynligt blive dræbt på stedet på grund af ulovlig indtrængen.”

“I så fald skal vi kunne forsvare os selv.”

“Jeg tror ikke, der er så meget, vi kan gøre på netop dét punkt.”

“Men vi har brug for våben.”

“Vi kan vel altid slå en vagt ud og tage hans?”

Mit hoved føltes tungt. Deres stemmer flød langsomt sammen, indtil jeg ikke kunne kende forskel på hvem, der sagde hvad.

Der var et kort øjeblik stille blandt dem.

“Hvis det er mig, du tænker på, så kan jeg altså godt forsvare mig selv,” sagde en lys stemme, det må være Soother. Hun lød en anelse fornærmet. Det kunne kun være Rhett, hun talte til.

“Men kan du få dig selv til at slå ihjel?”

“Vi behøver ikke at slå nogen som helst ihjel!” Blake havde i vrede hævet sin stemme.

Rhett talte også alt for højlydt. “Men i tilfælde af, at det bliver nødvendigt?”

Jeg holdt mig for ørerne og lukker øjnene i. De burde ikke skændes. Ikke nu. Dette var øjeblikket, vi havde størst brug for at kunne holde sammen.

Deres oprevne stemmer lød slørede og afdæmpede her i min egen, mørke verden, præcist som at høre gennem vand. Var det alligevel en god idé at tage til Rådsbygningen? Hvis… Hvad nu hvis vi kunne mødes med Nero et andet sted, måske i offentligheden så vi var sikre på, at han ikke brugte lejligheden som en mulighed for at gøre det af med os? Højt oppe, der var der størst chance for vidner.

Men hvordan skulle vi i så fald kunne give Nero besked om dette uden at tale direkte til ham? Et telefonopkald kunne spores. Vi kendte ingen, der kunne aflevere et brev for os. Det var umuligt uden allierede – eller var det? Jeg kunne gå ind i andres hoveder og ændre på ting. Jeg havde fri adgang til at overtage hvert eneste menneskes over- og underbevidsthed, så måske kunne jeg få én til at … aflevere ham en seddel? Som en marionetdukke. Ja. Det måtte være muligt, jeg var helt sikker. Og hvis det virkede, behøvede vi kun at møde op på aftalte sted og tidspunkt.

Jeg slog øjnene op til de tre andre, som stadig havde gang i deres diskussion. “Folkens,” begyndte jeg, rummet blev stille, “jeg har en idé.” Jeg rejste mig op og mærkede mine trætte led beklage sig. De tre lyttede opmærksomt, imens jeg forklarede dem det hele.

Blake var den første til at sige noget, da jeg var færdig. “Perfekt.”

Jeg sendte ham et taknemmeligt smil og så derefter på Rhett og Soother, som istemmede sig med nik.

“Ja,” sagde Rhett, “det er den sikreste måde at komme i kontakt med Nero på. Spørgsmålet er dog, hvem vi skal bruge – det bliver nødt til at være én af høj rang, ellers vil det blive taget som en spøg.”

“Hm.” Så en person, Nero havde grund til at lytte til – måske endda stole på. “Blake, hvem vil det være klogest at overtage? En direktør for et stort firma, en rådsmand, en livvagt?”

Han tænkte sig om et par sekunder. “Nero selv. Ellers vil ingen tro på det.”

Jeg gjorde en synkebevægelse.

“Så langt kan Trinity ikke nå, ikke herfra,” sagde Soother, og ingen tvivlede på, at hun havde ret.

Rhett rynkede brynene. “Men så må vi tættere på. Og det skal være snart.” Jeg stønnede højlydt. “Men måske kan vi vente en nat.” Han smilede sit skæve Rhett-smil, men der var noget fladt over det. Dette var alvor, der var ikke tid til menneskelige behov som søvn. Men hvis ikke jeg fik sovet, ville jeg uden tvivl ikke være til særligt stor en hjælp i morgen.

Soother gabte pludseligt. “Så lad os få sovet. I morgen sker det.” Starten på enden, god eller sørgelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...