Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

15Likes
12Kommentarer
1190Visninger
AA

15. Kapitel 14

“Vi skal væk herfra,” sagde Rhett, og næsten synkront rejste vi os alle op og begyndte på at rydde rummet op. Jeg vidste ikke hvorfor.

“Marco vil alligevel kunne genkende vores gemmested, ingen tvivl om det,” sagde Soother, imens hun hjalp Rhett med at stille en seng på højkant op ad væggen. ”Og så snart de har fundet rummet her, vil de på byens overvågningskameraer kunne finde vores næste, så snart vi er nået derhen.”

Jeg hjalp Blake med samme opgave. “Du har ret,” mumlede jeg stille.

“Hvad sagde du, Trin?” spurgte han mig fra den modsatte side af sengestellet og så på mig. Vægtløs.

“At Soother har ret i det, hun sagde.”

Blake rynkede brynene og drejede sig mod hende, det samme gjorde Rhett. Soother så på undrende mig.

“Jeg sagde ikke noget,” sagde hun uforstående.

Hendes ord gav mig ingen mening. Jeg hørte hende jo så klart og tydeligt. “Jo, du sagde, at vi ikke kan blive ved med at flygte.” Blake og jeg fik stillet sengen op og lod den hvile mod væggen.

“Trinity, jeg tænkte, at Magten lige meget hvad vil finde os.”

“Åh.” Jeg fik det pludseligt dårligt med mig selv. “Undskyld, men du har altså ret. Vi kan ikke løbe rundt i cirkler til evig tid, for inden længe haler Ordensmagten ind på os. Det er uundgåeligt.” De sidste tre ord udtalte jeg ekstra indgående.

Blake så på mig. “Så bliver vi nødt til at kæmpe imod.”

Jeg gjorde en synkebevægelse. “Men måske kan de tales til fornuft?”

“De vil ikke lade os leve,” sagde Soother.

“Nej, måske ikke i Calix.”

Mine fire ord hang som en tæt tåge i flere sekunder.

Hvor skulle vi ellers være? Uden for Calix?

Gennem Muren? Hvordan i alverden skal vi kunne overtale Magten med en pistol for tindingen?

Ingen almindelig borger i Calix har nogensinde været gennem Muren. Men er vi almindelige borgere?

Deres stemmer summede i mit hoved, så jeg prøvede på at lukke støjen ude. Det er kun tanker, det er kun tanker, messede jeg for mig selv. Det hjalp en smule.

Rhetts suk brød tavsheden mellem os. “Lad os nu komme videre. Vi kan tale om det, når vi er nået frem til det sidste skjulested, jeg har.”

Vi nikkede en enkel gang og stoppede med at rydde op. Lige inden vi trådte ud på gangen gennem den ødelagte døråbning, greb jeg fat i tæppet med dåsen. Men til hvilken nytte? gik det op for mig. Det var alligevel snart slut.

 

***

 

Bilturen var alt for lang.

Ingen af os havde sagt noget endnu, hvilket havde trukket stemningen ned under jorden. Måske føltes det ubehageligt fordi Marco ikke var iblandt os, men en anden faktor kunne være, at vi nok snart skulle dø. Igen. Jeg gøs.

Efter hvad der føltes som en evighed, satte Rhett bilens fart ned indtil den til sidst holdt stille og kom i kontakt med landjorden igen. Alligevel var det først et par minutter senere, at Rhett lukkede bagdøren op til den mørke aften. Nej, her var der ikke helt mørkt: Tilfældigt placerede lygtepæle gav støvregnen under dem et gulligt skær. Tredive meter nede ad vejen lå hvad jeg mente, var en isenkræmmer, der godt nok så lukket ud, men ikke desto mindre var det tegn på menneskeliv. Ikke som rækkeboligerne tidligere i dag, hvor hele familier lukkede sig inde af frygt for alt og alle. Denne bydel føltes alt for levende.

“Kom, vi må til at løbe samlet,” sagde Rhett. “Vi bliver nødt til at skynde os ind.” Sammen er vi stærkest.

Han havde ret. Altså sprang vi sammen ud i den svage regn, der var begyndt, imens vi stadig sad i bilen. Den hårde asfalt føltes iskold mod mine bare fødder. Jeg knyttede hænderne for bedre at kunne lukke den altomsluttende kulde ude.

Rhett låste ikke bilen.

Så lydløse som overhovedet muligt begyndte vi at småløbe ned ad fortovet, tæt op ad bygningerne for at holde os ude af lygtepælenes søgelys. En strømafbrydelse fra Blakes side ville virke for mistænkeligt. Jeg koncentrerede mig bare om at undgå glasskår.

Efter et par bygninger nåede vi til hvad der lignede mere rækkebolig, dog låste Rhett denne gang op med kode. Vi trådte ind i en lang, smal gang, smallere end den forrige. Væggene var malede i en beige farve, der i tungstenbelysningen fik et gulligt skær. Dog var det falmede grå tæppegulv behageligt for mine nedkølede fodsåler.

Jeg nåede ikke at få set mig mere om (og godt nok var der heller ikke særligt meget mere at se), før Rhett havde åbnet én af dørene længst nede ad gangen og fik gennet os indenfor. Jeg var den sidste af os særlinge, der nåede ind, og da havde Blake allerede fået gang i to lamper, og Soother havde åbnet madtæppet op på et rundt bord mit i det lille rum. Dette var også stort set det eneste møbel herinde, set bort fra en lille kommode i det ene hjørne. Her var hverken senge eller madrasser – eller plads til nogen af delene. Flere steder var den orangegule vægmaling begyndt at krakelere.

Jeg vendte mig mod Rhett, som lige havde lukket døren bag sig. “Er du sikker på, at vi kan skjule os her?”

“For i aften, ja. Men ikke til evig tid.” Han så alvorligt på mig.

“Så vi bliver altså nødt til at slå igen?” spurgte Blake.

“Vi er stærke nok til det,” lød det fra Soother på den anden side af bordet.

Rhett sendte hende et skærende hårdt blik. “Nej, de er stærke nok: Trinity og Blake – og Marco – kan bruge deres evner som et våben. Så med mindre du kan håndtere en maskinpistol, er jeg bange for, at vi ikke er klar.”

“Hvem sagde noget om at skulle slås?” spurgte jeg forvirret.

“Trin, Ordensmagten har aldrig været bange af sig med hensyn til våbenbrug. Vi skal i det mindste kunne forsvare os selv.” Blake sendte mig et tyndt smil.

“Så at tale dem til fornuft er udelukket?”

“Ikke definitivt,” sagde Rhett, “men for at kunne komme i kontakt med Nero, bliver det nødt til at være personligt. Ansigt til ansigt. Og dermed har vi brug for én med kendskab til Rådsbygningen, hvor de højeststående bor – så hvis I kender nogen, så sig lige til, okay?” Sarkasmen gjorde stemningen ubehagelig.

Jeg havde ikke lagt mærke til, at Soother havde lukkede øjne, før hun åbnede dem igen og så hen på Blake. “Vil du selv sige det?” spurgte hun ham.

Jeg rynkede brynene, men modstod fristelsen til at læse hendes sind.

Blake sendte hende et ulæseligt blik, imens vi andre var stille som lig. Efter et par åndedræts tid sukkede han stille og svarer: “Ja.”

Jeg holdt vejret, imens han langsomt så fra Soother til Rhett til mig. Selv i denne ubehagelige stemning, sendte hans blik mig stadig tilbage til klippen.

“Jeg burde vel have fortalt jer dette tidligere, og det undskylder jeg, men jeg troede ikke, vi ville få brug for det,” begyndte han. “Det er ikke en hemmelighed, at jeg er søn af én af Præsident Neros personlige livvagter – eller, tidligere livvagter.” Og med ét ændredes alt i Blake. Selvom hans stemme var uændret og hans ansigtsudtryk standhaftigt, erstattedes al farve i hans kinder med nuancer af grå. Hans ellers så voksne jeg blev pludseligt til noget ungt og skrøbeligt. Smerte i hans øjenfarve. Han havde ikke haft nok tid til at komme over sorgen. “Da jeg for lidt over et års tid siden blev hentet af Anstalten, kæmpede han imod, også selvom han var blevet truet mod at gøre det. De havde sagt, at hvis han nogensinde skulle modsætte sig Magten igen for at få mig tilbage, ville det koste ham livet. Så han blev henrettet.” Den svage skælven i hans stemme ved det allersidste ord var næsten ikke til at bemærke. “Jeg fik det først at vide to måneder senere. Men altså er jeg vokset op i Rådsbygningen, jeg kender gangene. Jeg kan uden tvivl få os indenfor.”

Stilhed. Blakes øjne flakkede fra person til person og stoppede op ved mine, der var blanke af tårer. Mit blik var sløret, og jeg havde ondt i halsen, men jeg sagde intet. Ikke engang et “Det gør mig ondt, at de slog din far ihjel.” Nej. Derimod trådte jeg hen mod ham med små, faste skidt, og da jeg var helt foran ham, låste jeg forsigtigt mine arme omkring hans krop. Det tog ham et par sekunder at opdage, at det var et kram, hvorefter han tøvende gengældte det. I dette øjeblik fandtes der intet Calix. Ingen ved navn Nero, som havde i sinde at finde og at slå os ihjel. Der fandtes ingen kulde. Kun vægtløshed.

Efter lidt tid kom Soother også. Hendes små, spinkle arme virkede i dette sekund meget stærkere. Rhett lagde en hånd på Blakes skulder. Og selvom ingen sagde det, hang det i luften over os: Vi var villige til at dø for hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...