Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

14Likes
12Kommentarer
1043Visninger
AA

14. Kapitel 13

Jeg havde aldrig været bange for at dø. Jeg havde været bange for smerte, men aldrig for at dø. Men nu følte jeg for første gang, at jeg havde noget at miste.

Alt var hvidt, jeg kunne ikke se andet. Den gennemtrængende kulde skar sig vej gennem min blottede hud. Men de stille tårer, der løb ned ad mine kinder var varme. De var det eneste tegn på, at jeg stadig var i live.

Langt væk kunne jeg høre et panikslagent skrig. En pige. Hun råbte, at Marco skulle stoppe, hun gentog og gentog sine ord, men den rystende stemme havde ingen effekt på ham. Det måtte være Soother, der prøvede at få ham til at holde op med hvad end han gjorde. Jeg vækkede mit sind, men det kunne ikke nå ud af mit hoved. Iskrystallerne, der fyldte rummet til randen, ramte også mit slør og tvang det tilbage. Og uden mit sind var jeg så godt som hjælpeløs mod en anden af min … slags.

Den isnende kulde borede sig ind i knoglerne.

“Marco, stop det!” råbte Blake også, men hans stemme lød så fjern under den dødbringende kulde.

Jeg lukkede øjnene og lod smerten synke ind. Bød den velkommen. Brændende.

I en verden langt væk kunne jeg høre en pludselig knitren, der ikke passede ind. En mand råbte af enten smerte eller vrede, jeg kunne ikke finde ud af det. Og den brændende fornemmelse aftog en smule – eller måske havde min krop vænnet sig til den. Blakes hadfulde stemme råbte noget i retning af “Forsvind!”, og jeg var bange for, at det var Rhett og mig han taler til. Smerten aftog igen en anelse inden rummet blev så lydløst som graven.

Soother begyndte langsomt at hulke. Hvorfor græd hun?

Det gik op for mig, at jeg måske ikke var i live længere. Jeg kunne ikke mærke nogen krop. Eller, jo, jeg kunne mærke, at jeg lå på det hårde gulv. Jeg var i min krop, men jeg var ikke i min krop. Jeg kunne ikke finde et sæt øjenlåg, der kunne lukkes op, havde ingen kontrol. Alt jeg kunne se og mærke var mørke og den kulde, der fyldte min verden. Jeg havde lyst til selv at græde, men jeg kunne ikke. Mine før så varme tårer var væk.

Og hvad med Rhett? Hvis jeg var død, var han uden tvivl også – det var jo ham, som havde kastet sin store bjørnekrop over min for at beskytte mig. Men hvad gjorde jeg, hvis jeg rent faktisk var i live … og han ikke havde klaret den? En verden uden ham var en verden, jeg ikke havde lyst til at leve i.

Pludseligt mærkede jeg en hård trykken for hjertet. Tryk, tryk, tryk, igen og igen. Og så en persons varme ånde, der pustedes dybt ned i mine lunger. Stop, råbte jeg, da jeg genkendte genoplivningsmetoden. Stop, jeg vil ikke. Men personen startede blot forfra. Forfra, forfra, forfra, tryk, pust, tryk, pust.

“Ingen puls,” fremstammede Soother grådkvalt.

“Lidt endnu,” svarede Blake hende.

Med en desperat stemme udbrød hun: “Men det virker ikke!”

“Måske skal de bare have tid til at komme til sig selv,” sagde Blake kontrolleret, men hans rystende stemme var ikke til at tage fejl af.

“Vi har ikke tid!”

Det fik Blake til at holde mund et øjeblik. Jeg kunne næsten høre ham tænke. “Jeg kunne… Jeg kunne prøve at give dem stød.”

Pigen rykkede en anelse på sig, kunne jeg fornemme. Snøfter. “Stød.” Hun smagte på ordet og sukker derefter. “Det er for risikabelt. Du kan komme slå…” Hun gik i stå. Midt i sætningen måtte det være gået op for hende, at vi allerede var væk. Døde. “Gør det,” sagde hun med en følelsestom stemme. Ingen tvivl om, at hun ikke troede, at Blake kunne klare det.

De begge rykkede tættere på, men om det var mod Rhett eller mig kunne jeg ikke mærke.

“Det skal være på bar hud,” sagde Soother og stak en hånd ind under min ryg for at lyne min kjole op. Hendes fingre var ubehageligt varme i forhold til min kropstemperatur.

Blake stivnede et halvt sekund. “Det-det kan jeg da ikke…”

Med det samme trak hun hånden til sig, og jeg lå igen på gulvet. “Fint,” sagde Soother og sank kort, “så start med Rhett.”

Derefter blev der for en kort stund ikke sagt mere, og jeg kunne kun høre hastige bevægelser og overfladiske åndedræt. Alligevel lyttede jeg intenst. Jeg ville vide, om det virkede eller ej. Om Rhett skulle leve.

“Okay, lad os gøre det,” sagde Blake og trak vejret dybt ned. Soother trak sig en anelse væk. Og så begyndte de knitrende lyde, der stod så skræmmende klart i min hukommelse igen, men nu kun et enkelt sekund. I et tilbageholdt åndedræt ventede de begge – eller, vi alle – på en bevægelse, et ord, ét eller andet fra Rhett. Intet. Blake prøvede igen, og jeg kunne mærke, at han havde skruet op for styrken – det lå i luften omkring ham.

“Prøv igen,” fremstammede Soother, og jeg kunne høre det desperate håb i hendes stemme. Troede hun nu alligevel på Blake? Nej, der var forskel på at ønske og at tro.

Endnu en gang gav Blake Rhett stød, men dette var et halvt sekund længere og langt kraftigere.

Et gisp, der hev efter luft.

Rhett.

“Rhett!” udbrød Soother med gråd i stemmen. Hun nærmest kastede sig mod ham.

Det virkede. Rhett var i live. Jeg havde hele tiden kunnet mærke hans krop i nærheden af min, men nu var han også til stede.

Denne fremtid havde jeg ikke forudset, at Rhett levede, men at jeg ikke selv gjorde. Blake … jeg havde undervurderet hans selvbeherskelse. Fra nu af ville jeg for altid stole på ham og hans evner. Jeg var ikke længere i tvivl. Og jeg skyldte ham mit liv for at have bragt Rhett tilbage.

Men da kom jeg i tanke om, at jeg endnu ikke havde et liv at give ham, og at det måske allerede var for sent for mig.

“Trin…ny,” mumlede Rhett svagt, og ikke et sekund senere var Blake tilbage ved mig og tøvede ikke længere med at lyne min kjole ned. Hans håndflader var brændende hede mod min brystkasse.

Min verden eksploderede i et inferno af varme og elektricitet.

Jeg kunne mærke den stærke strøm løbe gennem min krop, helt ud i fingerspidserne stod flammerne. Eller, selvfølgelig var der ikke ild i mig, men sådan føltes det. Min krop skreg af smerte og kæmpede for at slippe ud af helvede, men i samme nu var det ovre, og jeg kunne ikke længere mærke mig selv.

Igen, Blake.

Som om han hørte min befaling, gav han mig endnu en gang stød. Men i stedet for at flygte fra smerten, prøvede jeg denne gang at finde mine øjne. Jeg skulle kunne åbne dem. Jeg ville ikke forblive død. Hvis bare…

Det gav et vildt ryk i min krop, og mine øjenlåg sprang op til et billede af Blakes krop bøjet ind over min.

I det øjeblik stod tiden stille. Jeg kunne ikke andet end at se op i hans mørkebrune øjne. Men noget var forandret – ikke i Blake, men i mig. Jeg følte mig … genfødt. Nej, for først nu levede jeg. Før havde jeg kun set tågen. Før var der intet, der forbandt mig med det at leve, kun Rhett, for han har været der siden altid. Men ikke længere. Rhett elskede jeg stadig, men nu var han min bror, og ikke universets omdrejningspunkt. Præcist som det skulle have været fra starten af.

Og Blake. Jeg havde kendt ham i under en uge, men stolede mere på ham end på mine forældre. Men den følelse jeg fik når han var i nærheden af mig er ukendt og skræmmende. Som hvis man balancerede på kanten af den højeste bygning og mistede fodfæstet. Det var følelsen af panikangst og drømmende vægtløshed. Sådan havde jeg aldrig haft det før. Alligevel var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det var en god følelse.

“Trinity,” fremstammede han, mens hans øjne fyldtes med tårer.

Jeg mærkede mit hjerte slå igen.                                         

Imens han forsigtigt fik mig op at sidde og gav mig min kjole på igen, havde jeg tid til at se mig omkring. Selvom jeg var ved at få varmen tilbage i min krop, var rummet her stadig gysende koldt, og over hver eneste overflade lå et tyndt lag is. En meter fra mig sad Soother og Rhett, som var ved at komme til sig selv. Mit hoved snurrede, og jeg fik det dårligt.

“Er du okay?” spurgte Rhett, og jeg nikkede tøvende. Mest af alt havde jeg lyst til at kaste min tomme mavesæk op. Han tog min hånd og gav den et svagt klem. “Soother og Blake,” sagde han så, “vi skylder jer alt, så det mindste vi kan gøre nu er at fortælle jer sandheden.” Selvom han virkede alt for omtumlet til at burde tale, gjorde han det alligevel for sammenholdets bedste. Jeg beundrede hans viljestyrke. Den mand fortjente kun det bedste i livet. Jeg var ked af, at min evne havde ødelagt så meget for ham. “Trinity er min lillesøster. Jeg flyttede hjemmefra for fem tidsår siden. Jeg lover jer, at jeg intet vidste om hendes evne før Anstalten, intet.”

Jeg så op og blev fanget af Soothers øjne, som smilede opmuntrende til mig. Vi bebrejder jer ikke, tænkte hun til mig, selvom det var så lavt, at jeg næsten ikke lagde mærke til det. Det skræmte mig alligevel, at jeg kunne høre hendes tanker uden at gøre brug af mit sind.

Imens Rhett forklarede videre, vandrede mine tanker andre steder hen. Marco var væk. Forsvundet. Og godt nok havde Rhett gjort det klart, at vi var frie til at forlade gruppen når som helst, men det var på betingelse af, at vi ikke fortalte noget om hinanden til andre, og i den grad ikke blev fanget. Men hvad kunne Marco have fundet på? Hvor var han? Og vigtigst af alt, ville han tage kontakt til Magten?

“Soother,” udbrød jeg midt i det hele, og alles blikke rettedes mod mig, “er Marco gået til Ordensmagten?”

Tilbageholdte åndedræt.

“Nej, men…” Hun lukkede øjnene hårdt i for bedre at kunne koncentrere sig. Vi andre var stille. Pludseligt spærrede hun dem op i en forskræmt grimasse. “Det vil han. Snart. Han er på vej til Rådsbygningen.”

Jeg stivnede i et tidløst sekund. Ikke fordi Marco i sidste ende nok blev vores alles død, men fordi ingen havde spurgt hende. Soother fandt ud af svaret på hendes eget spørgsmål på egen hånd.

Uendelige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...