Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

15Likes
12Kommentarer
1192Visninger
AA

13. Kapitel 12

Efter lidt tid trak han mig væk fra ham for at kunne se mig alvorligt i øjnene. “Hvorfor fortalte du mig det aldrig?” spurgte han mig med en lav stemme, og jeg vidste med det samme hvad han hentydede til.

Jeg så væk.

“Trinity.”

“Fordi jeg var bange.”

Hans spørgende blik prikkede mig på skulderen, men jeg så fortsat væk. Stilheden føltes mørk og tyngende.

“Har du lyst til at tale om det?” spurgte Rhett efter en håndfuld sekunder i tavshed.

Langsomt nikkede jeg, men lod ham om selv at begynde.

Jeg mærkede ham flytte en anelse på sig. “Hvornår begynde din … evne at vise sig?” Det var næsten uhørligt, men jeg lagde alligevel mærke til den tøven, hans stemmebånd gjorde ved ordet.

Min hals var tør. “Da jeg var ni.”

“Og kunne du tage fat om ting uden at røre ved dem dengang?”

“Jep.”

Det føltes underligt at tale med min egen bror om dette. Næsten ubehageligt. Men måske var vi alligevel ikke længere så tætte, som jeg først havde troet. Rhett føltes for … voksen. For første gang var han faktisk de fem år ældre end mig. Eller også var jeg for en gangs skyld fem år yngre end ham.

Han måtte have lagt mærke til mit eftertænksomme blik, for han strøg mig opmuntrende over mit korte hår, der ikke længere fulgte min kæbe i en lige linje. Det var uredt og har allerinderst slået knuder. Dette var første gang i flere dage, jeg rent faktisk havde tænkt over mit udseende. Forsømmelsen af det gav mig en sær form for tilfredshed. Var det fordi, der nu var længere vej tilbage til det normale gennemsnitsliv?

“Du må virkeligt undskylde alt dette, Trinny,” brød det pludseligt ud af ham, og jeg vendte hurtigt blikket op i hans dystre øjne. “Jeg kunne bare ikke lade jer rådne op på Anstalten – jeres liv er for vigtige til fangenskab.”

Jeg spidsede ører. “Hvad mener du med det?”

“Kan du ikke se det? Nero er bange for jer, men det er ikke fordi I er tikkende bomber. Det er fordi, I kan vinde over ham. I er alle en stærkere og bedre version af den gamle menneskerace. Overmennesker. Jeres evner har ingen grænser! I er, I er…”

“Uendelige,” sagde jeg for ham.

Rhett så på mig med trætte øjne. “Uendelige…” Eftertænksomt smagte han på ordet, som om han aldrig havde hørt det før, eller som om han først nu havde fået forklaret dets betydning. “Ja. Uendelige.” Han rettede blikket mod væggen overfor os, og mine øjne fulgte hans eksempel.

Og sådan sad vi et stykke tid. Tavsheden var for en gangs skyld behagelig.

Langsomt mærkede jeg mine øjenlåg glide i. Jeg tvang dem standhaftigt op.

“Hvad er det, Soother kan?” spurgte jeg for at holde mig vågen, men alligevel blev spørgsmålet efterfulgt af et kort gab.

Rhett så på mig med et sært undersøgende blik. “Soother … er på en måde hvordan man ville forestille sig en sandsigerske. Hører hun et spørgsmål, er hun tvunget til at besvare det. Altså kan det siges, at hun ved alt. Eller, næsten alt, for fremtiden kan hun selvfølgelig ikke forudse.” Der lå en svag undertone af ét eller andet i hans stemme, men jeg kunne ikke sætte en finger på hvad.

“Sikken byrde,” mumlede jeg for mig selv. “Nu forstår jeg godt, hvorfor hun ikke kan lide at være sammen med andre mennesker.”

“Hun kan godt lide dig.”

Jeg så forbløffet op i Rhetts varme smil. “Hvordan kan du vide det?”

Han leede kort og stille over min reaktion. “Det overrasker mig faktisk, at du ikke allerede selv vidste det, for det er ret tydeligt. Men … hun nåede at være på Anstalten længe, så måske kender du hende bare endnu ikke nok til at lægge mærke til sådanne ting.”

“Og det gør du altså?”

“Ja.”

Bag hans øjne lå en form for bedrøvelse hengemt. Interessant.

“Hvorfor bliver du så anderledes når du taler om Soother?” røg det i samme øjeblik ud af mig.

“Hvad?”

Jeg sukkede irriteret. “Du hørte mig udmærket godt.”

Rhett rejste sig op og vendte sig mod dér hvor døren plejede at sidde. “Så vidt jeg ved, er det over din sengetid, kære Trinny,” sagde han med en lettere flyvsk stemme og skyndte sig ind til de sovende.

Jeg spidsede tankefuldt læberne, inden jeg fulgte efter ham. Det frustrerede mig, at han ikke ville fortælle mig noget, for noget var der – men hvad betød den pludselige flugtmanøvre så helt præcist?

I det mindste vidste jeg, at Rhett ikke kunne skjule noget for mig til evig tid.

 

***

 

Jeg kunne ikke holde det ud længere. Marcos stikkende blik.

Sådan havde han opført sig hele dagen. Stirret. Stirret på dén måde, der fik blodet til at fryse mere og mere til for hvert sekund. Og eftersom klokken var godt og vel tre om eftermiddagen, havde det stået på for længe. Mine knogler gøs af kulde.

Soother lå på gulvet og pillede fraværende ved madtæppekanten. Der var én dåse tilbage. Vi havde intet vand til at fylde vores tomme maver. Jeg kunne se, at under hendes ligeglade ydre ventede frygten for at dø. Tørsten krøb nærmere. Med et bedrøvet blik betragtede Rhett hende og den sidste dåse mad, der var gemt væk inde under tæppet. Han kunne også se det. Blake lå på den ene seng og stirrede op i loftet. Jeg kunne uden videre gætte mig til hans tanker, for jeg følte dem selv: Væggene omkring os syntes at komme tættere og tættere på.

Og Marco så på os.

I en bedende tone sagde jeg: “Hvis der er noget galt, så sig det.” Jeg gjorde mig umage med at holde mig så langt fra spørgsmål som muligt for Soothers skyld. Hun følte sig endnu ikke tryg ved sin evne, hvilket var til at forstå. Hvis ikke jeg kunne kontrollere, hvornår jeg ville bruge min egen, ville jeg undgå at bruge den så meget som muligt.

Der var stille for en kort stund, imens Marco skiftevis så på Rhett og mig. Så fnøs han.

Jeg gjorde en synkebevægelse.

“Alt jeg ønsker at høre er sandheden,” svarede han mig til sidst, hvilket fangede de andres opmærksomhed. Og selv uden et vågent sind kunne jeg høre deres undrende og forvirrede tanker. Hvilken sandhed? Hvad taler Marco om?

“Sandheden?” Det var Blake, der talte. Han havde sat sig op.

“Ja,” svarede Marco uden at flytte blikket en centimeter.

Da det ikke så ud til, at han havde tænkt sig at uddybe sit svar, blev jeg nødt til at sige noget. “Marco, ingen af os ved, hvad du taler om.”

Og med ét mistede hans øjne al form for følelse i stemmen. “Aha. Så må vi vel spørge vores lille sandsigerske til råds,” sagde han og ser på Soother. Hun mødte hans blik med sine store, forskræmte dådyrøjne.

“Du rører hende ikke,” udbrød Rhett truende.

Marco vendte sig mod ham. “Hvis du kommer ét skridt tættere på, vil jeg ikke tøve med at slå dig ihjel,” snerrede han dystert.

Jeg mærkede alle mine led stivne. Situationen havde lige taget en farlig drejning. Ét forkert skridt, og…

Ikke et sekund var jeg i tvivl om, at han mente hvert et ord.

Det slog mig, at Marco var den farligste af os alle. Også selvom han ikke havde brugt sin evne som et våben endnu, hvem vidste så hvad, han var i stand til? Måske var det netop dette spørgsmål, der på nuværende tidspunkt var grunden til, at ingen af os turde gøre noget.

 “Dig,” sagde Marco og vendte sig igen mod Soother, som havde sat sig op. Hendes forsvarsløse ydre pinte min sjæl. “Rhett og Trinity kendte hinanden før Anstalten, gjorde de ikke?”

“Ja,” kvækkede hun stille.

Selvfølgelig. Marco hørte os i nat. Og nu ville han have svar, om det så skulle koste én af os livet.

Man kunne næsten høre Rhett knytte næverne.

Blakes bitre ansigtsudtryk fangede mit blik. Jeg valgte konsekvent at lade være med at gå ind i hans hoved, for jeg havde tydeligvist såret hans tillid til mig. Og selvom dette ikke var det rette tidspunkt til det, ønskede jeg mere end noget andet at kunne forklare ham, at jeg holdte det hemmeligt for netop at hindre Marcos had. Han var ustabil, og jeg var bange for, at han måske ikke ville kunne kontrollere sin vrede. Jeg så ned i gulvet for at slippe for hans øjne.

Jeg kunne fornemme Marcos smil, også selvom jeg ikke så op på ham. Han havde taget styringen. “Og hvorfor det?”

At kunne se andres ansigtsudtryk uden direkte at se på dem var en underlig fornemmelse, men ikke desto mindre kunne jeg mærke Soothers pludselige forvirring, da svaret dukkede op inde i hende. Og jeg kunne mærke, at hun ikke ville sige det. Men hvorfor? Og hvor meget vidste Marco i forvejen? Måske havde han ikke selv regnet dette svar ud endnu – og derfor prøvede Soother at beskytte Rhett og mig.

Men der gik ikke mange sekunder før hun gav efter for hendes evne: “De er søskende.”

Jeg så op og mødte Marcos øjne, der var flækkede i et blik af vrede og ondskab.

Rhett nåede at kaste sig over mig inden rummet eksploderede i et virvar af iskrystaller og smerte.

Jeg skreg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...