Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

14Likes
12Kommentarer
1034Visninger
AA

12. Kapitel 11

“Av,” mumlede Rhett så og så muggent på mig, imens han vaklende kom på benene. Jeg måtte være kommet til at ramme ham. Den mand skulle sgu bare være glad for at være i live.

Blake var dog ikke i et særligt godt humør. Han rystede dirrende på hånden, og hans ansigt var sygeligt blegt. “Er-er de d-døde?” fik han fremstammet, og vi så alle på ordensholdernes kroppe, der i mine øjne så livløse ud.

“Nej,” svarede Soother og skyndte sig at lukke for hørelsen som altid.

Var dét hendes evne? At være tvunget til at svare hver gang der stilles et spørgsmål? Rhett måtte vide det. Jeg blev nødt til at spørge ham på et tidspunkt.

Marco gik tøvende hen til dem. Vi andre fulgte efter ham, selv Soother med hænderne for sine ører. 

“Så...” begyndte jeg for at bryde den dunkle tavshed, “hvad var det helt præcist, jeg skulle?” Jeg så hen på Rhett, som stod ved siden ad den spinkle pige.

Hans blik flakkede kun et splitsekund ned på rødhårede Soother, som virkede skræmmende lav og tynd i forhold til hans store krop. “Altså, hvis du kan gå ind i andre menneskers tanker, må det være muligt for dig at bevæge dig dybere ind. Det supplerende motoriske cortex, altså korttidshukommelsescentret for minder, ligger heldigvis ude i hjernebarken, men hvis det skal virke optimalt, bliver du nødt til at give dig god tid.” Han så ned på de bevidstløse mennesker. “Og ud fra deres nuværende tilstand, ser det ikke ud som om, at de har noget, de skal nå.”

Jeg var usikker på, om han mente det som en vittighed, for i så fald var der en påfaldende mangel på efterfølgende latter. 

“Men hvordan i alverden skal jeg fjerne et minde – ja, hvordan skal jeg overhovedet kunne finde det rigtige til at starte med?” Et rus af fortvivlelse overtog mit hoved, og jeg mærkede mine hænder begynde at ryste. Bittesmå sorte pletter forstyrrede mit syn. Det tonstunge pres hang på mine skuldre.

Hvis ikke jeg kunne, hvad gjorde vi så? 

“Trinity, træk vejret!” sagde Marco irriteret, og selvom hans påmindelse ikke var venligt ment, så hjalp det en smule.

Rhett lagde en beroligende hånd på min skulder. “Stol på din intuition.”

Jeg nikkede, godt nok ikke fuldt ud afslappet endnu, men så godt som. Jeg bøjede mig ned til én af mændene. Hans hud var solbrun, og kun en lille del af det mørke, korte hår kunne ses under hjelmen. Da jeg aktiverede mit slør, kunne jeg med det samme fornemme, at dette ikke blev en let og hurtigt overstået opgave. Jeg kunne ikke mærke hans sinds tilstedeværelse så tydeligt, som jeg havde kunnet med Marco og Soother, dette var mere tåget, næsten som at høre gennem vand. Måske var det fordi, at situationen lige nu var en anelse presset. Men det havde den også været da Soother “talte” til mig. Så det kunne være, at det var lettere for mig at trænge ind i andres hoveder, hvis de havde givet mig lov? Det lød langt ude... Men på den anden side gav det vel meget god mening.

Jeg trak vejret dybt ned i lungerne og prøvede igen. Mandens tanker var kun et meget tyndt lag og virkede på en måde tomme og hule. Men det forklarede hans bevidstløshed vel. Det tog mig derfor ikke lang tid at komme forbi tankerne – men hvad så nu? Jeg var endt i et tåget hulrum i hans sind. Det føltes underligt at beskrive, selv at tænke over det, for på den ene side sad jeg jo med øjnene rettede mod manden halvtreds, måske halvfjerds centimeter fra ham og kunne stadig se hver eneste af hans øjenvipper, men alligevel var jeg nede i hans hoved og prøvede at finde rundt i de slørede gange. Jeg kunne altså se med mit slør. Men hvilken vej var det, jeg skulle bevæge mig? Hvilken vej ledte til hukommelsen?

Jeg nåede frem til, at det måtte give mest mening at bevæge sig ligeud, men samtidig blive i den yderste del af hans sind.

Længe listede jeg mig med forsigtige skridt fremad. Jeg vidste jo ikke præcist hvor langt, jeg skulle gå, men meget længere kunne det ikke være, for snart havde jeg været overalt. Hvor lang tid mon der var gået i den virkelige verden? Jeg havde mistet al tidsfornemmelse i min trancelignende tilstand, så der kunne være gået et minut såvel som en time. Men jeg kunne mærke, at mit eget hoved føltes tungere og tungere jo længere tid, jeg bevægede mig, og det gav mig hovedpine. Alligevel kunne jeg ikke trække mig væk nu, for måske ville jeg ikke kunne gøre dette igen. Så jeg fortsatte.

Og langsomt begyndte tågen omkring mig at få farve og blive til levende billeder, der ét efter ét dækkede hele mit synsfelt, præcist som hvis jeg var der selv. Det kunne kun være her. Jeg kunne fornemme omfanget af dette sted, og det var ikke stort. Derfor tog det mig ikke megen søgen at finde det rigtige minde. Jeg så ordensholderne lytte ude foran den grønne dør med tretallet, jeg hørte vores egne stemmer gennem den tynde væg. Jeg så dem slå døren ind. Og jeg mærkede mandens overraskelse, da han genkendte os. Han havde rent faktisk fundet os. Men en pludselig frygt skyllede ind over ham, da Blake fra hans synspunkt blev til ren elektricitet, og det gik op for ham hvor meget stærkere vi var, end han havde fået af vide. Men af hvem? Det sagde mindet intet om. Præsident Nero? Og i så fald, hvorfor havde han så løjet overfor ordensholderne om hvad, vi i virkeligheden var i stand til?

Jeg rystede tanken af mig, for jeg vidste godt, at det ikke var noget, jeg ville kunne få svar på lige nu. At fjerne mindet om os var langt vigtigere for vores sikkerhed. Men hvordan? Mon … mon jeg kunne erstatte det med, lad os sige et minde af et tomt rum? Det måtte kunne lade sig gøre. Jeg rettede al min koncentration på at tage fat om mindet og samtidigt at danne mig et billede af et mørkt, tomt værelse, hvor der ikke havde været mennesker i flere måneder.

Men mit hoved.

Den dunkende hovedpine var blevet decideret smertefuld og fokuseret på det midterste punkt af min pande, udspringet af mit slør, centrummet. Det brændte.

Og pludseligt trak mit sind sig som en elastik tilbage med et gisp efter luft, og jeg havde mistet taget om det gamle minde.

Jeg så rundt. De fire andre så ikke ud til at have flyttet sig en centimeter. Mit blik landede på Soother, som dog havde besluttet sig for at lukke op for hørelsen igen.

“Du må gerne spørge mig, om det virkede,” sagde hun stille og med blikket rettet mod gulvet.

Jeg sank. “Kan han huske os?”

“Nej.” Hendes stemme var lille, men alligevel tydelig og klangfuld.

Med et lettelsens suk åndede jeg op. Det virkede. Ordensholderen havde glemt os – eller, han havde aldrig set os. Alt han så var et tomt rum. Jeg tog mig til panden og opdagede, at det allerede ikke gør særligt ondt længere. Jeg måtte have overbelastet mit sind for meget på én gang, men jeg var sikker på, at hvis bare jeg prøvede og prøvede igen og igen, ville jeg til sidst ikke længere kunne mærke noget. Jeg udviklede mig konstant. Det var en fantastisk følelse.

 

***

 

Endnu en søvnløs nat. Jeg sad på gangen op ad den væg, der vendte mod vores nuværende hjem. Selvom dette var en rækkebolig, var jeg ikke bange for, at de tre andre familier havde tænkt sig at komme ud lige med det samme. Ikke efter det der skete med Magten tidligere i dag. Godt nok så de intet, men høresansen kunne skabe sine egne billeder.

Vores dør var selvfølgeligt stadig ikkeeksisterende.

Mine fingre kørte langsomt frem og tilbage på det ujævne og gamle trægulv, imens jeg sad i mine egne tanker. For det jeg kunne – dét med at gå ind i andres tanker og minder – var jo umuligt. Ikke selv den klogeste teknologi ville nogensinde kunne udvælge og destruere et så bestemt minde. Tanker ville aldrig kunne læses som om de blev sagt højt.

Så hvorfor kunne jeg?

Og hvorfor lige mig?

Og al den viden, jeg dermed havde adgang til: Jeg kunne komme til at vide alt om et menneske, og hvis jeg vidste alt om ét menneske, kunne jeg komme til at vide alt om alle mennesker.

Alle.

Jeg følte mig … uendelig. Det var en skræmmende ægte fornemmelse.

Jeg hørte hans afdæmpede skridt før han kom til syne og satte sig ved siden ad mig.

“Rhett!” hviskede jeg lavmælt og med hele min krop allerede begravet i hans store favn.

Sådan sad vi i et tidløst øjeblik, der burde have varet for evigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...