Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

15Likes
12Kommentarer
1190Visninger
AA

11. Kapitel 10

Der gik ikke mange timer før vi hørte Magten ude på gaden efterfulgt af skræmte klynk og dumdristige tilråb fra gadens beboere. 

Vi så på hinanden, men uden at sige en lyd. Jeg bemærkede, at mine hænder var hårdt knyttede sammen og mine knoer farvede elfenbenshvide. Det var svært for mig at slappe nok af i musklerne til at kunne løsne grebet om den tomme luft.

Så vidt jeg kunne høre, var der omkring fire af dem. De var på nuværende tidspunkt i denne bygning, men ikke dette boligsæt. Måske tre sæt fra os, hvilket måtte være den yderste del af bygningen. Væggene var så tynde, at man kunne høre dem uhyggeligt tydeligt.

Vi kunne ikke flygte. Selv hvis de ikke havde forstærkninger ventende ude ved vejen, ville det være som at gå døden i møde. Eller det, der var værre, selvfølgelig.

Vi kunne heller ikke kæmpe. Vi kunne på ingen måde overmande fire-fem toptrænede mennesker med tunge våben og hjernevaskede hoveder. Eller, jeg vidste faktisk ikke, om de var decideret hjernevaskede, men det måtte da kræve en stærkt antiempatisk overbevisning at brutalt bryde ind i uskyldiges hjem på denne måde. Eller måske var dette bare endnu en chance for at skabe frygt for Ordensmagten. For dem var ordet frygt vel ikke andet end endnu et synonym for respekt.

Hvad ventede vi så egentligt på?

Jeg lod blikket panorere gennem rummet. Alle enten sad eller stod op. Blikkene rettede mod den dør, der pludseligt føltes alt for skrøbelig og usikker. Anspændte kroppe. Bankende hjerter.

Rhetts øjne var klemt hårdt sammen. Jeg kunne se angeren og fortrydelsen i hans nedadvendte mundvige og let udspilede næsebor. Han vidste, at han havde bragt os i livsfare ved at tage os herhen - ja, ved at redde os ud af Anstalten til at starte med. Men det virkede som om, at han alligevel ikke forstrød alt. Noget havde gjort hele faren det værd.

Udtryksløst så Marco mod den mørkegrønne dør. Hans blik var dødt og stillestående, men han virkede ikke det mindste i nærheden af rolig. Jeg kunne umuligt gætte, hvad han tænkte på ud fra hans ranke kropssprog, men min hukommelse mindede mig om ikke at læse hans tanker.

I midten af rummet sad Blake i skrædderstilling. Hans blik var rettet mod gulvet, men de paniske tanker var næsten til at kunne føle på. Han prøvede på at finde en løsning, imens uret talte ned, og sekunderne blev færre og færre. Måske vidste han allerede, at der ikke fandtes en løsning.

Pigen så ikke på døren, men på mig. Hendes grønne øjne var stærke og indgående. På den ene side havde jeg lyst til at undslippe det hårde tag, de havde i mig, men de var alligevel så fængslende, at jeg aldrig i mit liv ville gøre det frivilligt. Og pludseligt slog det mig, at hun prøvede at fortælle mig noget. Hvorfor ville nogen ellers stirre så insisterende på et andet menneske? Da jeg vækkede mit slør, var jeg ikke i tvivl: Hendes tanker var tydeligere end Marcos tidligere i morges, som om de var særligt rettede mod mig. Hun kendte til min evne. Men hvordan kunne hun det? Hun gjorde jo ikke andet end at lukke for hørelsen hver gang folk begyndte at tale. 

Da mit slør kom tæt nok på, slog tre ord mig som et lynnedslag: Hvad gør vi.

Hvad gør vi?

Jeg ved det jo ikke! Jeg havde lyst til at råbe ind i hendes hoved, at der intet var at gøre. Jeg havde brug for det. Men i samme sekund gik det op for mig, at det måske ikke direkte var et spørgsmål, men en nærmere ordre.

“Hvad gør vi?” spurgte jeg hende tøvende.

Hun blinkede en enkel gang, men i dét splitsekund så det ud som om, at alt gik op for hende. At hun opdagede, at det hun ledte efter var lige for næsen af hende. Et næsten usynligt smil gled over hendes læber, før hendes ansigt vendte tilbage i de angstprægede og alvorlige folder, der syntes at have groet fast som en permanent maske.

Det gibbede i alle da hendes lave, lyse stemme fyldte rummet til randen. “Blake lammer dem, så du kan slette deres hukommelse.”

Jeg så overrasket på pigen. Hvad skete der lige? “Hvorfor fortalte du ikke det noget før?” spurgte jeg en anelse for irriteret, men hun så ikke ud til at tage det personligt.

Hun så ned i forlegenhed, men svarede alligevel. “Jeg vidste det ikke dengang.” Hendes stemme var rystende og skrøbelig, og der var kun usikkerhed at spore. Hun var ikke bygget til et liv på flugt, hverken krop eller sjæl. 

Stakkel.

“Folkens,” sagde Blake, og vi vendte os mod ham, “det er rigtigt fint, at I er begyndt at kunne hyggesnakke med hinanden, men jeg kan altså ikke give andre stød, og specielt ikke lammende.”

“Det er jo lige præcist det, du kan!” udbrød Rhett, men nærmere befalende end opmuntrende. 

Blake rejste sig trodsigt op. “Jeg gad godt vide, hvordan du kan være så sikker på det,” sagde han med en vred undertone, og jeg bebrejdede ham ikke. Tiden var ved at rinde ud.

Rhett sukkede frustreret, tydeligvist også påvirket af tidspresset. “Det er Soothers evne - sandheden!” Han så på pigen, Soother. “Har jeg tid til at forklare dem det?”

“Nej.”

I samme øjeblik splintredes døren i tusinder af stykker. Jeg sprang forskrækket tilbage og dækkede mit ansigt for de vildt flyvende træstykker. Ingen af os havde hørt dem komme. 

“Dette er Ordensmagten, identificér jer selv!” råbte en mands dybe og hårde stemme mod os.

“Blake!” kvækkede jeg. Af én eller anden grund stolede jeg på Soothers ord.

Gennem øjenkrogen kunne jeg se hver eneste af hans bevægelser, hver eneste centimeter af ham. Men jeg holdt mit blik fast på de fire ordensholdere i den nu ødelagte døråbning. Alle enorme og svært bevæbnede muskelbundter.

Jeg vendte mig mod Blake.

Med ét sendte en øredøvende trykbølge mig en meter bagud, og rummet fyldtes af gnister og knitrende lyde. Ren elektricitet, der strømmede ud fra Blakes krop. Luften syntes at være direkte strømførende, et både betagende og skræmmende syn. Jeg mærkede hårene på mine bare arme rejse sig. Det nev for et kort sekund de steder, hvor bittesmå gnister – eller var det faktiske lyn? – fik fat i min hud.

Da så jeg mod ordensholdernes kollapsede kroppe.

“Stop!” råbte jeg og kunne kun lige overdøve den høje knitren. “Du slår dem ihjel!”

Men Blake stoppede ikke. I stedet så han på mig med skræmte øjne.

Han kunne ikke stoppe det.

Rhett var den første til at reagere. Han kastede sig hurtigt mod Blake og fik væltet ham omkuld, men energiudladningen aftog ikke nok til ikke at skade Rhett. Hans øjne var tæt lukkede i, og han havde bidt tænderne hårdt sammen, og selvom hans ansigt var fortrukket i en grimasse af smerte, sagde han intet. Og jeg vidste, at det ikke var fordi, han var for stolt til at vise yderligere tegn på smerte, men fordi han ikke ville have, at vi skulle hjælpe. 

Som hans søster var det min pligt at gå imod hans vilje.

Det tog mig ikke mange splitsekunder at erfare, at mit sind havde svært ved at gribe fat om ting, når der på samme tid var så stor en elektrisk spænding i luften. Fordi mit slør ikke var hullet, ramte gnisterne konstant ind i det tynde stof, hvilket gjorde det usikkert og gav mig en gevaldig hovedpine. Altså måtte jeg blive i den fysiske verden. 

Hvis jeg kunne lede Blakes opmærksomhed hen på noget andet end elektriciteten, holdte han måske automatisk op med at udlede det. Derfor så jeg mig febrilsk om, og mit blik landede på vores overdådige madbeholdning, hvis indpakning jeg hurtigt fik bundet op. Jeg greb ud efter en dåse gensplejsede majs og kastede den hårdt mod Blake. Det føltes unaturligt ikke at bruge mit sind til dette, og det fik mig til at føle mig ubehageligt lille og hjælpeløs. Men ikke desto mindre virkede det. Den tunge dåse ramte Blake på skulderen, hvilket overraskede ham og han mistede fokus. Og som jeg blev ved med at kaste de hårde dåser mod ham, blev mindre og mindre elektricitet slynget ud i rummet, indtil Rhett kunne slippe sit krampagtige tag om ham. Min brors bevægelser var kantede og stive på grund af den store mængde strøm, der var blevet sendt igennem ham.

Ingen sagde det, men vi tænkte alle det samme: At præsidenten havde ret i, at vores evner var farlige. Alt for farlige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...