Uendelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Calix er byen, der har alt, du nogensinde vil få brug for. Dit liv er for godt til, at du overhovedet har tænkt på hvad, der mon er på den anden side af Muren. Og de, der tænker, bliver ikke hørt, for de er alligevel ikke helt normale. Trinity Xavier er ikke normal. Hun kan noget, ingen andre kan, og derfor har hun ikke fortalt nogen som helst om sin evne. Men der bliver holdt øje med hende. Og en dag træder hun forkert.

15Likes
12Kommentarer
1176Visninger
AA

2. Kapitel 1

“Xavier, Trinity?”

Jeg så hurtigt op fra mine sammenfoldede hænder, og for et kort øjeblik var min opmærksomhed rent faktisk rettet mod den rødhårede kvinde foran mig. Jeg huskede ikke hendes navn, men det lød meget almindeligt og uinteressant, ikke som noget fra år et hundrede og tretten, anden tidsalder. Nogle kaldte det stadig år tretusinde et hundrede og tretten, men den slags mennesker blev vel født før tidsalderskiftet.

Kvinden rømmede sig lavmælt, og min manglende koncentration irriterede hende tydeligvis. Jeg holdt mit hoverende smil tilbage, og valgte bare at se syrligt på hende. Hendes højrøde læber var pressede sammen til en snorlige linje. Den afdæmpede make-up var et sjældent syn her i Calix. “Velkommen til din endelige eksamen, Trinity.”

Tak, jeg er da også ekstremt glad for at være her.

“Imens jeg stiller dig en række spørgsmål fordelt over tilfældige fag, skal du blot følge den sorte prik på skærmen med øjnene og besvare dem.”

Jeg regnede med, at hun hentydede til computerskærmen på glasbordet mellem os. Det var meget rart at have en barriere, der skilte os ad. Vi måtte for Neros skyld ikke anse hinanden for ligemænd.

Min mor kunne ikke lide, at jeg brugte præsidentens ord i den sammenhæng. Nero. Det måtte være en uskreven lov eller sådan noget.

Kvinden sukkede tungt og så ned i sine papirer. Hendes ansigtskulør havde samme farve som dette lille rums askegrå vægge. Jeg var vist ikke den eneste komplet uengagerede elev, hun havde haft til prøve i dag.

For anden gang rømmede hun sig, men denne gang var det vist for rent faktisk at rense halsen. “Jeg begynder nu. Øjnene på skærmen.” Jeg fulgte hendes befaling, og mit blik rettede sig mod den sorte prik. “Hvilken historisk person opdagede officielt det daværende Nordamerika i slutningen af fjortenhundredetallet, første tidsalder?”

En let én. “Christoffer Columbus.” Mit blik hvilede fortsat på den lille prik.

“Godt. Nævn så de første ti decimaler i det matematiske tegn pi.” Jeg kunne mærke hendes smalle øjne bore sig ind i mig, men jeg så ikke på hende. Svaret lå klart til mig allerøverst i min hukommelse. Engang skulle skoleelever vist lære ved brug af hovedet, men sådan foregik det ikke længere. Viden blev pumpet ind i vores hjerner, og det eneste, der rent faktisk satte vores viden på prøve, var de små, regelmæssige tests for at tjekke, at informationerne havde hægtet sig fast i vores langtidshukommelse. Dette var min sidste. Om ni minutter og otteogtyve sekunder var jeg så fri, som man nu kunne blive i Calix.

“Et, fire, et, fem, ni, to, seks, fem, tre, fem.” Jeg tog mig god tid med at svare. Jo mere jeg kunne trække tiden ud, jo færre af hendes latterlige spørgsmål behøvede jeg besvare.

Hun så ned i sine papirer igen, og jeg tillod mig selv at kigge lidt rundt. Rummets vægge var nøgne og dræbende kedelige, men et sort objekt i loftets fjerneste hjørne fangede mit blik. Det var et overvågningskamera. Ved Nero, fik jeg dog aldrig lov til at slippe for Overmagtens altseende øjne? Helt stille drejede jeg med sindet en smule på det, indtil det helt sikkert ikke længere kunne se mig. Da det vendte ind mod væggen, så jeg væk igen og opdagede Rødhættes små øjne på mig. Hun så meget misfornøjet ud, så jeg rettede blikket mod skærmen og lod som ingenting.

Kvinden fortsatte min prøve, og med ét var den ovre.

“Tillykke, Miss Xavier. Din præstation var tilstrækkelig, så du har fortjent dit attende år.”

Jeg rejste mig og forlod rummet uden et ord.

 

***

 

Da jeg trådte ud i den brandvarme eftermiddagsluft, var jeg den eneste på afsættet. Omkring tyve etager under mig lå landjorden, kun oplyst af de få gadelamper rundt omkring. Solen nåede aldrig derned på grund af de høje bygninger. Det var sjældent, at jeg var så tæt på jorden. Kun hjemløse og fattige mennesker vandrede omkring nede i mørket. Downtownerne.

Over mig fløj de gule taxaer i lige, organiserede baner i endnu fire lag. Jeg gik ind i glaselevatoren ved siden af afsættet og trykkede på knappen, der sendte mig op til det næst øverste. Den satte i gang, og i løbet af få sekunder havde jeg allerede tilbagelagt halvtreds meter. Da jeg trådte ud, mærkede jeg med det samme, at jeg var kommet tættere på solens hede. Eftersom jeg ikke direkte var udsat for dens farlige stråler, behøvede jeg ikke at smøre mig ind, men der var alligevel mindst ti grader varmere heroppe end ved tyvende etage.

Jeg kørte en hånd hen over sensoren ved afsættets rækværk, hvilket fik en rød pære til at lyse. Der gik ikke lang tid før en gul taxa stoppede op foran mig og skød gangbroen ud.

“Bygning 13M, tak,” sagde jeg til chaufføren da jeg steg ind i køretøjet. Her lugtede af læder og kaffe. Fra bagsædet kunne jeg se, at hans korte hår var mørkebrunt.

“Med glæde, Miss,” svarede han med så venlig en stemme, at jeg mærkede trang til at kaste op. Det var derfor, at jeg hurtigt skød den åbne plastiklem for så snart han satte gang i bilen.

Det var bygning 23V, jeg lige fik mit attende år, så der ville nok gå nogle minutter før, jeg var hjemme.

Rigtigt var jeg ikke atten år, men sytten. Jeg vidste ikke hvornår det nye alderssystem blev indført, måske i sammenhænge med tidsalderskiftet. Men fra i dag af ville jeg ikke længere blive tildelt år ved at overleve skolegangen – nu skulle jeg tjene dem. Alder var lig status. Det var vel derfor, at man også kunne købe sig til en håndfuld ekstra år hvis man havde pengene.

De rigeste var de, der boede øverst. Uptownerne.  Sådanne mennesker havde råd til at holde sig i live til evig tid med alskens former for kemikalier, som var så dyre, at de kunne brødføde Calix’ tretten millioner indbyggere i seks måneder – per halve liter.

Jeg pillede fraværende ved kanten af min rødternede skoleuniformnederdel. Synkede kort. Igen var min pande begyndt at brænde, men jeg kæmpede imod trangen til at kradse mig på arret. Det ville kun gøre alt værre.

Min mor valgte at bære mit foster naturligt i stedet for at udruge mig i en kunstig livmoder, også selvom hun kendte til de risici, hun løb ved det. I månederne omkring min fødsel var radioaktiviteten i luften nemlig særligt høj, hvilket endte med at påvirke mig. Mine forældre havde kun fortalt mig, at jeg direkte efter fødslen måtte opereres. Der havde været noget unaturligt ved mig, som lægerne tog sig af. Derfor havde jeg det ar, jeg normalt skjulte bag mit kulsorte pandehår. Selvom jeg aldrig havde spurgt, havde jeg på fornemmelsen, at min evne havde noget at gøre med hvad end lægerne opererede væk. Min evne til at tage fat i ting uden at røre dem det mindste. Det var i hvert fald sådan, jeg selv så det.

Jeg begyndte først at lægge mærke til evnen, da jeg havde fået mit niende år, og dengang havde jeg hørt historien om min fødsel mange gange. Derfor vidste jeg, at det ikke var normalt, det jeg kunne, og i Calix var det alfa og omega at være normal.

Jeg havde aldrig fortalt en eneste om det, ikke engang min storebror Rhett. Han var kun fem tidsår ældre end mig, men arbejdede allerede som hjerneforsker. Dengang han stadig boede hjemme, var han min bedste ven. Jeg huskede hans kram som trygge og varme, han var min sikre havn. Nu boede han i den anden ende af byen, og vi så aldrig hinanden længere. Han havde vist travlt med sit arbejde. Og hvis jeg ville forklare ham min evne, hvad skulle jeg ellers sige? Hvordan kunne man forklare det umulige?

Taxachaufføren stoppede op foran min bygning, og jeg steg tavs ud og op på afsættet til 13Ms firsende etage. Da jeg kort så mig over skulderen, var han allerede fløjet sin vej, hvilket ikke kom bag på mig. Sådan reagerede en del fremmede på mig. Det værste var, at jeg i bund og grund havde det helt fint med det.

Min krop og jeg åndede lettede op, da jeg trådte ind i 13Ms afkølede lobby. Sådan én var der ud for hvert afsæt, altså fem i hver bygning, hvis ikke man talte indgangen på landjorden med, men det var der alligevel ingen der gør.

Den unge receptionist Gregory, Amable sendte mig et velkommende smil, da jeg kom imod hende, og jeg gengældte det hastigt i forbifarten. Amable var god nok.

“Hvordan gik Deres eksamen?” spurgte hun mig nysgerrigt med sin lyse stemme i samme øjeblik, jeg gik forbi skranken. Ud ad øjenkrogen kunne jeg se hendes lange, pastelblå hår. Hendes øjenbryn og -vipper havde samme afdæmpede farve, som i øjeblikket var yderst populær blandt unge på min alder. Hun var vist heller ikke mange tidsår ældre end mig.

“Officielt atten år, Amable!” råbte jeg allerede langt nede ad gangen og uden at vende mig om.

Mine flade sko gav en irriterende klik-lyd fra sig for hvert skridt jeg tog på det hårde, hvide stengulv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...