Den nye vikar

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
197Visninger

1. Kapitel 1

Det var torsdag morgen, og jeg var lige vågnet.
Jeg åbnede mit vindue for at lufte lidt ud. Vejret var roligt, og himlen var klar, men det var stadig ret koldt udenfor.

Jeg skyndte mig nedenunder, for at tage noget grovbrød med nutella, og et glas appelsinjuice. ,,Har du travlt?”, spurgte mor. Jeg nåede ikke engang at svare, fordi jeg skyndte mig sådan. Jeg var blevet så glad pågrund af vejret, at jeg på en måde glædet mig til at komme i skole, og så skulle jeg så også over til mine to tætteste veninder.

Jeg tog mine stramme sorte bukser på, min yndlings T-shirt, med et dødningehoved på, og en armygrøn hættetrøje uden over.
Mit hår var bare sat op i en stram, høj hestehale, og jeg var klar til komme i skole. Jeg løb nedenunder, nåede lige at sige farvel, greb min cykel, og cyklede i skole.
Det var koldt, vi var også i januar måned, så det var nok derfor.
Jeg var glad og meget positiv, indtil vi kom i skole.
Vi startede med dansk. Vores rigtige lærer Lise, var på en eller anden måde, bare forsvundet, så vi skulle have vikar. Ingen af lærerne vidste hvorfor, det eneste de havde sagt var bare at hun var forsvundet. Jeg syntes det var ret så mærkeligt at vores lærer åbenbart bare var forsvundet.

Det var en mand, vi skulle have som vikar.

Lige da han trådte ind i lokalet, fik jeg på en måde et klamt, ubehageligt sus i maven. Da han kiggede på mig, var det som om hans øjne borede sig ind i min hjerne. Alligevel smilede han lidt til mig, og det fik mig til at glemme de onde blikke.

Der var nu alligevel et eller andet mærkelig ved ham.

Han fortalte at han hed Henning, og at han skulle være vores vikar resten af ugen.

Vi fik en prøve, som vi alle havde 20 minutter til at lave færdig. Jeg blev ret hurtig færdig med opgaven, fordi at jeg selv var ret god til dansk, og prøven var meget let.

Jeg gik op til hans bord, for at aflevere prøven. Jeg lagde den på bordet, og gik tilbage på min plads. Jeg sad så der og ventede på at klassen blev færdig og at vi kunne få spisefrikvarter.

Alt den tid man havde til at lave prøven var gået, og næsten alle blev færdige. De personer der ikke er så gode til dansk, blev ikke færdige. En af de lidt dårlige hed Claudia. Hver gang hun ikke nåede at blive færdig, begyndte hun at græde, og det samme skete i dag. Det skulle vi så hører på hele spisefrikvarteret. Alle kom hen og trøstede hende. Det gjorde jeg ikke. Jeg syntes overhovedet ikke at det var synd for hende. Hun lavede aldrig sine lektier, så hun var jo selv uden om det. Det er som om hun spiller ked af det for at få opmærksomhed, og måske slippe for lektierne.

Klokken ringede og timen var slut.

Så havde vi idræt. Jeg hadet idræt meget. Jeg var i så dårlig form, at jeg hver gang vi havde det, blev jeg forpustet virkelig hurtigt, og efter timen var jeg altid så øm over hele kroppen. Det samme skete i den her idrætstime.
Jeg blev hurtig varmet op, og det gjorde mine fingre også.
Skolen var allerede forbi. I dag havde vi kun 4 timer.

Mit humør var røget direkte i bund. Dagen havde bare været for trættende, og ham den nye vikar, var altså meget underlig. Men så kom jeg i tanke om at jeg jo skulle over til mine veninder. Det var virkelig godt, selvom jeg går i klasse med dem og havde snakket med dem hele dagen.
Jeg var taget over til min veninde Johanne, og Ellie, min anden veninde, var taget med. ,,Altså er jeg den eneste der syntes ham Henning, den nye vikar, er lidt mærkelig?, spurgte jeg. ,,Hm, nej, hvad mener du?, svarede Ellie. ,,Jo, men jeg syntes bare at han så lidt underlig ud, men det er nok bare mig.", svarede jeg.

Var jeg virkelig den eneste der syntes at han så bare en smule underlig ud? Hm, det er nok bare mig.
Klokken var blevet 18:00, og det var på tide at jeg skulle hjem. Jeg sagde farvel, og gav dem begge et stort hårdt kram, til de fik helt ondt i lungerne. Vi grinede, og jeg smuttede ud af døren.

Det var så dejligt at cykle. Vejret var så skønt. Jeg så noget glimte i sandet, på legepladsen. Jeg stoppede op, og tog den glitrende guld ting op. Den var en halskæde. Den var virkelig flot, og på den stod der nogen meget mærkelig tegn.

Jeg havde lyst til at gemme den, og tage den med hjem. Jeg vidste ikke om jeg skulle gøre det, det var jo trods alt ikke min halskæde, men den var så pæn. Jeg kiggede mig lidt omkring, for at se om der var nogle mennesker. Der var ingen andre end mig. Uden videre tog jeg halskæden, og puttede den i min lomme. Jeg cyklede hurtigt hjem, og listede op på mit værelse. Jeg kiggede på halskæden, og prøvede at se hvilke slags tegn det var. Det var runer, der var på. Den så meget mærkelig ud, men på en måde elskede jeg den.

Jeg følte at det var meget forkert af mig, at tage halskæden, men jeg kunne bare ikke lade være. Jeg havde taget halskæden på, og den klædte mig så utrolig godt, at jeg aldrig ville tage den af.

,,Vi skal spise!", råbte mor. ,,Jeg kommer", svarede jeg. Jeg havde helt glemt at tage halskæden af, så jeg var bare gået nedenunder.,,Har du fået en ny halskæde?", spurgte far, som havde munden fyldt med fedtet spaghetti. Jeg mistede lidt appetitten, da jeg så den moste spaghetti i fars mund. ,,Jaaah, jeg fik den af, øh, Johanne.", løj jeg. Jeg ville ikke sige det til far. Han ville med sikkerhed sige til mig at jeg skulle lægge den tilbage. Han kiggede lidt mærkeligt på mig, som om han vidste at jeg løj, men alligevel sagde han ikke noget.

Jeg havde fået appetitten igen, og jeg spiste indtil jeg blev virkelig mæt, og følte at jeg skulle kaste op. Jeg gik tidligt i seng, pågrund af at jeg var så mæt, at jeg nærmest ikke kunne gå. Så jeg tænkte bare at jeg ville gå i seng. ,,Godnat!", råbte jeg. ,,Går du allerede i seng?", spurgte mor. ,,Klokken er jo kun 20:00" ,,Ja, jeg har det lidt dårligt", svarede jeg. ,,Nå, okay skat. Har du brug for noget? Skal jeg komme med lidt vand", spurgte mor. ,,Nej, ellers tak. Jeg klarer mig", svarede jeg. Jeg lagde mig til at sove. Jeg rykkede rundt i sengen 117 gange, inden jeg kunne finde den rigtige plads. Samtidig med at jeg tænkte. Jeg ville gerne over til Johanne eller Ellie i morgen. Jeg tog min mobil, og ringede Ellie op. ,,Hej Ellie. Jeg tænkte på om jeg kunne komme over til dig i morgen, sammen med Johanne måske?" ,,Jo, det vil jeg meget gerne! Min mor er ikke hjemme hele eftermiddagen i morgen, så ja, jeg er næsten sikker på at jeg også godt kan.", svarede Ellie. ,,Ringer du til Johanne?" ,,Fedt! Ja, jeg ringer til hende, ses.", svarede jeg. Jeg ringede til Johanne og spurgte om hun kunne, og det kunne hun godt.

Nu havde jeg det på plads. Jeg prøvede at sove igen, og denne gang lykkedes det mig at falde i søvn.

Denne morgen ikke lige så skyfri som i går. Faktisk var himlen helt dækket til med skyer. Det dårlige vejr, gjorde automatisk mit humør dårligt. Jeg gad virkelig ingenting. Jeg stod træt op, og gik ned for at spise morgenmad. Jeg lavede mig selv et stykke toast med nutella, stegte lidt bacon, og tog et glas kakao. Jeg spiste færdig, og drak kakaoen, og smuttede op på mit værelse. Jeg lagde mig i min seng og slappede af. Der var stadig en time til jeg skulle i skole.

Det var virkelig dejligt at vi fik vinterferie. Jeg havde virkelig brug for det.

Jeg tog et bare bukser, en hvid langærmet bluse og en vest uden over. Jeg spurgte mor om hun ikke kunne køre mig i skole, og det kunne hun godt. ,,Vi kører om 10 minutter", sagde mor. ,,Jep", sagde jeg og gik ud for at tage mit overtøj på.

Jeg tog mine slidte gummisko, og en ret tynd sommerjakke. Jeg havde ikke andre jakker, så det var det eneste jeg kunne have på, selvom det var koldt. Jeg løb ud til bilen, fordi det var stormvejr.

,,Mor?"

,,Ja?"

,,Efter skole tager jeg over til Johanne og Ellie. Kan du hente mig ved 6-tiden?"

,,Nej, desværre. Jeg skal arbejde sent, og far kan heller ikke fordi han skal til firmafest. Du bliver nødt til at gå hjem.

,,Nåå, jaa..", sagde jeg. Så skulle jeg gå hjem i aften. Jeg havde virkelig ikke lyst, men det skulle jeg jo.

Vi var på skolen, og jeg steg ud af bilen. ,,Ses mor", sagde jeg. ,,Ses"

Jeg gik op i klassen, og sagde hej til Johanne og Ellie. Igen i dag havde vi kun 4 timer, fordi vi også fik vinterferie i dag.

,,Har du fået en ny halskæde?", spurgte Ellie. Først havde jeg ingen idé om hvad hun dog i alverden snakkede om, men så kiggede jeg ned for at se. Jeg havde glemt at tage halskæden af, fra i går. ,,Nårh, den fik jeg af min mor", løj jeg igen. Jeg har det ikke særlig godt med at lyve for mine forældre, og veninder. Men jeg ville bare ikke have at de skulle vide at det var en jeg havde fundet, og "stjålet". ,,Den er rigtig pæn.", sagde Johanne. Hvert øjeblik vi snakkede om halskæden fik jeg en klump i halsen. Johanne sendte mig hele tiden nogle underlige blikke, og det fik mig til at tro at hun havde gennemskuet mig.

Timen startede, vi havde matematik. Henning trådte ind, og alle sad stille på deres pladser. Hennings første blik var i min retning. Han kiggede ikke mig i øjnene, han kiggede nedad på mig. Jeg troede han kiggede på min halskæde, men hvad ved jeg? Henning var i det hele taget lidt mærkelig.

Henning forklarede hvad vi skulle lave, og vi alle gik lige så stille igang. Ulrik som sad ved siden af mig, kiggede som sædvanlig efter. Jeg var vildt træt af at han ikke kunne lave sin matematik selv.

Henning blev ved med at kigge på min hals. Det var min halskæde han kiggede på. Jeg følte mig mere og mere utilpas. Henning rejste sig, og gik over mod mig. ,,Hvor har du den halskæde fra?", spurgte han. Jeg blev nervøs. Hvorfor ville han vide det? Havde han mon set mig tage den? ,,Ehm, min mor gav mig den..", svarede jeg. ,,Hm...", sagde han.

Er jeg så let at gennemskue? Allerede 3 personer har givet mig

,,Jeg er hjemme!”,råbte jeg. ,,Godt, jeg skulle også lige til at kører.”, sagde far. ,,Hvor skal du hen?”, svarede jeg. ,,Jeg skal lige mødes med Sten, og så tager vi til firmafest. Så jeg kommer først hjem i aften, og mor arbejder sent. Jeg håber det er okay at du er alene hjemme i aften.", sagde far. Jeg tøvede. Jeg hader at være alene hjemme, men jeg havde allerede lagt planer om at jeg ville tage et langt bad, ligge under dynen, og se film hele aftenen.

Jeg sagde farvel til far, og gik op og tog mig et langt lækkert bad. Efter badet tog jeg min røde og hvid prikkede pyjamas på, bar min dyne ned i stuen, satte ”Alene hjemme” filmen på, lavede popcorn, og slappede af.
Jeg lavede en lille hule, ud af min dyne, et par madrasser, og puder. Jeg har altid været et meget kreativt menneske.
Hulen endte med at blive rigtig hyggeligt, og flot.
Jeg sad med min mobil, inde i hulen, og skrev til mine veninder, Johanne og Ellie. Jeg savnede dem allerede. Jeg spurgte dem nysgerrigt om hvad de lavede. Johanne svarede at hun hjalp sine forældre med at gøre rent. Johanne syntes faktisk slet ikke at det er spor sjovt at gøre rent, men hun er altid bare så hjælpsom, og hun ville aldrig sige nej, hvis der var noget hun kunne hjælpe med. De sagde begge at de ikke lige kunne skrive mere nu, så jeg spillede bare lidt på min mobil.
Filmen var ved at være slut, og jeg var selv ved at falde i søvn.
Jeg lå og var lidt på Facebook, da min mobil begyndte at krakke lidt og gå ud. Jeg troede bare det var min mobil der begyndte at spasse lidt, men det var det ikke.
Min mobil begyndte at taste bogstaver af sig selv, uden jeg overhovedet rørte ved skærmen. Der endte med at stå: ”Du har kun 60 minutter tilbage. Jeg skal nok finde dig!” Mit hjerte bankede så meget. Jeg kastede mobilen fra mig, og løb ud i køkkenet. Jeg tændte alle lysene på vejen. Hvad skal det betyde? 60 minutter?
Ude i køkkenet var der en seddel. På seddelen stod der: ”Kun 60 minutter. Brug dem nu godt, for det er den sidste tid du har tilbage!” Men, der var ikke kun én seddel, der var over 20 sedler. Sedlerne var ikke skrevet med blyant, men med noget rødt, som ligner tørt blod!
Jeg gik hen til håndvasket for at få noget koldt vand i hovedet. Måske var det bare noget jeg forstillede mig. Da jeg var ved håndvasket, var der noget dernede. En kniv. På kniven var der nogle tegn. De samme tegn, som på den halskæde jeg fandt på legepladsen! Jeg var bange. Rigtig bange. Stormen udenfor var vild. Regnen slog så hårdt på ruden, at det nærmest var ved at flække. Jeg svedte over hele kroppen. Jeg greb telefonen. Den var ved at glide ud af min hånd, fordi mine håndflade var helt våd af sved. Jeg ringede til min mor, men hun tog den ikke. Jeg prøvede min far. Han tog den, og jeg forklarede alt hvad jeg så, og hvor bange jeg var. ,,Så så, det skal nok gå. Jeg tror bare du overreagerer lidt. Husk nu at jeg er hjemme i aften, igen. Der sker der jo ikke noget.” Jeg lagde røret på. Jeg kunne hører en masse høj musik i baggrunden. Han havde åbenbart for travlt til at snakke med mig, og hører på, det han sikkert kalder det, klager.
Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg nu skulle gøre. Jeg var ved at gå fuldstændig i panik. Jeg satte mig i sofaen, og prøvede at slappe lidt af. Jeg sagde til mig selv: ,,Det er nok bare noget jeg forestiller mig. Læg dig bare til at sove, Celina.” Men jeg kunne ikke. Tanken om at der måske render en eller anden fremmed person, rundt i huset gjorde mig skrækslagen.
Jeg løb op på mit værelse. Da jeg åbnede døren, var alt inde på mit værelse ødelagt. Jeg gispede.
Min seng var brækket midt over, min reol lå halvt ude af vinduet, og der var endnu en seddel på døren. ”Jeg har dig!” stod der på den.
Jeg hørte en klam hæs stemme, som hviskede et eller andet meget utydeligt. Jeg var sikker på at der var en bag døren. En masse tanker kørte rundt i hovedet på mig.
Jeg gemte mig, og var helt stille. Jeg turde ikke sige et ord, selvom tårerne var ved at springe ud af mig.
Jeg hørte at der var blevet taget i håndtaget. Mit hjerte bankede så hårdt og hurtigt, at det gjorde ondt i mit bryst. Der var et lille hul jeg kunne kigge gennem. Jeg så en person. En mand, med en sort kappe. Han lignede et omvandrende firben, men mere end dobbelt så stor. Han havde de samme klamme ansigtstræk som vores vikar Henning. Han gik bare rundt, som om han ledte efter noget, og det noget var vist mig. Han var bøjet forover, havde nogle lange krogede skeletfingre, og havde en uhyggelig hvid maske på. Maskens øjne var sorte, og lignede også noget fra et skelet, og så så de meget ondskabsfulde ud. Ikke nok med den hvide maske, havde han i den ene hånd, en kniv! Det var ikke bare hvilken som helst kniv, det var den samme, som jeg havde set i håndvasken. For på kniven, kunne jeg se der stod de tegn der.
Manden havde vendt sig mod mig. Jeg sad der og kiggede gennem det lille hul. Jeg fik øjenkontakt. Det gav et sæt i mig, og en tårer løb ned af min kind. Jeg turde ikke kigge gennem hullet, men på en måde havde jeg en trang til det. Manden bevægede sig tættere, og tættere på mig, imens han stirrede på det lille hul, jeg kiggede igennem. Jeg vidste ikke om han kunne se mig. Maskens øjne var utydelige, samtidig med at mine øjne var fyldt med vand.
Jeg havde fundet en vej, jeg kunne komme længere væk fra ham på. Jeg var tæt på døren. Han havde ryggen mod mig og jeg tog chancen. Jeg rejste mig og løb så hurtigt jeg kunne, og ud af døren.
Jeg var begyndt at skrige, uden jeg havde lagt mærke til det.
Det var som om jeg var den eneste i verden, ingen kunne hører mig. Jeg havde kun den klamme uhyggelig mand, som selskab, og det var ikke ligefrem fordi jeg bad ham om at komme.
Jeg løb ned at trappen og spekuleret over det hele, med ham manden. Hvorfor mig? Hvorfor var jeg lige den udvalgte? Hvad har jeg dog gjort? Var det mon Henning? Jeg begyndte at stille en masse spørgsmål til mig selv, og pludselig faldt jeg. Jeg rejste mig så hurtigt jeg kunne. Jeg havde virkelig ondt i mit ben, og jeg så at jeg også havde fået en hudafskrabning. Jeg kiggede tilbage. Han var der. Jeg måtte bide smerten i mig, og flygte. Det var virkelig hårdt. Det føltes som om at jeg skulle kaste op.

Jeg humpede med et ben, der gjorde virkelig ondt, hen til hoveddøren, og prøvede at få døren op. Den kunne ikke. Hvad nu? Jeg hev og flåede i døren. Den gad ikke.
Jeg ville løbe ud af havedøren. Jeg vendte mig om. Han stod der. Jeg skreg.
Far låste døren op, og så snart han havde lukket op, så han at hans hus var fuldstændig ødelagt, og hans datter lå død på gulvet

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...