Ligeglad

Denne historie har jeg haft publiceret før, men dette er en nyere og redigeret udgave. Det er et oneshot om en dreng, der ikke har oplevet at blive elsket.

1Likes
2Kommentarer
209Visninger

1. Isabella

Dit vækkeur ringer. Du trykker på udsæt og vender dig om. Gider ikke engang overveje at stå op – hvorfor skulle du? Du skal bare i skole. En halv time efter står du op. Du tøffer rundt i huset og gør dig klar til at tage af sted i et langsomt og behageligt tempo, for du har ingen grund til at skynde dig. Du kommer ud ad døren en hel time for sent, og undervisningen er for længst startet. Din cykel er i stykker, men ærlig talt så er du ret ligeglad. Den var alligevel gammel og grim, og din far burde for længst have givet dig en ny, men gad du selv bringe det på banen? Nej. Du trasker af sted mod skolen, stille og roligt, det er ikke noget der haster. Skolegården er helt tom, og du kan se at undervisningen er i gang i alle klasserne. Du går ind i din klasse, 8.A, og finder din plads. Læreren værdiger dig ikke et blik, han er vant til at du kommer og går, når du vil. Han spørger ikke, om du har lavet lektier, eller om du har dine ting med, for han kender allerede svaret. Du har ingen skoletaske, for du gider ikke slæbe dine bøger med i skole. Når du en sjælden gang i mellem er i skole, bruger du tiden på at høre musik på din iPod, sms'e eller være på facebook på din iPhone. Du mangler ikke materielle goder, for dine forældre har penge i stakkevis, og de giver dig bunker af gaver, som for at købe sig ud ad den dårlige samvittighed, som de ved, er et sted inden i dem. Dårlig samvittighed over, de aldrig er der for dig, og for den sags skyld heller aldrig har været der for dig. Deres arbejde er deres mening med livet. De burde slet ikke have fået et barn, men nogen skulle de vel bruge alle deres penge på.

 

Du sidder og stirrer ud i luften med musikken dundrende ud ad høretelefonerne og ind i dine ører. Du tænker på alle de vikarer, der i tidens løb er blevet fuldstændig pissed over din opførsel. De har prøvet lidt ad hvert, troede alle sammen at de var noget, at de kunne få dig til at forstå, at det var dem der bestemte. Du griner for dig selv, hvilken joke. Det var allerede tilbage i 2. Klasse, at du fandt ud af, at du ikke gad skolen. At den kunne rende dig. Alt kan rende dig, for du er ligeglad. Ligeglad med om du aldrig bliver til noget, ligeglad med om du aldrig får en kone og børn, ligeglad med om du har nogle venner. Ligeglad med alt.

 

En sjælden gang i mellem er du taget til en af de mange fester, som du er blevet inviteret til, for selvom du ikke er venner med nogle, bliver du stadig inviteret til et utal af fester. Folk synes, du er spændende og mystisk. Alle ønsker at være den, der omvender dig og får dig til at vise en anden følelse, end den du altid viser. Du tænder pigerne på grund af din mystik. De vil have dig. Pigerne hænger efter dig, men ingen af dem betyder noget for dig, du er ligeglad med dem.

 

Du rejser dig efter et par timer i skolen. Du gider ikke mere, forstår ikke, hvorfor du overhovedet tog herover, for du føler at det er spild af tid, når du alligevel ikke hører efter. Læreren kigger op, da du tager dine ting og går, men han siger ingenting, fordi han godt ved, at det ikke nytter noget.

 

Du ved ikke, hvor du skal gå hen. Du kunne selvfølgelig gå hjem, men det ser du alligevel ikke nogen mening i, da du ingenting har at lave der. Du gider ikke læse bøger, de fanger dig ikke, for du kan ikke forstå de følelser forfatteren skriver om. Du kunne spille playstation eller computer, men det er efterhånden blevet kedeligt, når man gør det hver dag, hele dagen. Du vandrer forvirret rundt. Ind i en skov. Ud igen. Du tager toget. Sætter dig bare ind uden overhovedet at vide hvilke stationer det stopper på. Du læner dig tilbage og lukker øjnene. Mærker roen brede sig i din krop, mens din vejrtrækning bliver langsommere og mere rolig.

 

Du ved ikke, hvor længe du har sovet, da en rusker i dig, og du slår øjnene op. Det er en togkontrollør, og han undskylder meget over at måtte vække dig, men at han bliver nødt til at se billet eller kort. Du tager dit månedskort frem og viser det. Kontrolløren nikker og går videre. Toget er nået til endestationen, og du tænker, at du ligeså godt bare kan tage toget tilbage igen, så det gør du. Du står af to stationer før du burde, fordi du har brug for frisk luft og at få gået lidt. Da du kommer udenfor, mærker du, at det er koldere, end du troede, men du nyder den kolde vind, der slår mod din hud og mærker kulden sprede sig i din krop. Du smiler for dig selv, mens du går ned ad en lang snoet vej. Til sidst ender vejen, men to nye veje går ud fra den – en til højre og en til venstre. Du vælger den til venstre, fuldstændig uvidende om hvad din beslutning vil komme til at betyde. Der er helt stille, og du kan ikke høre andet end dine sko, der rammer asfalten hver gang, du tager et skridt. Du går og går, og hele tiden skal du træffe nye beslutninger om, hvilken vej du skal tage, når den vej du gik på før hører op. Det irriterer dig, for du er ikke vant til at skulle træffe så mange beslutninger. Til sidst ender du på en lille grusvej, og stenene giver en knasende lyd fra sig, hver gang du træder på dem. Da du ser omridset af et andet menneske i det fjerne, bliver du først overrasket, men sekundet efter bliver følelsen overtaget af en meget velkendt følelse. Nemlig det at være ligeglad. For hvad betyder det for dig, at der kommer et andet menneske? Ingenting.

 

Du kommer nærmere og ser, at det er en pige, men udover det tænker du ikke mere over det. Du bliver dog forvirret da i næsten står overfor hinanden, og du genkender hende. Du ved bare ikke hvorfra. Hendes blik siger dig noget. De klare blå øjne, som du ser direkte ind i, taler til dig. De fortæller dig om pigen, som om bare det at du ser ind i hendes øjne, minder dig om, hvem hun er. Som om, det er nogle øjne, du har set tusindvis af gange før og kender ud og ind. Før du ved af det, har I passeret hinanden, og en følelse af tomhed breder sig i din krop. Dit hjerte hamrer af sted, som om du lige har spurtet i flere minutter, og du føler dig stresset og presset til at tage en hurtig beslutning. Skal du gå videre eller vende om og kalde på hende?

"Isabella!"

Du bliver selv overrasket over at høre din stemme sige hendes navn. Både fordi du slet ikke havde nået at overveje beslutningen, men også fordi du kendte hendes navn. Hvor kender du hendes navn fra? Du kender jo ikke pigen. Eller på en måde gør du. Hun vender sig om tydeligvis ligeså forvirret som dig, over at du kendte til hendes navn. Hun kigger afventende på dig, men da du ikke fortsætter, spørger hun i stedet dig om, hvor du kender hendes navn fra? Du trækker på skulderene, for hvad i al verden skal du svare til det? Du ønsker lige så meget som hende at kende svaret. Du går tættere på hende, så i ikke skal råbe, når I snakker med hinanden, for du ønsker bestemt at få en samtale i gang med hende.

"Jeg følger dig hjem."

Du kigger afventende på hende, for at se hendes reaktion på hvad du lige har sagt. Hun bider sig selv i læben og hendes blik flakker. Du kan se på hende, at hun ikke ved, hvad hun skal svare, så du tager hendes hånd, kun lige så dine fingerspidser kroger sammen om hendes, og fører hende langsomt fremad. Du ved ikke, hvorfra du ved hvor hun bor, og egentlig ved du det heller ikke helt, men hver gang du kommer til et sted, hvor du enten kan dreje den ene eller den anden vej eller bare blive på den vej I nu går på, så træffer du hver gang den rigtige beslutning. Ingen af jer siger en lyd, i mens I går, men alle spørgsmålene ligger ligesom i luften. Og det er de samme spørgsmål, I begge to stiller. Hvor kender du hendes navn fra? Hvorfra ved du, hvor hun bor? Hvorfor vendte du om og kaldte på hende? Og så videre, og så videre. Til sidst når I hendes hus. Du stopper og slipper hendes hånd, som du hele vejen blidt har holdt fast i. Hun kigger op på dig, og du kan se spørgsmålene, hun så gerne vil stille, stå malet i hendes øjne. De smukke blå øjne. Du kan ikke tage blikket fra dem. De fanger dig, og du har ikke lyst til at kigge væk. Nogensinde.

 

Du er forvirret. Du forstår ikke, de følelser som denne pige har fået dig til at føle. Du har altid været ligeglad, og ingen pige har nogensinde kunnet forandre dine følelser. Isabella er ikke grim. Faktisk er hun yderst nydelig. Men du ved, at det ikke kun er hendes ydre, der har ændret dine følelser, for du har mødt piger, der har været mindst ligeså smukke som hende.

 

I fastholder hinandens blikke i flere minutter. Til sidst sukker hun, åbner døren og byder dig indenfor. Hun mener, I hellere lige må få talt sammen over en kop te. Der er stille, imens hun laver teen, og først da I sætter jer ind i hendes sofa på hendes værelse, begge med en kop te i hånden, spørger hun dig, hvor du kender hende fra. Du kigger ned i din te, i mens du overvejer, hvad du skal svare. Jo, Isabella, nu skal du bare høre, det hele kom ligesom bare til mig ud af det blå, som havde jeg en sjette sans. Nej, det kan du under ingen omstændigheder sige. Du ender alligevel med at svare mere eller mindre ærligt. Du fortæller hende, at du ikke rigtig kender hende, og så alligevel gør du. Du fortæller hende det hele, helt tilbage fra da du var lille, du fortæller om alt det med dine forældre, om dit valg omkring skolen, ja det hele, og slutter så med, at du nu sidder her. Under hele din lange fortælling ser hun på dig med et interesseret udtryk i ansigtet, nikker på de rigtige tidspunkter, smiler og ser trist ud på de rigtige tidspunkter. Hun begynder også at fortælle om sig selv, og pludselig har I en livlig samtale i gang, og I lærer en hel masse om hinanden. Pludselig bliver der igen stille. I holder begge to vejret, du ved ikke, hvad der kommer til at ske, for du har aldrig oplevet en situation som denne. Men da du mærker hendes arme om din nakke, tager du dine om hendes hofter og lukker øjnene. Jeres hoveder rykker tættere og tættere på hinanden, og til sidst er de kun millimeter fra hinanden. Du mærker hendes varme ånde mod dit ansigt og slapper af. Sekundet efter er hendes bløde fyldige læber på din kind og forsætter deres rejse videre ned mod din mund. Hun kysser dig. Du kysser igen. Grådigt. Det startede blidt, men I bliver vildere og vildere, kan ikke rigtig holde jer tilbage. I vælter ned fra hendes sofa, vælter sofa bordene og te kopperne, som stod på bordene. Teen flyder ud på gulvet, men I ænser det ikke, tumler bare grinende over i hendes seng. Du lægger dig på ryggen og hun lægger sit ansigt op på din brystkasse. Du lægger en arm om hende, og nyder følelsen af hendes hud mod din. Og i det øjeblik går det op for dig, hvad det vil sige at være elsket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...