11 og et halvt år *oneshot*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Igang
”I 2010 var der 15.363 mennesker, der døde af en kræftsygdom i Danmark. Kvinder: 7495 Mænd: 7868
Lungekræft er den kræftform, som flest mennesker i Danmark dør af. Der døde i gennemsnit 3.625 mennesker i Danmark om året af lungekræft i perioden 2006-2010. 1936 mænd og 1689 kvinder.
Kræft hos børn er yderst sjældent. Nordiske data viser, at én ud af 435 børn eller unge får kræft før de fylder femten.
Ser man kun på børn med kræft, vil over 110 af de ca. 150 børn, der får kræft om året, blive helbredt. ”Jeg fik konstateret lungekræft for omkring et halvt år siden. Mit navn er Lucia Thomsen jeg er elleve et halvt, og for et halvt år siden, fik jeg af vide at jeg kun havde 6 måneder tilbage at leve i.

32Likes
48Kommentarer
804Visninger
AA

1. 11 og et halvt år

Jeg fik konstateret lungekræft for omkring et halvt år siden. Mit navn er Lucia Thomsen. Jeg er elleve et halvt, og for et halvt år siden fik jeg af vide, at jeg kun havde 6 måneder tilbage at leve i.

Jeg er syg, har feber, har ondt over det hele. Jeg er syg. Rigtig meget syg. Nogle gange er jeg bare så træt... har bare lyst til at sove. Når jeg så endelig vågner, er jeg stadig træt. Jeg prøver at skjule det, at jeg har ondt. Jeg prøver at lade være med at tænke på det. Det hjælper ofte.

Jeg har været gennem hele processen. Jeg har fattet det. Men det værste var nok den dag, mine forældre tog tidligt hjem fra arbejde for at komme til lægen. De sagde til mig, at jeg skulle sætte mig i sofaen. Jeg vidste jo godt, der var noget galt... Jeg er ikke dum. Men... Hvorfor mig? Hvorfor ikke en eller anden voksen, som kan håndtere det? Jeg kan ikke håndtere det. Selvom jeg prøver, ender det altid med, at jeg skriger ned i puden om aften og græder, når ingen ser det. Hvorfor skal jeg straffes på den her måde? Hvad er det jeg har gjort galt? Jeg er jo bare... mig. Er det så forkert? Jeg er stille og artig, leger med min mor eller far. Jeg laver mine lektier, jeg spiser det, jeg blev bedt om... så hvorfor mig? Den del har jeg ikke fattet.

I 2010 var der 15.363 mennesker, der døde af en kræftsygdom i Danmark.
Kvinder 7495

Mænd 7868

Jeg googlede det. Det er godt nok tre år siden, men alligevel... 15.000 mennesker er meget. Sådan rigtig meget. Der dør 15.000 om året... og ingen lægger mærke til det.

Fem plus fem er ti, så man skriver nul og sætter én i mente. En plus en er to, plus den, man har i mente, så det er tre.

30... og så plus alle de nuller bagpå. 30.000 Det er mange mennesker på to år...

Da jeg havde sat mig ned i sofaen, satte mor og far sig på hver sin side af mig. Mor vendte sig halvt om, så hun kunne se på mig.

”Ved du, hvad kræft er, Lucia?” Jeg havde rystet på hovedet. Men det var måske lidt løgn. Jeg havde hørt ordet før, og jeg vidste, at det var noget, man kunne dø af. Men den eneste form for kræft, jeg havde kendt dengang, var brystkræft. For det var det eneste, de fortalte om i tv'et. Alt muligt om at støtte brysterne og sende penge ind. Jeg var så træt af de reklamer, virkelig. Støt brysterne med halvtreds kroner og... hvad ragede det mig? Jeg ville bare se mit tv-program.

Jeg har det så dårligt over det, virkelig. Hvis jeg kan gå tilbage i tiden, så vil jeg støtte brysterne. Bruge de 50 kr. som jeg månedligt fik. Betale hver eneste måned.

Børn er vel for små til at få brystkræft. Jeg er i hvert fald. Men alle de andre... Jeg vil gerne hjælpe. Men det er bare for sent nu.

Ser man kun på børn med kræft, vil over 110 af de ca. 150 børn, der får kræft om året, blive helbredt. Jeg har googlet det. Det er rigtig nok. Jeg er et barn... så mine chance er ret store, ikke? Det siger mor og far også. Faktisk så var det næste, de sagde til mig, dengang i sofaen, at de fleste børn med kræft overlever. Jeg var begyndt at blive en lille smule sur på dem på det tidspunkt. Jeg forstod virkelig ikke, hvad det var, de prøvede at sige. Jeg var altså ikke den der person, som elskede filosofi og bare tolkede på alting.

Så fortalte de det. Meget nænsomt. De fortalte også, hvad jeg skulle igennem. At det nok tog omkring de fire måneder. Men trods det så ligger jeg stadig i hospitalssengen. Mit halve år er gået, det gik i går... så faktisk... så burde jeg være død nu. Men det er jeg ikke. Måske er jeg død i morgen?

Det er måske også min skyld, måske en lillebitte smule. Jeg har jo egentlig godt vist, at der var noget galt med mig. Ikke med det samme, men sådan lidt efter lidt. Hvem tror også at hoste fører til død? Det var vi da ingen, som tænkte over. Jeg fortalte ikke nogen, at jeg hostede blod op til sidst. Det var jo ikke særlig meget blod. Det så bare sejt ud. Og jeg tænkte, at det nok ville forsvinde igen. Men da så mor så det, ved et uheld selvfølgelig, hev hun mig straks til lægen. Jeg skulle alt muligt underligt. Tage blodprøver, alt mulig scanningshalløj. Jeg havde næsten glemt alt om det, den dag i sofaen.

Men det er vel også min mors skyld og min fars skyld. De røg. De lavede ikke andet hele dagen. Passiv rygning hedder det vist.

Kræft hos børn er yderst sjældent. Nordiske data viser, at én ud af 435 børn eller unge får kræft før de fylder femten.

Jeg er så det ene barn ud af 435 børn... Hvorfor mig?

Jeg har godt hørt mor og far græde. Når de ikke troede, jeg kunne høre dem, kunne jeg høre min mor græde. Hulke og hive efter vejret. Til sidst begyndte min far også at græde. På det tidspunkt følte jeg mig så alene. Så lillebitte. Jeg var helt alene i verden. Jeg måtte være stor og stærk, når mine forældre ikke kunne. Det blev jeg nødt til. Jeg er en stor pige.

Det havde jeg tænkt meget på den aften, at jeg blev nødt til at være stærk. Den følgende dag opførte mor sig helt normalt. Jeg mener... hun græd ikke eller noget. Ikke før det blev aften, og de troede jeg sov. Igen fik jeg følelsen af at være alene, og den nat græd jeg mig selv i søvn.

Lungekræft er den kræftform, som flest mennesker i Danmark dør af. Der døde i gennemsnit 3.625 mennesker i Danmark om året af lungekræft i perioden 2006-2010. 1936 mænd og 1689 kvinder.

Hvordan skal jeg overleve det? Jeg er trods alt kun et barn.

En dag, da jeg var på hospitalet, besøgte min klasse mig. Ja, hele klassen. Trods jeg kun har to-tre stykker, jeg er sammen med. Jeg fattede det ikke helt. De kom på skift ind og sagde forskellige ting til mig.

Den dag er en af de værste dage i mit liv. Det var ikke, fordi de var onde eller noget. Men... de forstod det bare ikke.

Lisa var kommet ind og hoppet op på sengekanten. Hun svingede med hovedet for at få liv i sine lyse fletninger.

”Hvordan går det så?” spurgte hun. Jeg havde ikke vidst, hvad jeg skulle svare, men jeg fik heller ikke tiden.

”Vi har bare fået så mange lektier for over i klassen. Du er heldig, at du for lov til at ligge her.” Hun mente det jo ikke ondt, slet ikke. Men jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage. Hun forstod det ikke, ikke at jeg kunne bebrejde hende det. Det havde jeg jo heller ikke gjort. Men måske skulle jeg dø, og det eneste, hun interesserede sig for, var, at jeg var heldig ikke at være i skole. Jeg prøvede at løfte mig selv lidt op, så jeg sagde:

”Jeg skal jo nok bare lave alle lektierne, når jeg kommer tilbage igen.” Lisa kneb sine lyseblå øjne lidt sammen.

”Men så er der jo slet ikke noget sjov ved at ligge her...” hun rynkede panden. ”Hvorfor ligger du egentlig her? Jeg mener, de har fortalt, at du er syg, men man skal da være ret så syg for at blive indlagt på hospitalet, ikk'?”

Og så forstod jeg det. Jeg forstod, hvorfor hun havde været så ubehøvlet, men jeg forstod ikke, hvorfor hun ikke viste det. Hvorfor var der ikke nogen som havde fortalt hende det?

Nu når jeg tænker over det, kan det have været fordi, at de var bange for, at hun skulle bryde sammen. Lisa er jo min bedste veninde.

Da hun var gået, fik jeg besøg af en masse andre. Nogen talte jeg knap nok med. De – dem alle sammen – opførte sig, som om alting var i den skønneste orden. De var alle sammen meget værre end Lisa. Fjantede og jokede med mig. Nok mere om mig, egentlig. De forstod ikke, hvor syg jeg var. De troede, at jeg om et par måneder ville komme tilbage til skolen. De troede, at alting ville blive som før. De syntes, det var sjovt, at jeg tabte håret.

Mit lange fine mørke hår er helt forsvundet nu.

Der døde i gennemsnit 3.625 mennesker. 1689 kvinder. Én ud af 435 børn.

De summer rundt i mit hoved, og jeg kan ikke gøre noget for at få dem til at forsvinde.

Dengang jeg fik at vide, at jeg kun havde et halvt år tilbage, forstod jeg det ikke. Eller... jeg forstod det godt. Jeg troede bare ikke på det. Hvorfor skulle jeg også det? Da mor fortalte, at jeg kun havde et halvt år tilbage, begyndte jeg at råbe og skrige. Jeg var så rasende. Jeg forstod ikke, hvordan hun kunne gøre sådan noget. De prøvede at tysse på mig, men det gjorde kun alting værre. Jeg holdt ikke op med at skrige. Jeg blev ved med at tude og slå på alt, som kom for tæt på. Og så sagde jeg noget, som jeg inderligt fortryder:

”Jeg ville ønske, at du havde fået kræft i stedet for mig.” Min mor var stivnet, og pludselig sank hun bare sammen og hviskede: ”Det ville jeg også.”

Jeg havde ikke ment det, jeg sagde. Jeg havde været vred. Jeg havde brug for, at de skulle skælde ud og råbe af mig, og det troede jeg, de ville gøre, hvis jeg sagde det til min mor. Men stik modsat faldt hun bare sammen. Det er den eneste gang, jeg har set hende græde. De endte med, at vi alle sad og hulkede.

Hvis jeg kunne tage det sætning tilbage, ville jeg. Men det kan jeg ikke. Jeg har sagt det til hende, at jeg ikke mente det. Jeg tror også godt, hun forstod det, at jeg havde været vred.

Men hun så aldrig på mig på den samme måde igen. For tre uger siden var det sidste gang, jeg så hende. Hvis jeg havde vist det, ville jeg aldrig havde ladet hende gå ud af stuen. Hun var kommet med chokolade. Den der fra Peter Bejer, som smager så godt. Vi sad og delte en æske. Vi snakkede om alt muligt. Vi hyggede os. Senere kom far forbi. Han havde hele tiden været der, men var bare gået ned i hospitalsshoppen for at give mig og mor lidt fred. Jeg kan godt lide at mindes den aften.

Også selvom jeg altid bliver ked af at tænke på den.

Den næste dag var hun død. Fundet på gulvet, før jeg vågnede. Hun havde ikke sagt noget eller opført sig underligt... det skete bare. Jeg var sur på hende. Jeg kunne ikke finde ud af at savne hende. Jeg var bare sur. Det virkede bedre. Sur over, at hun bare lod mig og far om alt det her. Sur over, at hun slet ikke tænkte på mig. Sur fordi.... fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre.

Jeg har selv tænkt over det. Det der med at slå sig selv ihjel. Det er ikke noget, jeg overvejer... På den anden side, så er jeg godt i gang med det alligevel. Men det, jeg mener, er bare... jeg forstår det virkelig ikke. Jeg er ikke sur på mor mere. Bare skuffet, tror jeg. Hun gjorde det jo ikke for at være ond. Hun gjorde det, fordi hun ikke kunne se nogen udvej. Og nu er det ligesom for sent at gøre noget ved det. Den aften, aftenen efter hun var død, tudede jeg ikke.. Jeg sparkede ikke på far eller på nogen andre. Jeg råbte ikke. Jeg skreg ikke. Sad bare stille i min seng og græd lydløst.

Den næste uge gik jeg hi, ville ikke snakke med nogen, ville ikke se nogen. Jeg spiste ikke. Far var nødt til at tvinge det i mig.

Jeg forstår ikke, hvorfor det er sket for mig. Jeg forstår ikke, hvad jeg har gjort. Og hvorfor skal min mor blandes ind i det? Hvorfor skal hun tage skylden?

Da ugen havde sneglet sig af sted og det igen var mandag, bad jeg far om at komme. Jeg havde nemlig bedt ham om at holde sig væk de sidste par dage.

Jeg havde heller ikke lyst til at miste ham, så jeg sørgede for at vi lavede ting. Ting som jeg og mor plejede. Vi snakkede, vi hyggede os. Han lavede også en aftale med en psykolog. Hun var sød. Hun hjalp bare ikke så meget. Jeg syntes ikke, hun skulle blande sig i mit liv. Så derfor holdt jeg op og har ikke set hende siden.

Lungekræft er den kræftform, som flest mennesker i Danmark dør af.

Mit halve år udløb i går. Jeg er på overarbejde. Én dag mere. Kunne jeg få lov til at leve to? Måske tre? Måske hele år? Eller måske dør jeg i nat, når jeg er faldet i søvn? Jeg tror, det bliver svært... Tænk at få hele år... og så bare få det dårlig, så man dør et par dage efter?

Det tror jeg ikke, jeg kan.

Eller måske kan jeg. Det må tiden vise.

Jeg har forstået det. Mit liv kan jeg ikke længere bestemme over.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...