Fight for this love ۞ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2013
  • Opdateret: 11 maj 2013
  • Status: Igang
Vild, glad, skør, problemfri - det var Tiana Lydia Teller Simons. Atten år, High School elev, elsker at se fodbold, kærester med Liam Payne. Hun begynder at blive blegere og blegere. Hun får det dårligere og dårligere Dog tænker hun ikke over det, hun lever bare som en normal teenager. Men da hun en dag, besvimer, får Liam nok, og tager hende med til hospitalet. Hun får konstateret kræft. Hvad med reaktionen? Hvordan fortæller hun familie og venner det? Og overlever hun?

4Likes
8Kommentarer
621Visninger

2. 1 ۞

KAPITEL 1

Et lille bang lød, da jeg slog hovedet mod væggen, og sukkede. Jeg havde spansk lektier for, og spansk var bare ikke mig. Jeg kæmpede altid, og det er vildt svært. Jeg aner ingenting, og ville ønske det var et valgfag, fordi så skulle jeg ikke have det. Altså, det er næsten lige så svært som arabisk.

En forsigtig banken lød på min dør, men jeg orkede ærlig talt ikke noget. "Gå!" Uha, jeg er i godt humør i dag. Døren åbnede sig alligevel, og Liam stak hovedet ind. "Hvor langt er du?" Jeg havde allermest bare lyst til at slå ham i ansigtet, så han skred. "Ikke engang halvvejs." Han nikkede, og slog blikket mod gulvet, men kiggede hurtigt op igen. "Der er mad om 10 minutter," og med det forsvandt han.

Jeg kiggede rundt omkring, og fandt min lille lommebog. "Argh," skreg jeg, og kastede den mod væggen, så det gav et ordentligt smæld. Liam havde vænnet sig til min vrede, og sagde derfor ingen ting. Men efter at have været sammen i snart 2 år, burde man også havde vænnet sig.

"Mad!" Hurtigt smed jeg computeren fra mig, og gik ned i køkkenet. Duften af tyrkiske kødboller fyldte min næse, og jeg fik kvalme. De duftede godt, og de smagte også godt, og jeg havde ikke anoreksi, men her på det seneste havde jeg været meget syg, og mad gav mig nogle gange kvalme. "Hold kæft du ser godt ud!" Jeg kiggede hen mod Harry, og gav ham fingeren.

Et lille smæld lød, og gryden med kartofler blev sat. Jeg trak stolen ud, og satte mig med Liam ved min side. "Jeg burde nok være ked af det, men jeg går altså nok lidt før." Kartoflen der før sad på min kartoffel, blev nærmest smidt ned på min kartoffel. "Hvad nu da?" Liam kørte kartoflen rundt i sovsen, og førte det ind i munden, mens han kiggede på mig. "Jack ringer nok fra USA af." Han nikkede, og spiste videre.

Mit blik flakkede automatisk over på Harry, der sad med løftede øjenbryn, og bare stirrede. "Og hvem fanden er Jack?!" Måden han sagde det på, fik mig til at trække på smilebåndet. "Jack er min bedste ven." Han nikkede, og fortsatte med at spise. Min ringetone lød, og stolen blev flået ud, mens jeg løb ud til mobil, hvor Jack ringede op. Hurtigt trykkede jeg acceptere, og FaceTime. "Jackaroo!" Hans smil kom frem, og jeg kunne heller ikke lade vær' med at smile stort - langt fra.

Jeg bevægede mig ind mod spisebordet igen, og satte mig ned. Jeg tog hurtig den sidste kartoffel i munden, og lagde bestikket på tallerken. "Hvor mange kendte har du mødt?" Den snakken der var imellem Liam og Harry stoppede, og de kiggede mærkeligt på mig. "Du er kæreste med en verdenskendt, også spørger du hvor mange kendte han har mødt?" Jack brød ud i grin, og jeg kiggede mærkeligt på Liam. "Ja? Altså, jeg har mødt mange kendte, men jeg kunne altså godt tænke mig han tilfældigvis stødte ind i Justin Bieber, okay?" Et fnis lød, og jeg kiggede over mod Harry. "Niall er gode ven-" "Jeg ved godt Niall gode venner med Justin, men alligevel! Hold din kæft, og spis færdig."

Mine fødder satte kurs mod stuen, hvor jeg smed mig. "Er du færdig med at grine?" Han nikkede og begyndte at snakke. "Altså jeg har mødt Katy Perry, Taylor Swift, og Ashton Kutcher." Liam kom ind og satte sig ved siden af mig. Han greb ud efter fjernbetjeningen, og tændte for tv'et. Jeg smækkede benene op på hans lår, og gav mig igen til at snakke med Jack. "Hvordan er det hjemme i UK?" Liam begyndte at nusse mine fødder, mens han fortsatte med at se tv. "Det går fint. Altså, alt undtagen spansk." Jack grinte, og Liam trak på smilebåndet.

"Hvor langt er du i spansk?" Mine øjne blev store, og jeg trak på skuldrene. "I don't know. Spørg Liam mens jeg pisser." Jeg smed mobilen i hans skød, og gik ud for at tisse.

۞

Endnu engang sad jeg i timen, koncentrerede mig ikke, og tegnede kruseduller på mit papir. Igen havde jeg det ikke godt, og lige nu sad Chris og kastede små papirskugler på mig. Chris var min sidemakker, og en af mine bedste venner. Men lige nu kunne jeg slå ham i hovedet med en skovl.

En svag smerte gik igennem mig, da han endnu engang kastede noget på mig. "Av forhelvede dreng!" hissede jeg svag af ham, men han smilte bare. Jeg samlede den blyant op han kastede på mig, og lagde den på bordet. Klokken lød, og hurtigt fik jeg smidt min bog i tasken. Jeg skulle bare hjem, og det var nu.

Jeg gik ud af klassen, og hen til mit skab, hvor jeg smed de unødvendige ting i. En flok mennesker gik mod hoveddøren, og jeg fulgte efter. Altså, jeg skulle snige mig ud på en eller anden måde. Derfor var det meget nemmere at følge strømmen.

Hurtigt fik jeg fat i min mobil, og skrev til Liam. #Er du hjemme?# Jeg stod og gloede ned i min mobil, og trippede med foden, da han endelig fik taget sig sammen til at læse den. #Ja, hvorfor babe?x# Jeg kiggede mig rundt omkring. Der var ingen mennesker, så han kunne godt hente mig. #Kom og hent mig. Har det skidt igen.# Jeg låste min mobil, og puttede den i lommen.

5 minutter senere kørte en bil op ad fortorvet, og hurtigt steg jeg ind. Kvalmen havde overtaget, og jeg smed hurtigt hovedet mod vinduet. "Selen." Jeg sukkede frustreret, og tog selen på. Jeg åbnede vinduet, og stak hovedet ud, for at dæmpe kvalmen.

"Hvor skal vi hen?" Jeg kiggede undrende over på Liam, da det her ikke var vejen hjem. "Lægen. Du har været sygstort sett hver dag i 2 måneder. Nu skal vi altså til lægen." Måbende kiggede jeg på ham. Det der stritten imod nyttede ikke, da han allerede var drejet ind på parkeringspladsen. Vi holdte i tomgang i 5 sekunder, før han slukkede bilen. Min taske blev smidt om på bagsædet, og derefter trådte jeg ud.

Liam tog mig i hånden, og vi gik hen mod indgangen. Jeg skubbede døren op, og for en gangs skyld blev vi ikke overfaldet af fans. Receptionen ligger ca. 10 meter væk fra døren, så der satte vi kursen mod. “Liam Payne.” Damen kiggede ind på sin skærm, og hev brillerne lidt længere op. “Har De en tid?” “Nej.” Hun trykkede på nogle taster, og hev brillerne endnu længere op. “Har i et sygesikringsbevis?”

Hun kiggede nøje på os, og jeg trak min pung op af lommen. Jeg rodede lige i min pung, og fandt det ret hurtigt. Jeg lagde det på bordet, og hun kiggede det. “I må gerne sætter jer ind i venterummet.” Jeg nikkede, og puttede mit sygesikringsbevis ned i pungen, og satte mig ind i venterummet.

Hurtigt gik jeg hen til sofaen, og lagde mig ned. Jeg havde det så forfærdeligt, at jeg bare kunne lægge mig ned og dø. “Hvor slemt har du det?” Jeg kom med en meget utilfreds lyd. “Bare glem det spørgsmål..” Jeg - prøvede - at grine, men det blev til ingenting. En meget svag hoste lyd kom ud, og Liam kiggede mærkeligt på mig. “Tiana Lydia Teller Simons?” Jeg kiggede over mod døren, hvor en læge stod. Jeg satte mig op, og støttede mig op af Liam.

Vi gik ind på lægens værelse, eller rum, kald det hvad du vil. Jeg satte mig ned på en stol, overfor lægen, og Liam ved siden. “Nå Tiana. Hvad er der med dig?” Jeg kiggede på Liam, så han kunne forklarer det. En vane.

“Altså her de sidste par måneder har hun haft det meget skidt. Hun har været meget bleg, og nogle gange opført sig mærkeligt.” Lægen nikkede. “Hvordan har du det når det er Tiana?” Jeg slikkede mig på læberne, imens jeg tænkte. “Altså. Jeg har haft ondt i maven, lidt hovedpine, og nogle gange kunne jeg lægge mig til at dø.” Hun smilede lidt over mit svar, og kiggede ned i nogle papirer.

En hånd blev lagt på mit lår, og gav det et lille klem. Jeg kiggede hen mod Liam der smilede til mig. Jeg smilede nervøst tilbage, og kiggede mod lægen. “Vi skal lige tage et par blodprøver på dig, så hvis du vil følge med her.” Hun rejste sig, og jeg fulgte efter. Liam gik bag mig med vores jakker. Vi gik ind i et rum, med en masse maskiner. Jeg sattee mig på en stol, og kiggede nøje på lægen, der ordnede nogle ting. Hun kom tilbage med en nål, og kig

gede på mig.“Okay, nu skal du hører. Det lyder farligt, men det er det ikke. Jeg skal lige bruge noget af dit blod, ikke ret meget. Så måler de maskiner dit blod, og derefter kan vi forhåbentlig finde ud af hvad der er galt.” Jeg nikkede og smilede. Hun stak nålen ind i huden på mig, og for at være ærlig gjorde det ikke ondt.

Hun tog nålen med hen til de der maskiner. Jeg klemte Liams hånd så meget, at den nærmest blev bleg. Hvis det giver mening. "Rolig babe. Det skal nok gå." Han smilede blidt til mig, og jeg nikkede meget anspændt på hovedet. Lægen rodede ved nogle dimser, og nogle dutter, og efter 1 time (i følge mig), blev hun endelig færdig.    

Jeg klemte Liams hånd, og han nussede min håndryg med hans tommelfinger. "Det ser ud til at du har kræft. Mave kræft. Dog er den knap nok begyndt, men du skal i behandling så hurtig så muligt, så det ikke når at spræde sig." Jeg sagde ingenting. Jeg var mundlam. Jeg havde kræft.

۞۞۞۞۞۞
Hellow venner! Undskyld for at kapitlet først kommer nu, men!
Jeg lavede movellaen 5 dage før Bieber, og prøvede at skrive. Og igen, efter Bieber var jeg oppe at køre, og der var der kun 12 dage til at jeg skulle til Belgien, så der skrev jeg ca halvdelen. Og har nu skrevet det hele!
 Håber i kan lide det. - Trine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...