Tårende i min øjne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2013
  • Opdateret: 11 apr. 2013
  • Status: Igang
Emilie har rodet sig ud i en masse problemer.. Gad vide hvad der sker! o:
..

1Likes
0Kommentarer
323Visninger
AA

2. Jamil

Efter skole spørger Jamil: ’’Kommer du ikke med hjem til mig? Så skal jeg nok fortælle dig alt.’’ Hans øjne var usikre, men alligevel smilte han. Jamil, Jamil, Jamil, hvorfor skal du se så sød ud, når du kigger på mig? Da jeg ikke svarer bliver han endnu mere usikker og siger: ’’Du behøver ikke jeg… ’’ Jeg afbryder og svarer: ’’Det vil jeg gerne.’’ Vi smiler til hinanden og går.
Vi går forbi parken mens jeg tænker på Jamil. Jamil er sådan en fantastisk person. Når jeg er sammen med ham føles det som om der er en mening med livet, som om verden har en mening. Han giver mig håb. Jeg elsker ham, altså som ven selvfølgelig. Jeg er jo ikke god nok til ham… Min mor har næsten ingen penge og min far er bindegal, ifølge mig.
Jeg sparker til en sten, som rammer en bil.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg begynder at gå hurtigere. Skridt for skridt forøger tempoet sig og til sidst ender det med jeg løber. Det begynder at blæse op så jeg kan ikke løbe særlig stærkt. ’’Emilie! Emilie vent!’’ råber Jamil efter mig, ’’Emilie vil du ikke nok vente?’’  Jeg hører hans ord, men løber alligevel videre. Jeg kigger mig ikke tilbage, løber bare og håber, inderst inde, at han løber efter mig. Jeg hopper over et hegn og sætter mig bag det. ’’Emilie! Hvor er du?’’ Jeg kan mærke tårende lige så stille komme frem og det bliver helt sløret.
Jeg blinker et par gange og bruger alle mine kræfter for at holde dem inde.
Jeg rejser mig op og lukker øjnene. Jeg kan høre, der er en, der hopper over hegnet. Der bliver der lagt en hånd på min skulder kort tid efter. Jeg åbner øjnene og ser Jamil. ’’Hvorfor gør du det her?’’ spørger jeg. Jeg tør ikke se ham i øjnene, i frygt for at jeg ikke kan holde tårerne tilbage. ’’Gør hvad?’’ svarer han. Jeg er bange for at se hvad der venter, men kigger alligevel på ham. Hans øjne er forvirrede, undskyldende og bekymret på én gang.
En tåre løber ned langs min kind.  Mit hår flagrede til siden og mit hoved begyndte lige så stille at dunke. ’’Hvad mener du? Jeg vil jo bare være sammen med dig, ’’ siger han og kigger bedrøvet på mig. Jeg opdager først nu at det regner. Regnen ødelægger min makeup, mit hår og jeg føler mig kold. Jeg kan ikke holde dem inde mere og tårende vælter ud af øjnene på mig. Nu kan det umuligt blive værre, tænker jeg, åh nej.. Jamil er her. Mit hoved dunker af smerte. Hvorfor mig? Jeg går med forsigtige skridt fremad og sætter mig ned på kantstenen.
Der er helt stille. ’’Emilie..’’ hvisker han, ’’Kom med.’’ Han tager min hånd og hjælper mig op igen. Jeg river mig løs. ’’Gå væk fra mig, ’’ hvæser jeg og mærker hvordan vreden kommer frem inde i mig, ’’hvorfor hjælper du mig overhovedet? Er det fordi du syntes jeg så godt ud i går? Jeg kan godt huske det, Jamil. Alle i klassen har set mig nøgen. Alle, vær og en. Så meget kan jeg i hvert fald huske og jeg har det… ’’ min stemme knækker da jeg ser op på ham. Han græder. Han står virkelig foran mig og græder. Jeg har aldrig set Jamil græde før. Det var en hæslig følelse der kom frem inden i mig.  Jeg er et monster, tænkte jeg.
’’Jamil..’’ hvisker jeg. Han kigger op på mig, men ser mig ikke. Jeg kan se han er et andet sted, som om han leder efter noget. Det er sikkert ord. ’’Nej… Det var ikke det her… Jeg ville have der…, ’’ hvisker og stammer han, ’’skulle ske.. Jeg ville have dig til at… Forstå… ‘’ Han falder ned på jorden.
Jeg gisper og løber hen til ham. ’’Forstå hvad?’’ hvisker jeg i mens jeg ligger hans hoved i mit skød. ’’Min…, ’’ han hoster svagt og kigger mig direkte ind i øjnene, ’’Kærlighed til… Dig.’’ Endnu flere tårer vælter ud af mine øjne. ’’Jeg elsker dig Emilie, det har jeg altid gjort.’’ Hans blik glider væk og han ligger fuldstændig stille. ’’Nej, ’’ hvisker jeg, ’’NEJ! Ikke forlad mig, Jamil, du må ikke gå!’’ Jeg omfavner ham. Jeg har ondt, overalt. ’’Ja-mi-il.. Jeg elsker også dig, ’’ jeg har aldrig grædt så meget før.
Jeg kysser ham blidt i håb om at det vil virke. Jeg rusker i ham for at vække ham. ’’Vågn op, du skal ikke sove nu, du skal ikke, ’’ min stemme stopper da jeg mærker han tager fat i min hånd, ’’Jamil!’’ Jeg tvinger ham op at stå og hjælper ham med at komme ind et tørt sted. ’’Hold op mand hvor blev jeg bange! Det må du aldrig gøre igen.. Jeg troede det var… Jeg troede du var… ‘’ jeg var helt chokeret. Hvad skete der lige? Han rejste sig helt op og stod, som om han var en super helt. Han tager min hånd og kigger mig dybt i øjnene.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...