Uncover - [Larry Stylinson]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2013
  • Opdateret: 18 jan. 2015
  • Status: Igang
Harry Edward Styles er med i Hall Cross' populæreste klikke. Han har et skønt liv, ingen problemer med pigerne, og ingen problemer med sine følelser for andre mennesker. Men en dag starter der en ny dreng på skolen ved navn, Louis William Tomlinson. Han skal starte i Harrys klasse, og Harry får til opgave at vise Louis rundt. De to drenge får hurtigt opbygget et solidt venskab, men når følelserne koger over, hvor meget tør de så satse på kærlighed? Kan ét enkelt kys forandre de to drenge?

63Likes
48Kommentarer
4949Visninger
AA

7. 5; Invitation.

Louis' synsvinkel:

"Hør her" Lågen til mit skab blev smækket i, så jeg nær var blæst omkuld. Heldigvis blev jeg ikke så forskrækket, som jeg kunne have været blevet. Foran mig stod der nu en glad Niall Horan, med det største kridhvide smil ever. Årh, må man godt misunde de tænder, eh? "Samuel holder denne her fest i næste uge, og du er inviteret!" Næmerst skreg Niall, så jeg nær havde hoppet på ham og kvalt ham. Hvad bildte han sig ind?! Prøv at tænk hvis Harry så eller hørte noget? Gud, hvor ville det blive pinligt. I stedet, tyssede jeg på ham, og så mig om for at se at vi ikke havde tiltrukket noget opmærksomhed. Der stod heldigvis kun en pige på den anden side af gangen, og så mærkeligt på os. 

"Du er forfærdelig, Niall! Stop med at råbe, eller jeg halshugger dig!" udbrød jeg vist i en lidt for høj tone, end forventet. Han kiggede op på mig, som om jeg var blevet sindssyg. Hans blik sagde vist det hele.

"Du råber sgu da selv!" sagde han endnu højere. Jeg vil vædde hundrede kroner på, at han bare råbte endnu højere denne her gang, for at provokere. Han ved jeg hader opmærksomhed.

Jeg tog mig selv til panden, og rystede på hovedet. Gud, hvor er det her bare pinligt. Det ville ikke undre mig, hvis folk forvekslede mig med en tomat, for det er vist det jeg var lige nu. Jeg skulle til at sige et eller andet, men Niall var hurtigere.

"Whatever, Ed holder denne her fest på fredag, og vi er begge inviteret. Dig og mig, klokken 19, fredag?" sagde han i sin mest charmerende tone jeg havde hørt fra ham. Jeg kunne ikke lade vær med at grine. Damn den dreng var charmerende, når han virkelig prøvede. 

Men jeg kunne alligevel ikke helt finde ud af inde i mig selv, om jeg havde lyst til at tage afsted. Ja, det ville sikkert blive fedt, men hvis jeg fik for meget at drikke, ville jeg sikkert ende ud med at gøre et eller andet dumt, og det ville sikkert give et eller andet forkert udtryk, og så ville jeg igen stå som den der taber ingen snakker til. Men samtidig var det også en mulighed for at lære nye mennesker at kende. 

"Finder du ud af noget?" spurgte Niall, og trak mig ud af mine tanker. Han havde vist lagt mærke til at jeg stod lidt i mine egne tanker, da han begyndte at grine.

"Øhm, jeg vil tænke over det" svarede jeg efter en tøven. Niall rollede med øjnene, og kiggede på mig som om jeg var en idiot. Hvilket jeg sikkert også var. Samtidig lignede det også at han skulle til at bryde ud i latter, sikkert fordi jeg var så dum ikke at vide sådan noget. 

"Det kan du sgu da ikke mene?" Han kiggede chokeret på mig med det mest seriøse ansigt jeg havde set på den dreng indtil videre. Hvad forventede han? Jeg er lige kommet til skolen, jeg kan sgu da ikke allerede gå til fester og drikke mig hammer stiv. Det kan jeg bare ikke. Folk vil hade mig resten af deres liv. Bare tanken af det, giver mig lysten til at sige nej, og gå min vej. 

"Jeg er lige startet på sko--" 

"So what? Det er jo ikke fordi de kommer til at hade dig resten af deres liv hvis du gør noget forkert? Eller jo, hvis du knalder en eller andens kæreste, vil de nok. Men det er ikke det der tæller! Eller jo, måske" Han stoppede med at snakke, og kløede sig i baghovedet. Han fandt vist hurtigt ud af, at hans tale alligevel ikke var så god, som han havde forstillet sig. "Whatever" udbrød han pludseligt "Det der tæller er, at du skal tage med mig til fest på fredag, have en pisse hyggelig aften, møde nye mennesker, drik nogle øl! Come on, hvem kan sige nej?" Han havde en pointe, jeg havde bare ikke lyst til at indrømme det. Hans tale gjorde det bare endnu sværere for mig at sige nej. Den dreng er sgu træls, men jeg kan nu alligevel godt lide ham. 

"Måske burde jeg tage m--" Niall afbrød mig igen.

"Det var jo det jeg havde sagt lige fra starten! Godt, nu har du sagt ja, og du kan ikke tage det tilbage" Han pegede mig på brystet, og trak så sin hånd til sig, som om han tog fat i noget. Jeg kunne ikke lade vær med at smile over det. "Jeg henter dig 18:30 på fredag, deal?" 

"Deal" Han gav min skulder et klap, vendte sig rundt, for så bagefter at løbe hen til time. Det mindede mig om, at jeg også havde en matematik time jeg skulle nå. 

***

Dagen gik langsomt. Langsommere end forventet. Jeg vidste ikke om det var på grund af manglende søvn, eller om det var på grund af alle de følelser der kørte rundt i kroppen på mig på en gang. Det burde måske ikke være et problem, men det var det. Jeg havde ingen fokus overhovedet i timerne og jeg følte mig fortabt.

Det havde ringet ud for sidste gang, og jeg var allerede på vej ud af døren. Jeg ville hjem og sove eller et eller andet. Bare ikke være på skolen. Min taske var tung, hvilket gjorde det endnu sværere at komme hurtigere hjem. Jeg havde virkelig ikke kræfter til det lige nu. 

Det der undrede mig var, at jeg var på denne her måde. Så negativ og irriterende. Det lignede mig slet ikke, og det gik først op for mig i sidste time. Men jeg burde heller ikke være så hård ved mig selv, det var jo trods alt min første uge, og alt er lidt svært fra starten af. Men jeg kan jo heller ikke blive ved med at bruge den undskyldning.  

"Louis!" Råbte en bag mig. Jeg vendte mig om, og så at Harry kom løbene med en hel masse bøger i favnen. "Vent lige!" Jeg stoppede op for at vente på ham. Han kom forpustet op ved siden af mig, og lagde sin hånd på min skulder. Han prustede og pustede, som om han aldrig havde løbet før, og jeg havde virkelig lyst til at grine, men jeg ville sikkert ikke se en skid bedre ud hvis det var mig der kom løbene. 

"Hvad fanden har du gang i? Hvorfor løber du rundt med alle de bøger, når du har en taske på ryggen?" spurgte jeg, og så undrende på ham. Det gav ikke mening, og det var jo det der gjorde ham endnu mere forpustet, end han behøvede at være. 

"Jeg ville nå at indhente dig, inden du kom for langt væk. Jeg kunne ikke nå at proppe dem ned i tasken!" Svarede han, og grinte af sig selv. Jeg kunne mærke, at mine kinder langsomt begyndte at blusse op. Frem for alle hans venner, vælger han at være sammen med mig. Det er alligevel lidt sødt. 

Han tog tasken af, og proppede hurtigt alle sine bøger ned i tasken. Efter han havde taget den om på ryggen igen, og vi begge var begyndt at gå videre, begyndte han at snakke. 

"Tager du med på fredag?" Spurgte han pludseligt. Først blev jeg forvirret, men så kom jeg i tanke om at Samuel holdte fest. Hvem Samuel så overhovedet er. Utroligt han overhovedet ved hvem jeg er? Han har jo ikke engang mødt mig. Måske har der været nogen henne og fortælle ham, at han blev nød til at invitere mig for at gøre et godt indtryk. Men det vil bare virke mærkeligt.

"Ja, Niall har allerede tvunget mig til at tage med ham til festen," svarede jeg. Han grinte lidt, og kiggede så op på himlen. Jeg kunne ikke lade vær med at betragte ham. Hvordan hans mørke krøller drejede hver deres vej, og hvordan hans øjne rynkede når han kneb dem sammen. Hans smilehuller var bare lige prikken over i'et. Han er virkelig perfekt den dreng.

"Han er god til at overtale folk," svarede Harry efter et stykke tid, og kiggede over på mig. Han gav mig et lille smil, og vendte så blikket fremad. Der var stilhed i nogle minutter hvor vi bare gik hjemad. Heldigvis boede Harry og jeg ikke så langt fra hinanden, så vi kan følges et godt stykke hen ad vejen. Men jeg ved nu ikke om man kan kalde det heldigvis? 

Vi kom ikke i tanker om mere vi kunne snakke om, og efter nogle minutter skilte vores veje. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige farvel. Jeg havde lyst til at give ham et kram, men jeg lod vær. Jeg vinkede bare farvel, og vi gik hver vores vej. 

Da jeg kom hjem, blev jeg mødt af en dejlig duft. Min mor havde altid elsket at bage kage, og hun bliver bare bedre og bedre for hver gang. Man kan næsten ikke undgå at sige nej, selvom man ikke er sulten. Hun har også været så glad på det seneste, jeg ved næsten ikke hvad der er gået af hende. Men det er vel bare rart. Jeg tror bare hun er glad for, at jeg kommer så godt ud af mine nye klassekammerater, som jeg nu gør. Hvilket jeg også selv er taknemmelig for.

"Hey Boo," sagde hun, da jeg trådte ind i køkkenet. Hun vendte sig hurtigt om for at give mig et hurtigt smil, men kiggede så hurtigt tilbage på det hun nu havde gang i. 

"Mor? Jeg tænkte på om vi skulle noget her på fredag?" Spurgte jeg. Jeg kunne mærke hvor nervøs jeg egentlig var, selvom min mor aldrig rigtig har været streng når det kommer til fester. 

"Ikke rigtig, har du da noget i tankerne?" Hun kender mig alt for godt. Hun fjernede ikke blikket fra maden, men begyndte nu at hælde en helt masse snask ud over det. Jeg vil gætte på det var glasur, men man kan jo aldrig regne med hende.

"Jeg er blevet inviteret til denne her fest." Jeg rømmede mig kort. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, for at overbevise hende. "Og det ville være en god mulighed for at møde nye mennesker fra skolen." Hun drejede hurtigt rundt, da jeg blev færdig med at snakke. Et stort smil havde formet sig på hendes læber, og jeg kunne ikke lade vær med at smile tilbage. Hun gik med hurtige skridt hen imod mig, og tog fat i mit ansigt.

"Louis det er jo helt fantastisk! Jeg sagde jo du ville få det godt!" Nærmest råbte hun. Hun kyssede begge mine kinder, og krammede så mit ansigt så jeg næsten ikke kunne få vejret. Det var rart at se hende så glad.

Hun trak mit ansigt væk fra hende, så hun havde nemmere ved at se mig i øjnene. Hendes øjne skinnede af glæde. 

"Selvfølgelig må du tage med!" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...